Louisiana Literature 2022

Efter to års aflysninger på grund af corona slår Louisiana Literature atter dørene op for forfattere, bog- og kunstinteresserede og andet godtfolk.

“Are literary festivals doomed?” spørger The Guardian, der i denne uge gør status over dette års britiske bogfestivaler (Kilde: The Guardian)

En række festivaler i Storbritannien har oplevet et vigende besøgstal, der blandt andet tilskrives, at mange stadig er nervøse ved store arrangementer efter corona-pandemien. Oveni kommer den økonomiske krise, der gør, at mange skærer fornøjelser som bogfestivaler fra.

Festivalerne er nødt til at revurdere deres form, lyder det fra flere britiske arrangører, der håber fremover at tiltrække mere forskelligartede publikummer, herunder nye og yngre, som skal kunne mærke, at litteraturfestivalerne er for alle – ikke kun for ældre læseheste og spinatfugle.

Skarp forfatter

Om Louisiana Literature tiltrækker lige så mange gæster herhjemme, som festivalen plejer, må tiden vise.

Under alle omstændigheder løber den af stablen fra i dag til og med søndag 21. august, og vanen tro er der både danske og udenlandske forfattere på programmet.

Man kan således møde Pola Oloixarac fra Argentina. Forfatteren er aktuel med sin tredje roman “Mona”, der spidder det litterære miljøs selvforståelse. I forbindelse med udgivelsen skriver Jes Stein Pedersen i Politiken:

Hun er skarp, diabolsk fræk og morsom på måder, som mange forfattere ikke længere tillader sig at være.” (Kilde: Politiken)

Erindringer

Man kan også møde norske Linn Ullmann, der er aktuel med den anmelderroste autofiktive roman “En pige, 1983”. Linn Ullmann interviewes af Synne Rifbjerg, men har også selv rollen som interviewer, når hun taler med den amerikanske kunstner Laurie Anderson på festivalen.

Russiske Maria Stepanova, der er aktuel med bogen “Til minde om erindringen”, deltager med Kathrine Tschemerinsky som interviewer. Sofie Gråbøl læser op.

Endvidere deltager den hollandske Bookerpris-vinder Marieke Lucas Rijneveld med Lotte Folke Kaarsholm som interviewer og Rosalinde Mynster som oplæser.

Islandske Jón Kalman Stefánsson, britiske Deborah Levy, franske Édouard Louis, chilenske Benjamín Labatut og tyske Judith Hermann er også at finde på det nordsjællandske museum.

Og blandt de danske forfattere finder man Solvej Balle, Josefine Klougart, Rasmus Nikolajsen og mange flere.

Bøger der ikke vil læses

Arrangørerne har også tænkt på børnene.

Skuespiller og musiker Martin Brygmann læser således op af svenske David Sundins bøger. Det er bøger, som ikke vil læses. De både bider, driller og snyder, så Martin Brygmann må ty til tricks for at læse dem.

Med Bogen der ikke ville læses og Bogen der virkelig ikke ville læses venter en usædvanlig levende, vild og magisk oplevelse med litteratur for børn,” lover arrangørerne. (Kilde: Louisiana Literature)

Endelig optræder Frida Brygmann, forfatter, sanger (og datter af Martin Brygmann), sammen med forfatter Thomas Korsgaard og deres fælles børnebog “Tyggegummidamen”.

Tyggegummidamen

God weekend – og læselyst 🙂


Kilder:

Du kan se hele programmet for Louisiana Literature her:

https://issuu.com/louisianamuseumofmodernart/docs/220803_program_dk_uk?fbclid=IwAR1CuwbXQ3XIgDpeAJnpnIeRt_MeJPsfn9yqm3C0m2ZoMPCthiezqcdIzY8

Du kan læse hele The Guardians artikel om britiske bogfestivaler her:

https://www.theguardian.com/books/2022/aug/16/are-literary-festivals-doomed


Briterne før og nu

Denne uges udgivelser er guf for alle læsere, der holder af briterne.

Enhver, der besøger de britiske øer, og som har en smule hang til historie og legender, vil opdage, hvordan det smukke og vilde landskab gennemstrømmes af en mytologi, som også har formet det britiske folk.

Tænk bare på sagnkongen Arthur og ridderne af det runde bord, dronning Guenevere, ridder Lancelot og troldmanden Merlin.

For ikke at glemme sagnhelten Beowulf (læs mit indlæg her), den fredløse, folkekære Robin Hood og søuhyret Nessie i Loch Ness.

Myternes land

I “Storyland” sætter den britiske kunsthistoriker Amy Jeffs Storbritanniens mytologi i et nyt perspektiv.

Bogen, der udkom sidste år, er her i maj kåret til Non-Fiction Book of the Month af den britiske boghandlerkæde Waterstones.

Amy Jeffs’ illustrerede værk “Storyland” begynder i tiden mellem skabelsen og Noas ark og følger dernæst i fodsporene på de første kæmper på den tid, hvor Kains børn og efterkommerne af faldne engle havde deres gang på Jorden.

Herfra tager Amy Jeffs læserne med til grundlæggelsen af Storbritannien, England, Wales og Skotland, Jesu fødsel, samt krigene mellem briter, saksere og vikinger.

Den mytologiske færd slutter med normannernes ankomst.

Svundne tider

I sin omtale af “Storyland” skriver Waterstones blandt andet:

These are retellings of medieval tales of legend, landscape and the yearning to belong, inhabited with characters now half-remembered: Brutus, Albina, Scota, Arthur and Bladud among them. Told with narrative flair, embellished in stunning artworks and glossed with a rich and erudite commentary. We visit beautiful, sacred places that include prehistoric monuments like Stonehenge and Wayland’s Smithy, spanning the length of Britain from the archipelago of Orkney to as far south as Cornwall; mountains and lakes such as Snowdon and Loch Etive and rivers including the Ness, the Soar and the story-silted Thames in a vivid, beautiful tale of our land steeped in myth. It Illuminates a collective memory that still informs the identity and political ambition of these places.” (Kilde: Waterstones)

Storyland-forside

Fodbold og kærlighed

Vi bliver i det engelske – men runder af i en noget anden boldgade.

Som optakt til Louisiana Literature festivalen afholder det nordsjællandske museum et arrangement med den populære britiske forfatter Nick Hornby, torsdag 2. juni kl. 19.30.

Nick Hornby er aktuel herhjemme med den anmelderroste roman “Just Like You”, der har den danske titel “Ingen som dig”.

Romanen handler om kærlighed på tværs af alder, klasse og race. Hovedpersonerne er de to diametrale modsætninger, Lucy, en 41-årig hvid, fraskilt folkeskolelærer og mor til to, og Joseph, en 21-årig sort, håbefuld DJ, med bijob som slagter og fodboldtræner.

ingen-som-dig-3855853

Du kan læse mere om arrangementet “En aften med Nick Hornby” her: https://louisiana.dk/event/en-aften-med-nick-hornby/

God weekend – og læselyst 🙂


Bonusinfo

Nick Hornby (f. 1957) er en af Englands mest succesrige forfattere. Han debuterede i 1992 med selvbiografien “Fodboldfeber” og er endvidere kendt for bøgerne “High Fidelity” (1995) og “About a Boy” (1998).

Alle tre bøger er blevet filmatiseret med stor succes. Iben Hjejle ses i øvrigt i den ene af hovedrollerne i “High Fidelity”.

Nick Hornby har også skrevet manuskripter, blandt andet til Lone Scherfigs film “An Education” (2009).


Nye tider

Bøgernes efterårssæson skydes i gang med en børnebog om H. C. Ørsted og en “Vild symfoni” fra uventet kant.

Normalt ville jeg her i det første blogindlæg efter sommerferien skrive om forfattere og arrangementer på litteraturfestivalen på Louisiana, der normalt afholdes over fire dage sidst i august.

Men i år er som bekendt ikke noget normalt år. Det har coronapandemien sørget for.

Louisiana Literature, der første gang så dagens lys i august 2010, er i år sat på pause.

Men heldigvis holder museet den litterære fane højt og lancerer i løbet af efteråret en stribe filmportrætter af danske forfattere. Og hvis man bare må have nogle litterære vitaminer fra kunstmuseet i Nordsjælland nu, er “Looking Writing Reading Looking” en mulighed.

Louisiana udgav Georgi Gospodinovs antologi i 2019. I bogen viser 26 internationale forfattere igennem digte, essays, erindringer og noter, hvor forskelligt man kan opleve kunst. De omtalte kunstværker er fra museets egen samling og af bl.a. Francis Bacon, Asger Jorn og Henry Heerup, mens man blandt forfatterne finder Anne Carson, Sjón og Colm Tóibín.

Bogen er udkommet.

Gådefuld musik

Også blandt de nye børnebøger er der titler, som arbejder på tværs af kunstgenrer.

Politikens Forlag afslører således, at de udgiver en helt ny billedbogsoplevelse af Dan Brown, bestsellerforfatteren til “Da Vinci Mysteriet” og “Engle og dæmoner”.

Om bogen, der ventes at udkomme til september, skriver forlaget:

Bestseller-forfatteren Dan Brown kombinerer med Vild symfoni sin enestående sans for gåder og historiefortælling med sin store interesse for musik. Hent bogens gratis app og scan siderne, mens du læser, for at få adgang til et helt unikt lydunivers – komponeret af Dan Brown selv.

Maestro Mus rejser hele verden rundt og besøger sine gode venner. Alle dyr er sødt og sjovt illustreret og passer perfekt til Browns musikalske rim, der legende fortæller om hvert dyrs særlige egenskaber. Og i de farverige illustrationer gemmer der sig en ekstra leg for barnet: Alle tegninger skjuler nemlig nogle bogstaver, der tilsammen udgør anagrammer for de instrumenter, som bruges i den tilhørende musik.” (Kilde: Politikens Forlag “Tid til nyheder – august-oktober 2020”)

Målgruppen spænder fra cirka 3 år, når det gælder bogens rim og illustrationer, mens børn fra cirka 6 år kan være med på bogstavjagten.

Bogen udkommer til september.

Det levende kompas

Det er i år 200 år siden, at den danske videnskabsmand Hans Christian Ørsted opdagede en sammenhæng mellem elektricitet og magnetisme, også kaldet elektromagnetismen.

Og det har Johan Olsen, biolog og forsker ved Københavns Universitet, skrevet en bog til børnene om.

I “Kompasnålen der bevægede sig” fortæller han, hvordan H. C. Ørsteds revolutionerende opdagelse ændrede verden, og måden man opfattede den på. Med ét måtte lærebøger i fysik skrives om, og et helt nyt verdensbillede tonede frem.

Bogen er illustreret af både faktuelle billeder, modeller og tegninger af Thomas Hjorthaab.

Johan Olsen har tidligere skrevet “Bogen om verden” og “Hvad er et æg?” (Se omtale her).

Bogen er udkommet.

God læseweekend 🙂


 

Louisiana Literature 2019

For 10. gang fejrer det nordsjællandske kunstmuseum dansk og international kvalitetslitteratur, hvor publikum kan møde både kendte og ukendte forfattere.

I år finder Louisiana Literature sted 22.-25. august. Og i løbet af de fire dage kan man opleve 55 forfattere fra ind- og udland, heriblandt franske Michel Houellebecq, britisk-canadiske Rachel Cusk, ungarske László Krasznahorkai, amerikanske Claudia Rankine, norske Per Petterson, tyrkiske Elif Shafak, svenske Sara Stridsberg, japanske Sayaka Murata og iranske Shahrnush Parsipur.

Blandt de danske forfattere er Henrik Nordbrandt, Jørgen Leth, Mathilde Walter Clark, Peter Poulsen, Mette Moestrup, Helle Helle og Dorrit Willumsen.

2 x Houellebecq

Et af hovednavnene er den kontroversielle franske forfatter Michel Houellebecq, der optræder hele to gange på festivalen.

Første gang med Informations chefredaktør Rune Lykkeberg som interviewer, forfatter og journalist Tore Leifer som oversætter og skuespiller Jens Albinus som oplæser.

Det var som bekendt Jens Albinus, der opførte Houellebecqs roman “Udvidelse af kampzonen” på teatret herhjemme i 2002 (Læs her.).

Anden gang Michel Houellebecq er at finde på litteraturfestivalen, besvarer han spørgsmål fra læserne, igen med Tore Leifer som oversætter.

Du kan se hele programmet her: https://www.louisiana.dk/uploads/pdf/louisiana_literature_2019_program_dk_uk.pdf

Mere Chaplin

Hvis du syntes, det var spændende at læse om Chaplin’s World i sidste uge, er der godt nyt her på bloggen.

Jeg har nemlig opdateret indlægget med endnu flere fotos fra det fantastiske museum.

Se fotogalleri til sidst i indlægget: Chaplins verden.

Rigtig god bogweekend 🙂


 

Litterær luksus

I dag åbner Louisiana Literature, der de næste fire dage byder på eksklusive oplæsninger, interviews, samtaler, performance og musikalsk fortolkning i de smukke nordsjællandske omgivelser.

Festivalen, der løber fra 24. til og med 27. august, er i lighed med tidligere år en førsteklasses international litteraturfestival. I år er der således forfattere fra Kina, Cameroun, Sverige, Ungarn, USA, Japan, Argentina, Mexico, England, Angola, Norge, Frankrig og Hviderusland på programmet.

Og som man har kunnet læse i dagspressen, er det store internationale navne, prisvindere og kultfigurer, der lægger vejen forbi museet, fra Pulitzer-prisvinder, Colson Whitehead (“Den underjordiske jernbane”) og det succesfulde amerikanske forfatterpar Paul Auster og Siri Hustvedt, til den hviderussiske Nobelprisvinder Svetlana Aleksijevitj.

Krig i børnehøjde

Sidstnævnte er højaktuel med bogen “De sidste vidner”, der udkom 21. august, oversat af Jan Hansen og med dansk forord af Flemming Rose.

I 1985 opsøgte Svetlana Aleksijevitj kvinder og mænd, der var børn i Sovjetunionen under Anden Verdenskrig, og bad dem fortælle om krigens gru og vanvid, som de havde oplevet den. Det er disse hundrede rystende og barske fortællinger om børn i krig, man nu kan læse, og deres vidnesbyrd er alle meget personlige historier.

Selv siger Svetlana Aleksijevitj:

Jeg bad dem om en eneste ting: at mindes deres barnlige ord. Deres barnlige følelser. At vende tilbage til den tid, hvor de stadig var engle. For jeg vidste: Dette kan ikke fortælles med andre ord.” (Kilde: http://us4.campaign-archive1.com/?u=77ab2fec3bb51615af1a110c6&id=67400aa24c)

På Louisiana Literature kan man opleve Carsten Jensen interviewe Svetlana Aleksijevitj (med tolk), ligesom der er oplæsninger af såvel hende selv som skuespillerne Jens Albinus og Karen-Lise Mynster på programmet.

Til slut skal det lige nævnes, at også danske forfattere er med på festivalen 🙂


Svetlana Aleksijevitj (født 1948) er journalist og forfatter. Hun fik Nobelprisen i litteratur i 2015 for fembindsværket “Utopiens stemmer”, som det tog 35 år at skrive. Du kan læse mere om “De sidste vidner” her:

http://us4.campaign-archive1.com/?u=77ab2fec3bb51615af1a110c6&id=67400aa24c

https://www.lindhardtogringhof.dk/de-sidste-vidner

Læs hele programmet for Louisiana Literature 2017 her:

http://issuu.com/louisianamuseumofmodernart/docs/dk_program_louisiana_literature_201?e=3074836/51766850

Du kan læse mine indlæg om Louisiana Literature 2015 og 2016 her:

https://kigindibogensverden.wordpress.com/2016/08/18/nydelse-og-naervaer/

https://kigindibogensverden.wordpress.com/2015/08/20/louisiana-literature/


 

Nydelse og nærvær

Tiden er nu en underlig størrelse. For eksempel kan jeg ikke fatte, at der allerede er gået et år, siden jeg skrev om Louisiana Literature 2015 på bloggen.

Men et år er gået, og i dag slår museet i Humlebæk for syvende gang dørene op for forfattere fra ind- og udland, som publikum kan opleve på litteraturfestivalen de næste fire dage.

Internationale navne

Italienske Claudio Magris kan opleves på Louisiana Literature 2016. Fotograf: Paul Badde.

Italienske Claudio Magris kan opleves på Louisiana Literature 2016. Fotograf: Paul Badde.

Igen i år kan man møde kendte navne fra udlandet, blandt andet en af Italiens helt store forfattere, Claudio Magris (f. 1939), hvis roman “Donau” (1986) har opnået klassikerstatus. Hans seneste roman, “Intet retsligt efterspil” (2015), er netop udkommet på dansk. Bogen er en refleksion over krigen og dens ar på Europa, skrevet i en blanding af virkelige og fiktive historier.

Også engelske Julian Barnes (f. 1946), der fik Man Booker-prisen i 2011 for “Når noget slutter” (Sense of an Ending), deltager i litteraturfestivalen. Da Barnes modtog prisen, tog det juryen blot 31 minutter at vælge ham med begrundelsen, at romanen “taler til menneskeheden i det 21. århundrede”. Barnes’ seneste roman “Tidens støj” om den sovjetiske komponist Dimitrij Sjostakovitjs liv udkom på dansk i juni.

Fra udlandet kommer endvidere Chigozie Obioma (f. 1986), forfatter til “The Fishermen”, der er et portræt af et Nigeria splittet mellem fortid og nutid. Bogen er oversat til 22 sprog heriblandt dansk. Skotske Ali Smith (f. 1962) taler om hele tre bøger: “Begge dele”, en roman om køn og identitet, kunst og liv, som udkom sidste år; romanen “Autumn”, der udkommer til efteråret; og novellesamlingen “Den første person og andre historier” (2008), som lige er kommet på dansk.

Erica Jong (1942) huskes stadig for sin debutroman “Luft under vingerne” (1973), der er solgt i 27 millioner eksemplarer. Jongs portræt af den kvindelige seksualitet gjorde forfatteren til et ikon, og i år optræder hun på Louisiana med “Vingeskudt” (2015), en efterfølger til debuten.

Linn Ullmann, der er aktuel med "De urolige", gæster festivalen i år. Fotograf: Agnete Brun.

Linn Ullmann, der er aktuel med “De urolige”, gæster festivalen i år. Fotograf: Agnete Brun.

Med “De urolige” har den norske forfatter Linn Ullmann skrevet en stærk kandidat til at vinde Nordisk Råds litteraturpris. Romanen handler om en datters forhold til sine berømte forældre. Linn Ullmann, der selv er datter af berømthederne Ingmar Bergman og Liv Ullman, kalder romanen “en kærlighedserklæring”.

På Louisiana taler hun med Kirsten Thorup, som har skrevet om mor-datter forhold i sin nye roman.

Poesi og eventyr

Der vil også være poesimaraton med danske digtere som Klaus Lynggaard, Ursula Andkjær Olsen, Morten Søndergaard, Naja Marie Aidt og Peter Laugesen. Og endelig kan man komme og høre Benny Andersen læse op.

Sidst men ikke mindst er der tænkt på de mindste: Tegneren, filmskaberen, forfatteren og musikeren Flemming Quist Møller er kendt og elsket af børn og deres forældre for “Cykelmyggen Egon”, “Jungledyret Hugo”, “Snuden” og “Bennys Badekar”. På festivalen fortæller Flemming Quist Møller en serie eventyr, akkompagneret af guitaristen Christian Sievert.

Så det er bare med at komme afsted til litterær nydelse og nærvær i Nordsjælland, før man igen bliver rendt over ende af tiden 😉


Læs mere om Louisiana Literature 2016 og se hele programmet for festivalen, der varer fra den 18. til den 21. august, her: https://www.louisiana.dk/det-sker/louisiana-literature

Du kan læse eller genlæse mine indlæg om Louisiana Literature 2017 og 2015 her:

https://kigindibogensverden.wordpress.com/2017/08/24/litteraer-luksus/

https://kigindibogensverden.wordpress.com/2015/08/20/louisiana-literature/


 

Louisiana Literature

I dag begynder Louisianas succesrige litteraturfestival. Festivalen varer fra torsdag den 20. til søndag den 23. august, og det er sjette år i træk, at man kan opleve litterære sværvægtere fra ind- og udland i de smukke omgivelser.

Da jeg var pressemedarbejder på Borgens Forlag, fik jeg tit at vide, hvor svært det var at trække store internationale forfatternavne til BogForum. Messen var ikke stor nok, Danmark for lille et land, og de økonomiske fordele for forfatterne til at overse.

Trods disse udfordringer har Louisiana haft held til at få nogle af verdens mest berømte forfattere til at deltage i museets årlige litteraturfestival siden starten i 2010.

Blandt tidligere års litterære stjerner kan nævnes Margaret Atwood, Günter Grass, Michael Ondaatje, Ian McEwan, Henning Mankell, Jonathan Safran Foer, Patti Smith, Herta Müller og Joyce Carol Oates.

I år deltager blandt andre amerikanske Richard Ford, skotske Ali Smith, irske Colm Toíbín, cubanske Leonardo Padura, tyske Hans Magnus Enzensberger, kenyanske Ngũgĩ wa Thiong’o, russiske Ljudmila Petrusjevskaja og kinesiske Yan Lianke.

Kreativ oase

Politikens Carsten Andersen skrev i går, at når Louisianas litteraturfestival er blevet et tilløbsstykke for berømte forfattere, skyldes det først og fremmest, at de “kan hænge ud backstage med andre forfattere, som de kender og selv beundrer.”

Ingen tvivl om det. Men jeg tror også, at succesen skyldes selve konceptet.

BogForum har fået skudt i skoene, at messen i for høj grad er præget af salg, men på Louisiana er det åbenlyst kunsten, som er i højsædet. Museet nyder stor anseelse i den internationale kunstverden, og dets smukke beliggenhed og inspirerende omgivelser er en oase for kreative kuler – såvel ydere som nydere.

Med Louisianas egne ord optræder forfatterne “på scener rundt omkring på museet, både ude og inde, så det skrevne og fortalte ord får plads mellem natur, arkitektur og billedkunst.”

Museet i Humlebæk er en oase for kreative kuler. Her er det "Louisiana Gamle Villa"

Museet i Humlebæk er en oase for kreative kuler. Her er det “Louisiana Gamle Villa”

Russisk kabaret

Og det er ikke kun de udenlandske ordkunstnere, som valfarter dertil. I år kan man også møde Carsten Jensen, Suzanne Brøgger, Henrik Nordbrandt, Jørgen Leth, Jens Christian Grøndahl, Kirsten Hammann og Kim Leine.

Forfatterne medvirker i interview, oplæsninger og samtaler med hinanden. Nu på søndag kan man således opleve en samtale mellem Richard Ford og Colm Toíbín med Synne Rifbjerg som moderator.

Nogle af forfatterne indgår også i musikalske fortolkninger og performance. 77-årige Ljudmila Petrusjevskaja fra Rusland optræder eksempelvis som kabaretsangerinde. Hendes roman “Nummer Et, eller I andre muligheders haver” er netop udkommet på dansk, og flere af de internationale og danske forfattere er bogaktuelle her i august.

Hvis du ligesom jeg har fået lyst til at besøge festivalen eller bare gerne vil vide mere om den, kan jeg varmt anbefale museets hjemmeside med program, praktisk information, forfatterportrætter og videooptagelser fra tidligere festivaler:

http://www.louisiana.dk/det-sker/louisiana-literature


Læs også mine indlæg om Louisiana Literature 2017 og 2016 her:

https://kigindibogensverden.wordpress.com/2017/08/24/litteraer-luksus/

https://kigindibogensverden.wordpress.com/2016/08/18/nydelse-og-naervaer/