Fortiden lever

Ny film baseret på anmelderrost roman dykker ned i fortidens skatte og begravede liv.

I 2007 udkom John Prestons roman “The Dig”, der fortæller om et uvurderligt arkæologisk fund gjort i sommeren 1939 få måneder før Anden Verdenskrigs udbrud.

Handlingen spænder over tre hektiske måneder, hvor lokale amatørarkæologer og udgravere i konkurrence med erfarne museumsfolk graver et oldgammelt skib fri af den engelske muld.

Efterhånden som krigen rykker tættere på, og guld og uerstattelige skatte titter frem af jorden, væves personernes kærlighedsliv, tab og drømme sammen i en fælles bevidsthed om, at fortiden aldrig helt forlader os.

Unikt fund

John Prestons bog bygger på virkelige begivenheder.

I 1939 gjorde amatørarkæolog Basil Brown et af de største fund i britisk arkæologisk historie, da han i Suffolk, Østengland, fandt et 27 meter langt angelsaksisk skib med et gravkammer fuld af skatte fra den tidlige middealder.

Skatten rummede blandt andet guld, smykker, sølvtøj fra det fjerne Byzantium, dyrebare tekstiler og en nu ikonisk hjelm.

Arkæologerne og jordejer Edith Pretty var målløse. Der var tydeligvis tale om en betydningsfuld persons grav. Men hvem var det? Og hvad kunne fundet fortælle os om det angelsaksiske samfund? (Kilde: British Museum)

Mesterlig film

Jeg har stadig John Prestons roman om den arkæologiske sensation i Sutton Hoo til gode, men har netop set Simon Stones fremragende film baseret på romanen.

I filmen afdækker Stone på mesterlig vis karakterernes liv og følelser i takt med udgravningen af det opsigtsvækkende skib.

Amatørarkæolog og udgraver Basil Brown (i skikkelse af Ralph Fiennes) inviteres af Edith Pretty (spillet af Carey Mulligan) til Sutton Hoo for at se på nogle gravhøje på hendes jord.

Krigsenken og den enlige mor deler Browns glødende interesse for arkæologi, og inden længe er han da også i gang med at grave i den af højene, som hendes mavefornemmelse siger, rummer noget særligt.

Snart myldrer museumsfolk fra nær og fjern til Sutton Hoo for at få del i det exceptionelle fund, samtidig med at filmen graver stadig dybere spadestik i karakterernes fortid og følelsesliv.

Det flygtige nu

“The Dig” er et smukt, eksistentielt drama om liv og død, kærligheden og tiden og om vores desperate forsøg på at fastholde nu’et i en evig kamp mod altings – ikke mindst vores egen – forgængelighed.

En kamp, der bliver meget konkret, da arkæologer og udgravere må udvise ekstra stor forsigtighed under udgravningen af de skrøbelige skibsrester, for at fortiden ikke skal smuldre mellem hænderne på dem. Ligesom Ediths fætter Rory med sin fotografering af det arkæologiske arbejde prøver at fryse det flygtige nu.

Sideløbende mærker vi optakten til Anden Verdenskrig. Vi ser de unge mænd, der indkaldes til militærtjeneste, deres farlige flyveøvelser over marker og enge og træningslejrene, der opføres på den jord fortidens krigere hviler i.

Billedsiden er i top med betagende smuk fotografering af det engelske landskab, og hvor også karakterernes ansigter udgør landskaber med begravede følelser, håb og drømme.

Skuespil i særklasse

Ralph Fiennes er en af vor tids helt store karakterskuespillere, og som underspillet, vejrbidt træmand med følelserne i behold overbeviser han i rollen som Basil Brown.

Carey Mulligans Edith Pretty er sart, men stærk, og en både kærlig moder og retfærdig arbejdsgiver.

Men også Lily James’ unge arkæolog og Johnny Flynns fotograf og flyveraspirant til Royal Air Force er ømt troværdige. Og endelig viser Archie Barnes i rollen som Ediths søn, Robert, stor styrke og sårbarhed.

Simon Stones “The Dig” er kort sagt en på alle måder berigende oplevelse.

Filmen kan streames på Netflix.

God weekend 🙂


Bonusinfo

Du kan læse New York Times’ anmeldelse af John Prestons bog “The Dig” her:

https://www.nytimes.com/2016/04/03/books/review/the-dig-by-john-preston.html

Læs mere om de enestående Sutton Hoo-udgravninger her:

https://www.britishmuseum.org/collection/death-and-memory/anglo-saxon-ship-burial-sutton-hoo

På samme hjemmeside kan man læse om den ikoniske Sutton Hoo-hjelm:

https://www.britishmuseum.org/collection/object/H_1939-1010-93

Som et lille kuriosum kan det oplyses, at hjelmen blev brugt som forsideillustration til Keld Zeruneiths gendigtning af “Beowulf” (se bogomtale her).


 

Spion i Auschwitz

Biografi om modstandsmand, der med livet som indsats kæmpede for at stoppe nazisternes massemord i Auschwitz, har netop vundet pris som årets bog.

“The Volunteer” af den britiske forfatter og journalist Jack Fairweather blev i denne uge kåret som vinder af den prestigefyldte britiske Costa Book Award.

Jack Fairweathers beretning om den heltemodige officer og agent for den polske modstandsbevægelse, Witold Pilecki, vandt både i kategorien Biografier og hovedprisen som 2019 Costa Book of the Year.

Biografien har fået prisen i samme uge, hvor årsdagen for de russiske troppers befrielse af Auschwitz-Birkenau-lejren 27. januar 1945 blev markeret.

Frivilligt fangenskab

Da den polske modstandsbevægelse i juli 1940 erfarede, at en koncentrationslejr var blevet oprettet i gamle polske militærbarakker, meldte Witold Pilecki, tidligere officer i den polske hær, sig frivilligt til at lade sig tage til fange med det formål at samle efterretninger om, hvad der foregik i lejren og organisere en masseflugt.

Kort efter sin ankomst i september 1940 begyndte Pilecki at organisere et undergrundsnetværk i Auschwitz. Forholdene var imidlertid langt værre end antaget med konstante tæsk, ydmygelser og sult designet til at bryde båndene mellem fangerne og knuse dem psykisk som fysisk.

Efterhånden som måneder blev til år, og kz-lejren blev forvandlet til en dødsfabrik, stod det klart for Pilecki, at der ikke kom nogen hjælp udefra.

Alligevel gav han ikke op. Hver gang nogen slap ud, medbragte de rapporter til modstandsbevægelsen, blandt andet vidneberetninger om gaskamrenes gruopvækkende kapacitet til at massemyrde.

Skrid ind!

Modstandsbevægelsen videresendte Pileckis rapporter til den polske eksilregering i London, der gentagne gange bad de allierede om at skride ind.

I april 1943 lykkedes det Pilecki at flygte fra Auschwitz. Men først efter de allieredes landgang i 1944, og sovjetiske fly fløj hen over Warszawa, erkendte vestlige ledere omfanget af rædslerne i Auschwitz. På det tidspunkt blev 5000 jøder om dagen gasset, og Pilecki havde netop færdiggjort sin tiende rapport.

Pileckis heltemodige indsats for at afsløre dødslejrens gru kom først fuldt ud til offentlighedens kendskab efter Sovjetunionens fald og åbningen af de polske statsarkiver.

Det anslås, at 1,1 million mennesker døde i Auschwitz, hovedparten i de berygtede gaskamre.

Mørkeste kapitel

Holocaust er, hvis ikke det mørkeste, så et af de sorteste kapitler i menneskehedens historie. Et syndefald uden sidestykke.

Igen og igen spørger man sig selv, hvordan vi som art kunne overleve så grænseløst onde forbrydelser, som dem nazisterne begik mod det jødiske folk under Anden Verdenskrig.

For mig at se er svaret de mange mennesker, herunder Witold Pilecki, der med hjertet på rette sted og med fare for eget liv kæmpede mod nazisterne og viste, at der trods alt er håb for os mennesker.

Vi skylder ofrene i Auschwitz og Witold Pilecki at læse “The Volunteer” – og gøre alt, hvad vi kan for, at dette aldrig gentager sig.


Kilder:

Costa Book Awards:

https://www.costa.co.uk/behind-the-beans/costa-book-awards/book-awards

Du kan læse The Guardians anmeldelse af “The Volunteer” her:

https://www.theguardian.com/books/2020/jan/22/the-volunteer-jack-fairweather-review


 

Number the Stars

I denne uge anmelder bloggens unge gæsteanmelder en amerikansk roman om besættelsestidens Danmark set i børnehøjde.

Nogle vil måske spørge sig selv: Kan en amerikansk forfatter skrive en bog om en 10-årig pige i Danmark under Anden Verdenskrig?

For Lois Lowry lykkes det faktisk rigtig godt. Hun har nemlig skrevet en bog på engelsk med titlen “Number The Stars”, der handler om en dansk pige, hendes familie og jødiske veninde, som hver dag må kæmpe mod de tyske soldater i Danmark.

Farlig hverdag

Året er 1943, og den 10-årige Annemarie Johansen bor med sine forældre og sin lillesøster, Kirsti, på 5 år i en lille lejlighed på Østerbrogade i København. Hendes bedste veninde er jøde og hedder Ellen Rosen og bor med sine forældre i den samme opgang som Annemarie.

De fleste prøver at fortsætte deres hverdag, som de altid har gjort. Med skole, arbejde, kirke, Sabbath, leg på gaderne og en masse andre normale ting.

Men trods det, at folk prøver at holde humøret oppe, bliver tingene sværere og sværere både med rationeringsmærker og spærretid.

Og da nazisternes jødeforfølgelser når til Danmark, bliver hverdagen for alvor farlig for pigerne og deres familier, og Annemarie må pludselig samle alt sit mod for at redde sin veninde og hendes forældres liv.

Indblik og spænding

Jeg synes, at det er en rigtig god bog, fordi Annemarie, hendes familie og venner er gode og sympatiske karakterer. Man kan virkelig relatere til de tanker, de har, og til deres handlinger. Man får også et rigtig godt indblik i, hvordan det må have været at være barn under Anden Verdenskrig.

Bogen viser også, hvordan krigen gør, at en lille pige på 10 år på kort tid skal træde ind i de voksnes rækker for at redde sin jødiske venindes liv.

Jeg synes, at man skal læse den, hvis man interesserer sig for det her emne, eller hvis man kan lide spænding og cliffhangers, for der sker spændende og nervepirrende ting næsten hele tiden.

Den kan også sætte mange tanker i gang, for nogle gange sidder man og tænker på, hvad man måske selv ville have gjort i de situationer, karaktererne står i.

Men hvis man i det hele taget bare gerne vil læse en god bog, kan jeg virkelig anbefale “Number the Stars”!

Gode citater fra bogen

One evening, Papa had told her that earlier he was on an errand near his office, standing on the corner waiting to cross the street, when King Christian came by on his morning ride. One of the German soldiers had turned, suddenly, and asked a question of a teenage boy nearby.

“Who is that man who rides past here every morning on his horse?” the German soldier had asked.

Papa said he had smiled to himself, amused that the German soldier did not know. He listened while the boy answered.

“He is our king,” the boy told the soldier. “He is the King of Denmark.”

“Where is his bodyguard?” the soldier had asked.

“And do you know what the boy said?” Papa had asked Annemarie. She was sitting on his lap. She was little, then, only seven years old. She shook her head, waiting to hear the answer.

“The boy looked right at the soldier, and he said, ‘All of Denmark is his bodyguard.’”

(“Number the Stars”, side 24-25)

Et andet citat, jeg rigtig godt kan lide, er, da Onkel Henrik pludselig spørger Annemarie, hvor modig hun er, og der sker det her:

She was startled. And dismayed. It was a question she did not want to be asked. When she asked it of herself, she didn’t like her own answer.

“Not very,” she confessed, looking at the floor of the barn.

Tall Uncle Henrik knelt before her so that his face was level with hers. (…)

“I think that is not true,” Uncle Henrik said. “I think you are like your mama, and like your papa, and like me. Frightened, but determined, and if the time came to be brave, I am quite sure you would be very, very brave.

(“Number the Stars”, side 99-100)

Min vurdering: ★★★★☆☆

Anmelder: Kahoha


Fakta

Lois Lowry (født 1937) er forfatter til over 30 romaner og har to gange vundet Newbury Medal, blandt andet for “Number the Stars”. Hun er kendt for at skrive om vanskelige emner rettet mod børn, herunder bøger om racisme og sygdom.

Lois Lowry lavede grundig research forud for bogen, og “Number the Stars” er dedikeret til hendes danske veninde Annelise Platt.

Bogen blev udgivet i 1989.

Året efter udkom den på dansk med titlen “Tæl stjernerne”.


 

D-dag

I dag er det 75 år siden, at de Vestallierede gik i land i Normandiet i Nordvestfrankrig. Det markeres blandt andet med en ny bog om D-dag.

Omkring 156.000 soldater primært fra USA, Storbritannien og Canada, 6.000 skibe og 11.000 fly deltog i landgangen 6. juni 1944.

Invasionen er den største amfibieoperation i historien og var indledningen på en større operation med kodenavnet Operation Overlord.

Operationen, der var under ledelse af general Dwight D. Eisenhower, havde som mål at befri Europa fra Nazi-Tysklands besættelse.

Det havde taget flere år at planlægge operationen, og den sluttede først, da de Allierede krydsede Seinen og befriede Paris i slutningen af august 1944.

Opgør med myter

I “Normandy ‘44” kulegraver den britiske militærhistoriker, James Holland, myterne, der omgærder D-dag.

For eksempel giver han feltmarskal Montgomery en mildere medfart, end den britiske officer fik af sine samtidige og har fået af andre forfattere til bøger om Anden Verdenskrig.

Holland gendriver tillige tidligere kritik af de britiske og canadiske troppers fremrykning mod Caen.

Blodigt vendepunkt

Den 6. juni 1944 og de efterfølgende 76 dages indædte kampe i Normandiet blev det store vendepunkt for de allierede i bekæmpelsen af Hitler og det nazistiske tyranni.

Men hvor selve D-dag udgjorde en spektakulær sejr for de Allierede, blev den første offensivs succes hurtigt efterfulgt af blodige og brutale slag med forfærdelige tab af menneskeliv på begge sider.

James Holland trækker på et omfattende materiale af arkiver og øjenvidneskildringer fra såvel menige soldater, højtstående officerer, piloter og søfolk som civile og modstandsfolk.

“Normandy ‘44”, der udkom i Storbritannien 16. maj, har høstet flere anmelderroser. Således skriver Publishers Weekly:

This is an excellent and engrossing new look at the Normandy invasion.” (https://www.publishersweekly.com/978-0-8021-2942-0)

Mere om D-dag

Har man appetit på flere bøger om D-dag, er der nok at tage af. Eksempelvis kan nævnes:

  • Antony Beevor “D-dag – Kampen om Normandiet”: I den anmelderroste bog påviser en af verdens førende krigsforfattere, Antony Beevor, at de britiske, amerikanske og canadiske soldaters kampe på vejen til Paris i grusomhed kan sammenlignes med slagene på østfronten.
  • Stephen Ambrose “D-dag – 6. juni 1944”: Den amerikanske historiker Stephen E. Ambrose beskriver soldaternes oplevelser i øjenhøjde. Ud over de mange øjenvidneberetninger fortæller Ambrose om planerne, der gik i vasken, bekymringerne, der gik forud for invasionen, og storpolitik.
  • Robert J. Kershaw “D-Day – Piercing the Atlantic Wall”: Militærmand og forfatter Robert Kershaw kaster nyt lys over landgangen 6. juni 1944 ved at bruge både tyske og allierede kilder. Herved får læserne et indblik i de militære succeser og fiaskoer, der var på begge sider.

God læseweekend og Pinseferie 🙂


 

Betydningsfulde bøger

Det sker, at bøger og ferieminder smelter sammen og får en helt særlig betydning – det gælder de to titler, Kig ind i bogens verden ser på i denne uge.

Sommerferien står for døren, og lige nu tegner vejret så fint, at mange vælger at blive hjemme i år. Når solen skinner og temperaturen ligger omkring de 25 grader, er det da også få steder, som kan hamle op med Danmark om sommeren.

Alligevel står en af min barndoms sommerferier i udlandet særlig skarpt i erindringen. Det er sommeren 1979, hvor min familie og jeg vendte næsen sydpå til Holland.

Anne Franks dagbog

Jeg havde netop læst “Anne Franks dagbog”, og få bøger har gjort så stort et indtryk på mig som denne. Anne fik dagbogen til sin 13 års-fødselsdag og besluttede at lade, som om den var hendes bedste veninde. Med et unikt skrivetalent, sjælden klogskab, skarp iagttagelsesevne og stor følsomhed betroede purunge Anne sine inderste tanker og følelser til sin fiktive veninde, Kitty, fra 12. juni 1942 til 1. august 1944.

Derfor glemmer jeg aldrig turen til Amsterdam og besøget i huset i Prinsengracht, hvor Anne, hendes storesøster og forældre sammen med en anden familie og en mandlig ven gik under jorden i to år.

Jeg husker bogreolen, der skjulte døren til de hemmelige rum, Annes værelse med fotos af filmstjerner, som hun beundrede, og det lillebitte toilet, de ikke måtte skylle ud i om dagen af frygt for, at andre i huset skulle opdage dem og sladre til tyskerne.

Ikke desto mindre blev de otte sagesløse mennesker stukket af en, der aldrig er blevet identificeret, og 4. august 1944 blev Anne Frank, hendes familie og deres fire venner taget af nazisterne. Annes far, Otto Frank, var den eneste, der overlevede. Anne selv døde i Bergen-Belsen, få uger før britiske tropper befriede kz-lejren i april 1945. Og den dag i dag står hendes dagbog som et enestående vidnesbyrd fra et barn, der blev offer for Holocaust.

Kampene ved Arnhem

Det var også i sommeren 1979, at min familie og jeg besøgte et krigsmuseum i Arnhem – stedet hvor briterne i efteråret 1944 kastede faldskærmstropper ned for at indtage broerne over Rhinens nedre løb.

Operationen slog imidlertid fejl, og jeg husker især en stor glasmontre med en voksdukke iført uniform og blodig forbinding fra en falden engelsk faldskærmssoldat.

Katastrofen ved Arnhem kan man læse om i den britiske forfatter og militærhistoriker Antony Beevors nye stærkt anmelderroste bog “Arnhem – Slaget om broerne 1944”.

Heri giver Beevor en beskrivelse af den fejlslagne operation, der fik fatale følger for de britiske faldskærmstropper og den hollandske civilbefolkning.

Jeg har endnu ikke læst bogen, men jeg ser frem til det, når jeg tænker på min rejse til Arnhem som barn, Beevors fremragende forfatterskab i øvrigt og mit møde med forfatteren, da jeg markedsførte hans bog “Berlin, Faldet 1945”.

Måske vil nogle synes, at det er et par dystre titler at tage op her i et sommervarmt og på mange måder sorgløst Danmark.

Men det er to bøger, som jeg kraftigt vil anbefale, idet de på hver sin måde omhandler et ufattelig grusomt kapitel i menneskehedens historie, som vi aldrig må glemme.

Og med disse ord vil jeg ønske alle en god sommer – og god læselyst!


Hvis ikke man lige står og skal til Amsterdam, kan man få mere at vide om Anne Franks hus – herunder få en video-guidet tur gennem huset – på denne hjemmeside:

http://www.annefrank.org/en/Subsites/Home/

Kig ind i bogens verden er tilbage til august.


 

Litterær luksus

I dag åbner Louisiana Literature, der de næste fire dage byder på eksklusive oplæsninger, interviews, samtaler, performance og musikalsk fortolkning i de smukke nordsjællandske omgivelser.

Festivalen, der løber fra 24. til og med 27. august, er i lighed med tidligere år en førsteklasses international litteraturfestival. I år er der således forfattere fra Kina, Cameroun, Sverige, Ungarn, USA, Japan, Argentina, Mexico, England, Angola, Norge, Frankrig og Hviderusland på programmet.

Og som man har kunnet læse i dagspressen, er det store internationale navne, prisvindere og kultfigurer, der lægger vejen forbi museet, fra Pulitzer-prisvinder, Colson Whitehead (“Den underjordiske jernbane”) og det succesfulde amerikanske forfatterpar Paul Auster og Siri Hustvedt, til den hviderussiske Nobelprisvinder Svetlana Aleksijevitj.

Krig i børnehøjde

Sidstnævnte er højaktuel med bogen “De sidste vidner”, der udkom 21. august, oversat af Jan Hansen og med dansk forord af Flemming Rose.

I 1985 opsøgte Svetlana Aleksijevitj kvinder og mænd, der var børn i Sovjetunionen under Anden Verdenskrig, og bad dem fortælle om krigens gru og vanvid, som de havde oplevet den. Det er disse hundrede rystende og barske fortællinger om børn i krig, man nu kan læse, og deres vidnesbyrd er alle meget personlige historier.

Selv siger Svetlana Aleksijevitj:

Jeg bad dem om en eneste ting: at mindes deres barnlige ord. Deres barnlige følelser. At vende tilbage til den tid, hvor de stadig var engle. For jeg vidste: Dette kan ikke fortælles med andre ord.” (Kilde: http://us4.campaign-archive1.com/?u=77ab2fec3bb51615af1a110c6&id=67400aa24c)

På Louisiana Literature kan man opleve Carsten Jensen interviewe Svetlana Aleksijevitj (med tolk), ligesom der er oplæsninger af såvel hende selv som skuespillerne Jens Albinus og Karen-Lise Mynster på programmet.

Til slut skal det lige nævnes, at også danske forfattere er med på festivalen 🙂


Svetlana Aleksijevitj (født 1948) er journalist og forfatter. Hun fik Nobelprisen i litteratur i 2015 for fembindsværket “Utopiens stemmer”, som det tog 35 år at skrive. Du kan læse mere om “De sidste vidner” her:

http://us4.campaign-archive1.com/?u=77ab2fec3bb51615af1a110c6&id=67400aa24c

https://www.lindhardtogringhof.dk/de-sidste-vidner

Læs hele programmet for Louisiana Literature 2017 her:

http://issuu.com/louisianamuseumofmodernart/docs/dk_program_louisiana_literature_201?e=3074836/51766850

Du kan læse mine indlæg om Louisiana Literature 2015 og 2016 her:

https://kigindibogensverden.wordpress.com/2016/08/18/nydelse-og-naervaer/

https://kigindibogensverden.wordpress.com/2015/08/20/louisiana-literature/


 

Astrid og krigen

Astrid Lindgrens “Krigsdagbøger 1939-1945” er gribende, oplysende og indsigtsfuld læsning – et vidnesbyrd om livet på hjemmefronten fra en af vores største forfattere.

“Gud hjælpe vor arme, af vanvid slagne planet!” Sådan skriver Astrid Lindgren på dagen for Anden Verdenskrigs udbrud, den 1. september 1939.

Da Tyskland invaderede Polen, satte hun sig for at følge krigens gang i en dagbog. Det blev til 17 krigsdagbøger fra 1939-45.

Dette er et anmeldereksemplar fra Gyldendal.

Dette er et anmeldereksemplar fra Gyldendal.

I dag, 71 år efter Danmarks befrielse, udkommer på dansk et udvalg af dagbøgerne foretaget af Astrid Lindgrens datter, Karin Nyman. Udvalget rummer optegnelser om krigens udvikling og dens grusomheder, avisudklip, rationeringsmærker og illegale flyveblade side om side med beretninger om hendes børn, fødselsdage, jule- og sommerferier.

Spionjobbet

Den 15. september 1940 begyndte Astrid Lindgren at arbejde for brevcensuren i den svenske efterretningstjenestes regi. Hun læste tusindvis af breve til og fra udlandet, og selv om hun ikke brød sig om at “snage” i folks privatliv, fik hun herigennem et unikt indblik i, hvad krigen gjorde ved folk. Hun læste breve fra såvel jødiske flygtninge som tyske officerer. Arbejdet var tophemmeligt, men kopier af nogle af de censurerede breve er gengivet, og de er afgjort interessant læsning.

Russerskræk

Angsten for russerne fylder en del i bogen. Især den finske vinterkrig optog Astrid Lindgren, og hendes sympati for og solidaritet med finnerne er enorm. Det er tydeligt, at ikke kun Finland, men også dele af Sverige frygtede russerne mere end tyskerne.

Ikke desto mindre forfærdes Astrid Lindgren over nazisternes brutale fremfærd i blandt andet Norge. Tysklands umenneskelige behandling af medmennesker i hele Europa forbliver komplet ubegribelig for hende.

Kz-lejre

Astrid Lindgren fulgte jødernes skæbne meget nøje i aviser, bøger og i brevcensuren. I november 1940 skriver hun om kz-lejre, og i august 1943 konstaterer hun: “Hadet hører ikke op, samme dag freden kommer, de, som har fået deres nære pint ihjel i tyske koncentrationslejre, glemmer ingenting, bare fordi der bliver fred …” Og i maj 1944 skriver hun: “At jøderne bliver udryddet, tror jeg overhovedet ikke, at tyskerne bekymrer sig om at dementere.”

Forfatter in spe

Astrid Lindgren var i 30’erne, da hun skrev krigsdagbøgerne og havde endnu ingen udgivelser bag sig (“Pippi Langstrømpe” blev til i 1941, men udkom først i november 1945). Ikke desto mindre skinner den store forfatter in spe igennem teksterne. Hun har sit eget sprog, og hendes karakteristiske humor og klogskab lyser ud af dagbogsnotaterne.

Som når hun ved Neville Chamberlains død i november 1940 beskriver ham som “den gamle, rare gentleman med paraplyen” og runder af med: “Måske finder Gud et godt, lille sted til ham i himlen – ‘salige er de sagtmodige’ – hvor han kan sidde i ro og fred under sin paraply.”

Enestående empati

Astrid Lindgrens empati er enestående. Det er næsten som om, hun kan favne alle lidende fra Norges frihedskæmpere og kvinder og børn i de besatte lande til tyske soldater i den russiske vinter og Berlins indbyggere, da den tyske hovedstad tæppebombes.

“Hvordan kan det være muligt, at menneskeheden skal lide sådanne kvaler, og hvorfor bliver der krig? Skal der virkelig bare et par mennesker som Hitler og Mussolini til for at drive en hel verden i undergang og kaos?” spørger hun.

Og når hun fortæller om de fyldte svenske spisekamre, er hun hele tiden bevidst om sit neutrale lands gunstige situation sammenlignet med alle andre lande i Europa.

Livfuldt og ukueligt

Det er en mange-facetteret Astrid Lindgren, læseren oplever: husmoren, der redegør for de rigelige måltider, som var hendes familie forundt; brevcensoren, der engagerer sig i menneskene bag brevene; journalisten med de skarpe kommentarer til krigens skiftende alliancer og dagsordenerne bag; og endelig den kommende verdensberømte forfatter, hvis forfatterskab ikke lader sig kvæle i skyggen af Anden Verdenskrigs rædsler, men spirer frem livfuldt og ukueligt.

Hvis du interesserer dig det mindste for Astrid Lindgren eller vil have et fængslende indblik i livet, som det artede sig på den svenske hjemmefront, bør du unde dig selv at læse “Krigsdagbøger 1939-1945”.


Astrid Lindgrens “Krigsdagbøger 1939-1945” (Gyldendal) udkommer i dag onsdag den 4. maj med forord af forfatteren Kerstin Ekman og efterord af Astrid Lindgrens datter, Karin Nyman.

Læs min anmeldelse af Jens Andersens “Denne dag, et liv – En Astrid Lingren-biografi” her: https://kigindibogensverden.wordpress.com/2015/03/22/anmeldelse/

Tyskernes katastrofe

Nazityskland påførte utallige mennesker ubegribelige lidelser, men også for den tyske befolkning fik nazismen voldsomme konsekvenser. Værst gik det ud over den del, der boede i de tyske østområder, hvor mere end ti millioner tyskere blev fordrevet.

I “Tyskernes katastrofe – Sammenbruddet i øst 1945” stiller Ole Steen Hansen skarpt på nogle af de barske skæbner. Fokus er på den civile tysker, for på hjemmefronten kom kvinder og børn til at betale en høj pris for Hitler-Tysklands forbrydelser mod menneskeheden.

Centralt i bogen står øjenvidneberetningerne. Blandt øjenvidnerne møder vi Rosemarie, der var en af de 250.000, som nåede til Danmark, men hvis lillesøster ikke overlevede flugten, og Lucie, som ikke nåede ud af Tyskland og blev alene med sine to små søskende, da hendes mor blev skudt af russerne og faren sendt østpå.

Dette er et anmeldereksemplar fra Nyt Nordisk Forlag. Bogen er udkommet.

Dette er et anmeldereksemplar fra Nyt Nordisk Forlag. Bogen er udkommet.

Rædslerne

Vi hører om østpreussernes liv før sammenbruddet, om opbruddet fra hjemstavnen, da nederlaget var en realitet, og frygten for Den Røde Hær drev kvinder, børn og gamle på flugt, om den store flugt over isen, hvor mange bukkede under for strabadserne, sulten, kulden eller beskydningerne fra russiske fly og om flygtningeskibenes farefulde sejladser til blandt andet Danmark.

Men vi hører også om dem, der ikke nåede væk, og som blev udsat for Den Røde Hærs umenneskelige overgreb. Man mener, at mellem to og to en halv million tyske kvinder blev voldtaget af Den Røde Hær, og i bogen beretter enkelte kvinder om de dybt traumatiske oplevelser.

Som med andre krigsbøger spørger man sig selv igen og igen, hvordan menneskeheden kunne overleve dette vanvid, og hvordan en normalitet efter krigens slutning trods alt blev gravet frem af ruinerne – ikke mindst de menneskelige – både inden- og uden for Tysklands grænser.

Ikke for sarte sjæle

Ole Steen Hansen besidder en kæmpe viden om emnet og demonstrerer et imponerende overblik over sit materiale. Udover de mange øjenvidneberetninger trækker forfatteren på et omfattende kildemateriale af bøger og dokumenter, så historien fortælles i såvel de store linjer som på det personlige plan.

Læseren efterlades en hel del klogere på de enorme menneskelige omkostninger, Anden Verdenskrig også fik for de civile tyskere. Men som altid kræver det et vist overskud at dykke ned i de rædsler, der udspillede sig under Anden Verdenskrig, og grufuldhederne i Østpreussen er ingen undtagelse. “Tyskernes katastrofe – Sammenbruddet i øst 1945” er ikke for sarte sjæle!