Albus Dumbledore har en høj stjerne hjemme hos os. Familiens yngste citerer ham flittigt, og rektoren for Hogwarts er (udover Harry Potter) også J. K. Rowlings egen yndlingskarakter. Det er gennem ham, at hun udtrykker livsfilosofier som: “It matters not what someone is born, but what they grow to be.”
Citatet virker relevant for ungdomsromanen “Håbet er som en muskelhund”, der udkommer i dag.
Hovedpersonen Janus bor sammen med andre børn og unge i en indhegnet lejr inde i skoven, langt væk fra andre mennesker. Det er for deres eget bedste, siges det, for i lejren er de unge beskyttet mod deres omverden.
Men indeni Janus brænder der et håb. Et håb om et andet liv i frihed. Dette håb, der måske er større end både venskab og kærlighed, hiver og flår i ham. Der må være en vej ud af lejren …
Dyster fremtid
Ifølge forlaget skildrer forfatteren Nanna Gyldenkærne et fremtidssamfund gennemsyret af frygt for det anderledes. Et samfund hvor man må kæmpe for de basale menneskelige værdier.
Udgivelsen falder i tråd med de dystopiske ungdomsromaner, der præger bogmarkedet i disse år. Tænk bare på de succesfulde Hunger Games- og Maze Runner-serier og Teri Terrys stærkt roste Slettet-trilogi samt hendes seneste bog “Mind Games” (læs min anmeldelse her: https://kigindibogensverden.wordpress.com/2015/10/21/mind-games/).
Noget tyder dog på, at Nanna Gyldenkærne, der er uddannet bibliotekar og har arbejdet som forlagsredaktør, ikke bare vil ride med på Young Adult-bølgen med dystre science fiction-universer.
Plejebørn
Nanna Gyldenkærnes bøger handler ofte om børn og unge, der falder uden for rammerne. Nogle er forældreløse, handicappede, har forældre med et misbrug eller er bare på tværs uden rigtig at vide hvorfor. Herudover har forfatteren som plejemor selv forsøgt at skabe en god hverdag for nogle af de børn, der har fået en svær start på livet.
I 2009 debuterede hun med “Seksten søstre”, der fortæller om pigehjemsliv anno 1922. Med udgangspunkt i 14-årige Klara, hvis hænder ikke er skruet rigtigt på til hverken håndarbejde eller madlavning, følger vi 16 pigehjemspiger og hører om deres hårde arbejde, drømme, savn og sammenhold.
Nanna Gyldenkærne har med andre ord førstehåndskendskab til dem, hun skriver om, og hun forstår at skue både bagud og fremad.
Så måske skulle man overveje “Håbet er som en muskelhund” som gave til årets kommende konfirmander?
Læs mere om Nanna Gyldenkærne her: http://rosinante-co.dk/forfattere/nanna-gyldenkaerne
Young Adult (YA) er en genre, der henvender sig til unge læsere fra ca. 14 år, men som også bliver læst af voksne. Historierne handler ofte om unge, der gennemgår en udvikling, hvad enten det er gennem kærlighed, familiekonflikter eller livets mere dystre sider.