Malebøger for voksne er et hit. For moderne stressede mennesker kan det være ren mindfulness at farvelægge eventyrlige billeder og indviklede mønstre. Men hvis man tror, at det er en ny trend, kan man godt tro om igen!
For 400 år siden var malebøger for voksne også populære, beretter britiske The Guardian, og til juni bliver nogle af de gamle billeder genudgivet, så maleglade nutidsmennesker kan opleve flere hundrede år gammel mindfulness.
Der er tale om en samling kort med detaljerede billeder af nymfer og feer, oprindelig bestilt som illustrationer til Michael Draytons lange magiske digt “Albion’s Glorious Ile”, som hylder de smukke landskaber i England og Wales.
Tidlig mindfulness
Det var gravøren William Hole, som skabte kortene til digtet, der blev udgivet i to omgange – i 1612 og 1622. Hole gav landskaberne menneskelignende træk, så bakker blev til gentlemen, skove til kvindelige jægere og floder til vandnymfer. De blev trykt uden farver, hvorefter amatører og professionelle kunne håndmale motiverne.
Kortene var kobberstik, og det faldt fint sammen med den tids udvikling af vandfarver, fortæller kunsthistoriker Anne Louise Avery: “De (kortene, red.) blev virkelig populære – der var en teori om, at de ville gavne sindet – det var en tidlig form for mindfulness.”
Håndmalingen var en yndet aktivitet for adelen frem til 1800-tallet, hvor teknologien muliggjorde, at man kunne trykke kort med farver, beretter Anne Louise Avery, der opdagede kortene, da hun forskede i Draytons forfatterskab.
Udkommer påny
Til juni udgiver forlaget Unicorn fire bind af værkerne med 30 kort over England og Wales. Drayton nåede ikke at få Skotland med, da hans samtidige ændrede smag.
Ved den første udgivelse i 1612 var det stadig højrenæssance, hvor man hyldede feer og mystiske væsner. Men ved den anden udgivelse i 1622 prægede senrenæssancens mere mørke og dystre tankesæt folk, og kortene solgte ikke godt. Drayton kaldte sine forlæggere ‘base knaves’ (gemene karle) og var så led og ked af det hele, at han ikke gik i gang med Skotland.
Her i 2016 topper malebøger for voksne imidlertid fortsat bestsellerlisterne, og til juni får man altså mulighed for at farvelægge de fantasifulde kort over England og Wales og måske endda opleve 400 år gammel mindfulness 😉
Læs hele The Guardians artikel og se eksempler på William Holes kort her:
Pingback: BogForum 2016 | Kig ind i bogens verden