Smuk som de svenske elve

Hvis jeg ikke var helt enig med Politikens betegnelse af Ronja Røverdatter som “Pippis arvtager”, er jeg til gengæld enig med avisens anmelder Steffen Larsen i, at “Brødrene Løvehjerte” er “Verdens bedste børnebog”! (Politiken, 6.12.2003)

Poesi og filosofi går op i en højere og skønnere enhed i denne historie om to brødres kamp mod det onde – en fortælling, der flyder lige så smukt og medrivende som de svenske elve.

Brdr.LovehjerteVi følger Tvebak og Jonatan på 10 og 13 år, sønner af en fattig syerske, og hvordan de bliver til Brødrene Løvehjerte i Nangijala. Ved første øjekast et paradis, men som i ethvert paradis er her en slange – i dette tilfælde en ond diktator ved navn Tengil.

Det er en historie om det godes kamp mod det onde, frihed og diktatur, kærlighed og had, liv og død. Centralt står budskabet om at følge sin samvittighed, som Jonatan forklarer Tvebak, er der ting, man er nødt til at gøre, for “Ellers er man ikke noget menneske, men bare en lille lort.”

Visse steder er denne fortælling fra lejrbålenes og eventyrenes tid lige så sørgelig, som den er smuk.

Af netop den grund viger mange forældre længe uden om at læse bogen højt for ungerne. Det er forståeligt, men pas på ikke at undervurdere poderne!

Da Politiken interviewede Astrid Lindgren i december 1973 og ville vide, om børn kunne rumme bogens dødstema, svarede hun:

“Hvorfor ikke? Børn er ikke nær så bange for døden som voksne. Mange voksne må have en voldsom skræk for døden, har jeg fundet ud af, efter at Brødrene Løvehjerte er udkommet (…) For mig er der ikke noget forkert i at give børn en fortrolighed med døden gennem et eventyr. De har endnu ikke erfaring til at overskue realiteterne (…) Børn er ikke bange for døden endnu. De er bange for at blive ladt alene.”

I kølvandet på udgivelsen kunne forfatteren også berette om børn, der takkede hende for en slutning, de fandt lykkelig, og for en bog, der gav dem trøst.

Efter min mening bør ingen – hverken børn eller voksne – snyde sig selv for den store, stærke og smukke oplevelse, “Brødrene Løvehjerte” er. Det er også grunden til, at jeg runder mit lille tema om en af verdens bedste forfattere af for denne gang med en omtale af den bog.

En smukkere roman om kærlighed, liv og død, mod og angst er ikke skrevet!


Læs med, når jeg skriver videre på bloggen nu på tirsdag!

Fars pige gør oprør

“Pippis arvtager. En ny person, Ronja Røverdatter er kommet til i den svenske forfatterinde Astrid Lindgrens populære børnebogsfamilie …”

Sådan skrev Politiken på avisens forside den 11. november 1981. “Ronja Røverdatter” var udkommet i efteråret og allerede solgt i 100.000 eksemplarer, da Politikens Ninka interviewede forfatteren.

Jeg ved ikke, om jeg er enig i sammenligningen med Pippi. For jeg synes nu, hun er noget i sin helt egen ret denne lille iltre mørkhårede heltinde kaldet Ronja, der trods stor kærlighed mellem far og datter ikke vil løfte den fædrene arv og stjæle fra de rige for at give til sig selv, men som knytter et ubrydeligt bånd til den rivaliserende røverhøvdings søn Birk. Et venskab så varmt, så dybfølt og så stærkt, at det tangerer et Nordens Romeo og Julie-forhold, men lykkeligvis med en muntrere udgang.

ronja_roverdatter-16259127-frntlVi læste bogen højt, da familien var i Småland sidste sommer, og med tilbageholdt åndedræt fulgte vi de to røverbørns venskab, liv og kamp for at overleve i en natur, der kan være lige så brutal, som den kan være betagende. En natur, vi selv oplevede på nærmeste hold samtidig med læsningen af romanen.

Bogen berører så mange eviggyldige temaer, at den vil vedblive at gribe børn og voksne til alle tider: kærlighed, venskab, børns smertefulde, men uundgåelige løsrivelse fra deres forældre, naturen og menneskets samhørighed med den, liv og død.

Man behøver ikke være barn eller have børn/børnebørn for at kaste sig over historien om Ronja og Birk – det er nok bare at være menneske.

Og så tror jeg ikke, at jeg har læst nogen smukkere skildring af foråret. Bedre end nogen anden, formår Astrid Lindgren at indfange og beskrive denne årstids på én og samme tid skønne saliggørende væsen og voldsomme vitalitet. En fødsel så heftig, at den kan tage pusten fra én, er foråret.

Som i mange andre af Astrid Lindgrens bøger er det også her Ilon Wiklands illustrationer, der på bedste vis supplerer forfatterens ord.

Hvis jeg skal koge, hvad jeg har at sige om denne klassiker, ned til tre ord, må det være:

Vidunderlig, læs den!


Læs med, når jeg omtaler “Verdens bedste børnebog” nu på torsdag!

Barn af Astrid Lindgren

“Jamen, det er jo Møns Klint!” udbrød en af mine veninder, da hun så forsidefotoet på bloggen her.

Det forstår jeg godt, hun troede, men billedet viser nu The White Cliffs of Dover. Jeg har valgt det, fordi jeg kan huske de smukke hvide klipper, da jeg for nogle år siden sejlede til England. Jeg havde meldt mig til et sprogkursus i York, og synet af Dovers kyst fik mig til at glæde mig endnu mere til mit ophold.

Og hvem kender ikke til forventningens glæde, når man rejser ud for at opleve nyt? At rejse er at leve, sagde H. C. Andersen, som bekendt. Men det er ikke kun pas og penge, der kan bringe os ud under fjerne himmelstrøg. Med en bog i hånden kan vi rejse til det gamle Kina og det antikke Rom, eller vi kan komme til Narnia og Hogwarts. Ja, det er kun fantasien – forfatterens og vores egen – der sætter grænser for, hvilke nye lande og verdener vi kan opleve.

Jeg har altid elsket at rejse i Astrid Lindgrens univers, fra Bulderby og Katholt til Nangijala og Landet i det Fjerne. De oplevelser, som ventede én der, står for mig som nogle af de bedste ikke bare inden for børnebøger, men inden for litteraturen i det hele taget.

Men hvad er det, der gør Astrid Lindgren til en af verdens bedste forfattere?

Er det hendes unikke evne til at se verden i børnehøjde? Hendes eventyrlige fantasi og finurlige humor? Hendes gudsbenådede fortælletalent, der rummer stor poesi? Jeg tror, man bedst finder svaret ved at læse, høre eller se hendes historier.

Selv har jeg holdt af hendes persongalleri, siden Emil fra Lønneberg første gang gled over tv-skærmen i 70’erne, og min mor læste højt af “Alle vi børn i Bulderby”. Jeg husker, hvordan min bror ønskede sig en blå Emil-kasket, og at jeg selv ville have fletninger ligesom lille Idas.

Og nu, hvor vi læser Pippi Langstrømpe, Ronja Røverdatter og Madicken højt herhjemme, oplever vi, at Astrid Lindgrens guldgrube af historier beriger små og store lige så meget, som da de udkom – for Pippis vedkommende for 70 (!) år siden.

Vi er alle børn af Astrid Lindgren, er der nogle, som siger. Jeg kan heller ikke forestille mig min barndom uden Emil og Ida, Pippi, Tommy og Annika, Tvebak og Jonatan.

Derfor byttede jeg også straks en anden bog, jeg for kort tid siden fik foræret, til Jens Andersens stærkt roste Astrid Lindgren-biografi “Denne dag, et liv”.

Hvis du – ligesom jeg – er barn af Astrid Lindgren, så læs med, når jeg anmelder biografien nu på tirsdag!