Category Archives: Anmeldelser

Magtfuld madamme

Posted on by under Anmeldelser

Ny historisk roman giver liv og stemme til en af middelalderens magtfulde danske kvinder.

Hvis man tror, at stærke, indflydelsesrige kvinder i Danmark er et nyere fænomen, kan man godt tro om igen.

I sin historiske roman “Hofmesterinden” tegner forfatter og historiker Birgitte Jørkov et fiktivt portræt af en af disse stærke danske kvinder, der helt kort præsenteres sådan:

Fru Anne Meinstrup, godsejer, kongelig lensmand, hofmesterinde, enlig mor, landsforvist, myrdet på torvet i Ringsted januar 1535.” (Bogens bagsidetekst)

Ud af glemslen

Virkelighedens Anne Meinstrup, der levede fra cirka 1475 til 1535, var enebarn og datter af godsejer, rigsrådsmedlem og landsdommer Henrik Meinstrup og godsejer Margrethe Christiansdatter Daa.

Anne Meinstrup blev selv godsejer, kongelig lensmand og hofmesterinde for flere danske dronninger. Hofmesterinden var administrativ leder af dronningens hof. Det var den højeste formelle stilling, en kvinde kunne få på den tid, hvor der i øvrigt var stor politisk og kirkelig uro.

Som nævnt led Anne Meinstrup et meget brutalt endeligt. Hvorfor hun blev myrdet, vides ikke med sikkerhed. Men i romanens efterord skriver Birgitte Jørkov, at hun finder Anne Meinstrups liv mere interessant end hendes død og fortsætter:

Derfor besluttede jeg at hjælpe hende ud af glemslen og gøre et usædvanligt kvindeliv kendt for andre end en snæver kreds af historikere.” (“Hofmesterinden”, side 337)

Natten før mordet

Rammen i Birgitte Jørkovs roman “Hofmesterinden” er en kold januarnat i 1535. Anne Meinstrup befinder sig på en af sine gårde ved Ringsted og skal til et vigtigt møde indkaldt af grev Christoffer næste dag (ja, det er ham med Grevens Fejde, borgerkrigen i Danmark 1534-1536). Det er dette møde, der ender med at koste Anne Meinstrup livet.

Gammel, gigtplaget og søvnløs foretager Anne Meinstrup i sine tanker en rejse gennem sit begivenhedsrige liv. Fra barndommen som enebarn og fars pige, der bliver uddannet af sin dygtige far, over hendes to ægteskaber og forholdet til hendes tre børn, videre til stillingen som hofmesterinde, siden landsforvist af Christian 2., og frem til hun er vendt hjem til Danmark igen.

Danmarkshistorie

Det er et spændende stykke Danmarkshistorie, Birgitte Jørkov tager læserne med på, og det mærkes, at forfatteren er historiker.

Vi hører både om kongens og adelens krig mod bondehæren i Ditmarsken og krige med svenskerne samt Det Stockholmske Blodbad i 1520.

Der fortælles om Kong Hans, som efterlader dronning Christine i Sverige med 1000 mand, hvoraf kun ganske få overlever. Man forstår, at dronningen ville separeres efter den omgang! En stor del af romanen omhandler Christian 2., hans elskerinde Dyveke og hendes kapable mor, Sigbrit. Ja, der var flere magtfulde kvinder med gode forbindelser i middelalderen.

Jørkov beskriver de politiske og økonomiske hensyn, kongelige ægteskaber måtte tage, som brylluppet mellem Christian 2. og hans barnebrud, Fru Elisabeth af den rige fyrsteslægt Habsburgerne. Udover de historiske personer og begivenheder får vi viden om kønsroller, levevis, mad, mode, musik, selskabsliv, bolig- og toiletforhold i middelalderen.

Martin Luther nævnes kun kort, og der fortælles ikke meget om tidens konflikter mellem katolikker og protestanter. Men tidsbilledet fremstår troværdigt, og skildringen af datidens langsomme transport og kommunikation gør indtryk på en moderne læser. Her var ingen e-mails eller sms’er. Breve blev bragt med bud til hest, og beskeder om selv nære pårørendes død nåede ofte først frem efter begravelsen.

Styr på eget liv

Anne Meinstrup er hovedperson og jeg-fortæller i “Hofmesterinden”. Læserne får hurtigt et indtryk af en intelligent, veluddannet, modig og handlekraftig kvinde med midler både fra sine forældre og afdøde ægtemænd.

Da Anne Meinstrup som 25-årig og mor til tre børn bliver enke for anden gang, tager hun styringen over sit eget liv. Hun viser, at hun kan styre sin jord, godser og regnskaber klogt og kompetent, og at hun takket være sin far har nok juridisk indsigt til at kæmpe de arvesager, der skal kæmpes. Egenskaber der også skaffer hende stillingen som hofmesterinde.

Anne Meinstrups virke for de danske dronninger står centralt i fortællingen. Men det er de menneskelige tildragelser, der rører læseren, især sorgen og savnet, da hun med sit andet ægteskab bliver skilt fra sine tre små børn. Noget hun aldrig kommer sig over.

Enkelte steder i historien er der spring mellem tid og sted, der udfordrede mig som læser. Men da historien bliver fortalt af en ældre, urolig kvinde, ramt af tankemylder den sidste nat, hun lever, bidrager dette til at gøre hendes refleksioner så meget desto mere overbevisende.

Svær genre

Når en forfatter dramatiserer virkelige menneskers liv, kræver det i sagens natur særdeles grundig research, respekt for de mennesker, man skriver om, og en stor indlevelsesevne.

Af læseren kræves – med den engelske digter og filosof Samuel Taylor Coleridges ord – “willing suspension of disbelief”.

Ingen kan vide, hvad virkelighedens Anne Meinstrup tænkte og følte. Var hun for eksempel så lidenskabelig, som romanen beskriver hende? Var hun villig til at risikere sin ære og høje sociale status for en affære med en omrejsende musiker? Det er nogle af de spørgsmål, man kan stille som læser.

Derfor vælger jeg at holde det virkelige menneske adskilt fra fiktionens karakter og forholder mig udelukkende til, om romanens hovedkarakter og jeg-fortæller virker troværdig i sin egen ret. Og det gør romanens Anne Meinstrup efter min mening.

Det er lykkedes Birgitte Jørkov at lave et nuanceret portræt af en modig kvinde med mange talenter og næse for jura og forretning, men også med fejl og mangler og en stadig voksende selvindsigt, der gør romanens Anne Meinstrup både menneskelig og nærværende.

Og samtidig får vi altså et spændende kig ind i Danmark op til reformationen.

Dette er et anmeldereksemplar. Bogen er udkommet.

“Hofmesterinden” er forsynet med prolog, ordliste, personfortegnelse og efterord, der er nyttige at have under den spændende og underholdende læsning.

God weekend og læselyst!

Bonusinfo

Birgitte Jørkov (f. 1946) er cand.mag. i dansk, historie og filosofi. Hendes debut som romanforfatter, “Den skønne Helene” (1997), vandt Kriminalakademiets debutantdiplom.

Herudover har Birgitte Jørkov skrevet en række historiske krimier, der udspilles i Helsingør i senmiddelalderen, og flere historiske biografiske romaner.

Kilder:

Birgitte Jørkov: “Hofmesterinden”

Birgitte Jørkov: https://litteratursiden.dk/forfattere/birgitte-jorkov

Danmarks Nationalleksikon: Anne Meinstrup

Danmarks Nationalleksikon: Grevens Fejde

Danmarks Nationalleksikon: Det Stockholmske Blodbad

Mamma

Posted on by under Anmeldelser

Emilia Aasted debuterer med en stærk og personlig digtsamling om brystkræft.

for første gang tænker jeg over

hvis Hubert og Anna aldrig når at kende mig

og hvis de ikke når at kende mig

kan de heller ikke huske mig

og hvis de ikke kan huske mig

kan de aldrig finde mig”

(“Mamma” side 90)

Da Emilia Aasted er 31 år, får hun diagnosticeret aggressiv brystkræft.

Emilia har lige taget hul på et liv sammen med sin mand, Andreas, deres lille søn, Hubert, og nyfødte datter, Anna, da kræften med ét truer med at tage alt fra dem.

Hvordan tackler man det chok, det er pludselig at få at vide, at man har en livstruende sygdom, bedst som man står med et nyt lille liv i hænderne?

Samme dag, Emilia får diagnosen, 27. september 2022, begynder hun for første gang i sit liv at skrive for at forstå den smerte og uforudsigelighed, der pludselig fylder hendes liv.

Ærligt og gribende

I “Mamma” giver Emilia Aasted et hudløst ærligt og gribende indblik i, hvordan det er som ung kvinde at få den frygtede diagnose.

Digtsamlingen følger det første år i kræftbehandlingen og er opdelt i hver af det års måneder fra september 2022 til september 2023.

Emilia beskriver det lammende chok, den altovervældende angst og den store smerte og sorg, hun og hendes familie gennemgår.

Samtidig med det mareridt, der følger med sygdommen, fortæller Emilia om sin families stærke fællesskab, varme omsorg og store kærlighed, sin mands, sine børns, sin tvillingesøsters og lillesøsters, sine forældres og bedsteforældres – og tanten, der træder til, da ingen af dem magter mere.

Men digtene afslører også den ensomhed, der uvægerligt følger med det at være livstruende syg. For til syvende og sidst er man jo alene. Sygdommen raser i éns egen krop, og man er den, der måske ikke får lov at blive, den, der måske bliver tvunget til at forlade dem, man elsker, og som elsker en.

Tro, håb og kærlighed

Det er svært at vælge, hvilke digte der skal citeres her, for der er mange bevægende.

Digte om kærligheden til børnene, Hubert og Anna, og til manden, Andreas.

Digte, der forklarer den indigoblå ring på bogens omslag.

Digte om et før, nu og efter, og et før, der aldrig kan komme igen.

Digte om håb, lys og viljen til at leve.

Digtet “I skal vide hvor jeg findes” er et af de mest bevægende digte, jeg har læst.

Jeg vælger at bringe dette:

gid der var en automat hvor man kunne trække mod

og vidste, at uanset hvad man trak

så blev man mere modig

man kunne kaste en lille guldmønt ind

og den gavmilde automat ville kvittere

med en lykkepose i rødt blødt velour

når man foldede lykkeposen ud

ville småt, glimtende støv flyve ud

og lande på fødder, hænder og ansigt

og så havde man mod igen”

(“Mamma”, side 42)

For mod er noget, Emilia Aasted må siges at have!

Både når hun kæmper mod en modstander, vi alle frygter. Og når hun uden omsvøb fortæller, hvad den livstruende sygdom gør ved hendes krop og sind, hvordan den ændrer hende som menneske, og hvad den gør ved hendes familie.

Smukke og sanselige

Flere af Emilia Aasteds digte er trods emnet smukke og sanselige. I nogle af dem er det, som om Emilia bevæger sig på et plan mellem liv og død med alle sanser åbne og skærpede.

Båndet mellem hende selv og naturen er endnu stærkere end før. Som da bladlusene som en anden kræftsygdom angriber salaten i hendes have:

Jeg vaskede dem med alt for meget vand, de uvelkomne bladlus skulle druknes i haveslangens medicin. Det efterlod salatspirerne helt slatne.” (“Mamma”, side 129)

“Mamma” er imidlertid andet og mere end en digtsamling om kræft, kemoterapi og barske bivirkninger.

Det er digte om, hvor stærkt og sårbart livet er, og hvor vigtigt det er – ikke kun når vi og vores kære rammes af alvorlig sygdom, men også i vores daglige liv – at se og påskønne livets små mirakler: et smil fra vores barn, en lille hånd der putter sig i vores, vores elskedes uundværlige støtte, vores families varme og nærvær – og skønheden i den natur, vi er en del af og tæt forbundet med.

“Mamma” er en digtsamling, der kan læses af os alle, syge som pårørende, yngre som ældre.

Fordi den handler om meget mere end sygdom, og hvordan man overvinder den.

Den handler om livet og døden som et livsvilkår. Om at finde lyset i mørket og turde leve – igen.

Jeg håber meget, at vi får lov at læse mere fra Emilia Aasteds hånd!

Mamma-forside

Dette er et anmeldereksemplar fra Gladiator. Bogen udkommer i dag.

Over 5.000 kvinder rammes hvert år af brystkræft i Danmark.

I uge 40 sætter årets Støt Brysterne kampagne fokus på alle berørt af brystkræft, og på hvordan vi kan være med til blandt andet at sikre bedre, mere skånsomme behandlinger.

Eventyr fra Thy

Posted on by under Anmeldelser

En stemme fra det gamle Danmark kommer til orde i en ny bog om mundtlig fortællekunst.

27. marts 1905 begav folkemindesamler Evald Tang Kristensen sig til Bedsted i Thy. Han var rejst til den fjerne og barske landsdel for at indsamle historier, der gik fra mund til mund, og havde fået et tip om en god fortæller, der boede i den lille by ca. 25 kilometer syd for Thisted.

Det viste sig at holde stik. Evald Tang Kristensen skrev efterfølgende om husmandskonen Ane Marie Jensdatter (1829-1911):

Denne gamle kone var aldeles fortræffelig til at fortælle, og hun kunne en masse æventyr. Jeg fik i alt 36 skrevet op. Det var virkelig forbavsende, så stærk en hukommelse hun havde, og hun ville gerne fortælle for mig.” (Kilde: “Ane Marie Jensdatter fortæller eventyr fra Thy”, side 15)

Perle af en fortæller

I 1965 faldt forfatter og filminstruktør Jørgen Vestergaard over Ane Maries 36 eventyr, der blev opbevaret på Dansk Folkemindesamling på Det Kgl. Bibliotek. Også han blev begejstret for hendes fortælleevner:

Hun er en perle på en kæde af eventyrfortællere, der rækker langt, langt tilbage i tiden og langt uden for landets grænser.” (Kilde: “Ane Marie Jensdatter fortæller eventyr fra Thy”, side 15)

Nu genfortæller Jørgen Vestergaard 26 af Ane Maries historier i bogen “Ane Marie Jensdatter fortæller eventyr fra Thy”.

Lun og ligefrem

Bogen byder blandt andet på historier om karlen, der blev mestertyv, mølleren og herremanden, som væddede om, hvem der bedst kunne narre hinanden, og en beretning om da Ane Marie var en lille pige på bare otte år, som skulle vogte gæs.

Historierne “Den tredje bror” og “Klods-Hans fra Helligsø” leder begge tanken hen på H. C. Andersens eventyr “Klods-Hans”. Men hos Ane Marie Jensdatter er handlingen henlagt til gårde i Thisted, Bedsted og Vestervig sogn, og sproget er mere bramfrit end hos den gamle eventyrdigter.

Nogle af eventyrene er meget korte med et anekdotisk præg. Enkelte er barske, andre er frejdige, endda frække. Men fælles for dem er den ligefremme tone og det lune, hvormed de bliver fortalt, og at handlingen udspiller sig blandt gårdmænd, husmænd, herremænd, møllere og præster og deres koner og døtre i Thy.

Autentisk og underholdende

Bogens forord forsyner læseren med spændende oplysninger om Evald Tang Kristensen og hans arbejde som folkemindesamler og om de overvejelser, Jørgen Vestergaard har gjort sig i arbejdet med bogen.

Sproget i eventyrene fremstår autentisk med mange jyske ord og vendinger. Men det bør ikke afskrække ikke-jyder fra at læse med. Der er også en ordliste. Et par af de ord, hvor der i teksten henvises til ordlisten, lader dog til at være faldet ud af denne. Men de ord kan man jo google sig til, og det ændrer ikke ved, at “Ane Marie Jensdatter fortæller eventyr fra Thy” er uhyre underholdende læsning.

Folkelig fortælling

I sit forord nævner Jørgen Vestergaard nogle af de faldgruber, der kan være, når man genfortæller mundtlig fortællekunst på skrift:

Her mangler pauser, sigende udtryk, mimik, gestus, betoninger m.m. Hvis Ane Maries eventyr skal blomstre igen, skal de genskabes som folkelig fortælling med aftægtskonens tonefald, som jeg forestiller mig, hun ville skrive, hvis hun ikke havde været en mundtlig fortæller.” (Citat fra bogen, side 15)

Det må siges at være lykkedes. Man kan næsten se og høre Ane Marie fortælle sine historier med strikketøjet i hænderne og et muntert glimt i øjet. Ligesom man tydeligt mærker, at hun har taget vandreeventyrene til sig og gjort dem til sine egne. For eksempel ender en af historierne med et bryllup, hvor Ane Marie kan berette:

Æ var også med, og da æ gik derfra, var æ så fuld, så æ faldt og slog hul på min røv, og det er der endnu. Så har det ende!” (Citat fra bogen, side 32).

Til slut skal det nævnes, at bogens fine illustrationer med motiver fra Thy og Mors er lavet af tegner og maler Rasmus Henrik Kruse (1796-1877). De dejlige billeder virker helt moderne i stilen, hvilket er med til at gøre eventyrene tidløse.

“Ane Marie Jensdatter fortæller eventyr fra Thy” udkommer i dag.

Ane-Marie-Jensdatter-fortaeller

Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget Brændpunkt.

God weekend – og læselyst 🙂

Bonusinfo

Ane Marie Jensdatter blev født i Ydby i 1829 og døde i Bedsted i 1911.

Evald Tang Kristensen (1843-1929) var skolelærer og folkemindesamler. I over 50 år travede han Jylland tyndt med smutture til Fyn og Sjælland for at skrive almuens mundtlige folkekultur ned, herunder sagn, eventyr, viser, overtro og ordsprog.

Jørgen Vestergaard er født og opvokset i Thisted, har arbejdet som journalist på Information og haft egen produktionsvirksomhed, JV Film & TV, siden 1969. Han har lavet mere end 60 film, både dokumentarfilm om bondekultur og animations-dukkefilm som “Nattergalen” efter H.C. Andersens eventyr. Herudover har han instrueret “Snøvsen” (1992) og “Snøvsen ta´r Springet” (1994), som han skrev sammen med Benny Andersen. I 1979 vendte Jørgen Vestergaard tilbage til Thy.

Rasmus Henrik Kruse (1796-1877) var tegner og maler, født på Salling, bosatte sig siden på Fur og rejste i en årrække rundt i Nordjylland, herunder Thy. En stor del af Kruses billeder er bevaret på Nationalmuseet og Det Kgl. Bibliotek.

Kilder:

“Ane Marie Jensdatter fortæller eventyr fra Thy”

Forlaget Brændpunkt

https://xn--brndpunkt-h3a.dk/index.php/product/ane-marie-jensdatter-fortaeller-eventyr-fra-thy-af-jorgen-vestergaard/

Det Danske Filminstitut

https://www.dfi.dk/viden-om-film/filmdatabasen/person/jorgen-vestergaard

De sårbare

Posted on by under Anmeldelser

Ny roman sætter spot på en ungdom, der har ondt i livet, og hvor angst, sprut og piller er en del af hverdagen.

Det anslås, at 350.000-400.000 voksne danskere i dag lider af angst. Dermed er angst en af de mest udbredte psykiske sygdomme herhjemme. (Kilde: Psykiatrifonden – se nedenfor)

Digter og forfatter Thomas Alexander Jensen (født 1994) har tidligere udgivet digtsamlingerne “Angstens besættelse” (2017) og “Et kaotisk drama” (2018).

Nu er han på banen med romanen “De sårbare”, der stiller skarpt på unge, som er psykisk udfordrede.

Angst og druk

I “De sårbare” følger vi den unge Martin, der har svært ved at holde sammen på sig selv, sit liv og sine HF-studier.

Vennen Elias deler Martins kærlighed til heavy rock, døds- og power metal og gamle danske film. Men også Elias tumler med tilværelsens trakasserier. Han er røget ud af skolen, har ikke noget arbejde og lever nu et alkoholiseret liv på sofaen.

Pigerne har det heller ikke for godt. Martins første kæreste Frida var cutter, og den kønne Elena, der også er droppet ud af skolen, er suicidal. Desværre er Elena kun optaget af sine egne problemer og udnytter Martin, som ikke evner at sige fra.

Når angsten styrer

I løbet af romanen udvikler Martins uro sig til voldsomme angstanfald, der fører til for højt fravær på HF-studiet og flere drukture med vennen Elias.

Heldigvis er der lyspunkter som Martins empatiske og excentriske matematiklærer hr. Schnieber, den rare, gamle hr. Dybro med papegøjen og den opmærksomme studievejleder Askur, der kan se, at Martin har brug for professionel hjælp.

Besøgene hos de skiftende psykologer er imidlertid foruroligende læsning. Et koldt og klinisk system, hvor mennesket er et sagsnummer, der skal presses ind i fyldte kalendere og Excel-ark, og hvor man måske af og til lidt for hurtigt spiser patienter af med medicin.

Levende sprog

Det lyder tungt, men Thomas Alexander Jensen fortæller historien om Martin i et kort og sanseligt billedsprog, hvor de mange metaforer, slang og humor er med til at bryde alvoren.

Som når han for eksempel beskriver den naturvidenskabslærer, Martin også har angst for:

Lærer Græsvig er et underernæret æsel med begyndende ølmave. Og de gule tænder i hans mund, skægget, som ligner afhuggede pindsvinepigge, og hans styrke plus syv briller giver ikke fjæset et mildere udtryk, når vi sidder i hans varetægt. (Citat fra bogen)

Masser at tale om

Det farverige sprog og den direkte tone vil uden tvivl appellere til mange unge læsere, selvom vi ældre også kan være med.

Herudover kan “De sårbare” med fordel bruges i danskundervisningen. Der er masser at tale om, både hvordan det er at være ung og lide af angst, om misbrug af sprut og piller, og om forholdet mellem unge mænd og kvinder, forældre og bedsteforældre.

Romanen betoner vigtigheden af at turde stå ved sig selv og at kunne sige fra.

Og nok så vigtigt viser “De sårbare”, at de mange unge, der i dag har ondt i livet, ikke er alene.

9788794229739

Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget Brændpunkt.

God weekend – og læselyst 🙂

Kilder:

Psykiatrifonden

https://psykiatrifonden.dk/diagnoser/angst

Psykiatrifonden 2018 ; Befolkningsundersøgelse af Dansk Psykoterapeutforenings via analyseinstituttet YouGov (2016)

Med isen som fjende

Posted on by under Anmeldelser

Ny film skildrer to danske polarforskeres tre år lange kamp for at overleve i den nordøstgrønlandske ødemark.

Filmen “Against The Ice” bygger på ekspeditions-klassikeren “Farlig Tomandsfærd”, der udkom første gang i 1955.

I bogen beretter Ejnar Mikkelsen (1880-1971) om sin og Iver P. Iversens (1884-1968) lange vandring langs Grønlands øde og barske østkyst i årene 1909-12.

Alabama-ekspeditionen

Formålet med Alabama-ekspeditionen, som den hed, var at lede efter Mylius-Erichsen, Høeg Hagen og Jørgen Brønlund, der omkom under Danmark-ekspeditionen 1906–08.

Ejnar Mikkelsen håbede at finde de forsvundne mænd, deres dagbøger og journaler. Ved hjælp af forgængernes fund ville Mikkelsen bevise, at Grønland var én ø, og at amerikanerne dermed ikke kunne gøre krav på det nordøstlige Grønland.

Alabama-ekspeditionen forløb dog ikke som planlagt. Mens Mikkelsen og Iversen drog ud for at finde spor fra Danmark-ekspeditionen, blev deres skib knust i isen, og mandskabet reddet af en norsk sælfangerbåd.

Da Mikkelsen og Iversen kom tilbage fra slæderejsen, fandt de kun en lille hytte, som deres kammerater havde bygget af skibstømmer – og forsyninger til et år. Nu var det op til de to mænd alene at forsøge at overleve i den iskolde og barske ødemark.

Mikkelsen-forside

Her ses en udgave af Ejnar Mikkelsens bog fra 1965.

Ypperligt skuespil

Danske Nikolaj Coster-Waldaus begejstring for Grønland lader sig ikke nægte, og da den populære skuespiller læste Ejnar Mikkelsens bog, blev han så grebet af historien, at han besluttede sig for at filmatisere den.

Det er der kommet en intens og særdeles velspillet film ud af, instrueret af Peter Flinth og skrevet af Nikolaj Coster-Waldau og Joe Derrick.

Nikolaj Coster-Waldau spiller selv Ejnar Mikkelsen, engelske Joe Cole spiller Iver Iversen, og i rollen som den daværende danske finansminister Neergaard ses engelske Charles Dance.

Virkelighedens Ejnar Mikkelsen og Iver Iversen var forholdsvis unge og jævnaldrende, mens der i filmen er næsten 20 års aldersforskel på dem. Men det fungerer godt og bidrager til den magtbalance og det spændingsforhold, der er mellem Coster-Waldaus erfarne, modne og indadvendte Mikkelsen og Coles unge, uerfarne og udadvendte Iversen.

Is-helvede

På afdæmpet, men stærk og troværdig vis skildrer filmen, hvordan Mikkelsen og Iversen forsøger at løse deres opgave og overleve imod alle odds.

Undervejs på deres lange slæderejse viser depoterne sig at være ødelagte, jagten mislykkes, og slædehundene dør af sult og udmattelse. I dette nådesløse is-helvede må de to mænd slås mod forgiftninger, forfrysninger, modløshed og glubske isbjørne, alt imens sultedøden truer.

Gradvist skrælles civilisationens lag af, og i kampen mod den rå og ubarmhjertige natur og den isnende ensomhed, bliver Mikkelsen og Iversen presset til det yderste.

Et klassefoto fra en husholdningsskole bliver på et tidspunkt genstand for et dramatisk jalousiopgør mellem de to mænd.

Nikolaj Coster-Waldau demonstrerer nye sider af sit skuespiltalent i de urovækkende scener, hvor hans Mikkelsen udfordres mentalt, ligesom Joe Cole overbeviser som hans unge, sunde modvægt, Iversen.

“Against The Ice” er kort sagt en spændende og seværdig film.

Against The Ice-official poster

Filmen har netop haft premiere på Netflix.

Ny udgave

Afslutningsvis skal det nævnes, at Gyldendal i år har udgivet en ny udvidet og illustreret udgave af “Farlig Tomandsfærd”.

Den nye udgave har forord af barnebarnet Naja Mikkelsen, der også er polarforsker, og originale breve fra Ejnar Mikkelsen til familien i Danmark.

Farlig tomandsfærd-forside

God weekend – og læselyst 🙂

Kilder:

Gyldendal

https://www.gyldendal.dk/produkter/farlig-tomandsfard-9788702332995

https://www.gyldendal.dk/artikler/polarforskning

En ven for livet

Posted on by under Anmeldelser

Ny bog er et vigtigt vidnesbyrd om det mørkeste kapitel i menneskehedens historie.

Den 12. oktober i år døde Eddie Jaku i en alder af 101 år.

Da han var ung, var der ikke mange, som ville have troet, at han skulle få så langt et liv, og at han ville ende med at kalde sig jordens lykkeligste mand.

Eddie Jaku blev født 14. april 1920 i Leipzig i Tyskland som barn af jødiske forældre.

Familien anså sig selv som tyskere først, dernæst jøder. Men da Hitler kom til magten, mærkede Eddie og hans familie for alvor det voksende jødehad i Tyskland, og i 1944 blev de deporteret til Auschwitz. Forældrene blev myrdet ved ankomsten, men Eddie og hans søster overlevede.

I mange år var Eddie tavs om de rædsler og den ufattelige ondskab, han havde oplevet under Anden Verdenskrig. Men som tiden gik, tænkte han, at han havde et ansvar for at tale om det og en pligt til at lære verden om, hvor farligt det er at hade. “Verden er nødt til at vide besked,” konkluderede han.

jordens-lykkeligste-mand-3642409

Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget memoris.

Vanvittigt had

Eddie Jakus selvbiografi “Jordens lykkeligste mand” er dedikeret til fremtidige generationer. I bogen fortæller han sin historie og beskriver, hvordan civiliserede tyskere blev grebet af et vanvittigt had.

Vi hører, hvordan Eddie som 13-årig blev smidt ud af sin skole, fordi han var jøde og under falsk identitet kom ind på en anden skole langt fra sin familie og sit hjem.

På den nye skole lærte han maskinteknik og fik en uddannelse, der siden skulle redde hans liv. Han levede en beskyttet tilværelse på skolen og fandt først ud af, hvor galt det stod til i Tyskland, da han ville besøge sin familie i november 1938.

Eddie blev tævet halvt ihjel af nazister på krystalnatten og kørt til Buchenwald-koncentrationslejren.

Helvede på jord

Forholdene i Buchenwald var så uhumske, at sygdom og sult var uundgåeligt. Eddie beskriver brutaliteten og sadismen, de daglige tæsk og mord begået af tyskerne i kz-lejren.

Det var Tyskland i 1938. Fuldstændig forvandlet, ingen moral, ingen respekt, ingen menneskelig værdighed.” (Citat fra bogen)

Efter seks måneder slap Eddie ud takket være sin uddannelse som værktøjsmager. Han søgte tilflugt i Belgien, men blev anholdt der og sendt i flygtningelejr.

Første gang Eddie blev deporteret til Auschwitz, lykkedes det ham at flygte fra toget på vejen dertil. Men i februar 1944 endte han i dødslejren sammen med sin familie. Hans forældre blev sendt direkte i gaskammeret af den berygtede Josef Mengele, og Eddie og hans søster tilbragte et år i helvede på jord.

Venskabets styrke

Beskrivelserne af mareridtet i Auschwitz er uhyre barsk læsning, og igen og igen spørger Eddie (og læseren) sig selv, hvordan Hitler i den grad var i stand til at gøre venner til fjender og almindelige mennesker til mordere og monstre.

Det forekommer nærmest umuligt, at nogen kunne overleve Auschwitz.

Men overlevede gjorde Eddie heldigvis! Og det tilskriver han ikke mindst sin gode ven Kurt. De to hjalp hinanden og var – forstår man – et lys i mørket for hinanden:

Disse øjeblikke af venskab og taknemmelighed var nødvendige for at overleve det umenneskelige sted, Hitler havde skabt. … Uden venskab er et menneskes sjæl fortabt. En ven er én, der minder dig om at føle dig i live.” (Citater fra bogen)

Tilbage til livet

Overlevelsen skete ikke uden ar på krop og sjæl. Eddie fortæller eksempelvis om de svovlbade, han måtte tage efter krigen for at hele sin hud. Endnu sværere var det at hele arrene på sjælen.

Selv for mig tog det mange år at indse, at så længe jeg stadig bar frygt og smerte i mit hjerte, så ville jeg aldrig for alvor blive sat fri.

Jeg beder ikke mine medoverlevere om at tilgive det tyske folk. Det kunne jeg ikke selv gøre. Men jeg har været heldig nok og har oplevet kærlighed og venskab nok i mit liv til, at jeg har kunnet give slip på den vrede, jeg følte mod dem. Det fører intet godt med sig at holde fast i vreden. Vrede fører til frygt, der fører til had, der fører til død.” (Citat fra bogen)

Håb fremfor had

Eddie Jakus skildring af sine oplevelser i 1930ernes Tyskland og under Anden Verdenskrig er gruopvækkende læsning.

Men nok så vigtigt er det, at han fortæller, hvordan han på trods af den umenneskelige ondskab, som han, hans familie og folk blev ofre for, var i stand til at vælge livet og lykken.

I bogen reflekterer Eddie Jaku over ondskaben og omsætter sine egne erfaringer til livskloge råd til læseren. Råd om, hvad der er det væsentlige i livet, og hvor vigtigt det er ikke at hade sin næste.

Et bedre menneske

Med sine refleksioner og sin venlige, direkte tone over for læseren inspirerer Eddie Jaku os til at tænke over vores eget liv og det had, der findes i verden i dag.

På den måde bliver “Jordens lykkeligste mand” en bog, der handler om andet og mere end Holocaust. Den handler om selve det at være menneske, om livet og meningen med det.

Og selv om Eddie Jaku skriver, at han er bedre til maskiner end ord, er bogen smukt skrevet.

Derfor er det også lidt ærgerligt, at der har sneget sig et par trykfejl og små sproglige svipsere ind i den ellers udmærkede danske oversættelse.

Men det ændrer ikke ved, at “Jordens lykkeligste mand” er en gribende beretning, som bør læses af alle i en verden, der er nødt til at vide besked.

Bogen er på én gang et vigtigt vidnesbyrd om en ubegribelig ondskab, der aldrig må glemmes, og som aldrig kan tilgives, samtidig med at Eddie Jaku viser os, hvordan vi kan forhindre, at det gentager sig, og hvordan vi kan blive bedre mennesker.

Med “Jordens lykkeligste mand” får du kort sagt en ven for livet!

Efter krigen emigrerede Eddie Jaku med sin kone til Australien. I en sen alder begyndte han at holde foredrag om Holocaust og var med til at danne en australsk forening for jødiske holocaustoverlevere og etablere det jødiske museum i Sydney.

“Jordens lykkeligste mand” udkom på engelsk i 2020, da Eddie Jaku fyldte 100 år.

Novembersyner

Posted on by under Anmeldelser

Denne uges udgivelse er en fin, lille fotobog fra Assistens Kirkegård i København.

I 1760 blev Assistens Kirkegård anlagt som en assisterende kirkegård til de næsten overfyldte kirkegårde inden for de københavnske volde.

Til at begynde med var det en fattigkirkegård, men det varede ikke længe, før Assistens Kirkegård blev populær blandt københavnerne og endda blev mondæn.

Det er her, store kendte danskere som H. C. Andersen, Søren Kierkegaard, Niels Bohr og H. C. Ørsted ligger begravet.

I en ny fotobog “Novembersyner – Billeder fra Assistens Kirkegård” tager fotograf Peter Vedel os med rundt på den kulturhistoriske kirkegård.

novembersyner_presse_forside_2000px

Bogen udkommer i dag.

Ukendte skæbner

Som titlen indikerer, er alle fotos i “Novembersyner” taget i november. De farvestrålende fotografier står side om side med udvalgte citater og alfabetiske lister med gamle jobtitler fra kirkegårdens cirka 2.000 gravsten.

Peter Vedel har valgt at fokusere på de mange ukendte skæbner, der normalt ikke får opmærksomhed fra kirkegårdens besøgende.

I bogen kan man således se, hvordan elektropletfabrikant Julius T. S. Petersen (1842-1898) ligger begravet side om side med digter Hans Christian Andersen (1805-1875).

Blandt de gamle og til tider kuriøse jobtitler finder man: beregner, fouragehandler, gørtler, klasselotterie inspecteur, medalliør og stukkatørmester.

I bogens efterskrift forklarer Peter Vedel, hvorfor han nævner de gamle erhverv:

Jobtitlerne har jeg valgt at bringe af flere grunde. Hver især henleder de opmærksomheden på det levede liv. Hvordan mon smørhandleren for eksempel har indrettet sig og levet sit liv? Eller sporvognskonduktøren? Det kræver blot dette ene ord, jobtitlen, at flytte fokuset fra livets afslutning til et hverdagsliv, som det udfoldede sig engang.” (Citat fra bogen)

Farverigt forfald

Peter Vedel har boet et stenkast fra Assistens Kirkegård de sidste 20 år, og som mange andre københavnere nyder han sin daglige gåtur her. For, som han siger:

… selvom døden er et tabu i vores kultur, er Assistens Kirkegård blevet et opholdssted for de levende blandt de døde, et sted hvor nutidens københavnere har deres daglige gang blandt fortidens levede liv.” (Citat fra pressemeddelelsen til bogen)

Når han har valgt at fotografere i november, skyldes det, at den gamle kirkegård her

… nærmest eksploderer i farver og sanselighed. Naturen flammer op og brænder ud, og efterårsfarverne og de mange nedfaldne blade understreger et tema om forfald og død, som i høj grad er til stede på kirkegården og dermed også i bogen.” (Citat fra pressemeddelelsen)

Livets cyklus

“Novembersyner” er en smuk, rørende og tankevækkende udgivelse, der tager os på en kulturhistorisk vandring gennem kirkegården iklædt flammende flotte farver og dens gravsten, der vidner om fortidens liv og levned.

Med sine billeder, udvalgte inskriptioner og digte illustrerer “Novembersyner” på mange måder livets cyklus. På omslaget ser vi for eksempel en kvinde med barnevogn gå tur i kirkegårdens røde og gule farvepragt.

Inde i bogen finder man blandt andet gravsten for faldne under forsvaret af Dybbøl i 1864. Også franske og belgiske soldater, der døde i København i 1919, ligger begravet på Assistens Kirkegård.

Mysteriet om de franske og belgiske faldne må man dog selv opklare. Det er ikke bogens mål at give svar, men derimod at give os et blik ind i de mange skæbner, der er stedt til hvile på den gamle kirkegård, og hvordan liv og død går hånd i hånd her.

“Novembersyner” inspirerer kort sagt til, at man går på opdagelse på Assistens Kirkegård, samtidig med at bogen aftabuiserer døden og minder os om, at vi alle er forgængelige.

novembersyner_presse_side_7_2000px

Foto fra bogen.

Peter Vedel er uddannet skolelærer i dansk og historie. Han arbejder sideløbende med musik og fotografi og har tidligere lavet radiomontager for Danmarks Radios P1.

Kilder:

Københavns Stadsarkiv

https://kbharkiv.dk/brug-samlingerne/kilder-paa-nettet/begravelser-i-koebenhavn/om-assistens-kirkegaard-og-begravelsesprotokollerne/

Dansk Arkitektur Center

https://dac.dk/viden/arkitektur/assistens-kirkegaard/

Drømmejunglen

Posted on by under Anmeldelser

En ny bog kan hjælpe børn med at slippe hverdagens bekymringer før sengetid og få en rolig nattesøvn.

“Drømmejunglen” er en højtlæsningsbog med godnathistorier, der giver børn mulighed for at bearbejde dagens indtryk og falde hurtigere i søvn ved hjælp af afslappende meditations- og hypnoseteknikker.

Bogen henvender sig til børn i alderen 4-10 år og deres forældre.

I seks historier skal børnene hjælpe dyrene i Drømmejunglen med at slappe af, så de selv og dyrebørnene kan falde i søvn.

En hjælpende hånd

Det er læge Anna Knakkergaard, som har skrevet de seks historier, så børnene kan få hjælp til at finde ro og falde i søvn, mens arkitekt og illustrator Julie Dam står for illustrationerne og bogens visuelle univers.

Udover at være læge er Anna Knakkergaard klinisk hypnoterapeut og arbejder til dagligt med børn og unge, der har brug for hjælp til problemstillinger som angst, søvnproblemer eller mavesmerter. I forbindelse med udgivelsen siger hun:

Mit store ønske med denne bog er at række helt almindelige børnefamilier en hjælpende hånd, så puttesituationen bliver en hyggelig og meget nærværende afslutning på dagen.”

Bobler mod tankemylder

I “Drømmejunglen” får forældrene først en kort vejledning i, hvordan bogen læses, herunder råd om tempo og pauser, ligesom en lille sommerfugl løbende giver tips til højtlæsningen.

Vi møder blandt andet dovendyret Doris, der spekulerer og bekymrer sig, tapiren Torben, som har ondt i maven, og brøleaben Bjarne, der har tankemylder.

Børnene får for eksempel at vide, at de kan hjælpe Bjarne sådan her:

Prøv at forestille dig, at du blæser bobler med næsen, hver gang du puster ud. … Fiiine, runde bobler, … måske som sæbebobler, … hver gang du puster ud. …

Og brug så din fantasi … til at putte alt det, du ikke har brug for, … ind i boblerne. … Det kan være bekymringer … eller tanker … eller måske en følelse inden i kroppen. … Alt det, du ikke har brug for lige nu, kan blæse væk som sæbebobler. … Små og store sæbebobler, der svæver op og væk … for til sidst at forsvinde eller springe med med et lille blop. …” (“Drømmejunglen”, side 49).

Brøleaben Bjarne blæser tankerne væk med sæbebobler (foto fra bogen).

Suverænt samspil

“Drømmejunglen” er en dejlig bog, og samspillet mellem de korte, velskrevne tekster og skønne illustrationer er eventyrlig godt. Også formatet og det kraftige papir er med til at gøre bogen til en kvalitetsoplevelse.

Mange vil måske genkende nogle af afslapnings- og meditationsøvelserne fra yoga. Men her er de tilpasset børn og fungerer rigtig fint sammen med de små historier, enkle sætninger med gentagelser, der virker beroligende, det konkrete billedsprog og de søde dyretegninger.

Man kan snildt forestille sig de små mennesker finde en eller flere yndlingsfigurer blandt Drømmejunglens dyr, og med bogens stærke appel til børnenes egen fantasi vil de og deres forældre måske endda digte videre på dyrene og deres liv i junglen.

Herhjemme havde vi i sin tid stor glæde af det britiske børneprogram “In the Night Garden”, der lullede familiens yngste (og voksne) i søvn med sit trygge univers, rolige gentagelser og magiske musik.

På mange måder føles “Drømmejunglen” som en litterær pendant hertil. Og så er der tilmed en række praktiske søvnråd og forklaring på, hvad hypnose er, sidst i bogen.

Endelig oplyser forlaget, at man også kan finde historierne i App Store, hvor der spilles beroligende junglemusik til de indtalte historier.

Dette er et anmeldereksemplar fra Forlaget Jungledrømme. Bogen udkommer i dag.

Tilbage er der kun at sige god weekend – og sov godt 🙂

Du kan læse mere om “Drømmejunglen” her: https://droemmejunglen.dk/

Fortiden lever

Posted on by under Anmeldelser

Ny film baseret på anmelderrost roman dykker ned i fortidens skatte og begravede liv.

I 2007 udkom John Prestons roman “The Dig”, der fortæller om et uvurderligt arkæologisk fund gjort i sommeren 1939 få måneder før Anden Verdenskrigs udbrud.

Handlingen spænder over tre hektiske måneder, hvor lokale amatørarkæologer og udgravere i konkurrence med erfarne museumsfolk graver et oldgammelt skib fri af den engelske muld.

Efterhånden som krigen rykker tættere på, og guld og uerstattelige skatte titter frem af jorden, væves personernes kærlighedsliv, tab og drømme sammen i en fælles bevidsthed om, at fortiden aldrig helt forlader os.

Unikt fund

John Prestons bog bygger på virkelige begivenheder.

I 1939 gjorde amatørarkæolog Basil Brown et af de største fund i britisk arkæologisk historie, da han i Suffolk, Østengland, fandt et 27 meter langt angelsaksisk skib med et gravkammer fuld af skatte fra den tidlige middealder.

Skatten rummede blandt andet guld, smykker, sølvtøj fra det fjerne Byzantium, dyrebare tekstiler og en nu ikonisk hjelm.

Arkæologerne og jordejer Edith Pretty var målløse. Der var tydeligvis tale om en betydningsfuld persons grav. Men hvem var det? Og hvad kunne fundet fortælle os om det angelsaksiske samfund? (Kilde: British Museum)

Mesterlig film

Jeg har stadig John Prestons roman om den arkæologiske sensation i Sutton Hoo til gode, men har netop set Simon Stones fremragende film baseret på romanen.

I filmen afdækker Stone på mesterlig vis karakterernes liv og følelser i takt med udgravningen af det opsigtsvækkende skib.

Amatørarkæolog og udgraver Basil Brown (i skikkelse af Ralph Fiennes) inviteres af Edith Pretty (spillet af Carey Mulligan) til Sutton Hoo for at se på nogle gravhøje på hendes jord.

Krigsenken og den enlige mor deler Browns glødende interesse for arkæologi, og inden længe er han da også i gang med at grave i den af højene, som hendes mavefornemmelse siger, rummer noget særligt.

Snart myldrer museumsfolk fra nær og fjern til Sutton Hoo for at få del i det exceptionelle fund, samtidig med at filmen graver stadig dybere spadestik i karakterernes fortid og følelsesliv.

Det flygtige nu

“The Dig” er et smukt, eksistentielt drama om liv og død, kærligheden og tiden og om vores desperate forsøg på at fastholde nu’et i en evig kamp mod altings – ikke mindst vores egen – forgængelighed.

En kamp, der bliver meget konkret, da arkæologer og udgravere må udvise ekstra stor forsigtighed under udgravningen af de skrøbelige skibsrester, for at fortiden ikke skal smuldre mellem hænderne på dem. Ligesom Ediths fætter Rory med sin fotografering af det arkæologiske arbejde prøver at fryse det flygtige nu.

Sideløbende mærker vi optakten til Anden Verdenskrig. Vi ser de unge mænd, der indkaldes til militærtjeneste, deres farlige flyveøvelser over marker og enge og træningslejrene, der opføres på den jord fortidens krigere hviler i.

Billedsiden er i top med betagende smuk fotografering af det engelske landskab, og hvor også karakterernes ansigter udgør landskaber med begravede følelser, håb og drømme.

Skuespil i særklasse

Ralph Fiennes er en af vor tids helt store karakterskuespillere, og som underspillet, vejrbidt træmand med følelserne i behold overbeviser han i rollen som Basil Brown.

Carey Mulligans Edith Pretty er sart, men stærk, og en både kærlig moder og retfærdig arbejdsgiver.

Men også Lily James’ unge arkæolog og Johnny Flynns fotograf og flyveraspirant til Royal Air Force er ømt troværdige. Og endelig viser Archie Barnes i rollen som Ediths søn, Robert, stor styrke og sårbarhed.

Simon Stones “The Dig” er kort sagt en på alle måder berigende oplevelse.

Filmen kan streames på Netflix.

God weekend 🙂

Bonusinfo

Du kan læse New York Times’ anmeldelse af John Prestons bog “The Dig” her:

https://www.nytimes.com/2016/04/03/books/review/the-dig-by-john-preston.html

Læs mere om de enestående Sutton Hoo-udgravninger her:

https://www.britishmuseum.org/collection/death-and-memory/anglo-saxon-ship-burial-sutton-hoo

På samme hjemmeside kan man læse om den ikoniske Sutton Hoo-hjelm:

https://www.britishmuseum.org/collection/object/H_1939-1010-93

Som et lille kuriosum kan det oplyses, at hjelmen blev brugt som forsideillustration til Keld Zeruneiths gendigtning af “Beowulf” (se bogomtale her).

 

I form med Tapiren

Posted on by under Anmeldelser

Jakob Martin Strids nye bog “I form med Tapiren!” er lige så charmerende, sjov og finurlig som hans andre værker.

Strids bøger om den lille blå elefant Mimbo Jimbo og hans venner har for længst vundet både små og store danskeres hjerter. Flere af bøgerne er blevet bestsellere, og serien er indtil videre trykt i 150.000 eksemplarer.

“I form med Tapiren!” er den niende bog i rækken. Lille Tiger holder fødselsdag på Hjertevej nr. 7, og Tapiren, Mimbo Jimbo og alle vennerne er inviteret.

Tapiren drikker fem kopper kakao med flødeskum og spiser intet mindre end seks stykker lagkage, syv boller med marmelade, en halv kagemand og 100 M & Ms!

Det er nok til at tage pusten og formen fra selv en sulten Tapir, og nu må vennerne hjælpe ham med at komme i form igen.

Og det går ikke stille for sig. Snart er Tapiren firkantet som en papkasse, rund som en cylinder og flad som en pandekage.

Dette er et anmeldereksemplar fra Gyldendal. Bogen er udkommet.

Humor og filosofi

“I form med Tapiren!” rummer både humor og filosofi. Der er meget at le ad og tale om, og så er det også en historie om venskab.

Tapirens venner opgiver aldrig at hjælpe ham, selv om deres råd og tips ikke er lige vellykkede, og Tapiren er mere vranten end velvillig.

Og for at det ikke skal være løgn, får vi tilmed et lille studie i geometri. Der er nemlig ingen ende på de former, Tapiren får, inden han kommer i form igen.

Bogen er fuld af herlige karakterer, nogle med lidt mere bid i replikken end andre, som krokodillen.

Men hold op hvor Strid rammer tone og temperament i såvel streg som tekst, og jeg morede mig dejligt!

Rusk op i sjælen

Desværre har nogle anmeldere vendt tommelfingeren nedad, fordi de mener, “I form med Tapiren!” er udtryk for tykfobi (ja, sådan noget findes åbenbart).

Nu kan man jo ikke forhindre folk i at læse bøger, som en vis herre læser biblen, og det er heller ikke første gang, at litteraturkritikere vil bestemme, hvad børn må læse – og særligt hvad de ikke må læse.

Heldigvis har Strid aldrig været politisk korrekt, og det er vel en af grundene til, at så mange børn (og voksne) elsker ham og hans kunst.

Politisk korrekthed lå i øvrigt heller ikke til Astrid Lindgren. Også hun forargede det litterære parnas, men var som altid på børnenes side og sagde, at børn har

… akkurat som voksne brug for at blive oprørte af kunst. Man må ruske op i en sjæl, som ellers sover …” (Dagens Nyheter, 8. september 1959)

Disse kloge ord kunne tidens krænkelsesparate måske tygge lidt på, mens børn og vi andre barnlige sjæle glædes og ruskes lidt i af Strids tykke Tapir og hans venner.

Rigtig god læselyst 🙂

Bonusinfo

Jakob Martin Strid (født i 1972) er en anerkendt, afholdt og prisbelønnet forfatter og illustrator. Han slog igennem som tegner til voksne med sine geniale striber om figuren Strid i Politiken og har lavet en lang række børnebøger, heriblandt bestsellerne “Den utrolige historie om den kæmpestore pære”, “Min mormors gebis” og “Mustafas kiosk”.

Flere af Strids bøger er allerede blevet nyklassikere i dansk børnelitteratur.

Jakob Martin Strid. Fotograf: Morten Holtum, 2010.