Leg og Lewis

Denne uges udgivelser er en bog om lege fra hele verden og en biografi om en af det 20. århundredes største forfattere.

Ve den, der glemmer barnet inde i sig!”

Det sagde en ældre herre, der guidede mig og andre turister rundt i Edinburgh for mere end et årti siden. Turistbussen var nået til et legetøjsmuseum, som han anbefalede os at besøge, ledsaget af den lille advarsel og de vise ord ovenfor.

Og ja, det er vigtigt at bevare barnet i sig. Det vidste om nogen Astrid Lindgren, der ikke så alder som nogen hindring for at klatre i træer, og vel er en af de forfattere, der allerbedst har forstået børn – både de små og dem, der findes inde i mange voksne.

Heldigvis er der også voksne, der stadig kan finde ud af at lege, ligesom mange børn (trods den digitale revolution) stadig nyder at lege med dukker, Lego og spille brætspil og rundbold.

Men hvis man løber tør for idéer til en god leg, skulle der nu være hjælp at hente i bogen “Verdens lege”.

Legende let

Forfatter og kunsthistoriker Louise Banke har samlet 46 forskellige lege fra børn og voksne forskellige steder på Jorden.

I sin beskrivelse af “Verdens lege” skriver forlaget Gyldendal blandt andet:

Legene er lige til at gå til for alle, kræver ikke særligt udstyr og har lette trin for trin-instruktioner. Bogen er også fuld af fotografier, der viser børn fra mange forskellige lande fordybet i leg. Billederne er taget af nogle af verdens bedste fotografer.” (Kilde: Gyldendal)

Louise Banke har arbejdet med udvikling af legepladser i Københavns Kommune i 10 år og er i dag museumsinspektør på Kastrupgårdsamlingen.

Verdens lege-foto

Bogen udkommer i dag.

C. S. Lewis

Har man læst C. S. Lewis’ vidunderlige bog “Løven, heksen og garderobeskabet”, ved man også, at det er under en gemmeleg, at lille Lucy finder det gamle klædeskab, der fører hende (og siden hendes tre ældre søskende) til det magiske rige Narnia.

Bogen er en vaskeægte klassiker, og vil man gerne vide mere om dens forfatter, er der netop udkommet en dansk biografi om C. S. Lewis, skrevet af sognepræst Thomas Østergaard Aallmann.

Gud og livets mening

I “C.S. Lewis – hans liv, tanker og verden” møder læserne digteren, der gik i krig, og som fandt Gud igen og skrev om livet og meningen med det.

Forlaget ProRex skriver i forbindelse med udgivelsen:

C.S. Lewis – hans liv, tanker og verden er den første danske biografi om en af de mest kendte kristne trosforsvarere i nyere tid. Gennem sit indgående kendskab til Lewis åbner Thomas Ø. Aallmann døren til C.S. Lewis’ liv og udfolder hans tanker og verden myndigt for nutidens læsere med den ånd, der hører dansk sprog og kultur til. Som Lewis selv har Aallmann øje for ”manden på gulvet” og lægger Lewis’ hjertesager frem med varme og klarhed, så de bliver vedkommende og aktuelle.” (Kilde: ProRex)

Thomas Østergaard Aallmann er sognepræst i Thurø sogn og har været udsendt som feltpræst til Afghanistan og Irak. Herudover er han medstifter af og redaktør i det danske C.S. Lewis-selskab.

Lewis Bioografi_final.indd

Bogen er udkommet.

God weekend – og læselyst 🙂


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s