BogForum 2016

Hvor bogfolk er, kommer bogfolk til. Det gælder ikke mindst BogForum, som igen i år indtager Bella Center fra i morgen til og med søndag.

Nye skolescener

Bogforums tre nye skolescener byder på de mest læste danske børne- og ungdomsbogsforfattere. Programmet er lavet, så det imødekommer mål for danskfaget, og der er arrangementer for både indskoling, mellemtrin og udskoling. Eleverne kan eksempelvis opleve Sigurd Barrett fortælle danmarkshistorie; Cecilie Eken fortælle om “Det levende sværd”; og for 4.-9. klasse er der Virtual reality-workshop, hvor de kan tegne deres fantasi i 3D og bevæge sig rundt i deres egen arkitektur.

På BørneBogForum kan børnene og deres forældre besøge Børnescenen, hvor navne som Jacob Riising, Anders Matthesen, Sebastian Klein, Rosa fra Rouladegade, Hr. Skæg, Lene Kaaberbøl, Kenneth Bøgh Andersen og mange flere fortæller og underholder. De kan også møde Anders And-tegneren Don Rosa, og de kan kæmpe med økse og sværd mod professionelle rollespillere i Rollespilsakademiet.

Voksenprogram

Der er også masser af tilbud til de voksne. Fra udlandet deltager blandt andre Linn Ullmann med sin prisbelønnede roman “De urolige”; Jan Guillou fortæller om 6. bind i romanserien Det Store Århundrede; Dave Goulson deltager med “Humlen ved det hele”; og Einar Màr Gudmundsson samtaler med litteraturkritiker Erik Skyum-Nielsen.

Langt de fleste forfatternavne er dog danske. Man kan således opleve Tom Buk-Swienty tale om “Tommy og Tanne” (Læs min anmeldelse her: https://kigindibogensverden.wordpress.com/2016/10/10/tommy-og-tanne/); Sebastian Klein taler med Cecilie Frøkjær om “Fra min faders skygge”, en fortælling om faren Jesper Klein; Jens Andersen taler om Astrid Lindgrens “Krigsdagbøger 1939 – 1945” (Læs min anmeldelse her: https://kigindibogensverden.wordpress.com/2016/05/04/astrid-og-krigen/); Uffe Ellemann-Jensen interviewer Bo Lidegaard om hans bog “Øjeblikke – Danske billeder 1945-89”; Eddie Skoller deltager med erindringsbogen “Det er næsten som at have været der selv”; Søren Ulrik Thomsen taler om “En hårnål klemt inde bag panelet”; Leif Davidsen fortæller om sin nye bog “Djævelen i hullet”; og Jussi Adler-Olsen deltager med syvende bind i serien om Afdeling Q.

Herudover genfortæller Ib Michael “Moby Dick” på 30 min.; skuespiller Henrik Koefoed læser udvalgte eventyr af H. C. Andersen; og der er klassikerquiz med Adrian Hughes.

Kun for mænd

9788740035636-copyHvis man er mand og ikke er til messer med masser af snak, er der råd at hente. I morgen udkommer nemlig “MANDala” – den første malebog absolut kun til mænd – af Anders Morgenthaler og Mikael Wulff. Om bogen skriver Politikens Forlag:

“Den danske mand er under pres. Han mister konstant terræn, og overalt løbes denne stakkels mand over ende af stærke, selvstændige kvinder og af børn, som kræver omsorg og nærvær. Nu vil vi give den danske mand et par minutters fred og ro og fordybelse i det, som i virkeligheden interesserer ham … Omsider får den danske mand muligheden for at vise hvem han virkelig er og samtidig finde ny åndelig styrke.”

Mændene kan med andre ord lade koner og børn tage på bogmesse og stadig være med på bogvognen, hvis de bliver hjemme og farvelægger fodbold, lækre damer, maskingeværer, kardanaksler, værktøj og store mængder bacon i “MANDala”.

Bøger er ganske enkelt ikke til at komme udenom i denne weekend 🙂


Du kan læse hele programmet for BogForum 2016 her: http://www.bogforum.dk/da-DK/Program.aspx

Du kan læse mine tidligere indlæg om malebøger her: https://kigindibogensverden.wordpress.com/2016/06/02/malemani/

https://kigindibogensverden.wordpress.com/2016/05/26/400-aar-gamle-maleboeger/

Tidsrejser og krimigåder

BogForum er verdens hyggeligste messe også efter, at den er flyttet til Bella Center.

Naturligvis faldt det i øjnene, at der i år holdt to salatfade og en patruljevogn ved indgangen, og at bevæbnede betjente holdt vagt (de var der af hensyn til enkeltpersoner, der er beskyttet under PET, og som skulle tale på messen).

Men ellers var alt, som det plejer: Røde løbere og farvestrålende udstillinger med bøger fra væg til væg, og uanset, hvor man så hen, mødtes man af forfattere på kæmpe plakater og hyggelige scener, hvor de sad og talte for et lydhørt publikum.

Som altid var BogForum et overflødighedshorn af litterære oplevelser, og man ville ønske, man kunne være to eller tre steder på én gang! Men frem for at stæse rundt mellem oplæsninger, interview og signeringer foretog jeg nogle punktnedslag, hvor jeg gav mig tid og ro til at lytte.

Leif, Bertel og den sorte skole

På messens første dag ville jeg en tur tilbage til barndommens land. Så jeg lyttede til forfatter Leif Davidsen og kulturminister Bertel Haarders samtale om deres bidrag til bogen “Min barndom i 50’erne”. Det blev til en halv time i selskab med de to veloplagte herrer om, dengang der ikke fandtes curlingbørn.

“Vi fik temmelig mange bank,” huskede Leif Davidsen om sin skoletid i Bogense, og fortsatte med et svagt smil: “Som hævn nævner jeg lærerne ved navn i bogen, selv om de for længst er lagt under mulde. Der var især en gymnastiklærer, som slog de arme tykke drenge, men jeg gik aldrig hjem og sladrede.”

“Jeg husker, når vikaren langede ud efter mig, og det havde jeg sådan fortjent!” sagde Bertel Haarder efterfulgt af tilhørernes venlige latter. “Børn og voksne var meget adskilt dengang. Hvorfor engagerede mødrene sig ikke mere? De var jo hjemmegående,” funderede ministeren. “Men det værste, jeg vidste, var nu, hvis mine forældre tog til forældremøde. Jeg har smidt sedler om møderne væk for at undgå det,” tilføjede han, og igen lød der velvillig latter fra det jævnaldrende publikum.

“Ja, det var en tid, hvor børnene fik lov at opdrage hinanden og passe sig selv. Det har været umanerlig hårdt for nogle børn, især dem der var lavest i hierarkiet,” sagde Leif Davidsen.

Alt for hurtigt var den muntre samtale om en ikke altid lige munter tid forbi, og vi manglede kun den buldrende pejs for at fuldende indtrykket af en kaminpassiar om dengang far var dreng.

Fullcast oplæsning af "Minutmysterier" med bl.a. Lars Mikkelsen var en publikumssucces på BogForum.

Fullcast oplæsning af “Minutmysterier” med bl.a. Lars Mikkelsen var en publikumssucces på BogForum.

Minutmysterier

Hyggelig dagligstue var der også over Lyttesalonen, og igen var det som at være hensat til 1950’erne, dengang Radioteatrets “Gregory-mysteriet” lagde gaderne øde. Skuespillere fra Momo – Skuespillernes Lydbogsværksted læste fullcast oplæsning på “Minutmysterier”, hvorefter publikum skulle opklare krimigåden. At Sherlock Holmes ikke har levet forgæves, var tydeligt, når bogelskerne gav deres bud på, hvem forbryderen var, og skuespillerne og publikum nød detektivlegen. Stemningen var tiptop, og jeg håber, det er et arrangement, der er kommet for at blive. Også i 2015 kan dygtige skuespilleres stemmer fængsle lytterne og give bøger nyt liv!

Tid blev der også til at høre Nicolas Bro fortælle om superhelte og Teri Terry berette om sine science fiction-romaner. Min bedre halvdel var begejstret for Jan Guillous samtale med Diana Bach om hans bogserie om 1900-tallet “Det Store Århundrede”. Guillou blev bedt om at skrive to årstal ned, han gerne ville rejse tilbage til (hvis tidsrejser var mulige). Han skrev ca. år 30 og 1927. Og hvorfor så det? Jo, det ville være et journalistisk scoop at interviewe Jesus, og i 1927 ville Guillou uden større risiko have kunnet skyde Hitler. Gid tidsrejser var mulige!

Men det er de desværre ikke, og med ét var BogForum ovre. Tiden var fløjet hurtigere end de fly, der letter og lander ikke langt fra Bella Center, og i lighed med tidligere år måtte jeg sande, at det var umuligt at nå alle de arrangementer, jeg gerne ville høre.

Godt, der er et BogForum igen til næste år!


Giv dine ører en god oplevelse og besøg Momo – Skuespillernes Lydbogsværksted her: http://www.momolydbog.dk/omos/

Mød forfatterne

Når landets største bogmesse åbner i Bella Center i morgen, er det 24. gang, BogForum slår dørene op til en weekend i bøgernes tegn. I år spænder temaerne fra ytringsfrihed og Anden Verdenskrig til feminisme og medicinske myter. Her er et udpluk af, hvad det læseglade publikum kan opleve:

Børn og bøger

Igen i år har børneprogrammet fået et stjernedrys Ramasjang. Sigurd Barrett fortæller om “Detektiv Dunkeldirk og julemysteriet”, Sebastian Klein beretter om “Verdens 100 farligste dyr” og udfordrer Jacob Riising, forfatter til “Karmaboy – kometen og den onde numsekløe” – hvad det går ud på, må tiden vise. Endelig underholder Hr. Skæg og vennen Vinther med sang og musik.

Børnene kan også møde Lene Kaaberbøl, der fejrer 40 års forfatterjubilæum, Josefine Ottesen, der fortæller om “Havenisserne flytter ind”, og de kan tegne monstre og helte med Rune Ryberg. Strid signerer bøger, Kim Fupz Aakeson læser højt af Vitello, og Helle Ryding læser op af sin fantasybog “Trolddom og Falkefjer” (Læs min anmeldelse af bogen her: https://kigindibogensverden.wordpress.com/2015/10/01/trolddom-og-falkefjer/).

De voksne kan besøge barndommens land, når Jens Andersen i anledning af Pippi Langstrømpes 70-års fødselsdag fortæller om verdens stærkeste pige og Astrid Lindgren, og forfatter Leif Davidsen og kulturminister Bertel Haarder taler om deres personlige bidrag til bogen “Min barndom i 50’erne”.

Et pust fra udlandet

Leif Davidsen interviewer desuden USA’s ambassadør Rufus Gifford om “Den store amerikanske kogebog”, og senere kan man se ambassadøren kokkerere fra madkrøniken, som han har skrevet forordet til.

Fra udlandet kommer også Jan Guillou og fortæller om “Blå Stjerne”, femte bind i romanserien “Det Store Århundrede”, Einar Már Gudmundsson taler med Barbara Stephensen om bogen “Hundedage”, og Teri Terry interviewes af Dorthe Hygum om sit forfatterskab og nye ungdomsthriller “Mind Games” (Læs min anmeldelse af bogen her: https://kigindibogensverden.wordpress.com/2015/10/21/mind-games/).

Bøger og debat

Debatbøgerne fylder godt i år. Præst Sørine Gotfredsen er aktuel med “Løft blikket – nåde i narcissismens tid” og diskuterer narcissisme med forfatterkollega Knud Romer.

Jeg bliver altid klogere af Herbert Pundiks klummer i Politiken, og på messen kan man høre ham tale med Henriette Harris om hendes bog “Tyskland er et land for voksne”.

Spændende lyder også temaet “Danmark i krig”, hvor Carsten Jensen, Anne-Lise Marstrand-Jørgensen og Kristina Stoltz diskuterer de moralske spørgsmål i forbindelse med Danmarks krigsdeltagelse. Martin Krasnik interviewer.

Vil man høre om Anden Verdenskrig, kan man for eksempel opleve Sofie Lene Bak, Claus Bundgård Christensen, Joachim Lund og Jakob Sørensen tale om “Turen går til besættelsestidens København” (Læs min anmeldelse af bogen her: https://kigindibogensverden.wordpress.com/2015/05/07/oplev-kobenhavn-under-krigen/).

Forfattere in spe

Selvudgiverne har fået vokseværk – også på BogForum, hvor forfatter Steff Ejlertsen og forlægger Torben Kahr samtaler om “Hvad er selvudgivelse?”. Og der er et væld af skriveworkshops fra forfatter Camilla Wandahl, der giver skrivetips, og grafiker Mette Schou, som fortæller om forsider og layout, til tilbud om gratis vurdering af eget manuskript med henblik på udgivelse.

Bliver bøgerne og virakken omkring dem for meget, kan man trisse hen og blive foreviget sammen med Darth Vader, drikke en kryddersnaps med snapsedesigner Niels Stærup eller slå sig ned i en af caféerne med en kop kaffe – og en god bog 🙂


Se program for alle dagene og sammensæt dit eget program på: www.bogforum.dk