Stære og andre flokdyr

Den kommende uge byder på udgivelser om naturvidenskabens fascinerende verden og mennesker som flokdyr.

Fuglene flyver i flok, når de er mange nok.”

Citatet er fra Benny Andersens elskede vise Svantes lykkelige dag.

Nu lægger en ny bog ud med et tilsvarende kig vendt mod himlen og fugles flokformationer.

Det er den italienske fysiker inden for kvantefeltteori, statistisk mekanik og komplekse systemer, Giorgio Parisi, der har skrevet “I en stæreflok – Skønheden i komplekse systemer”.

Undren og svar

Giorgio Parisi, som fik Nobelprisen i Fysik i 2021, fortæller om et liv i naturvidenskabens verden, menneskets undren og vores søgen efter svar.

I bogen beskriver Parisi fysikkens skønhed og komplekse systemer, fra faseovergange og spinglasser til stæreflokke.

Forlaget Gutkind skriver i deres foromtale af udgivelsen:

Giorgio Parisi reflekterer over, hvordan idéer fødes og ændrer kurs og form, over videnskabens rolle i nutidens samfund og hvordan matematisk intuition kan lede til svar på spørgsmål, ingen endnu har stillet.” (Kilde: https://gutkind.dk/bog/i-en-staereflok/)

Dansende prikker

Men hvad blev der af fuglene, som flyver i flok, spørger den kvikke læser måske. De er skam med. I hvert fald i det uddrag af bogen, undertegnede har læst, og som der bringes et citat fra her:

Det er fascinerende at iagttage dyrs kollektive adfærd, hvad enten det drejer sig om fugleflokke, fiskestimer eller grupper af pattedyr.

Når solen går ned, ser vi fugleflokkene danne fantastiske figurer, tusinder af små dansende prikker på baggrund af en himmel i skiftende farver. Vi ser, hvordan de flyver side om side uden at støde ind i eller blive væk fra hinanden, hvordan de overvinder forhindringer, spredes og samles og hele tiden danner nye formationer, som om der er en dirigent, der styrer hele flokken. […] Selv over for noget så enestående smukt kan en forskers erhvervsskade, at stille mange spørgsmål, ikke undgå at melde sig.” (Kilde: “I en stæreflok – Skønheden i komplekse systemer”, side 7)

“I en stæreflok – Skønheden i komplekse systemer” er oversat af Lorens Juul Madsen, der tidligere har oversat blandt andre Umberto Eco.

i-en-staerereflok_giorgio-parisi_gutkind-forlag

Bogen udkommer 27. april.

Flokdyr der fejler

Også vi mennesker er som bekendt flokdyr – på godt og ondt.

I “Når flokdyret fejler” giver psykolog Henrik Tingleff fem forklaringer på, hvorfor vi mennesker bliver ved med at bære os uklogt ad.

Henrik Tingleff giver forklaringer på alt fra priserne på croissanter, og hvorfor nogle lader den tomme toiletrulle hænge, til magtkampe på kontorgangen, og hvad der fik almindelige borgere til at storme den amerikanske kongres i januar 2021.

Ifølge forlaget Gyldendal kommer forfatteren også med et bud på, hvordan vi kan holde op med at gøre så mange ukloge ting. Hvis vi tager os tid.

Tingleff-forside

Bogen udkommer 22. april.

Verdens Bogdag

Sidst, men ikke mindst, er det Verdens Bogdag nu på lørdag 23. april.

Flere biblioteker fejrer dagen med arrangementer for store og små. Men hvis man ikke orker at fejre i flok, kan man naturligvis vælge at markere Verdens Bogdag i fred og ro derhjemme – med en god bog i hånden.

God weekend – og læselyst 🙂


Du kan læse hele uddraget af Giorgio Parisis “I en stæreflok – Skønheden i komplekse systemer” her:

https://issuu.com/gutkindforlag/docs/i_en_st_reflok_gutkind


Et liv med rejser

I denne uge giver Kig ind i bogens verden tips til rejsebøger, man kan hygge sig med i påskeferien, samt en bog med børnenavne fra litteraturens verden.

Gyldendal Kolibri (små bøger om stærke emner skrevet af store forfattere) har tidligere været omtalt her på bloggen (Læs mere her).

I serien udkommer nu “Om rejser” af den meget populære, afholdte og desværre afdøde sømand og eventyrer Troels Kløvedal.

Den store verden

“Om rejser” indeholder uddrag fra “Øerne under vinden”, “Alle mine morgener på jorden”, “Hvad sang sirenerne”, “Fra Tahiti til Thyborøn med Nordkaperen”, “Kærligheden, kildevandet … og det blå ocean”, “Bidevind og Blåhvaler” og “Kineserne syr med lang tråd”.

I sin foromtale af “Om rejser” skriver Gyldendal Kolibri blandt andet:

Troels Kløvedal rejser ud for at møde verden. Men det er også her, på rejsen, at han møder sig selv. Til søs på Nordkaperen lærer han os om den store verden, men også om fællesskabet, ensomheden og hjemlængslen. For rejsen er inkarnationen af det frie uafhængige liv, og det frie liv under åben himmel er kun noget, man lever en gang imellem. Derfor må man suge til sig af bølgeskvulp, vajende palmetræer og mødet med det, der kan synes så fjernt fra ens eget.” (Kilde: Gyldendal)

Kløvedal-Kolibri

Bogen udkommer i morgen.

Mere om rejser

Er man rejselysten, er der også godt nyt fra Politikens Forlag. I forlagets kendte “Turen går til”-serie er turen kommet til Færøerne.

Journalist og forfatter Lisbeth Nebelong tager læserne med på travetur i fuglefjelde og saftiggrønne dale, hvor man både kan nyde stilheden og fårenes brægen.

Man finder også tips til rappelling og cykelture, grottekoncerter og hemmelige huler, lover forlaget i deres omtale af bogen.

Og selvfølgelig går turen forbi Tórshavn med karaokebarer, fiskerestauranter og designbutikker, herunder den der forsynede Sofie Gråbøls Sara Lund med tøj i DR’s prisbelønnede tv-serie “Forbrydelsen”.

turen-gar-til-faeroeerne-3769992

Bogen er udkommet.

P for Pippi

Og så til noget helt andet.

Børnelitteraturens helte og heltinder har gennem tiden inspireret mange forældre til at navngive deres børn (og kæledyr) efter de kække drenge og piger fra bøgernes univers.

Tænk bare på Laura fra bog- og filmserien “Det lille hus på prærien”, Bertram fra Bjarne Reuters børnebogsserie og Emil fra Lønneberg.

Nu udkommer “P for Pippie – og 299 andre navne fra børnelitteraturen” – en bog med 300 navne fra en lang række populære og elskede børnebøger.

Gyldendal skriver i deres foromtale af udgivelsen:

For (næsten) hvert bogstav i alfabetet bliver et særlig elsket og kendt navn fremhævet med en lille illustration, et citat og en tekst om figuren. Udover selvfølgelig Pippi møder vi Vitello, Aske fra Ternet Ninja, Grete fra Hans og Grete, Hermione fra Harry Potter og mange mange flere elskede figurer fra børnelitteraturen.” (Kilde: Gyldendal)

Navnebog-forside

Bogen udkommer i dag.

God påske – og læselyst 🙂


Du kan læse mit indlæg om Troels Kløvedals “Alle mine morgener på jorden” her

Du kan læse mit indlæg om Troels Kløvedals “Om drømme” her

Læs også tidligere blogindlæg om “Turen går til”-serien her:

“Turen går til YouTube”

“Turen går til Danmarks smukkeste vandreruter”

“Turen går til vikingetiden”

“Turen går til bøgernes verden”

“Turen går til besættelsestidens København”


Alder og kropskultur

Ugens to udgivelser ser nærmere på ældre i Danmark og på forholdet mellem idræt og religion.

At blive gammel er ikke for tøsedrenge, sagde min far.

Ganske vist hentydede min far til de skavanker, der melder sig, når alderen begynder at trykke. Men også når man ser på den behandling, mange gamle udsættes for i dele af ældreplejen, må man give ham ret.

I bogen “Et aldrende Danmark” stiller fire anerkendte økonomer nu skarpt på det stigende antal ældre herhjemme.

De fire forskere er Jan Rose Skaksen, økonom og professor ved Copenhagen Business School, Michael Svarer, professor i nationaløkonomi ved Aarhus Universitet og tidligere overvismand, Torben M. Andersen, økonom og professor ved Aarhus Universitet og Tine Rostgaard, Professor MSO ved Roskilde Universitet og Stockholm Universitet.

Aldring fra A til Z

I sin foromtale af “Et aldrende Danmark” skriver forlaget Gyldendal:

En lang levealder er uden tvivl et væsentligt velfærdsgode, men aldring beskrives også som et tab af funktionalitet med deri indeholdte udfordringer. I denne udgivelse analyserer en række forskere ud fra en tværvidenskabelig tilgang omfanget af de demografiske ændringer og de individuelle og samfundsmæssige konsekvenser.” (Kilde: Gyldendal)

Forskerne ser blandt andet på, hvad vi forstår ved sund aldring, ældres tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, pensioner, hvordan de ældre bor, ældres levevilkår, ulighed og alderdom, hvilke muligheder teknologien giver og velfærdssamfundets økonomiske ydelser til de ældre. Endelig giver bogen en historisk analyse af ældres skiftende rolle i samfundet.

“Et aldrende Danmark” er den første publicering fra et projekt i ROCKWOOL Fondens Forskningsenhed om ældre.

Et aldrende Danmark-forside

Bogen udkommer i dag.

Idræt og religion

Der er dem, som mener, at idræt er blevet en hel religion. Den ihærdighed, hvormed mange løbetræner, deltager i halve og hele maratonløb i ind- og udland, dyrker triatlon og fitness, kan måske også virke næsten religiøs.

På den anden side får vi også i tide og utide tudet ørerne fulde af, hvor vigtigt det er at røre os, hvis vi vil leve sundere – og længere.

I en ny bog sætter professor i pædagogik Ove Korsgaard fokus på dynamikken mellem kropskultur og religion i tre historiske perioder: antikken, tidlig moderne tid og moderne tid.

Kampplads

I foromtalen af “Kropskultur” skriver forlaget Gyldendal blandt andet:

Kropskulturen udgør en kampplads, hvor der fra tid til anden opstår voldsomme stridigheder om, hvilke idrætter og kropslige aktiviteter, der skal fremmes, og hvilke der skal forbydes. Ove Korsgaards tilgang til kropskulturens historie bygger på den tankegang, at de intense og dramatiske udtryks- og oplevelsesformer, som kendetegner idrætten, udgør en strømførende forbindelse mellem handlinger og holdninger. Sagt med andre ord: Kropskulturen rummer et kropsligt udtryk for en given kulturs værdier og idealer.” (Kilde: Gyldendal)

Således er, anfører bogen, også kristendommens historie vævet tæt sammen med kropskulturens historie.

Ove Korsgaard er forfatter til flere bøger, herunder “Kampen om kroppen: dansk idræts historie gennem 200 år”.

Kropskultur-forside

Bogen udkommer i dag.

God weekend – og læselyst!


Kirkekunst og faste

Ny bog om Dronning Margrethes kirketekstiler er blandt denne uges udgivelser.

Det skorter ikke på bøger om vores regent i anledning af Hendes Majestæt Dronningens 50-års jubilæum på tronen.

I dag udkommer endnu en bog, “Dronningens kirketekstiler”, som er et illustreret værk om regentens broderiarbejder og designs til danske kirker.

Gennem mere end tre årtier har Dronning Margrethe været med til at sætte fokus på nyere kirketekstil og kirkekunst.

Dronningen har lavet mere end 20 messehageler (en kort, farverig kappe, som præster bruger under nadveren og ved højtider), fem bispekåber, fem antependier (alterbordsforhæng) og et bryllupstæppe.

I forbindelse med udgivelsen af “Dronningens kirketekstiler” skriver forlaget Gyldendal:

Det stærke farvevalg og ikke mindst Dronningens sans for det historiske og traditionsrige broderi har gjort hendes arbejder til noget helt særligt. Hendes store viden og bevidsthed om det kristne budskab og den kristne symbolik kommer tydeligt til udtryk i de motiver, hun vælger.” (Kilde: Gyldendal)

Det er seniorforsker Anne Hedeager Krag og tekstilkunstner Vibeke Lindhardt, begge eksperter inden for kirkelig kunst og tekstiler, der er forfatterne til bogen.

Dronningens kirketekstiler-forside

Bogen udkommer i dag.

Fastelavn er mit navn

Vi nærmer os hastigt fastelavnssøndag. De seneste år har det godt kunnet se ud, som om Halloween har fejet den gamle folkelige fastelavnsfest af banen, i hvert fald når man ser på udvalget af kostumer og merchandise i butikkerne.

Men heldigvis holder vuggestuer, børnehaver og skolernes små klasser traditionen i hævd med farverige udklædninger, fastelavnsris, og når børnene slår katten af tønden.

Dele af detailhandlen er også vågnet op til dåd igen. Mange bagere forsøger nu at overgå hinanden i lækre (og dyre!) fastelavnsboller, som for alvor har vundet danskernes hjerter.

Hvad fastelavn går ud på (udover udklædning og fastelavnsboller) kan man nu læse om i “Tobias & Trine slår katten af tønden”.

Bogen indgår i Bibelselskabets Tobias & Trine-serie, der er små bøger, som fortæller om kristne budskaber, højtider og traditioner i børnehøjde.

Forfatteren er journalist og foredragsholder Malene Fenger-Grøndahl, og illustrator Jesper Tom-Petersen står for tegningerne.

Med “Tobias & Trine slår katten af tønden” er der nu seks bøger i serien, som især egner sig til børn i alderen to til syv år.

Fastelavn-forside

Bedre sent end aldrig

Til slut skal det nævnes, at Erik Ingemann Sørensens “Krigens sidste dage”, omtalt på bloggen sidste år, desværre ikke holdt den udgivelsesdato, der dengang blev meldt ud.

Næsten et helt år er udgivelsen blevet rykket, så “Krigens sidste dage” først er udkommet 22. februar i år.

Du kan læse min foromtale af bogen her: Krigens slutning

Rigtig god fastelavn – og læselyst 🙂


Læs også mit tidligere indlæg om Dronning Margrethes kunstneriske virke her: Forbilledlig fødselar


Jordens historie

Ny engelsk bog tager læserne med på en rejse gennem Jordens historie.

For cirka 4,6 milliarder år siden blev Jorden dannet. Selv om de øvrige planeter blev dannet nogenlunde samtidig, adskiller Jorden sig ved at være det eneste sted i Solsystemet og Universet, hvor vi ved, at der findes liv.

I den nye bog, “Otherlands”, inviterer den unge anerkendte palæontolog Thomas Halliday os med tilbage til livets oprindelse.

Forlaget Penguin beskriver “Otherlands” som en episk og spændende rejse gennem 500 millioner år og syv kontinenter.

En rejse, der viser os Jorden, som den var engang, og de verdener, der var her før verden, som vi kender den i dag.

Fantastisk fortid

Thomas Halliday tager os med til ældgamle landskaber, fra mammutternes leveområder i istidens Alaska til regnskovene i Antarktis med kolonier af kæmpepingviner, som levede der for cirka 50 millioner år siden.

Og derfra videre til Australien, som det tog sig ud for mere end 500 millioner år siden, da månen lyste meget klarere, end den gør i dag.

Vi besøger menneskehedens vugge i Kenya for 5,3 til 2,6 millioner år siden og det højeste vandfald, der nogen sinde har været på Jorden, ligesom vi kigger med, når livet genopstår efter, at asteroider ramte Jorden.

På forlaget Penguins hjemmeside kan man blandt andet læse, hvad Tom Holland, forfatter til “Herredømmet” (Læs min anmeldelse her), mener om Hallidays bog.

Ifølge Tom Holland er “Otherlands” kort og godt:

The best book on the history of life on Earth I have ever read.” (Kilde: Penguin)

Otherlands-forside

Bogen er netop udkommet på engelsk.

God weekend – og læselyst 🙂


Bonusinfo

Forfatteren Thomas Halliday er ansat på University of Birmingham i Storbritannien.

Palæontologer studerer fortidens dyr og planter på baggrund af fossiler.

På Den store danske kan man endvidere læse, at:

Palæontologien søger at beskrive livets udvikling og fortidens livsbetingelser på Jorden samt at bidrage til forståelsen af de evolutionære processer. Palæontologi er et vidtfavnende fagområde, hvis arbejdsmetoder i det væsentlige er biologiske og geologiske, men faget inddrager også viden fra andre naturvidenskabelige områder som fx kemi og fysik.” (Kilde: Den store danske)


Kilder:

Den store danske

https://denstoredanske.lex.dk/Jorden

https://denstoredanske.lex.dk/pal%C3%A6ontologi

Penguin

https://www.penguin.co.uk/books/314/314443/otherlands/9780241405741.html


Sikker leg på nettet

Ny bog guider læserne rundt på den digitale platform YouTube.

Det er ikke første gang (og næppe heller sidste), at Kig ind i bogens verden omtaler Politikens “Turen går til”-serie.

I de senere år har Politikens Forlag udvidet konceptet til ikke kun at omhandle fysiske steder som lande, regioner og byer.

Forlaget tager i stigende grad også læserne med til mere abstrakte destinationer som historiske perioder og kulturelle oplevelser.

Denne gang er rejsemålet den populære webportal YouTube, og turisterne de mange forældre, som halser bagud børnene i den digitale udvikling.

Godt og skidt

I sin præsentation af “Turen går til YouTube – En guidebog til forældre” skriver Politikens Forlag blandt andet:

Denne bog beskriver den digitale legeplads, dit barn befinder sig på i YouTube-land. Platformen er stoppet til randen med fantastisk inspiration, leg og læring – men også faldgruber. Den datastyrede algoritme kan loope børn ind i helt forkert indhold, når de drøner rundt derinde på egen hånd. Derfor behøver de hjælp til at navigere i godt og skidt.” (Kilde: Politikens Forlag)

I bogen kan forældrene for eksempel læse, hvad vlog betyder, og hvad en thumbnail er, ligesom de kan blive klogere på, hvorfor børn og unge er vilde med YouTube, og hvad det er, der gør nogle youtubere så populære.

Det er digital iværksætter Rasmus Kolbe (kendt som Lakserytteren) og Maria Baagøe Bové, redaktør for sociale medier hos Red Barnet, der har sat sig for at hjælpe forældre og børn med at navigere sikkert på YouTube.

Sammen med specialister i pædagogik, medier og børneliv giver forfatterne et indblik i YouTubes mekanismer og forklarer, hvordan mediet påvirker børnene, og hvad forældrene kan gøre for at beskytte dem, når de færdes på webportalen.

TGTYOUTUBE_FORSIDE_140x210_016.indd

Bogen udkommer 26. januar.

Tag ansvar

Der er ingen tvivl om, at “Turen går til YouTube” er en bog til tiden.

I en artikel i fagbladet Journalisten kunne man for nylig læse, at faktatjekkere fra 40 lande, herunder Danmark, vil have YouTube, der ejes af Google, til at tage mere ansvar for det indhold, der deles på mediet.

Ifølge Journalisten mener faktatjekkerne ikke, at YouTube gør nok for at bekæmpe falske profiler og spredningen af falske nyheder, misinformation og desinformation.

Derfor foreslår faktatjekkerne i et åbent brev til YouTubes topchef, Susan Wojcicki, at parterne mødes for at drøfte forbedringer af platformen.

Og indtil det måtte ske (hvis det da sker), kan man altså hjælpe sine børn med at færdes mere sikkert på nettet med “Turen går til YouTube”.

God weekend – og læselyst 🙂


Kilder:

Politikens Forlag

https://www.politikensforlag.dk/turen-gar-til-youtube/t-61/9788740070262

Journalisten

https://journalisten.dk/danske-faktatjekkere-er-med-i-protestbrev-til-youtube-de-svigter-deres-ansvar/


Læs om andre Politikens “Turen går til” her:

“Turen går til Danmarks smukkeste vandreruter”

“Turen går til vikingetiden”

“Turen går til bøgernes verden”

“Turen går til besættelsestidens København”


Mor og datter

Årets første titler stiller skarpt på familierelationer og forholdet mellem mor og datter.

I løbet af blot to år er danske Gutkind vokset til et anerkendt mellemstort forlag med 40 nye udgivelser i 2021.

Forlaget, der blev grundlagt i januar 2020, har som mål at udgive kvalitetslitteratur inden for alle genrer.

Forlagsprofilen er international med en lokal forankring, hvilket afspejles i listen over Gutkinds forfattere. Her finder man både danske prisbelønnede forfattere som Helle Helle, Stine Pilgaard og Erik Valeur og store internationale navne som irske Sally Rooney, finsk-svenske Kjell Westö og tanzanianske Abdulrazak Gurnah, der fik Nobelprisen i litteratur i 2021.

Blandt forlagets nye titler i januar og februar springer særligt et par stærke kvindeportrætter i øjnene.

Gensyn med fortiden

I 2016 debuterede Lotte Kirkeby med novellesamlingen “Jubilæum”, og tre år senere udkom hendes roman “De nærmeste”, der blev nomineret til DR Romanprisen.

Nu er Lotte Kirkeby aktuel med romanen “Hvis man ikke vidste bedre”. I sin præsentation af bogen skriver Gutkind blandt andet:

En kvinde vender tilbage til den by, hvor hun boede sammen med sin mand og sin datter. Hun har været længe væk, hun er blevet ældre, og måske også klogere, og i gensynet konfronteres hun med sine valg og med det fællesskab, hun aldrig rigtig blev en del af. Hun husker sin kamp for at finde plads i rollen som mor og som kone, for at leve op til kønnets og tidens konventioner.” (Kilde: Gutkinds nyhedskatalog)

“Hvis man ikke vidste bedre” udkom i går og har allerede høstet fem begejstrede stjerner hos Berlingskes anmelder. (Kilde: Berlingske, 5. januar 2022)

Lotte Kirkeby-forside

Bogen er udkommet.

At miste

Senere på måneden debuterer Vilma Sandnes Johansson med romanen “Tænk ikke på mig”.

Netop som 13-årige Vilma skal til at tage hul på ungdomslivet med veninder, kærester og fester, bliver hendes mor uhelbredeligt syg af kræft. Lægerne giver Vilmas mor mellem seks måneder og fire år at leve i.

Pludselig skal Vilma og hendes mor prøve at leve så almindeligt et liv som muligt, sammen og hver for sig, og samtidig forholde sig til skulle miste og blive mistet.

Forlaget skriver blandt andet:

Tænk ikke på mig er en sand og livsbekræftende fortælling om kærlighed, latter, ensomhed og sorg.” (Kilde: Gutkinds nyhedskatalog)

Taenk-ikke-pa-mig-forside

Bogen har planlagt udgivelse 26. januar.

Familietraumer

Forholdet mellem mor og datter er også omdrejningspunktet i Emma Bess’ roman “Ly”, der handler om at blive set som den, man er.

Efter i længere tid at have holdt afstand til hinanden mødes en mor og hendes datter igen. Romanen følger dem i løbet af en enkelt dag, hvor læseren indvies i deres tanker om sig selv, deres forhold til hinanden og deres ønske om at gøre sig fri af de traumer, som livet i en familie med psykisk skrøbelighed har givet dem.

Emma Bess debuterede i 2018 med novellesamlingen “Mødre, døtre, søstre”. Bogen indbragte hende debutantprisen Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat.

Ly-forside

Bogen har planlagt udgivelse 9. februar.

God weekend – og god læselyst!


Du kan læse mere om forlaget Gutkind, dets forfattere og titler her:

https://gutkind.dk/


Glædelig jul!

Dagen før årets store aften er her et par titler, to engelske og en enkelt dansk, der kan skrue julestemningen i vejret.

Så er nedtællingen til juleaften for alvor begyndt.

Corona, restriktioner, klimaforandringer og krigstrusler kan godt få julebarometeret til at dykke hos mange.

Hvis det er tilfældet, er det godt at minde sig selv og ens kære om, at det langt fra er første gang i verdenshistorien, at juleaften finder sted i en tumultarisk tid. Ja, det er vel reglen snarere end undtagelsen.

Og trænger man til lidt opmuntring og til at komme i julestemning, er der hjælp at hente i bøgernes verden.

Sankt Nikolaus

Myten om julemanden eller, som han kaldes på engelsk, Father Christmas/Santa Claus er udbredt i mange lande.

Manden bag myten er Sankt Nikolaus, som var biskop i Myra, det der i dag er den tyrkiske provins Antalya, og som dengang hed Lykien i Lilleasien.

Sankt Nikolaus levede i det 4. århundrede og var kendt for sin gavmildhed og godhed. Han er skytshelgen for børn og søfolk og var i mange år en populær helgen i Øst- og Vesteuropa.

Op gennem historien trivedes myterne om ham. Særligt den om julemanden, der bor på Nordpolen og sammen med sine nisser laver legetøj til alverdens børn, er populær.

Julemanden som barn

I bogen “A Boy Called Christmas” giver den prisbelønnede, britiske forfatter Matt Haig sit bud på, hvem julemanden er.

Og i en historie fuld af magi, eventyr og håb fortæller han, hvordan en lille fattig dreng i Finland blev julemand. Illustrator Chris Mould har illustreret bogen.

“A Boy Called Christmas” udkom i 2016 og er nu blevet filmatiseret med blandt andre Maggie Smith og Jim Broadbent på rollelisten. Filmen kan ses på Netflix.

A Boy-forside

A Scandinavian Christmas

Måske har den nordiske version af julemanden også inspireret til udgivelsen af bogen “A Scandinavian Christmas”.

Under alle omstændigheder er her samlet klassiske historier af Hans Christian Andersen og Selma Lagerlöf kombineret med nutidige fortællinger af Karl Ove Knausgaard og Vigdis Hjorth.

Hver af historierne omhandler julen, hvor hygge til tider mixes med det uventede, magiske og endda mystiske.

Den britiske boghandlerkæde Waterstones skriver om udgivelsen:

A smorgasbord of strange literary gifts, let A Scandinavian Christmas transport you to a winter wonderland in which fantasy, the fantastic and the festive combine for your reading delight.” (Kilde: Waterstones)

A Scandinavian Christmas-foto

Jesus’ fødselsdag

Endelig er det altid godt at huske på, hvad det er, vi fejrer med julen.

Her kan “Sarahs første juleaften” være god at have ved hånden. Bogen er en gendigtning af beretningen om den nat, Jesus blev født.

Det er børnebogsforfatter og antropolog Anette Wilhjelm Jahn, der står for gendigtningen, mens illustrator Kirsten Gjerding har lavet bogens illustrationer.

Sarah er en pige, der bor i Betlehem, og som på nærmeste hold oplever de begivenheder, der udspiller sig den nat, Jesus bliver født.

“Sarahs første juleaften” egner sig især til højtlæsning såvel hjemme, som i skolen og kirken.

Bagest i bogen finder man idéer til julelege for børn og voksne. Man kan for eksempel lave en duftkrukke med juleminder, synge salmer eller blande Sarahs juledrik med stjerneanis.Sarah-forside

Rigtig glædelig jul og godt nytår!


Kilder:

Britannica

https://www.britannica.com/biography/Saint-Nicholas

Waterstones

https://www.waterstones.com/book/a-scandinavian-christmas/hans-christian-andersen/karl-ove-knausgaard/9781784877675?utm_source=wschristmascrackers031221&utm_medium=email&utm_campaign=roundup&utm_content=CTA)

Bibelselskabet

https://www.bibelselskabet.dk/ny-boernebog-med-baade-julefortaelling-og-aktiviteter


Kig ind i bogens verden er tilbage torsdag 6. januar 2022.


Begavet med bøger

Kig ind i bogens verden giver i denne uge tips til boggaver til børn og voksne.

Om otte dage er det juleaften, og heldigvis ønsker mange sig stadig bøger i julegave.

Derfor bringer Kig ind i bogens verden som altid et lille udvalg af titler fra ind- og udland, som måske kan inspirere, hvis man ikke har alle gaverne i hus.

Krummerne

Da jeg var barn, elskede jeg Thøger Birkelands historier om Krumme og hans skægge familie. Og som voksen har jeg moret mig lige så godt, når min egen familie på vores bilferier har lyttet til lydbøger om familien Krumborg.

Her i december udgiver Gyldendal så “Den store bog om Krummerne”, hvor børn og voksne kan nyde historierne om drengen Krumme, storesøster Stine, den sure underbo fru Olsen og den søde pige Yrsa, der får Krummes hjerte til at banke hurtigere.

De tre bøger, man nu kan få samlet i ét bind, er “Krummerne”, “Stakkels Krumme” og “Krumme og pigerne”.

Og så er der øvrigt premiere på en ny film om Krummerne i dag, “Krummerne – Det er svært at være 11 år”.

Krummerne-forside

Pigen og hajen

Hvis børnene er store nok til at læse engelsk, er “Julia and the Shark” en oplagt julegave.

Bogen handler om Julia og hendes familie og deres søgen efter den sjældne grønlandshaj.

Tom de Freston har lavet de flotte sort-hvide og gule illustrationer.

Forfatteren Kiran Millwood Hargrave har tidligere høstet anmelderroser og priser for sin roman “Girl of Ink & Stars”, og hendes nye bog “Julia and the Shark” er netop kåret til Waterstones Children’s Gift of the Year 2021.

Faktisk er det lidt af en gåde, at forfatterens værker (så vidt jeg kan se) endnu ikke er blevet oversat til dansk.

Julia and the Shark-forside

Captain America

Oversat til dansk er til gengæld “Captain America – Winter Soldier”, der også er en oplagt gave til børn i alle aldre og Marvel-fans.

“Captain America – Winter Soldier” er historien om Cap og hans gode ven Bucky Barnes.

Under Anden Verdenskrig kæmpede de to side om side med De Allierede, men pludselig er Bucky Barnes forvandlet til en viljeløs morder i den russiske general Lukin og Red Skulls tjeneste.

Nu er spørgsmålet, om Cap sammen med Agent 13 og Falcon er i stand til at tage det endelige opgør med sin engang trofaste ven og våbenbroder …

Captain America

Sølvblik

Vi bliver ved agenterne:

Spiongenrens mester, John le Carré, døde desværre sidste december, men var på trods af sine 89 år aktiv til det sidste.

I oktober i år udkom således hans 26. roman, “Sølvblik”. Den handler om 33-årige Julian Lawndsley, som har sagt farvel til sit karrierejob i London for at åbne en boghandel i en lille engelsk kystby.

Men en aften opsøges han af Edward, en mystisk polsk emigrant, der ved en del om Julians familie, og som er mere end almindeligt interesseret i hans lille boghandel …

“Sølvblik” er en historie om mødet mellem uskyld og erfaring, og i romanen stiller John le Carré spørgsmålet: Hvad skylder vi de mennesker, vi elsker?

Carre-forside-Sølvblik

Brødrene Karamazov

Hvad vi mennesker skylder hinanden, er et spørgsmål, man også finder hos den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij (1821-1861), der som bekendt har 200 års-fødselsdag i år.

Så hvorfor ikke forære Dostojevskijs berømte, klassiske roman, “Brødrene Karamazov” i julegave?

Det 800 sider store moralske, filosofiske og psykologiske mesterværk opfattes af mange som verdens bedste roman og udkom sidste år i en ny dansk oversættelse ved Marie Tetzlaff på Forlaget Sisyfos.

“Brødrene Karamazov” handler om dysfunktionelle familier, lidenskab og jalousi, religion og moral, samtidig med at et mord begås, og jagten på gerningsmanden sættes ind.

I romanen, der blev Dostojevskijs sidste, samler han trådene fra sine tidligere store værker.

“Brødrene Karamazov” er kort sagt et must read.

broedrene-karamazov-forside

Livsstil er en livsstil

Trænger man til at noget at smile af, kan man give sig selv “Livsstil er en livsstil” i julegave.

Bogen er skrevet af standupkomiker, skuespiller, sanger, manuskriptforfatter og instruktør Anders Matthesen.

I forlaget Gyldendals præsentation af “Livsstil er en livsstil” kan man blandt andet læse:

Livsstilscoach, firstmover, selvhjælpsguru, ernæringsekspert, krystalhealer, hestehvisker, åndemaner, lykkejæger, regnbuefanger, vægtvogter, stifinder, flottenheimer med baggårdspuma i ascendanten samt autodidakt indretningsarkitekt A. Matthesen tager dig, i denne perle af et værk, under sine kærlige favnende vinger, og deler generøst ud af sine kompetencer, værktøjer og stedsegrønne guldkorn.” (Kilde: Forlaget Gyldendal)

Matthesen-forside

Se, det er helt sikkert en julegave, alle andre ville ønske, de havde givet sig selv 🙂


Bag om sangene

I en ny bog fortæller musikikonet Paul McCartney om sit liv set gennem 154 af hans sangtekster.

Den britiske boghandlerkæde Waterstones oplyste forleden, at en ny spændende udgivelse er på trapperne.

I “The Lyrics: 1956 to the Present” tager Paul McCartney læserne med på en tur rundt i 154 af hans sangtekster og beretter på baggrund af dem om sit liv og sin kunst.

Vi hører om McCartneys tidligste kompositioner i barndommen, arbejdet med The Beatles og siden Wings, soloalbums og om tiden frem til i dag.

Sangteksterne er ordnet alfabetisk for derigennem at give et kalejdoskopisk – frem for et kronologisk – overblik over McCartneys liv og kunstneriske virke.

Paul McCartney fortæller om, under hvilke omstændigheder teksterne blev lavet, den kreative proces, om de mennesker og steder, der inspirerede ham, og hvad han synes om sangteksterne i dag.

Undervejs deler musiklegenden ud af hidtil uset materiale fra sit eget personlige arkiv, herunder fotografier, breve og diverse udkast.

Sange som dagbog

I forbindelse med udgivelsen af “The Lyrics: 1956 to the Present” udtaler Paul McCartney:

More often than I can count, I’ve been asked if I would write an autobiography, but the time has never been right. The one thing I’ve always managed to do, whether at home or on the road, is to write new songs. I know that some people, when they get to a certain age, like to go to a diary to recall day-to-day events from the past, but I have no such notebooks. What I do have are my songs, hundreds of them, which I’ve learned serve much the same purpose. And these songs span my entire life.”

(Kilde: Waterstones)

McCartney-Lyrics-forside

Værket udkommer på engelsk 2. november.

Fantastiske skabninger

Er man Harry Potter-fan, er der godt nyt på bogfronten denne uge.

I morgen udkommer nemlig “Fantastiske skabninger – Naturens vidundere” af Rowling & Natural History Museum.

Man kan dårligt forestille sig en mere oplagt udgivelse her i efterårsferien, hvor mange familier også herhjemme søger mod Zoologisk Museum.

I sin foromtale af den danske udgave af bogen skriver Gyldendal:

Myte og virkelighed mødes i denne fantastisk flotte bog om utrolige skabninger fra vores egen verden og Harry Potter-universet. Læs om myterne bag de magiske skabninger og gå på opdagelse i den vilde naturs fantastiske væsner, når vi i selskab med Newt Scamander og den virkelige verdens naturforskere udvisker grænsen mellem Harry Potter-universet og vores egen verden.”

(Kilde: Gyldendal)

Rowling-Natural History-forside

Bogen udkommer 22. oktober.

Rigtig god læselyst – og weekend 🙂


Kilder:

Waterstones

https://www.waterstones.com/book/the-lyrics/paul-mccartney/paul-muldoon/9780241519332?utm_source=wspaulmccartneyplus171021&utm_medium=email&utm_campaign=single&utm_content=InCopy

Gyldendal

https://presse.gyldendal.dk/BookDetail.aspx?ISBN=9788702307597&mode=comende