Dagen før årets store aften er her et par titler, to engelske og en enkelt dansk, der kan skrue julestemningen i vejret.
Så er nedtællingen til juleaften for alvor begyndt.
Corona, restriktioner, klimaforandringer og krigstrusler kan godt få julebarometeret til at dykke hos mange.
Hvis det er tilfældet, er det godt at minde sig selv og ens kære om, at det langt fra er første gang i verdenshistorien, at juleaften finder sted i en tumultarisk tid. Ja, det er vel reglen snarere end undtagelsen.
Og trænger man til lidt opmuntring og til at komme i julestemning, er der hjælp at hente i bøgernes verden.
Sankt Nikolaus
Myten om julemanden eller, som han kaldes på engelsk, Father Christmas/Santa Claus er udbredt i mange lande.
Manden bag myten er Sankt Nikolaus, som var biskop i Myra, det der i dag er den tyrkiske provins Antalya, og som dengang hed Lykien i Lilleasien.
Sankt Nikolaus levede i det 4. århundrede og var kendt for sin gavmildhed og godhed. Han er skytshelgen for børn og søfolk og var i mange år en populær helgen i Øst- og Vesteuropa.
Op gennem historien trivedes myterne om ham. Særligt den om julemanden, der bor på Nordpolen og sammen med sine nisser laver legetøj til alverdens børn, er populær.
Julemanden som barn
I bogen “A Boy Called Christmas” giver den prisbelønnede, britiske forfatter Matt Haig sit bud på, hvem julemanden er.
Og i en historie fuld af magi, eventyr og håb fortæller han, hvordan en lille fattig dreng i Finland blev julemand. Illustrator Chris Mould har illustreret bogen.
“A Boy Called Christmas” udkom i 2016 og er nu blevet filmatiseret med blandt andre Maggie Smith og Jim Broadbent på rollelisten. Filmen kan ses på Netflix.
A Scandinavian Christmas
Måske har den nordiske version af julemanden også inspireret til udgivelsen af bogen “A Scandinavian Christmas”.
Under alle omstændigheder er her samlet klassiske historier af Hans Christian Andersen og Selma Lagerlöf kombineret med nutidige fortællinger af Karl Ove Knausgaard og Vigdis Hjorth.
Hver af historierne omhandler julen, hvor hygge til tider mixes med det uventede, magiske og endda mystiske.
Den britiske boghandlerkæde Waterstones skriver om udgivelsen:
A smorgasbord of strange literary gifts, let A Scandinavian Christmas transport you to a winter wonderland in which fantasy, the fantastic and the festive combine for your reading delight.” (Kilde: Waterstones)
Jesus’ fødselsdag
Endelig er det altid godt at huske på, hvad det er, vi fejrer med julen.
Her kan “Sarahs første juleaften” være god at have ved hånden. Bogen er en gendigtning af beretningen om den nat, Jesus blev født.
Det er børnebogsforfatter og antropolog Anette Wilhjelm Jahn, der står for gendigtningen, mens illustrator Kirsten Gjerding har lavet bogens illustrationer.
Sarah er en pige, der bor i Betlehem, og som på nærmeste hold oplever de begivenheder, der udspiller sig den nat, Jesus bliver født.
“Sarahs første juleaften” egner sig især til højtlæsning såvel hjemme, som i skolen og kirken.
Bagest i bogen finder man idéer til julelege for børn og voksne. Man kan for eksempel lave en duftkrukke med juleminder, synge salmer eller blande Sarahs juledrik med stjerneanis.
Rigtig glædelig jul og godt nytår!
Kilder:
Britannica
https://www.britannica.com/biography/Saint-Nicholas
Waterstones
Bibelselskabet
https://www.bibelselskabet.dk/ny-boernebog-med-baade-julefortaelling-og-aktiviteter
Kig ind i bogens verden er tilbage torsdag 6. januar 2022.