Livsvidner og livsvigtig is

Den kommende uge byder på en udgivelse med Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard og en bog om isens betydning for Jorden.

Da Lisbet Dahl sidste år takkede af i Cirkusrevyen var det efter 33 sæsoner i teltet på Bakken.

Året før i 2021 sagde hendes mangeårige kollega Ulf Pilgaard farvel til samme revy efter 40 sæsoner.

Selv om de to folkekære skuespillere har arbejdet sammen på de skrå brædder i en menneskealder, har de aldrig opfattet sig selv eller hinanden som bedstevenner.

Til gengæld har de mange år, Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard har kendt hinanden, og hvor de har spillet sammen i talrige forestillinger betydet, at de er blevet hinandens livsvidner.

Ægteskab uden sex

Det fortæller Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard nu om i samtalebogen, “Livsvidner”.

Forud for udgivelsen skriver forlaget Lindhardt og Ringhof:

I bogen dykker de igennem samtaler ned i den samhørighed, som Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard selv kalder for “et ægteskab … bare uden sex”. Undervejs fortæller de to skuespillere både sjove og tankevækkende historier og anekdoter fra deres mangeårige karrierer, og om alle lige fra Dirch Passer til dronning Margrethe. Alt sammen med den lune, vid og sans for den skarpe bemærkning, der kendetegner dem begge.” (Kilde: Lindhardt og Ringhof)

Livsvidner-forside copy

Bogen udkommer 1. marts.

Mere end stjernestøv

For cirka 4,6 milliarder år siden blev Jorden og resten af Solsystemet dannet ud fra en interstellar sky bestående af støv og gas.

I starten var Jorden så varm, at den var ubeboelig, men en serie af iskometer bragte vand og materialer fra det ydre rum ned til kloden. Iskometerne afkølede Jorden og gjorde den hermed beboelig.

Nu fortæller en ny bog, “Isbogen – Hvordan isen har formet vores verden og kommer til at forandre alt”, om isens mystik og videnskaben bag.

“Isbogen” er skrevet af professor i klimaforandringer, Sebastian H. Mernild, og journalist og digter, Victor Boy Lindholm.

Isen er livsvigtig

I præsentationen af “Isbogen” skriver forlaget Gyldendal:

Gennem Jordens lange historie har gigantiske områder været dækket med is. Den har formet den måde, vores landskab ser ud på og påvirket den måde, vi mennesker lever på. Is er afgørende for kloden og for de enorme systemer, der holder vores vejr i skak og gør planeten beboelig. Men hvad er is, hvorfor er den altafgørende for vores art, og hvad sker der den dag, isen er væk?

ISBOGEN er en livsbekræftende og underholdende bog, der beretter om isens enorme indvirkning på vores fælles historie og samtidig afslører de hemmeligheder, som ligger gemt dybt under den kilometerdybe sne i Grønland.” (Kilde: Gyldendal)

Isbogen-forside

Bogen udkommer 1. marts.

God weekend – og læselyst 🙂


Kilder:

Berlingske

https://www.berlingske.dk/scene/efter-33-saesoner-i-cirkusrevyen-paa-bakken-skifter-lisbeth-dahl-til

Cirkusrevyen

https://cirkusrevyen.dk/information/aktuelt/cirkusrevyen-maa-undvaere-lisbet-dahl

https://cirkusrevyen.dk/information/aktuelt/dronningen-overraskede-ulf-pilgaard-i-hans-sidste-forestilling

Den store danske

https://denstoredanske.lex.dk/Jorden

Gyldendal

https://presse.gyldendal.dk/BookDetail.aspx?ISBN=9788702381306&mode=comende

Lindhardt og Ringhof

https://www.lindhardtogringhof.dk/livsvidner


Et udfordret USA

Ny bog om skuddrab og et langdigt om New York stiller på hver sin måde og med afsæt i hver sin tid skarpt på nogle af USA’s udfordringer.

Den amerikanske forfatter Paul Auster (født 1947) har skrevet digte, essays, romaner og filmmanuskripter siden 1974.

Det omfattende forfatterskab har givet Paul Auster en stor læserskare også i Europa herunder i Danmark.

Nogle af Paul Austers mest læste værker er gennembrudsromanerne “City of Glass”, “The Locked Room” og “Ghost” (også kendt som “New York trilogien”), “Leviathan”, “Sunset Park” samt bestsellerne “Vinternoter” og “Illusionernes bog”.

Nu er Paul Auster atter aktuel, denne gang med “Nationens blod”, der er en historisk gennemgang af våbenvold i USA.

Nationens blod

Paul Auster var i en alder af blot ti år selv en habil skytte, og han ved af egen erfaring, hvor meget skuddrab kan ødelægge for familier. Da hans far var dreng, skød og dræbte Paul Austers farmor hans farfar.

I “Nationens blod” gennemgår Paul Auster USA’s våbenhistorie, fra den voldelige fordrivelse af Native Americans (indianere), over slaveriet og sidenhen striden mellem tilhængere og modstandere af våbenkontrol frem til nutidens masseskyderier.

Vestens voldeligste land

I det danske forlags præsentation af “Nationens blod” skriver forlaget Lindhardt og Ringhof:

USA oplever netop nu det ene forfærdelige skyderi efter det andet på skoler, tankstationer, indkøbscentre og i det offentlige rum. Våbenlovgivningen splitter amerikanerne som aldrig før, og i øjeblikket er der flere våben i USA end der er indbyggere. Hver dag bliver mere end 100 mennesker dræbt og 200 såret i hændelser, hvor der er våben involveret. Disse tal er helt ude af proportioner i forhold til resten af verden, og man må spørge sig selv, hvorfor USA adskiller sig så markant og indtager en førsteplads som det mest voldelige land i den vestlige verden?” ” (Kilde: Lindhardt og Ringhof)

“Nationens blod” er illustreret med sort-hvide fotos af fotograf Spencer Ostranders.

Auster-forside

Bogen er udkommet.

New York, New York

Ligesom storbyen New York ofte danner rammen om fortællinger i Paul Austers øvrige bøger er USA’s folkerigeste by omdrejningspunktet i Blaise Cendrars’ langdigt “Påske i New York” fra 1912.

Blaise Cendrars (hans rigtige navn var Frederic-Louis Sauser) levede fra 1887 til 1961 og er en af den tidlige modernismes hovedskikkelser i fransk og europæisk litteratur.

Nu har forlaget Gladiator netop udgivet “Påske i New York” i Troels Hughes Hansens danske oversættelse.

Dollars og bibelske myter

I forbindelse med udgivelsen skriver Gladiator blandt andet:

Påske i New York udkom første gang i 1912 og er en mærkelig blanding af den gamle verdens vers og den nye verdens brølende modernitet. I Cendrars’ langdigt kædes Jesu lidelseshistorie sammen med storbyen New York. Digteren forlader fortumlet sin skrivecelle og kaster sig ud i gadens larm og knejpernes fristelser. Digtet er drevet af splittelsen mellem det guddommelige og det jordiske, og underfulde tegn flytter fra myten over i den konkrete hverdag, som den moderne storby New York viser frem på alle hylder. Togene banker omkring, og den vilde folkemængde er i brunstig flok på jagt efter dollars. Digterens New York er et potpourri af bibelske myter og moderne erfaringer.“ (Kilde: Gladiator)

Cendrars-forside

Bogen er udkommet.

Groundhog Day

Til slut virker det oplagt med en lille påmindelse. For nok er USA udfordret, men nationen er så meget andet og mere end de udfordringer, stormagten unægtelig står overfor.

I dag er det nemlig Groundhog Day i USA! Den dag, hvor et lokalt murmeldyr forudsiger, om vinteren fortsætter yderligere seks uger, eller om foråret er på vej.

Begivenheden fejres med en række arrangementer, og tusindvis af amerikanere og andet godtfolk valfarter til Punxsutawney i Pennsylvania for at overvære Punxsutawney Phils forudsigelser.

Hvis man som jeg holder af USA og amerikanerne kan man jo fejre dagen herhjemme med at se den vidunderlige film “Groundhog Day” (på dansk “En ny dag truer”) fra 1993 med Bill Murray i hovedrollen.

Se, det er også USA!

God weekend – og læselyst 🙂


Kilder:

Gladiator

https://forlagetgladiator.dk/products/paske-i-new-york

Grove Atlantic:

https://groveatlantic.com/book/bloodbath-nation/

Lindhardt og Ringhof

https://www.lindhardtogringhof.dk/nationens-blod#

The Punxsutawney Groundhog Club

https://www.groundhog.org/Groundhog-Day-2023


Kunst og kvoter

Kig ind i bogens verden har set på fem af efterårets kommende fagbøger, der blandt andet giver tips til unge, som ikke kom ind på drømmeuddannelsen; råd til dem, der er bange for ikke at nå det hele; og et sjældent kig bag Det Kongelige Teaters kulisser.

Knæk koden

Hvis man er blandt de mange, der ikke blev optaget på drømmestudiet, er der råd at hente i “Kvote 2”. Her fortæller Mads Ellermann Holmbom, hvordan man kan søge ind på ønskeuddannelsen igennem kvote 2. Forfatteren giver tips til, hvordan man kan samle relevante erfaringer, skrive en motiveret ansøgning, udforme et stærkt CV og forberede sig på optagelsessamtaler og tests.

Forlaget oplyser, at Mads E. Holmbom for kort tid siden havde samme kvaler som de afviste unge, han skriver til, og tog sin egen medicin. Han blev kvote 2-ansøger, søgte ind på drømmeuddannelsen, knækkede koden og gennemførte sin bachelor med sin årgangs højeste karaktergennemsnit.

“Kvote 2” har planlagt udgivelse på Gyldendal 28. august.

Begrænsningens kunst

Svend Brinkmann har haft stor succes med sine samfundskritiske udgivelser “Stå fast” (2014) og “Ståsteder” (2016). Psykologiprofessorens opgør med tidens krav til evig omstilling og nyttetænkning har fået mange læsere og massiv medieomtale.

Nu er Brinkmann på banen igen med “Gå glip”, der skal udkomme 12. september. I bogen argumenterer han for, at begrænsningens kunst er vigtig for os som samfund og som mennesker, og at vi må lære “at nøjes” i stedet for at ville det hele.

Ifølge Brinkmann er det en eksistentiel, etisk og psykologisk nødvendighed at yde en indsats for “at gå glip” af noget.

Arnoldis krønike

Fra livskunst går vi over til billedkunst. Med bogen “Solo” har kunstneren Per Arnoldi skrevet sin egen krønike over de sidste 60 års danske og internationale kunst- og kulturhistorie. Han beretter mange anekdoter om sit liv og sin samtid i bogen, der er illustreret med privatfotos, egne og andre danske og internationale kunstneres værker, pressebilleder og avisudklip fra tiden.

“Solo” har planlagt udgivelse 6. september.

Bag scenen

Vi bliver i kunstens verden, men springer fra malerierne til de skrå brædder. Til efteråret udgiver Lindhardt og Ringhof “Det usynlige folk”. Forlaget beskriver Jakob Rubins bog som en hyldest til vandbærerne på Det Kongelige Teater og til den forening, der i 100 år har talt sceneteknikernes sag i forhandlinger med ledelsen.

Læserne får et indblik i den helt særlige kultur bag scenen, faglige traditioner, hårde arbejdskampe og den teknologiske udvikling, der på få år har ændret sceneteknikernes arbejdsdag markant.

“Det usynlige folk” ventes at udkomme 27. oktober.

At rejse er at læse

Endelig føjer Politikens Forlag en ny udgivelse til sin serie af rejsebøger, og denne gang går turen til bøgernes verden.

Før og på selve rejsen kan det være inspirerende at læse rejsebeskrivelser og skønlitteratur om destinationen. Jane Austens romaner kan lægge nye dimensioner til oplevelsen af den engelske by Bath, og fans af Henning Mankells krimiserie om Kurt Wallander oplever nok Ystad på en lidt anden måde end turister, der ikke har læst bøgerne.

I “Turen går til bøgernes verden” omtaler journalist og antropolog Kathrine Tschemerinsky skønlitteratur og rejsebeskrivelser fra både populære og mindre populære rejsemål. Den anderledes guidebog er sat til at udkomme 1. september.

Der er med andre ord vidt forskellige fagbøger at glæde sig til dette efterår 🙂


Hvis man er interesseret i Politikens Forlags rejsebøger, så læs min anmeldelse af “Turen går til besættelsestidens København” her: https://kigindibogensverden.wordpress.com/2015/05/07/oplev-kobenhavn-under-krigen/


 

 

God bogjul!

“Bøger under træet” er L&R og Carlsens julemagasin, hvor de bogglade kan sætte lige så mange X’er, som børnene gør i BR’s julekatalog.

Julemagasin-forside lille copyDet lækre bogmagasin er i A4-format, siderne af god kvalitet, layoutet flot, indholdet fængende, og så er det gratis! Tit er bøger i kataloger omtalt i telegramform, men her har flere bogomtaler artikelpræg, hvor forfatteren selv fortæller om udgivelsen og historien bag den. I bedste dag- og ugebladsstil er overskrifterne appetitvækkere. Sensation lå i bankboks i 55 år er eksempelvis overskriften til “Sæt en vagtpost ud” (den anden roman af Harper Lee, der skrev “Dræb ikke en sangfugl”). Men hvilke bøger anbefaler Lindhardt og Ringhof og Carlsen så til juletræet?

Leif Davidsen-forsideNovellekunst

Leif Davidsens novellesamling “10 minutter i vor tid” er en af dem. Jeg hørte hans samtale om novellekunst med Niels Frid-Nielsen på BogForum, hvor Davidsen fortalte om forbillederne Ernest Hemingway og Klaus Rifbjerg. Hemingway inspirerede ham til at blive journalist og forfatter, og Rifbjergs “Rejsende” gav ham for alvor rejselyst i blodet. De 21 noveller i “10 minutter i vor tid” er skrevet over en periode på 25 år og skildrer, hvordan tilværelsen påvirker mennesker fra Den Spanske Borgerkrig, over frihedskampen i De Baltiske Lande efter Anden Verdenskrig, Berlinmurens fald, kommunismens død, de jugoslaviske borgerkrige og frem til vor tids globaliserede virkelighed.

Koge- og krigsbøger

Ernest Hemingways “Den gamle mand og havet” og “Solen går sin gang” er med i kataloget under afsnittet Welcome to America. Her finder man også H. W. Brands 896-siders biografi “Reagan” oversat af Ole Steen Hansen, hvis bog jeg anmeldte i sidste uge (læs anmeldelsen her: https://kigindibogensverden.wordpress.com/2015/11/27/tyskernes-katastrofe/), og Clementine Paddlefords “Den store amerikanske kogebog” – en egnskogebog med 500 opskrifter fra alle stater. Min bedre halvdel vil stensikkert sætte et par X’er her.

Beevor-forsidePå siderne med krigsbøger vil han sætte X ved “Ardenneroffensiven” af Antony Beevor, forfatteren til de stærkt roste “Stalingrad” og “Berlin – faldet 1945”.

Beevors nye bog handler om Anden Verdenskrigs største vesteuropæiske slag, der blev udkæmpet fra december 1944 til januar 1945 med mere end en million involverede soldater, og som blev det slag, der endegyldigt knækkede den tyske værnemagt.

Fisker-forsideLev længe og godt

I den mere fredelige ende finder man “Livets opskrift”, hvor Sisse Fisker fortæller om sine rejser til de fem blue zones – områder, hvor mennesker lever længere og har højere livsglæde end i resten af verden. I de fem blue zones er folk bevidste om at nyde livet, værdsætte naturen, slappe af og hjælpe hinanden. Stress er et fremmedord, og tv, tablets og internet bliver sjældent brugt. “Livets opskrift” får et stort X af mig!

“Ib Spang Olsens ABC” er Søren Vinterbergs beretning om en af Danmarks mest kendte og elskede tegnere, der døde i 2012. Den får også et X af mig og bliver desuden en bog, jeg vil lægge under andres juletræer.

Klein-forsideKarma og kager

Blandt børnebøgerne er Jacob Riisings “Karmaboy”, Sebastian Kleins “Verdens 100 farligste dyr” og Manu Sareens “Iqbal Farooq i Indien”, en hæsblæsende historie med gangstere, tæsk og den ondeste bollywooddans. Mon ikke familiens yngste vil sætte X ved en af dem? Ellers er der Lærke Duus, Martin Kjeldsen og Rosa Gjerulff Nyholms “Rosas spionkagebog”, Mikael Brøggers “Børnenes rekordbog 2016” og Nana Torps “Filmhåndbogen” om, hvordan man laver sin egen film.

“Bøger under træet” er med andre ord hele familiens julekatalog. Og der er mange flere titler end de her nævnte, så der vil blive sat mange X’er hjemme hos os 🙂

En rose er en rose

I næste uge udkommer “Det er aldrig for sent” – en ny bog om roser og livet af Ghita Nørby og Torben Thim.

"Det er aldrig for sent" udkommer lørdag den 7. november.

“Det er aldrig for sent” udkommer lørdag den 7. november.

Når træerne har tabt de sidste blade, og andre blomster for længst er visnet, kan man stadig spotte rosen rundt omkring i haver og parker. For lige så smuk den er, lige så sejlivet kan rosen være.

Men over for en massiv storm som Bodil, der ramte Danmark den 5. december 2013, må selv roser give fortabt.

Det måtte Ghita Nørby sande, da stormen ødelagde det meste af hendes have og var særligt hård ved hendes elskede roser. Men i stedet for at smide håndklædet i ringen gik hun og vennen Torben Thim i gang med at grundlægge en ny have.

Det er denne proces, der danner afsæt for “Det er aldrig for sent”. Ligesom “Ghitas roser”, der udkom for fire år siden, skulle den nye udgivelse være en meget personlig bog, der ikke kun handler om at begynde forfra i haven, men om en ny start i alle områder af livet.

Haven som psykolog

Normalt læser jeg ikke havebøger, men da jeg for nylig faldt over et eksemplar af “Ghitas roser” fra 2011, blev jeg inspireret af samtalerne mellem skuespilleren og hendes mangeårige ven og rosenekspert Torben Thim.

Jeg kom med på en hyggelig vandring rundt i kunstnerens have og liv og hørte om hendes barndom, ungdom, forældre, huset, haven og hundene i Holte – og karrieren.

Især slugte jeg afsnittet, hvor de to rosenelskere taler om forskelle og ligheder mellem at “gå i jorden” (havearbejde) og gå på scenen.

Om haven som stedet, hvor “selvforglemmelsen kommer ind, og sanserne spændes ud,” siger Ghita Nørby:

Haven er vel også en slags psykolog, for det er noget af det vigtigste for et menneske at være selvforglemmende. Det er vi ved at tabe i allerhøjeste grad. Hvem er selvforglemmende i dag? Det er nærmere omvendt i vor tid, hvor hverdagen er et grænseløst realityshow med facebook og blogging. Der er gået offentlighed i al ting, og det enkelte ego er spændt op til bristepunktet.

Denne konstatering er desværre ikke mindre sand i dag, og hvis Ghita Nørbys og Torben Thims samtaler i den nye bog emmer af lige så meget livsklogskab som deres snakke i den ældre, bliver “Det er aldrig for sent” utvivlsomt en bog, som mange planter under juletræet i år.

Med disse ord vil jeg lade min blog og mit ego få en uges pause og gå i haven 😉


Ghita Nørby og Torben Thim fortæller om “Det er aldrig for sent” på BogForum, Lev Nu Scenen, søndag den 8. november kl. 14:15. De to rosenelskere kan opleves igen samme dag kl. 16:10 på Lindhardt og Ringhof Forlags stand.