En dag i Lindgrens ånd

I juli sidste år tog min familie og jeg igen til “Astrid Lindgrens Värld”, men denne gang udvidede vi besøget til forfatterens barndomshjem Näs – og det fortrød vi ikke!

Astrid Lindgrens Näs og det tilhørende museum er virkelig et besøg værd, og ligesom oplevelsesparken ligger de i Vimmerby. Børn og voksne får her lov at opleve de omgivelser, som den verdensberømte forfatter voksede op i, og som inspirerede til så mange af hendes vidunderlige fortællinger.

Astrid Lindgrens barndomshjem Näs (Foto: JayJay)

Astrid Lindgrens barndomshjem Näs (Foto: JayJay)

Astrid Lindgren blev født den 14. november 1907 i det smukke røde hus, og hun sørgede for, at det i dag er indrettet og fremstår, som det tog sig ud i hendes barndom. Desværre nåede vi ikke rundvisningen indenfor, så den må vi have til gode. Til gengæld kunne vi nyde solen, mens vi gik rundt i den have, hvor hun og hendes søskende legede for hundrede år siden.

Men også museet er en dejlig oplevelse og helt i Lindgrens ånd. Der er en dansk audioguide til voksne og en til børn. Man ser de samme udstillinger om Astrid Lindgrens liv, men formidlingen af dem er forskellig. Min mand og jeg valgte den for voksne, men kunne også have snuppet børneudgaven i stedet. I hvert fald var familiens yngste vildt begejstret for sin version. Et berømt citat fra “Brødrene Løvehjerte” kombineret med en bestemt del af udstillingen blev skelsættende for vores barn, der før besøget ikke turde få hovedet under vand, men nu var fast besluttet på at følge den store forfatters ord om at turde trodse sin egen frygt – for ellers er man “bare en lille lort”. Det blev efterfølgende til mange udspring i den svenske skærgård, og vi har flere gange siden sendt Lindgren en kærlig tanke.

Besøg den hyggelige café på Näs. (Foto: JayJay)

Besøg den hyggelige café på Näs.
(Foto: JayJay)

Når man således modigere og bedre rustet til livet træder ud af museet, bør man unde sig selv en forfriskning i den hyggelige museumscafé. Vi fik ægte svenske “köttbullar”, som vi nød på den skønne terrasse under de hvide parasoller i sommervarmen.

Og så kunne man tro, at vi var blevet mætte af Lindgren – men nej! Det bliver vi vist aldrig i min familie, så vi satte kursen mod virkelighedens Katholt. Det var her filmene om Emil fra Lønneberg blev indspillet i 1971-73, og heller ikke i dag kan man forestille sig et mere idyllisk landbrug.

Gladere grise end dem på Katholt findes næppe. (Foto: JayJay)

Gladere grise end dem på Katholt findes næppe.
(Foto: JayJay)

Grisene løber rundt med krølle på halen i en gammeldags svinesti, og man tænker straks på Emil og Grisepjokket. En hest, der ligner Emils gode gamle Lukas, græsser i folden, og hønsene render frit omkring – dog pinligt ædru og ikke hønefulde af gærede kirsebær som i Lindgrens historie.

Hovedbygningen ejes af den samme familie, som dengang optagelserne stod på, og her må man ikke gå ind, men til gengæld er resten af grunden åben for Emil-glade børn og voksne. Og hvis man vil se de naturskønne omgivelser lidt fra oven, er der stylter, man kan stavre omkring på.

Den skønne Katholt-grund anno 2014. (Foto: JayJay)

Den skønne Katholt-grund anno 2014.
(Foto: JayJay)

 

Skammekrog eller fristed - uanset hvad er resultatet af Emils tid i Snickerboa et smukt resultat. (Foto: JayJay)

Skammekrog eller fristed – uanset hvad er resultatet af Emils tid i Snickerboa smukt.
(Foto: JayJay)

En publikumsmagnet er selvfølgelig Snickerboa –  værkstedet med alle figurerne, som Emil snittede de utallige gange, han blev jaget herud. Selv træstubben står her, som om den lille gæve gut just havde siddet her og snittet nok en trædukke.

Alfreds karlekammer og Nissehuset (lokummet, hvor Emils far sad fast) er her naturligvis også, og så er her en hyggelig butik med en lille udstilling om filmoptagelserne.

Vi var så opløftede af det dejlige sted og den rolige atmosfære, at vi slet ikke havde lyst til at tage derfra, og den dag, der begyndte med Näs og sluttede på Katholt, har vi levet længe på siden.


Læs med, når jeg omtaler “Pippis arvtager” på tirsdag!

 

 

Barn af Astrid Lindgren

“Jamen, det er jo Møns Klint!” udbrød en af mine veninder, da hun så forsidefotoet på bloggen her.

Det forstår jeg godt, hun troede, men billedet viser nu The White Cliffs of Dover. Jeg har valgt det, fordi jeg kan huske de smukke hvide klipper, da jeg for nogle år siden sejlede til England. Jeg havde meldt mig til et sprogkursus i York, og synet af Dovers kyst fik mig til at glæde mig endnu mere til mit ophold.

Og hvem kender ikke til forventningens glæde, når man rejser ud for at opleve nyt? At rejse er at leve, sagde H. C. Andersen, som bekendt. Men det er ikke kun pas og penge, der kan bringe os ud under fjerne himmelstrøg. Med en bog i hånden kan vi rejse til det gamle Kina og det antikke Rom, eller vi kan komme til Narnia og Hogwarts. Ja, det er kun fantasien – forfatterens og vores egen – der sætter grænser for, hvilke nye lande og verdener vi kan opleve.

Jeg har altid elsket at rejse i Astrid Lindgrens univers, fra Bulderby og Katholt til Nangijala og Landet i det Fjerne. De oplevelser, som ventede én der, står for mig som nogle af de bedste ikke bare inden for børnebøger, men inden for litteraturen i det hele taget.

Men hvad er det, der gør Astrid Lindgren til en af verdens bedste forfattere?

Er det hendes unikke evne til at se verden i børnehøjde? Hendes eventyrlige fantasi og finurlige humor? Hendes gudsbenådede fortælletalent, der rummer stor poesi? Jeg tror, man bedst finder svaret ved at læse, høre eller se hendes historier.

Selv har jeg holdt af hendes persongalleri, siden Emil fra Lønneberg første gang gled over tv-skærmen i 70’erne, og min mor læste højt af “Alle vi børn i Bulderby”. Jeg husker, hvordan min bror ønskede sig en blå Emil-kasket, og at jeg selv ville have fletninger ligesom lille Idas.

Og nu, hvor vi læser Pippi Langstrømpe, Ronja Røverdatter og Madicken højt herhjemme, oplever vi, at Astrid Lindgrens guldgrube af historier beriger små og store lige så meget, som da de udkom – for Pippis vedkommende for 70 (!) år siden.

Vi er alle børn af Astrid Lindgren, er der nogle, som siger. Jeg kan heller ikke forestille mig min barndom uden Emil og Ida, Pippi, Tommy og Annika, Tvebak og Jonatan.

Derfor byttede jeg også straks en anden bog, jeg for kort tid siden fik foræret, til Jens Andersens stærkt roste Astrid Lindgren-biografi “Denne dag, et liv”.

Hvis du – ligesom jeg – er barn af Astrid Lindgren, så læs med, når jeg anmelder biografien nu på tirsdag!