Lykke-Per

Bille Augusts ”Lykke-Per” er blændende og efter min mening en af hans hidtil bedste film.

Henrik Pontoppidans store psykologiske udviklingsroman ”Lykke-Per” udkom i årene 1898-1904 og var anden del af tre store værker, som forfatteren fik Nobelprisen i litteratur for i 1917.

Jeg må med skam melde, at jeg endnu ikke har læst Henrik Pontoppidans klassiker.

Så da jeg i søndags gik ind for at se Bille Augusts filmatisering af det litterære forlæg, kunne jeg kun bedømme filmen på dens egne præmisser og ikke som en oversættelse af den berømmede bog til det hvide lærred.

Til gengæld kan jeg sige, at filmen står glimrende som et værk i sin egen ret. Det er en overmåde flot visuel oplevelse, der byder på fornemme skuespilpræstationer, stærke personportrætter, medrivende landskabsbilleder og et særdeles troværdigt tidsbillede af et Danmark i overgangen fra bondeland til industrisamfund i slutningen af 1800-tallet.

Stærkt skuespil

Især Esben Smed imponerer som præstesønnen Per, der efter en fattig opvækst hos en knusende autoritet af en far, rejser til hovedstaden for at blive ingeniør og skabe et samfund efter egne idéer. En oprørsk, visionær og ambitiøs ung mand, som skruppelløst bruger andre for at realisere sine drømme. Men også en fantast med et uforsonligt sind, der mærker, at det strå, der ikke bøjer sig for vinden, knækker.

I titelrollen sitrer Esben Smed af ustyrlige idéer, nervøs energi og social sult efter at forvandle sig selv fra bondeknold til bedsteborger. Samtidig er han i evig konflikt med sig selv og sin strenge religiøse barndom.

For nok lykkes det Per at trodse sin far, men hans sorte skygge forfølger ham. Den fromme, men ukærlige far har gjort Pers forhold til kristendommen så neurotisk, at sønnen ikke tåler at se figurer af Kristus. Hertil kommer det lommeur, først faren og siden moren insisterer på at give Per. Uret – ikke som symbol på den fremtid, Per dyrker og drømmer om, men på den fortid, der hele tiden truer med at indhente ham.

Esben Smeds hudløse spil viser det hele, drømmene, håbet, trodsen, vreden, ubøjeligheden, angsten og fortvivlelsen.

Også Katrine Greis-Rosenthal som Pers jødiske forlovede, Jakobe, Ole Lemmeke som hendes onkel og Benjamin Kitter som hendes bror er med til at gøre den filmiske fortælling fremragende.

Landskaber som sindbilleder

Hertil kommer, at Bille August til fulde formår at bruge filmens visuelle virkemidler til at udtrykke følelser og sindsstemninger.

Billederne af det østjyske landskab med sin på en gang smukke og barske natur sat over for storbyens industrielle udvikling med social slagside bliver sindbilleder på Pers indre kamp mellem hans rødder i det upolerede, men autentiske bondeland og det moderne, men manierede København.

Andre billeder er ligefrem ”hammershøiske”, som når præstedatteren Inger i et forsøg på at afvise Pers tilnærmelser stiller sig med ryggen til ham foran et mørkt træskab i den spartanske præstegårds hvidtede rum.

Far-søn forhold

Henrik Pontoppidans roman ”Lykke-Per” er delvis selvbiografisk.

I et interview med Berlingske Tidende i 2012 fortalte Bille August om sit dårlige forhold til sin far, og hvordan han måtte trodse ham for at forfølge sin drøm om at lave film, hvilket fik faren – i lighed med Lykke-Pers far – til ikke at ville give ham de penge, han ellers havde sat til side til hans uddannelse. (Læs interviewet her)

Måske er det med til gøre filmens skildring af Pers dårlige forhold til sin far ægte. Fordi den ikke blot er en instruktørs fortolkning af en forfatters værk, men muligvis også afspejler Bille Augusts egne oplevelser med et anstrengt far-søn forhold.

Uanset hvad står Bille Augusts film ikke alene flot for sig selv. Den har også i den grad givet mig lyst til at læse Henrik Pontoppidans mesterværk.


 

Evig forandring

Ny tv-dramatisering af “Howards End” og endnu en fremtidsroman af forfatteren til “The Martian” er blandt denne uges litterære nyheder.

Måske husker du filmatiseringen af E. M. Forsters klassiker “Howards End” med Emma Thompson og Helena Bonham-Carter i rollerne som de kultiverede Schlegel-søstre og Anthony Hopkins og Vanessa Redgrave som ægteparret Henry og Ruth Wilcox?

Filmen fra 1992 blev en kæmpe succes og regnes af mange for kronen på værket af instruktør James Ivory og producent Ismail Merchants Forster-trilogi, der også omfatter “A Room with a View” (1986) og “Maurice” (1987).

Hvem skal arve England?

Søndag aften kunne britiske seere så se første afsnit af en ny tv-dramatisering af “Howards End”.

Med den fremragende filmatisering in mente kunne man spørge, om det er muligt at lave en lige så god tv-serie. Personligt har jeg svært ved at forestille mig andre end de fire ovennævnte skuespillere i hovedrollerne.

Men ifølge The Guardians anmelder, Lucy Mangan, kom serien godt fra start. Og nok så interessant er det, at hun fremhæver den klassiske romans aktualitet.

“Howards End” udkom i 1910. Alligevel har romanens centrale spørgsmål Hvem skal arve England? aldrig været mere relevant, påpeger Mangan og henviser til vor tids immigrationsbølge.

Mens filmatiseringen fra 1992 følger romanens tematik og belyser konflikten mellem rig og fattig, by og land, forretning og finkultur, realisme og idealisme, materialisme og åndelighed, nutid og fortid, tilføjer tv-serien, skriver Lucy Mangan, en raceproblematik, idet flere af skuespillerne er farvede.

Med sine tidløse temaer er Forsters roman en ægte klassiker. Uanset hvilken tid vi er rundet af, vil mange kunne genkende de modsætninger, bogen omhandler. Og 107 år efter udgivelsen rejses altså spørgsmålet Hvem skal arve England? nok engang – nu på baggrund af globalisering og masseindvandring.

Her er det en paperback-udgave fra 2000 af E. M. Forsters berømte roman.

Kriminel på månen

Mens masseimmigration optager især Europa og USA, taler andre om en fremtidig kolonisering af rummet. En af dem, der har vendt blikket mod fjerne planeter, er den amerikanske forfatter Andy Weir. Hans debutroman “The Martian” blev som bekendt filmatiseret med Matt Damon i hovedrollen, og ligesom den foregår hans nye bog i rummet. Nærmere betegnet Artemis, den første by på månen.

Artemis tæller 2000 beboere. De fleste er turister. Andre er kriminelle. Jazz Bashara er kriminel. Hun bor i en fattig bydel, og da hun dårligt kan leve af sit arbejde, er hun blevet smugler.

Men heller ikke det skæpper i kassen. Så da hun får chancen for at begå den perfekte forbrydelse og score en masse penge, slår hun til. Imidlertid viser opgaven sig at være en hel del farligere end ventet …

“Artemis” udkom på engelsk tirsdag 14. november.

To meget forskellige værker – ikke desto mindre er “Howards End” og “Artemis” begge historier til en tid og verden i hastig forandring.

God læselyst!


Edward Morgan Forster (1879-1970) er en britisk forfatter, som har skrevet “Where Angels Fear to Tread” (1905), “The Longest Journey” (1907), “A Room with a View” (1908), “Howards End” (1910), “Maurice” (skrevet i 1913; udkommet posthumt i 1971) og “A Passage to India” (1924).

Alle seks romaner rummer dramatiske elementer og konflikter, hvor modsætninger mellem klasser, køn eller racer spiller en afgørende rolle for plottet.

Du kan læse mere om E. M. Forster her: http://denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Engelsksproget_litteratur/Engelsk_litteratur_1914-45/Edward_Morgan_Forster

Du kan læse The Guardians anmeldelse af den nye tv-serie “Howards End” her: https://www.theguardian.com/books/2017/nov/12/howards-end-review-timely-careful-remake-class-race


 

Anne fra Grønnebakken

Canadiske Lucy Maud Montgomerys “Anne fra Grønnebakken” er denne Månedens Klassiker.

Da filmatiseringen fra 1985 af L. M. Montgomerys udødelige klassiker første gang rullede over tv-skærmene herhjemme, sad min mor og jeg klinet til fjernsynet.

Fra første færd holdt vi af den lille rødhårede heltinde i skikkelse af Megan Follows og det ældre søskendepar Matthew og Marilla Cuthbert, fremragende spillet af Richard Farnsworth og Colleen Dewhurst, der adopterer den forældreløse Anne Shirley. Hele castet fungerer på fornemmeste vis, og filmserien emmer af overskud og nostalgi.

Ligesom Inger Nilsson inkarnerede Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe, er Megan Follows blevet synonym med den livlige, fantasifulde, reflekterende, snakkesalige, temperamentsfulde og charmerende Anne.

Derfor var det med en vis spænding, at jeg gik i gang med læsningen af bogen bag serien. For selv om der er tale om en af alle tiders mest elskede børnebogsklassikere, er det ikke givet, man bliver ramt i samme grad af romanen som af filmatiseringen af den. Men alle forventninger blev indfriet, og historien og karaktererne er lige så gribende på skrift som på film.

Lykkelig fejltagelse

Romanens handling udspiller sig i Canada sidst i 1800-tallet. Det ældre ugifte søskendepar Matthew og Marilla Cuthbert ansøger om at adoptere en dreng fra et børnehjem, som kan hjælpe til på deres gård i det naturskønne Avonlea.

Men da Matthew ankommer til togstationen for at hente drengen, venter der ham i stedet en spinkel, rødhåret pige på 11 år. Den sky Matthew ser straks, at han og hans søster kan hjælpe den forældreløse Anne, og at han har mere brug for den livsglade pige end for hjælp på gården. Den strenge Marilla er lidt længere tid om at overgive sig, men også for hende bliver “fejltagelsen” det bedste, der er er sket i hendes liv.

Man kan ikke undgå at holde af Anne, Matthew og Marilla. Montgomery formår at gøre dem bemærkelsesværdigt menneskelige og overmåde elskelige. Alle tre har de fejl og mangler, men på hver sin måde arbejder de med det at være menneske og udvikler sig på subtil vis i løbet af historien.

Helt centralt står naturligvis Anne, lidenskabelig, viljestærk, poetisk, stolt og selvstændig samtidig med, at hun længes efter kærlighed og at føle, hun hører til. Og det er i det kærlige forhold til Matthew og Marilla, det varme venskab med Diana og den store kærlighed til Gilbert, at dette i starten uelskede forældreløse barn gror og bliver til en af litteraturens store heltinder.

Moderløs barndom

Forfatteren til de otte bind om Anne, Lucy Maud Montgomery, blev født i 1874 på Prince Edward Island, der ligger ud for Canadas østkyst. Da hun var lille, døde hendes mor af tuberkulose, hvorefter hun voksede op hos sine bedsteforældre på en gård i Cavendish. De smukke omgivelser nærede hendes fantasi på samme måde, som vi ser det hos Anne. Lucy Maud skrev tidligt dagbøger og digte og sendte sine historier til aviserne, og ligesom Anne arbejdede hun som lærer.

Efter at være blevet afvist af fire forlag blev “Anne fra Grønnebakken” endelig udgivet af L. C. Page & Company i 1908. Romanen blev omgående en bestseller og er oversat til mere end 30 sprog og solgt i millioner af eksemplarer. Flere steder,  blandt andet i Japan, bruges bøgerne som undervisningsmateriale.

Montgomery udgav 22 romaner og novellesamlinger, men er bedst kendt for serien om Anne. L. M. Montgomery døde i 1942 og ligger begravet i Cavendish på sin elskede ø.

Anne Erobreren

Jeg kan på det varmeste anbefale såvel L. M. Montgomerys bøger som Kevin Sullivans filmtrilogi om Anne fra Grønnebakken.

Ligesom de tre kritikerroste og Emmy-vindende film er bøgerne betagende smukke, rørende og fulde af vid og humor, og jeg glæder mig til at læse de næste bind om ukuelige Anne, der ikke alene vandt Gilbert, Matthew og Marillas hjerter, men lagde en vel verden for sine fødder.


Du kan læse mere om forfatteren Lucy Maud Montgomery her: http://www.thecanadianencyclopedia.ca/en/article/montgomery-lucy-maud/


Træets trøst

“Syv minutter over midnat” – filmatiseringen af den prisbelønnede roman “A Monster Calls” – tager livtag med den altfortærende frygt og smerte hos et barn, når en elsket forælder skal dø.

Conor er 12 år, og hans mor er uhelbredeligt syg af kræft. Hver nat har han det samme mareridt, som er så frygteligt, at han ikke bliver spor bange, da takstræet, der gror på kirkegården ved siden af familiens hjem, forvandles til et uhyggeligt monster.

Monstret er dog hverken kommet for at æde drengen eller skræmme livet af ham. Det er kommet for at fortælle ham tre historier, men Conor skal love selv at fortælle den fjerde, og, siger monstret, hans historie skal være sand.

Selv om midlet taxol fra takstræer bruges i kræftbehandling, er takstræets opgave i “Syv minutter over midnat” ikke at helbrede Conors mor, men at hjælpe hendes søn med at tackle det uundgåelige og ubærlige.

Det er med andre ord en historie om at se sin frygt i øjnene, acceptere tab og give slip, når det er nødvendigt.

monster-forside

Historien skulle skrives

Romanen “A Monster Calls” (på dansk “Monster”) udkom i England i 2011. Idéen til fortællingen kom fra forfatteren Siobhan Dowd, som desværre ikke nåede at skrive den selv, da hun døde af brystkræft i 2007.

Hendes agent og forlægger så imidlertid, at her var tale om en helt særlig historie, der måtte skrives, og valget faldt på Patrick Ness.

I et interview med Publishers Weekly i juni 2011 fortalte forlæggeren og Patrick Ness om de overvejelser, de havde omkring, at lade ham føre Dowds idé ud i livet. Her sagde Ness blandt andet:

“Det var det, som var mit mål. Ikke at skrive noget, hun (Siobhan Dowd, red.) ville have skrevet, men at skrive noget, hun ville have kunnet lide.”

Mesterværk gange to

Resultatet er mesterligt – både som roman med Jim Kays illustrationer og som film.

I filmen spilles Conor fremragende og følsomt af Lewis MacDougall, hvis lille hvide ansigt og mørke øjne afspejler alt fra glæde, sorg og vrede til sårbarhed og frygt. Også Felicity Jones i rollen som hans mor og Sigourney Weaver som mormoren er mere end overbevisende. Sidst, men ikke mindst, sikrer monstret med Liam Neesons stemmelægning, at takstræer aldrig vil være det samme igen.

Desværre har film i dag en kortere og kortere levetid i biografen. Selv om det kun er seks uger siden, “Syv minutter over midnat” havde premiere, er den allerede taget af plakaten. Det er ærgerligt, for det er i høj grad en meget seværdig og vigtig film, som jeg kun akkurat nåede at se på det store lærred.

Men så er det godt, vi har bøgerne, der heldigvis har en længere levetid i handlen.

Så, kære læser, skynd dig ned i din boghandel og få et eksemplar af “Monster” – en uforglemmelig historie, der kan lære dig og dine kære at se sandheden i øjnene.


Læs interviewet med Patrick Ness og forlægger Denise Johnston-Burt her:

http://www.publishersweekly.com/pw/by-topic/authors/interviews/article/47711-q-a-with-patrick-ness-and-denise-johnstone-burt.html

Læs Steffen Larsens anmeldelse af bogen i Politiken her: http://politiken.dk/kultur/boger/article5568818.ece

Jane Austen atter aktuel

I dag har en filmatisering af endnu en Jane Austen-roman premiere i de danske biografer.

Filmen “Love & Friendship” er instrueret af Whit Stillman og har Kate Beckinsale, Chloë Sevigny og Xavier Samuel på rollelisten. “Love & Friendship” har allerede høstet ros i britiske medier, og i sin anmeldelse giver Politikens Søren Vinterberg filmen fem hjerter.

Handlingen er henlagt til et britisk landsted i 1790’erne. Den smukke, men skandaliserede enke Lady Susan (spillet af Kate Beckinsale) flytter hjem til sin bror og hans familie for at undslippe de rygter, der verserer om hende, efter hendes mands død. Lady Susan har blandt andet været nødt til at forlade en venindes hjem, fordi hun fik dennes mand til at forelske sig i hende. Og det varer ikke længe, før ladyen påny smeder rænker. Kort efter ankomsten til brorens landsted sætter hun sig nemlig for at finde en rig ægtemand til såvel sin datter som sig selv.

Utiltalende protagonist

“Love & Friendship” er baseret på “Lady Susan”, en ikke så kendt roman af den populære engelske forfatter Jane Austen (1775-1817), hvis “Emma”, “Stolthed og fordom” og “Fornuft og følelse” er blevet filmatiseret med kæmpe succes.

Imidlertid adskiller “Lady Susan”, der først udkom efter forfatterens død, sig fra de andre romaner, idet den er en brevroman med en usympatisk heltinde. Jane Austen var kun 19-20 år, da hun skrev bogen, der består af 41 breve og en afslutning.

Som i filmen er romanens Lady Susan en smuk, intelligent, men amoralsk enke, der flirter og manipulerer i ét væk. Hun charmerer alle, hun møder, men i virkeligheden foragter hun dem. Hendes kolde og beregnende adfærd afsløres i de breve, hun skriver til sin lige så kyniske og forlystelsessyge veninde Alicia. Her håner Lady Susan tidens spilleregler for sømmelighed og moral og fremstår herved som en utiltalende og intrigant protagonist.

Farlig forførerske

Brevromanen var en populær genre sidst i 1700-tallet og et stykke op i 1800-tallet. Jane Austen var på dette tidspunkt optaget af Samuel Richardson, der gjorde genren til en kunstart, og som især er kendt for sin brevroman om Clarissa Harlowe udgivet i 1748. Richardson lader i sine brevromaner unge kvinder fortælle om deres kamp for at modstå tilnærmelser fra beregnende og moralsk anløbne bejlere.

Og ifølge den britiske avis The Guardian eksperimenterer unge Jane Austen ved i “Lady Susan” at forvandle tidens mandlige dyriske forfører til en højst utraditionel midaldrende forførerske.

Selv om Austen også lavede et tidligt udkast til “Fornuft og følelse” som brevroman, forlod hun genren, og da “Fornuft og følelse” udkom i 1811, var det i den romanform, vi kender forfatteren for, og med mere sympatiske heltinder på ægteskabsmarkedet.

Dog er den humoristiske sans, det skarpe vid og den subtile indsigt i menneskets natur og moralske habitus fælles for alle Jane Austens værker. Det gælder også “Lady Susan”, der altså nu får nyt liv på det hvide lærred.


Du kan læse The Guardians artikel her:

https://www.theguardian.com/books/2016/may/20/jane-austen-love-and-friendship-wilt-stillman-film-novella-lady-susan

Læs også mit indlæg om en ny filmatisering af Jane Austens roman “Emma” her: https://kigindibogensverden.wordpress.com/2020/02/20/emma/