Svært og succesrigt

Knut Hamsun og Jesper Wung-Sung er forfattere til nogle af decembers udgivelser.

I 2017 modtog Jesper Wung-Sung Boghandlernes store pris, De Gyldne Laurbær, for “En anden gren” – en slægtsroman om forfatterens oldeforældre og deres kærlighedshistorie.

Det var imidlertid ikke første gang, at Jesper Wung-Sungs fortælleevner imponerede såvel læsere og anmeldere som prisuddelere.

Allerede i 1998 fik Wung-Sung BogForums Debutantpris for novellesamlingen “To ryk og en aflevering”, og hans bøger for børn og unge har høstet mange anmelderroser og priser.

Foruden de allerede nævnte titler og børne- og ungdomsbøgerne omfatter Jesper Wung-Sungs forfatterskab et filmmanuskript, flere romaner og novellesamlinger, ligesom hans biografiske roman fra 2021, “Kvinde set fra ryggen”, vakte begejstring (læs indlæg her).

Så lad det være

Nu er Jesper Wung-Sung aktuel med essaysamlingen “Så lad det være”, der består af syv essays, som han har lavet i et gensyn med sin debutbog “To ryk og en aflevering”.

Forlaget Gyldendal skriver i sin foromtale af “Så lad det være”:

I syv essays kredser Jesper Wung-Sung om litteraturens betydning, om det at være skrivende og læsende. Om det forunderlige ved som ungt menneske at opdage kunsten. Om forsøgene på selv i skrift at indfange liv og virkelighed. Om friheden, lykken og forbandelsen ved at være forfatter.” (Kilde: Gyldendal)

Så lad det være-forside

Bogen udkommer 8. december.

Sult

At forfatterlivet kan være en forbandelse, fremgår også af den norske nobelprisvinder Knut Hamsuns roman “Sult”, der er et hovedværk inden for moderne skandinavisk litteratur.

Jeg husker stadig, da jeg som barn så Henning Carlsens fremragende filmatisering af bogen, og jeg vil aldrig glemme Per Oscarsson i rollen som den fattige digter Pontus, der flakker omkring i Oslo, mens sulten gnaver i hans krop og sjæl.

Rollen indbragte da også Per Oscarsson både en Bodil og prisen for bedste mandlige hovedrolle på filmfestivalen i Cannes i 1966. Den amerikanske forfatter Paul Auster mener tilmed, at “Sult” er den bedste filmatisering af en roman, han kender (Kilde: Det Danske Filminstitut).

Værk der giver mærker

Knut Hamsun (1859-1952) begyndte at skrive på det, der blev til romanen “Sult”, i juli 1888, da han boede i København. Bogen udkom første gang i juni 1890 på P.G. Philipsens Forlag i København.

“Sult” blev Hamsuns store gennembrud, og nu genudgiver Det Danske Sprog- og Litteraturselskab den banebrydende roman.

I forbindelse med genudgivelsen skriver udgiverne Peer E. Sørensen, Erik Skyum-Nielsen og Elizabeth Møller Christensen blandt andet:

Romanen om den omstrejfende sultekunstner er skrevet med en kunstnerisk præcision, som er ganske overrumplende set på baggrund af forfatterens opvækst i fattigdom, mådelige skolegang og hans tumultariske liv frem til debuten. En roman med et glitrende overskud, en stærk intensitet, en helt elementær kraft og en sublim kreativitet. Fuld af energi og fordomme. Et værk, man ikke kan læse uden at få mærker af det.” (Kilde: Gyldendal)

SULT-forside

Bogen udkommer i dag.

Julekalender som bog

Til slut skal det nævnes, at DR’s julekalender “Julehjertets hemmelighed” bliver sendt fra og med i dag og frem til juleaften.

Måske nogle allerede har taget forskud på den dramatiske og magiske historie?

Allerede i oktober udkom “Julehjertets hemmelighed” nemlig i bogform med 24 kapitler forfattet af Sophie Souid efter Poul Bergs julekalender.

I centrum for historien står den purunge tjenestepige Karen. Da Karen fylder 13 år, kan hun pludselig ikke længere se sin bedste ven, herregårdsnissen Rumle.

Heldigvis hjælper et magisk julehjerte de to venner med at blive genforenet, men til gengæld begynder ulykkerne snart efter at vælte ned over herregården, og med ét er Karen og Rumles venskab, herregårdens fremtid og selveste julefreden i fare …

Efter DR’s trailere at dømme venter der seerne en vaskeægte julehistorie, som man altså også kan få som højt- eller selvlæsningsbog.

Julehjertets hemmelighed-forside

Bogen er udkommet.

God weekend – og læselyst 🙂


Kilder:

Det Danske Filminstitut

https://www.dfi.dk/viden-om-film/filmdatabasen/film/sult

Gads Forlag

https://gad.dk/julehjertets-hemmelighed

Gyldendal

https://presse.gyldendal.dk/BookDetail.aspx?ISBN=9788702391442&mode=comende

https://presse.gyldendal.dk/BookDetail.aspx?ISBN=9788775332526&mode=comende

Litteratursiden

https://litteratursiden.dk/forfattere/jesper-wung-sung

Læs mere om Det Danske Sprog- og Litteraturselskab her:

https://dsl.dk/om-dsl


Mus og træmænd

Som talrige andre forestillinger på teater og film bygger juleklassikeren “Nøddeknækkeren” på et litterært forlæg.

Midt i en coronatid fuld af aflysninger, ikke mindst i kulturlivet, kunne Ritzau i sidste uge berette, at Det Kongelige Teater eksklusivt og gratis viser “Nøddeknækkeren” på Kgl Xtra frem til 31. december. (Ritzau, 11. december 2021)

George Balanchines ballet og Pjotr Tjajkovskijs musik har udødeliggjort historien om den lille pige, der i julegave får en nøddeknækker af sin opfindsomme gudfar.

Som bekendt tager Nøddeknækkeren pigen med på en rejse julenat til et magisk eventyrland, hvor hun blandt andet oplever et dramatisk slag mellem den lille tapre træmand og en ond musekonge.

Skrækromantiker

Det var den tyske forfatter, komponist og jurist Ernst Theodor Amadeus Hoffmann (1776-1822), der skrev eventyret “Nøddeknækkeren og musekongen” tilbage i 1816.

E. T. A. Hoffmann, der selv valgte Amadeus til fornavn, fordi han beundrede Mozart, ernærede sig blandt andet som dirigent og scenograf og arbejdede herudover ved kammerretten i Berlin.

Hoffmanns digtning var præget af en stærkt dualistisk livsanskuelse, og side om side med en præference for det skrækromantiske, udfoldede han et komisk, satirisk talent.

Fascinationen af det dystre og sorte fornægter sig ikke i forfatterskabet. I eventyret “Der goldne Topf” (“Guldskålen”), bliver en student ved navn Anselmus draget ind i en eventyrlig åndelig verden, som til sidst opsluger ham, og det forbliver uvist, om han rent faktisk mister sin forstand.

Tilsvarende rummer historien i “Nøddeknækkeren og musekongen” mørke sider. Drosselmeier er således både dragende og dæmonisk, og det er ham, der med sin julegave skaber drømme, syner og følelser hos den lille pige.

Her ses en dansk udgave af E. T. A. Hoffmanns eventyr.

Fra bog til ballet

Der skulle gå 76 år, fra Hoffmann skrev sit eventyr, og til “Nøddeknækkeren” fik premiere på de skrå brædder i Sankt Petersborg 18. december 1892.

Forestillingen blev dengang sablet ned af kritikerne, men det forhindrede den ikke i at nå til udlandet.

Og i dag er balletten, der har droppet den uhygge, man finder i Hoffmanns novelle, en vaskeægte juleklassiker, der opsættes på scener verden over.

Nu har Det Kongelige Teater sørget for, at vi heller ikke i år skal snydes for den eventyrlige forestilling.

Så hvis man har brug for at flygte fra corona og restriktioner og drømme sig ind i en anden verden, er det bare om at klikke på: https://kglteater.dk/xtra

Rigtig god jul og de bedste ønsker for det nye år 🙂


Kilder:

Den Store Danske

https://denstoredanske.lex.dk/E.T.A._Hoffmann

https://denstoredanske.lex.dk/N%C3%B8ddekn%C3%A6kkeren

Litteratursiden

https://litteratursiden.dk/anmeldelser/noddeknaekkeren-af-eta-hoffmann

Kig ind i bogens verden er tilbage 7. januar 2021.