Litterære julegodter

I denne uge bringer bloggen tips til julegodter fra bogmarkedet i ind- og udland. Blandt andet er der guf til Star Wars-fans med bogen “I Am 3-CPO”.

I fysikkens tjeneste 

Findes verden, eller gør den ikke? Findes tiden, eller gør den ikke? Findes der en ‘gud’, eller gør der ikke?

I “Teorien om alt” fortæller den pris-vindende fysiker Holger Bech Nielsen om sit liv og utrættelige forsøg på at forklare, hvordan universet hænger sammen, og hvordan vi mennesker passer ind i ligningen. Den internationalt anerkendte højenergifysiker mener selv, at han nok er “længere, end mange vil tro” med præcis det arbejde.

Berlingske Tidende gav bogen, der har Jonas Kuld Rathje som medforfatter, fem stjerner.

Den danske løvinde

Igennem flere år nu har Tom Buk-Swienty kulegravet Karen Blixen og hendes families liv og skrevet anmelderroste bøger herom.

“Løvinden” er seneste skud på stammen, og her skildrer Tom Buk-Swienty Blixens liv i Kenya, til hun ankom i 1914 og forlod kontinentet igen i 1931. I de 17 år Karen Blixen levede i Afrika oplevede hun pengeproblemer, storslåede safarier, fejlslagen høst, verdenskrig, faldende konjunkturer, sygdom, skilsmisse, forelskelse, en stor kærlighed til landet og dets sorte befolkning – og at miste det altsammen.

“Løvinden” har høstet mange anmelderroser og fået fem stjerner i Kristeligt Dagblad og Jyllands-Posten, og seks stjerner i Berlingske.

Sjov og skarp streg

Gennem flere årtier har Roald Als spiddet politikere og andet godtfolk med sin skarpe streg, og nu tager han læserne med ind i sit skrive- og tegneværksted. I “Håndtegner” fortæller han, hvorfor han blev tegner og og underholder om avistegnerens arbejde, dræbermåger over Skotland og den barske whiskytur med The Potterton Team.

Bogen er rigt illustreret og fik fem stjerner i fagbladet Journalisten, der skrev: “Denne læser har i hvert fald aldrig haft en morsommere bog i hånden”. (Journalisten, 20.11.19)

Videnskab i hverdagen

I “Hvad er et æg?” stiller musiker, biolog og forsker ved Københavns Universitet, Johan Olsen, skarpt på nogle af de almindelige ting, vi kender fra vores hverdag. Han forklarer, hvorfor man ikke kan blande olie og vand, hvordan man laver glas af sand, hvorfor fugle kun lægger ét æg om dagen, hvordan man får luften til at blive inde i en bold og mange andre ting.

Børnebogen er forsynet med oplysende fotos og illustreret af Thomas Hjorthaab.

Klamme dyr

Sebastian Klein har skrevet en bogserie om dyr, herunder om de 100 vildeste, 100 mærkeligste og 100 farligste dyr. Og nu er turen kommet til de klamme af slagsen.

I “Verdens 100 klammeste dyr” har den kendte tv-vært og forfatter fundet frem til 100 virkelig klamme dyr: gribben, der kaster råddent kød op, kaninen, som spiser sin egen afføring og maraboustorken, der besørger ned ad sine egne ben. Men der er en forklaring, og den giver Sebastian her.

Manden bag C-3PO

Retter vi blikket mod det engelske bogmarked, er julegaven til Star Wars-fans sikret.

I “I Am C-3PO” fortæller Anthony Daniels, skuespilleren bag den høflige, gyldne robot i det elskede univers, om sit 40 år lange arbejde med rollen, fra det første møde med George Lucas til den nu niende og sidste film i serien.

Bogen har forord af J. J. Abrams, der blandt andet har instrueret “Star Wars: The Rise of Skywalker”, som har premiere 18. december.

Manden bag, eller rettere indeni, C-3PO har som den eneste skuespiller været med i alle Star Wars-filmene.

Oste-odyssé

I “A Cheesemonger’s History of The British Isles” fortæller forfatter og oste-elsker Ned Palmer om de britiske ostes historie.

Ifølge Ned Palmer gemmer enhver ost på en historie. Hvadenten det er en ung gedeost eller en 18 måneder gammel Cheddar fortæller ostene om de mennesker, der skabte dem, fra folkene der byggede Stonehenge til Middelalderens munke, og fra 1700-tallets Stilton-fremstillere til Anden Verdenskrigs ostefabrikanter.

Undervejs hører læserne også om håndværket og kulturen bag ostefremstillingen, og hvordan ostene nydes bedst – med et glas Riesling eller en Pale Ale til.

Magiske snefnug

Der er også masser af gode britiske bogidéer til småfolk og barnlige sjæle. En af dem er Abi Elphinstones billedbog “The Snow Dragon”, der handler om venskab og troen på sig selv.

På Griselda Bones dystre børnehjem er dagdrømmeri bandlyst, sjipperi forbudt og julen slet og ret aflyst. Men er det mon muligt, at der for Phoebe og hendes hund Herb, netop som tingene ser allersortest ud, venter magi i de hvirvlende, snefnug?

Fiona Woodcock står for de vidunderlige og magiske illustrationer.

Smuk og poetisk streg

Endelig vil Charlie Mackesys børnebog “The Boy, the Mole, the Fox and the Horse” varme rigtig mange hjerter i en kold tid.

Charlie Mackesy har været tegner på magasinet Spectator, og hans poetiske streg er allerede blevet et online fænomen. Nu er et udvalg af hans fineste arbejde samlet i denne lille livskloge bog, der minder os om behovet for empati og kærlighed i en verden martret af uvidenhed og had.

“The Boy, the Mole, the Fox and the Horse” er et rørende studie i venskab og den perfekte gave til dem, man holder allermest af!

Rigtig god juleshopping 🙂


 

Tranen og Kolibrien

Vi bliver ved klassikerne. Forlaget Gyldendal lancerer nemlig en ny miniserie med udvalgte fortællinger, uddrag og essays af nogle af de største forfattere.

På mandag udkommer hele fem små, komplette læseoplevelser i miniserien Kolibri.

H. C. Andersen ”Om jul”

I bogen hører vi blandt andet om, da H. C. Andersen fejrer jul med Thorvaldsen i Rom, og appelsintræer må erstatte et juletræ. Da den store forfatter skal holde jul i Berlin, sidder han ulykkelig og ensom juleaften. Men som i et vaskeægte eventyr ender alt godt, da lykken vender allerede næste dag.

“Om jul” indeholder blandt andet:
Juleaften i Rom; Grantræet; Den lille pige med svovlstikkerne; Det gamle egetræs sidste drøm og Juleaften i Berlin.

Tove Ditlevsen ”Om penge”

Forfatteren skitserer gennem sin fars bankbog et liv og en barndom i kroner og ører. I sine erindringer husker Tove Ditlevsen tilbage på sin egen kostbare konfirmation, der endte i vrede, mens en lille misforståelse om penge truer med at ødelægge forholdet mellem en mor og hendes datter i novellen Æggesnaps.

“Om penge” rummer udvalg fra: En Sibylles bekendelser, Det tidlige forår og Dommeren.

Karen Blixen ”Om ægteskab”

Bogen rummer to fortællinger om ægteskab og kærlighed. I den ene er Lovise lige blevet gift, da hun møder en farlig mand og mister sin vielsesring. I en anden taber Jensine en halskæde, hun har fået af sin mand, på deres bryllupsrejse. For begge kvinder er ægteskabet starten på et nyt liv, hvor de opdager nye sider af dem selv.

“Om ægteskab” rummer udvalg fra: Skæbne-Anekdoter og Vinter-Eventyr.

Søren Ulrik Thomsen ”Om storby”

Storbyen løber som en rød tråd gennem Søren Ulrik Thomsens forfatterskab. Ifølge digteren skal en rigtig storby være kolossal, kompleks og kompakt. Det er i storbyen man kan fare vild i mere end én forstand og drysse rundt på gader og stræder, mens man forestiller sig alle de andre retninger, ens liv kunne have taget.

“Om storby” rummer udvalg fra:
City Slang; Rystet spejl; En dans på gloser; København Con Amore; Repremiere i mit indre mørke og En hårnål klemt inde bag panelet

Troels Kløvedal “Om drømme”

Over flere årtier har Troels Kløvedal gjort sine drengedrømme til virkelighed, når han drevet af eventyrlyst og nysgerrighed er draget ud på de syv verdenshave sammen med familie og venner ombord på Nordkaperen. Eventyrene har han gavmildt delt med alle os andre i en række dejlige bøger og tv-udsendelser.

“Om drømme” har tekster fra: Den tynde hud, Bidevind og blåhvaler, Mit hjerte, min køjesæk og min græske logbog, Øerne under vinden, Hvad sang sirenerne og Alle mine morgener på jorden.

Alle fem bøger udkommer som sagt mandag 26. november.

Fugleforlaget

Jeg spurgte pressemedarbejder på Gyldendal, Vivi Vestergaard, hvorfor serien har fået navnet Kolibri og fik følgende bonusinfo:

Kolibrien hører til blandt verdens mindste fugle, og bøgerne i Kolibri-serien er da også mindre end de fleste bøger. Serienavnet er altså både et nik til formatet og samtidig til Gyldendals historie, hvor forlaget igennem tiden lejlighedsvis har benyttet fuglenavne til sine kendte bogserier – Uglen, Spætten og Bekkasinen. Og forlagets logo er en trane.”

Der er planlagt flere bøger i serien til foråret med tekster af blandt andre Naja Marie Aidt, Poul Henningsen og Emma Gad.

Rigtig god læselyst 🙂


 

Klassiker i nye klæder

I dag udkommer en genudgivelse af bogen bag filmen “Breakfast at Tiffany’s”, hvor Audrey Hepburn udødeliggjorde pigen Holly.

Den danske paperback-udgave af Truman Capotes “Holly” er oversat af Frank Jæger og har forord af Karen Blixen.

Historien om Holly Golightly foregår i efteråret 1943, hvor den unavngivne fortæller bliver venner med den unge, smukke pige.

Begge lejer en lejlighed i en brun murstensbygning på Manhattan. Holly kommer fra landet, men er blevet en del af Manhattans smarte selskabsliv. Hun har ikke noget job, men lever af at date velhavende mænd, der betaler for hende på dyre restauranter og giver hende penge og gaver, og som hun håber på at blive gift med en skønne dag.

holly-forsideAmerikansk geisha

Truman Capotes historie, der egentlig er en lang novelle, udkom i 1958. Hovedpersonen Holly Golightly er en af hans mest berømte karakterer og hans egen favoritfigur tilsyneladende inspireret af flere forskellige kvinder, der alle var venner eller bekendte af forfatteren. Selv beskrev Capote Holly som en “amerikansk geisha”.

Som sagt blev bogen filmatiseret af Blake Edwards i 1961 med stor succes. Oprindelig ville Capote have haft, at Holly skulle spilles af Marilyn Monroe. Filmstjernen blev imidlertid frarådet at spille en prostitueret, og det blev i stedet Audrey Hepburn, der fik rollen. Særligt scenen, hvor skuespilleren synger “Moon River”, er kendt og elsket af mange, og filmen blev nomineret til flere Oscars.

Så hvis man har lyst til at starte det nye bogår med en klassiker om en festglad pige, der viser sig at rumme en hel del mere end fest og farver, kan man roligt læse dagens genudgivelse fra Gyldendal.

Tommy og Tanne

Ny biografisk fortælling om Karen Blixen og hendes lillebror Thomas Dinesen er fængslende læsning fra første til sidste side.

I 1906 indgår Karen ‘Tanne’ Blixen og hendes syv år yngre bror Thomas ‘Tommy’ Dinesen en pagt: De skal “tjene Guden. Faders Gud. Det store i livet. Det, der ligger i et andet plan, det eneste, der gør livet værd at leve”.

Baggrunden for søskendeparrets gensidige løfte er deres far, Wilhelm Dinesen, krigeren, eventyreren, jægeren og levemanden, der 11 år tidligere har taget sit eget liv.

Forfatter og historiker Tom Buk-Swienty har i sit roste tobindsværk “Kaptajn Dinesen. Ild og blod” (2013) og “Kaptajn Dinesen. Til døden os skiller” (2014) givet os farens historie.

"Tommy og Tanne" udkommer i dag. Dette er et anmeldereksemplar fra Gyldendal.

“Tommy og Tanne” udkommer i dag. Dette er et anmeldereksemplar fra Gyldendal.

Nu får vi beretningen om børnene i “Tommy og Tanne”, der har Kaptajnens ældste søn Thomas Dinesen i hovedrollen, mens den næstældste datter Karen Blixen har en vigtig birolle.

Tydeligt er det, at Tommy og Tanne, er deres fars børn. Ligesom Kaptajnen har de eventyrlysten og modet i blodet.

Men man fornemmer også i Tom Buk-Swientys skildring, at søskendeparret i deres higen efter “det store i livet” brænder efter at forstå og lære den far at kende, de mistede, da de var henholdsvis ti og tre år gamle.

Krigslysten

Allerede som lille nærer Thomas Fasti Dinesen en næsten grænseløs beundring for sin ældre søster og hendes unikke fortælletalent. Opmuntret af Tanne vil han gå i deres fars og farfars fodspor og blive kriger, overbevist om, at der på slagmarken venter ham “det store i livet”.

I 1917 melder Tommy sig frivilligt til at kæmpe mod tyskerne under Første Verdenskrig. Han forsøger først uden held at blive fransk soldat. Efter endnu et afslag fra briterne bliver han under et ophold i USA optaget i The Royal Highlanders of Canada, som hører til nogle af krigens mest hårdføre tropper.

Hudløst ærlig

Vi hører om rekruttiden i Canada og England og dernæst om de uhyrlige rædsler i skyttegravene på Vestfronten, hvor Tommy ikke alene skal bekæmpe tyskere, men også må slås med lus, bylder og Den Spanske Syge. Som læser kommer man helt tæt på. Det skyldes ikke mindst, at forfatteren har fået adgang til ikke tidligere offentliggjort familieejet kildemateriale:

Det enestående materiale har været enhver historikers drøm. Thomas Dinesen er hudløst ærlig om alt. Så ved at læse hans lange breve, følge hans dagbog og ikke mindst læse hans hidtil ukendte selvbiografi om ungdomsårene kommer man så dybt ind i Dinesen-Blixen universet, at man næsten bliver en del af familien, siger Tom Buk-Swienty.

Særlig fortrolighed

Korrespondancen og dagbogs-notaterne om samtalerne mellem Tommy og Tanne er rørende og berigende at læse. Sjældent befinder man sig i så godt og reflekterende selskab, som når man læser de to søskendes breve til hinanden. Der findes en særlig fortrolighed mellem dem, og det er blandt andet i Tommys breve til søsteren, at vi hører om kvinderne og kærlighedseventyrene i hans liv.

Derudover er der i bogen beskrivelser af de øvrige familiemedlemmer, fra den kærlige, kloge moder, den stærke, religiøse mormor og den kvindesagskæmpende moster til Tommy og Tannes andre handlekraftige søskende.

Tom Buk-Swienty planlægger et fjerde bind om Dinesen-familien denne gang med fokus på Karen Blixens år i Afrika. I hænderne på den kyndige og velskrivende Tom Buk-Swienty venter der os utvivlsomt endnu en stor læseoplevelse her.

I hvert fald er “Tommy og Tanne” en på alle måder gribende og uhyre velskrevet beretning om krig og kærlighed, skæbnen og meningen med livet.


Thomas Dinesen skrev om sine oplevelser under Første Verdenskrig i “No Man’s Land”. Læs mere om bogen her: http://www.gyldendal.dk/produkter/thomas-fasti-dinesen/no-mans-land-37861/andet-9788702163353

Tom Buk-Swienty (f. 1966) er forfatter, historiker, journalist og adjungeret professor ved SDU. Udover bøgerne om Dinesen-familien har han skrevet de dokumentariske fortællinger “Slagtebænk Dybbøl” og “Dommedag Als”.


Kig ind i bogens verden er tilbage torsdag den 20. oktober.