Kongelig underholdning

I en ny bog fortæller, spiller og synger Sigurd Barrett om Danmarks konger og dronninger – helt frem til vor tids Dronning Margrethe II.

Den kendte tv-vært, pianist og børnebogsforfatter har tidligere fortalt om såvel de nordiske som de græske guder, bibelhistorier og Luther, og hans “Sigurd fortæller Danmarkshistorie” er solgt i mere end 70.000 eksemplarer.

Nu er han atter aktuel – denne gang med “Sigurd fortæller om kongerækken”.

Dette er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Bogen er udkommet.

I sin kendte, veloplagte og mundtlige fortællestil beretter han om Danmarks konger og dronninger, fra sagnkongerne og Gorm den Gamle, Harald Blåtand og Svend Tveskæg, over Valdemar den Store, Valdemar Sejr, Valdemar Atterdag, Christian den 4., Frederik den 7. og frem til Margrethe den 2.

Vi hører både om de kendte og mindre kendte regenter. Således vil Kong Skjold, Harald Klak, Hardeknud og flere andre nok være nye navne for en del læsere, store som små.

Levende formidling

Fortællingerne om kongerne og dronningerne er krydret med små dialoger, som forfatteren har tilføjet, så historierne bliver mere levende og underholdende for læserne.

Om vikingekongerne Harald Blåtand og Svend Tveskæg skriver Sigurd Barrett eksempelvis:

Og hvem var han så, den fætter? Jo, Svend Tveskæg var søn af Harald Blåtand.

‘Det er snart min tur til at være konge!’ sagde han til sin far, da han var blevet voksen, men det ville Harald slet ikke høre tale om.

‘Vrøvl! Du bliver ikke konge foreløbig!’ sagde Harald Blåtand, for han elskede selv at være konge.

‘Så giv mig halvdelen af magten. Så kan vi regere sammen!’ foreslog Svend, men næ nej. Harald ville ikke afgive så meget som den mindste smule magt til sin søn.

‘Næsvise knægt! Du skal ikke komme her og tro, at du kan blive konge, før jeg er død!’ sagde han. Det fik Svend til at lægge onde planer mod sin far.”

Der er med andre ord fart over feltet, når Sigurd fortæller om de kronede hoveder og deres forhold til og kampe med både hinanden, England, Sverige og Tyskland.

Fakta og farver

Hvert kapitel er forsynet med en lille faktaboks om de konger, det omhandler, en “Vidste du”-boks med små informationer, man kan blive klogere af, og oplysninger om, hvor man kan se spor efter de omtalte regenter.

Herudover er “Sigurd fortæller om kongerækken” herligt illustreret af Stine Rosenberg, ligesom der følger en mp3-cd med, hvor Sigurd læser hele bogen og spiller og synger nogle af sine sange om Danmarks konger.

Sidst, men ikke mindst, er der ordforklaring og navne bagerst i bogen.

Sjov og lærerig

Det er dejligt med den fornyede interesse for danmarkshistorien, vi har set på det seneste med tv-serier og talrige udgivelser.

Nogle vil måske stejle over for Sigurd Barretts fortællestil og finde den lidt friskfyragtig, men personligt synes jeg, at “Sigurd fortæller om kongerækken” er både informativ, sjov og fuld af fortællemæssigt overskud.

Bogen egner sig til såvel højtlæsning som selvlæsning, og jeg er ikke i tvivl om, at masser af børn, forældre og bedsteforældre med bogen og cd’en vil få sig nogle gevaldige hyggestunder i selskab med Sigurd Barrett og Danmarks konger og dronninger 🙂


Sigurd Barrett (f. 1967) er musiker, cand.phil. i musikvidenskab, tv-vært, entertainer og prisvindende børnebogsforfatter. Hans bestseller “Sigurd fortæller Bibelhistorier” blev i 2010 kåret som årets børnebog.

Du kan se min omtale af “Sigurd fortæller om Luther” her: Luther gode sager


 

Skriv en kommentar