“Sensitivity readers” er en ny trend inden for forlagsbranchen i USA. “Følsomhedslæserne” kulegraver bøger for racistisk, kønsdiskriminerende eller andet krænkende indhold.

The Washington Post bragte den 10. februar en artikel om den nye trend, der ikke mindst skyldes, at nogle forfattere er blevet beskyldt for racisme på de sociale medier. En forfatter er tilmed blevet tvunget til at revidere sin bog.

Også J. K. Rowling har måttet stå for skud. Sidste år blev den verdensberømte forfatter kritiseret kraftigt af indianske læsere for sin skildring af Navajo-stammens traditioner i bogen “History of Magic in North America”.

Frygten for at støde læserne har fået nogle forfattere til at hyre en såkaldt “følsomhedslæser”, som for et symbolsk beløb tjekker bogen for ting, der kan virke stødende i forhold til race, køn, sygdomme og andet.

Tendensen har specielt vundet indpas i bøger til børn og unge og skyldes blandt andet, at forfatterne i stigende grad overvåges på de sociale medier for deres portrætter af marginaliserede grupper, især hvis forfatteren ikke selv tilhører gruppen.

Kulturelt tyveri

I artiklen kan man læse, at en Young Adult-forfatter hyrede en transseksuel fan til at bedømme hendes skildring af en transseksuel person. En anden forfatter har startet en database med “følsomhedslæsere”, som forfattere kan hyre, hvis de er nervøse for, at deres behandling af ømtålelige emner kan krænke læserne.

En af “følsomhedslæserne” er Dhonielle Clayton, en sort bibliotekar og forfatter i New York. I sin bedømmelse af et manuskript gennemgår Clayton ordvalg, dialog og plot, ser på autenticiteten i personerne og scenerne og fortæller derefter forfatterne, hvor de kan lave mere research og dermed forbedre bogen.

Selv om Clayton ser sin rolle som vigtig, føler hun sig usikker ved tanken om, at hun hjælper hvide forfattere med at skrive bøger om sorte personer, som forfatterne høster penge og ros for.

“Det føles, som om jeg leverer frøene og perlerne og juvelerne fra vores kultur, og det skaber en form for kulturelt tyveri,” udtaler Clayton i artiklen.

Tankepoliti

Artiklen i The Washington Post er tankevækkende.

For på den ene side er det forståeligt, at forfattere ønsker ekstra fakta-tjek, så deres værker opnår den højeste grad af troværdighed. På den anden side kan tendensen med “følsomhedslæsere” føre til en form for selvcensur.

Hvad mon en “følsomhedslæser” ville sige til raceskildringen i Defoes klassiker?

Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om op til flere af de store skønlitterære klassikere ville have overlevet “følsomhedslæsernes” kritiske blik.

Ville vi have fået “Robinson Crusoe” og Friday? Eller Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe, der i den grad stødte parnasset, da hun så dagens lys i 1945?

Ville Shakespeares sorte “Othello” have fundet nåde for en nutidig “følsomhedslæsers” vagtsomme blik? For slet ikke at tale om jøden Shylock i “Købmanden i Venedig”!

Og hvad ville en moderne “følsomhedslæser” (og måske selv bonusmor) sige til fremstillingen af de onde stedmødre i “Askepot” og “Snehvide”?

Med andre ord: Det ekstra sæt øjne kan bidrage til at gøre et værk så autentisk som muligt, men forfattere bør passe på, at de sociale medier og tidens hang til politisk korrekthed ikke ender med at være et tankepoliti, der gør litteraturen tam og tandløs.

Du kan læse Washington Posts artikel her: https://www.washingtonpost.com/entertainment/books/theres-a-new-way-for-novelists-to-sound-authentic-but-at-what-cost/2017/02/10/8312d926-ee43-11e6-b4ff-ac2cf509efe5_story.html?utm_term=.fbf5f6086e12