Kig ind i bogens verden har set på fem af efterårets kommende fagbøger, der blandt andet giver tips til unge, som ikke kom ind på drømmeuddannelsen; råd til dem, der er bange for ikke at nå det hele; og et sjældent kig bag Det Kongelige Teaters kulisser.
Knæk koden
Hvis man er blandt de mange, der ikke blev optaget på drømmestudiet, er der råd at hente i “Kvote 2”. Her fortæller Mads Ellermann Holmbom, hvordan man kan søge ind på ønskeuddannelsen igennem kvote 2. Forfatteren giver tips til, hvordan man kan samle relevante erfaringer, skrive en motiveret ansøgning, udforme et stærkt CV og forberede sig på optagelsessamtaler og tests.
Forlaget oplyser, at Mads E. Holmbom for kort tid siden havde samme kvaler som de afviste unge, han skriver til, og tog sin egen medicin. Han blev kvote 2-ansøger, søgte ind på drømmeuddannelsen, knækkede koden og gennemførte sin bachelor med sin årgangs højeste karaktergennemsnit.
“Kvote 2” har planlagt udgivelse på Gyldendal 28. august.
Begrænsningens kunst
Svend Brinkmann har haft stor succes med sine samfundskritiske udgivelser “Stå fast” (2014) og “Ståsteder” (2016). Psykologiprofessorens opgør med tidens krav til evig omstilling og nyttetænkning har fået mange læsere og massiv medieomtale.
Nu er Brinkmann på banen igen med “Gå glip”, der skal udkomme 12. september. I bogen argumenterer han for, at begrænsningens kunst er vigtig for os som samfund og som mennesker, og at vi må lære “at nøjes” i stedet for at ville det hele.
Ifølge Brinkmann er det en eksistentiel, etisk og psykologisk nødvendighed at yde en indsats for “at gå glip” af noget.
Arnoldis krønike
Fra livskunst går vi over til billedkunst. Med bogen “Solo” har kunstneren Per Arnoldi skrevet sin egen krønike over de sidste 60 års danske og internationale kunst- og kulturhistorie. Han beretter mange anekdoter om sit liv og sin samtid i bogen, der er illustreret med privatfotos, egne og andre danske og internationale kunstneres værker, pressebilleder og avisudklip fra tiden.
“Solo” har planlagt udgivelse 6. september.
Bag scenen
Vi bliver i kunstens verden, men springer fra malerierne til de skrå brædder. Til efteråret udgiver Lindhardt og Ringhof “Det usynlige folk”. Forlaget beskriver Jakob Rubins bog som en hyldest til vandbærerne på Det Kongelige Teater og til den forening, der i 100 år har talt sceneteknikernes sag i forhandlinger med ledelsen.
Læserne får et indblik i den helt særlige kultur bag scenen, faglige traditioner, hårde arbejdskampe og den teknologiske udvikling, der på få år har ændret sceneteknikernes arbejdsdag markant.
“Det usynlige folk” ventes at udkomme 27. oktober.
At rejse er at læse
Endelig føjer Politikens Forlag en ny udgivelse til sin serie af rejsebøger, og denne gang går turen til bøgernes verden.
Før og på selve rejsen kan det være inspirerende at læse rejsebeskrivelser og skønlitteratur om destinationen. Jane Austens romaner kan lægge nye dimensioner til oplevelsen af den engelske by Bath, og fans af Henning Mankells krimiserie om Kurt Wallander oplever nok Ystad på en lidt anden måde end turister, der ikke har læst bøgerne.
I “Turen går til bøgernes verden” omtaler journalist og antropolog Kathrine Tschemerinsky skønlitteratur og rejsebeskrivelser fra både populære og mindre populære rejsemål. Den anderledes guidebog er sat til at udkomme 1. september.
Der er med andre ord vidt forskellige fagbøger at glæde sig til dette efterår 🙂
Hvis man er interesseret i Politikens Forlags rejsebøger, så læs min anmeldelse af “Turen går til besættelsestidens København” her: https://kigindibogensverden.wordpress.com/2015/05/07/oplev-kobenhavn-under-krigen/
Pingback: Sikker leg på nettet | Kig ind i bogens verden
Pingback: Et liv med rejser | Kig ind i bogens verden