Svært og succesrigt

Knut Hamsun og Jesper Wung-Sung er forfattere til nogle af decembers udgivelser.

I 2017 modtog Jesper Wung-Sung Boghandlernes store pris, De Gyldne Laurbær, for “En anden gren” – en slægtsroman om forfatterens oldeforældre og deres kærlighedshistorie.

Det var imidlertid ikke første gang, at Jesper Wung-Sungs fortælleevner imponerede såvel læsere og anmeldere som prisuddelere.

Allerede i 1998 fik Wung-Sung BogForums Debutantpris for novellesamlingen “To ryk og en aflevering”, og hans bøger for børn og unge har høstet mange anmelderroser og priser.

Foruden de allerede nævnte titler og børne- og ungdomsbøgerne omfatter Jesper Wung-Sungs forfatterskab et filmmanuskript, flere romaner og novellesamlinger, ligesom hans biografiske roman fra 2021, “Kvinde set fra ryggen”, vakte begejstring (læs indlæg her).

Så lad det være

Nu er Jesper Wung-Sung aktuel med essaysamlingen “Så lad det være”, der består af syv essays, som han har lavet i et gensyn med sin debutbog “To ryk og en aflevering”.

Forlaget Gyldendal skriver i sin foromtale af “Så lad det være”:

I syv essays kredser Jesper Wung-Sung om litteraturens betydning, om det at være skrivende og læsende. Om det forunderlige ved som ungt menneske at opdage kunsten. Om forsøgene på selv i skrift at indfange liv og virkelighed. Om friheden, lykken og forbandelsen ved at være forfatter.” (Kilde: Gyldendal)

Så lad det være-forside

Bogen udkommer 8. december.

Sult

At forfatterlivet kan være en forbandelse, fremgår også af den norske nobelprisvinder Knut Hamsuns roman “Sult”, der er et hovedværk inden for moderne skandinavisk litteratur.

Jeg husker stadig, da jeg som barn så Henning Carlsens fremragende filmatisering af bogen, og jeg vil aldrig glemme Per Oscarsson i rollen som den fattige digter Pontus, der flakker omkring i Oslo, mens sulten gnaver i hans krop og sjæl.

Rollen indbragte da også Per Oscarsson både en Bodil og prisen for bedste mandlige hovedrolle på filmfestivalen i Cannes i 1966. Den amerikanske forfatter Paul Auster mener tilmed, at “Sult” er den bedste filmatisering af en roman, han kender (Kilde: Det Danske Filminstitut).

Værk der giver mærker

Knut Hamsun (1859-1952) begyndte at skrive på det, der blev til romanen “Sult”, i juli 1888, da han boede i København. Bogen udkom første gang i juni 1890 på P.G. Philipsens Forlag i København.

“Sult” blev Hamsuns store gennembrud, og nu genudgiver Det Danske Sprog- og Litteraturselskab den banebrydende roman.

I forbindelse med genudgivelsen skriver udgiverne Peer E. Sørensen, Erik Skyum-Nielsen og Elizabeth Møller Christensen blandt andet:

Romanen om den omstrejfende sultekunstner er skrevet med en kunstnerisk præcision, som er ganske overrumplende set på baggrund af forfatterens opvækst i fattigdom, mådelige skolegang og hans tumultariske liv frem til debuten. En roman med et glitrende overskud, en stærk intensitet, en helt elementær kraft og en sublim kreativitet. Fuld af energi og fordomme. Et værk, man ikke kan læse uden at få mærker af det.” (Kilde: Gyldendal)

SULT-forside

Bogen udkommer i dag.

Julekalender som bog

Til slut skal det nævnes, at DR’s julekalender “Julehjertets hemmelighed” bliver sendt fra og med i dag og frem til juleaften.

Måske nogle allerede har taget forskud på den dramatiske og magiske historie?

Allerede i oktober udkom “Julehjertets hemmelighed” nemlig i bogform med 24 kapitler forfattet af Sophie Souid efter Poul Bergs julekalender.

I centrum for historien står den purunge tjenestepige Karen. Da Karen fylder 13 år, kan hun pludselig ikke længere se sin bedste ven, herregårdsnissen Rumle.

Heldigvis hjælper et magisk julehjerte de to venner med at blive genforenet, men til gengæld begynder ulykkerne snart efter at vælte ned over herregården, og med ét er Karen og Rumles venskab, herregårdens fremtid og selveste julefreden i fare …

Efter DR’s trailere at dømme venter der seerne en vaskeægte julehistorie, som man altså også kan få som højt- eller selvlæsningsbog.

Julehjertets hemmelighed-forside

Bogen er udkommet.

God weekend – og læselyst 🙂


Kilder:

Det Danske Filminstitut

https://www.dfi.dk/viden-om-film/filmdatabasen/film/sult

Gads Forlag

https://gad.dk/julehjertets-hemmelighed

Gyldendal

https://presse.gyldendal.dk/BookDetail.aspx?ISBN=9788702391442&mode=comende

https://presse.gyldendal.dk/BookDetail.aspx?ISBN=9788775332526&mode=comende

Litteratursiden

https://litteratursiden.dk/forfattere/jesper-wung-sung

Læs mere om Det Danske Sprog- og Litteraturselskab her:

https://dsl.dk/om-dsl


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s