Børns bogvaner

Færre britiske børn læser bøger for deres fornøjelses skyld. Skole, skærme og forældre får skylden for børnenes manglende læselyst.

Vi bliver ved børnelitteraturen. Det er nemlig ikke kun i Danmark, man har fokus på tiltag, der kan fremme børns læseglæde.

Det britiske brancheblad The Bookseller oplyste for nylig, at Egmont havde afsløret resultater fra en undersøgelse af britiske børns bogvaner.

Ifølge undersøgelsen, der omfatter 2000 0-17-årige, får kun 32 procent af de britiske børn, der medvirker i undersøgelsen, dagligt læst højt af en voksen for hyggens skyld.

Det er et fald på fire procent i forhold til året før og en nedgang på ni procent siden 2012. Kun 19 procent af de 8-10-årige får læst højt dagligt.

Læs højt, forældre!

Alison David, der er Consumer insights director i Egmont, opgiver tre hovedårsager til, at færre børn læser af lyst: Skolen, som gør læsning til en pligt snarere end noget, der er sjovt; skærme; og forældrene, som ikke nødvendigvis forstår vigtigheden af, at læsning skal være sjovt:

“Vi ved, at det at læse højt for børn er en meget effektiv måde at få dem selv til at læse på, men desværre er mange forældre ganske enkelt ikke klar over, hvor stor en indflydelse de kunne have på deres børns liv, hvis de dagligt læste højt for dem,” udtaler Alison David til bladet. (The Bookseller, 6. marts 2019)

Børneanmeldere

Heldigvis er der stadig mange bogglade britiske børn! Og en af dem er Ruben.

I 2014 startede Ruben i en alder af bare ni år sin egen hjemmeside, kaldet Mango Bubbles, hvor børn anmelder børnelitteratur.

Til at begynde med var det kun Ruben, der anmeldte bøger, men siden er mange flere børneanmeldere kommet til Mango Bubbles, ligesom hjemmesiden har fanget flere forlæggeres og børnebogsforfatteres opmærksomhed.

Hjemmesidens succes betyder, at Ruben ikke alene får sendt anmeldereksemplarer fra forlagene, men at han også er blevet spurgt, om han vil interviewe forfattere på den lokale børnebogsfestival i Hertford.

Ruben har også arrangeret Mango Dag, hvor forfattere har besøgt hans gamle skole og fortalt eleverne om deres bøger.

I 2016 bragte The Telegraph et interview med Ruben, hvor han fortalte, hvorfor der ikke er voksne anmeldere på hans hjemmeside.

Han forklarede, at de få gange, han havde læst voksnes anmeldelser af børnebøger, havde anmelderne ikke fattet pointen med bogen – og så brugte de for mange ord (!).

Du kan besøge Rubens hjemmeside her: https://mangobubblesbooks.com/

Rigtig god læselyst 🙂


Læs hele artiklen i The Bookseller her:

https://www.thebookseller.com/news/egmont-reveals-drop-reading-pleasure-and-new-sustainability-measures-968521

Læs hele The Telegraph’s artikel om Ruben her:

https://www.telegraph.co.uk/books/childrens-books/britains-influential-book-reviewer/


 

Børnebøger i fokus

Mens antallet af børnebogsudgivelser diskuteres, fejres børnelitteraturen med en række spændende forfattermøder, teaterforestillinger og kreative workshops.

I sidste uge kunne man i flere danske medier læse om en rekordstor stigning i antallet af børnebogsudgivelser herhjemme.

Tallene stammede fra Danmarks Statistik, og heraf fremgik, at antallet af udgivelser af børnelitteratur var steget markant i perioden 2012-17.

I denne uge kom så en berigtigelse fra Danske Forlag af artiklen udgivet af Danmarks Statistik (DS).

Danske Forlag påpeger, at rapporten fra DS giver et forkert indtryk, idet man har medregnet digitalisering af allerede udgivne trykte bøger som nye titler.

Der er med andre ord ikke tale om nyudgivelser i alle tilfælde. Og hermed bliver antallet af nye bøger væsentligt mindre, fastslår Danske Forlag i en artikel i bogbranchens fagmagasin, BogMarkedet (Læs mere her).

Bogfest for børn

Uanset antallet af børnebogsudgivelser bliver der sat fokus på børnelitteraturen i den nærmeste tid, når børnelitteraturfestivalen Vi ❤ bøger løber af stablen 16.-24. marts.

Festivalen, der fejrer litteraturen og læselysten hos børn, arrangeres af Københavns Biblioteker og henvender sig til børn i alderen 2-12 år og deres voksne.

I løbet af de ni dage, festivalen fejrer, kan man opleve over 170 arrangementer på 21 folkebiblioteker i København for børnefamilier, daginstitutioner, skoler og fagprofessionelle.

På programmet er bl.a. Lene Kaaberbøl, Kim Fupz Aakeson, Josefine Ottesen, Kenneth Bøgh Andersen, Jan Kjær, Adam O og engelske Jennifer Bell, der vil fortælle om deres bøger, figurer og karakterer.

Eventyr og kreativitet

Børnene og deres forældre kan også opleve forskellige teaterforestillinger baseret på en litterær fortælling som for eksempel et af H. C. Andersens eventyr eller en skrækindjagende historie fra den græske mytologi.

Herudover inviterer bibliotekerne til kreative workshops, hvor børnene kan lave deres egne pop-up bøger og bogmærker, farvelægge deres yndlingsfigurer og opfinde deres egne fantastiske fabeldyr.

Flere biblioteker i hovedstaden arrangerer også readathons for de ældre børn, og for de yngste er der mulighed for at komme til sprogstimulerings-events og hente 2-årsbøger.

For forældre og pædagoger

Bibliotekerne er i høj grad klar over, hvor stor en rolle forældre, lærere og pædagoger spiller for børns læselyst.

Derfor er der talrige forfattermøder, booktalks og teaterforestillinger i hverdagene henvendt til daginstitutioner og skoleklasser, ligesom der er oplæg til forældrene i weekenderne.

Du kan se hele programmet her:

https://bibliotek.kk.dk/sites/koebenhavn.ddbcms.dk/files/files/news/program-vielskerboeger_web_04032019.pdf

Rigtig god læselyst 🙂


 

Politik og innovation

Blandt denne uges nyheder er en udgivelse om Venstres tidligere udlændingepolitiske ordfører og en bog om, hvordan virksomheder opnår resultater med innovation.

Han er yngste søn af lensgreve Adam Wilhelm Knuth til Knuthenborg og Helle Stangerup; han har gjort karriere som økonom i Londons finansverden, været kaptajn i hæren i Helmandprovinsen i Afghanistan og arbejdet flere år i Udenrigsministeriet.

Men det er som Venstres udlændingeordfører fra 2015 til 2018, at Johan Henrik Marcus Knuth (f. 1976) har gjort sig mest bemærket herhjemme.

Værdier og krig

Nu kommer der en bog om den markante politiker, og i sin præsentation af “Marcus Knuth – Ny mand på Borgen” skriver forlaget Gyldendal blandt andet:

Hans historie er en om den adelige familie fra Knuthenborg, om værdier og krig og måske om skæbne, men den handler dybest set om Danmark, for som ny udlændingeordfører for Venstre blev Marcus Knuth i flygtningekrisens sommer sat til at definere det, der definerer dansk politik. Mennesker gik på motorvejene, og kontinentet knagede. Siden har han stået bag et opgør med burkaer, rabiate imamer og kriminelle romaer. Marcus Knuth har været med til at udstille et liberalt paradoks, for hvad er der tilbage af et frit samfund, hvis det kun kan forsvares med ufrihed? Han ved det godt. Han kalder det nødvendigt.”

Andreas Thorsen, der har skrevet bogen, er journalist og skriver om politik og kultur på den digitale avis Zetland.

Bogen udkommer i dag.

Ideer og succes

Ugens anden udgivelse handler om innovation, hvilket helt kort vil sige ideer, der omdannes til praksis og skaber værdi.

Innovation optager rigtig mange virksomheder og organisationer, men ofte bliver resultaterne af tiltagene ikke som ønsket, fordi der mangler et ambitiøst og strategisk innovationsdesign.

“Sådan digitaliserer man en kop kaffe” fortæller, hvordan virksomheder kan opnå varige resultater med innovation.

Bogen tager læseren med rundt til Amazon, Grundfos, Google og Mærsk, som alle på hver deres måde har investeret i at fremtidssikre deres organisationer gennem innovation.

Forfatteren Kris Østergaard er internationalt anerkendt innovationsekspert med fokus på, hvad store organisationer skal gøre for at få det maksimale udbytte af teknologiske og menneskelige ressourcer. Han er desuden medstifter af bl.a. uddannelsesinstitutionen SingularityU Nordic.

Bogen udkommer i morgen.


 

Hyldest og hæder

Årets første måneder er en forventningsfyldt tid for mange filmfolk og forfattere med prisuddelinger i ind- og udland.

Med Golden Globe, Screen Actors Guild Awards, BAFTA og Oscar er januar og februar højsæson for hyldester til filmindustriens folk.

Men også på bogfronten bliver der uddelt priser. Som bekendt fik Leonora Christina Skov i sidste uge Boghandlernes Gyldne Laurbær for sin autofiktive roman “Den, der lever stille”.

Og i Storbritannien er den prestigefyldte og populære litteraturpris, The Costa Book Awards, netop blevet uddelt til fem værker af forfattere i United Kingdom og Irland.

Som noget særligt sidestiller The Costa Book Awards børnelitteratur med voksenlitteratur og har fem kategorier: Bedste roman af en debutant, Bedste roman, Bedste biografi, Bedste digtsamling og Bedste børnebog, hvoraf en vinder hovedprisen som Costa Book of the Year.

Fortidens spøgelser

I år løb den britisk-hollandske forfatter og litteraturprofessor på Oxford University, Bart van Es, både med prisen for bedste biografi og hovedprisen som Costa Book of the Year.

Bart van Es’ biografi “The Cut Out Girl” fortæller om en lille jødisk pige, Lien, som på grund af nazisternes jødeudryddelser under Anden Verdenskrig kom i familiepleje hos hans bedsteforældre, der var medlemmer af den hollandske modstandsbevægelse.

I 2014 satte Bart sig for at kortlægge Liens historie. Han vidste, at hun blev boende hos hans bedsteforældre efter krigen, og at et skænderi siden førte til et brud mellem dem. Men hvad var Liens version af historien? Hvad skete der rent faktisk under og efter krigen?

Barts efterforskning kom til at ændre både hans eget og Liens liv. Udover at genfortælle Liens oprivende barndomshistorie og skildre, hvordan Bart brik for brik samler puslespillet, tegner biografien et billede af et Holland, der mere end noget andet vestligt land samarbejdede med nazisterne i deres jagt på jøderne.

Sidst men ikke mindst er “The Cut Out Girl” en fortælling om den kærlighed og sorg, en familie kan give og forvolde os.

Øvrige Costa-priser

Endelig skal det nævnes, at Hilary McKays “The Skylarks’ War” fik Costa-prisen for bedste børnebog; prisen for bedste debutroman gik til Stuart Turton for “The Seven Deaths of Evelyn Hardcastle”; Sally Rooneys anmelderroste “Normal People” fik prisen for bedste roman; mens J. O. Morgans “Assurances” blev kåret som den bedste digtsamling.

God læseweekend 🙂


Læs mere om “The Cut Out Girl – A Story of War and Family, Lost and Found” her:

https://www.penguinrandomhouse.com/books/549314/the-cut-out-girl-by-bart-van-es/9780735222243/

Læs også mit indlæg om “Anne Franks dagbog” her: https://kigindibogensverden.wordpress.com/2018/06/28/betydningsfulde-boeger/


 

Obama set med danske øjne

En række politikere, kulturpersonligheder, akademikere og journalister herhjemme ser i en ny bog nærmere på Barack Obamas otte år som USA’s første sorte præsident.

På søndag er det to år siden, at Donald Trump blev taget i ed som USA’s 45. præsident.

Selv om mange både i og uden for USA savner hans forgænger, har Barack Obama også mødt stærk kritik for sin tid i Det Hvide Hus.

Det var da heller ikke nogen nem opgave, Obama påtog sig, da han i 2009 indtog det ovale værelse på 1600 Pennsylvania Avenue i Washington D.C.

Ikke alene skulle han lede Amerika gennem en af de værste økonomiske kriser i historien. Han stod også med et dybt splittet USA og de fatale følgevirkninger af George W. Bushs forfejlede krig i Irak og ukloge forvaltning af præsidentembedet.

Der var meget at rette op på og rydde op i. Med sit kampagnebudskab “Yes We Can!” fik Obama imidlertid hele verden til at håbe, at han evnede det.

Ord eller handling

I Anders Agner Pedersens “Obama – håbets præsident” ser en række danskere på, om det blev ved håbet og de tryllebindende taler, eller om Barack Obama rent faktisk leverede den politiske vare.

Blandt bidragyderne er Lars Løkke Rasmussen, Mogens Lykketoft, Kim Bildsøe Lassen, Marcus Rubin, Matilde Kimer, Huxi Bach, Connie Hedegaard, Martin Lidegaard og Lotte Mejlhede.

Anders Agner Pedersen er en af landets mest benyttede USA-analytikere i tv og radio, medvært på USA-magasinet Morgen i Amerika og forfatter til en række bøger om amerikansk politik.

Bogen udkommer i dag.

Gør affald til guld

Klimaforandringerne er ikke til at komme udenom, og de fylder mere og mere i vores bevidsthed – ung som gammel.

Farlige forbrugsmønstre står for skud, og især mange unge viser vejen med ændrede kostvaner og krig mod de dræbende plastikøer i vores have.

Det er netop vores manglende evne til at håndtere det affald, vi selv har skabt, der er skyld i mikro-plast i havene, insektdød og rod i økosystemerne.

I “Affald og fantasi” ser etnolog og forfatter Tobias Lau på, hvordan vi med fantasiens hjælp kan forædle vores affald på intelligente og kreative måder, så det, der ligner ubrugeligt skrald, kan genopstå som ny værdi.

Bogen fortæller om danskere, der har gjort sig selv til moderne alkymister, og hvordan vi borgere kan komme til at spille en rolle i et grønt paradigmeskift.

Tobias Lau er medstifter af Beyond Coffee, som indsamler kaffegrums og forvandler det til svampe. Herudover har han grundlagt konsulentbureauet Social Action og er ved at skabe en tredje virksomhed, hvor man udvikler et fødevareprodukt af de proteiner, der dannes som affald af svampeproduktionen i Beyond Coffee.

Bogen har forventet udgivelsesdato 21. januar.

Rigtig god læselyst!


 

Årets første bøger

Starten af 2019 byder på bøger om søvnproblemer, meditationens ironman og en 13 år lang brevveksling mellem en berømt forfatter og hendes veninde.

Nytårsforsætterne står i kø, og endnu håber mange at kunne holde dem. Hører man til dem, der har besluttet sig for i det nye år at sikre sin nattesøvn, fordi man har svært ved at falde i søvn, vågner om natten, eller sover dårligt, skulle der være hjælp at hente i “Forstå din søvn”.

Forfatteren, Birgitte Rahbek Kornum, er ph.d. og søvnforsker og har arbejdet som forsker på Stanford University i USA og på Rigshospitalet i Danmark.

En god nattesøvn

Vi ved det godt: Vi har brug for mindst syv timers søvn hver nat for at være fysisk og psykisk velfungerende.

Viden om, at søvnunderskuddet øger risikoen for kræft og hjerte-kar-sygdomme, at hukommelsen og humøret bliver dårligere, og at der ophobes skadelige affaldsstoffer, som kan fremme udvikling af Alzheimers gør det desværre ikke nemmere at falde i søvn, når man hvileløst vender og drejer sig i nattens mulm og mørke.

Ifølge Birgitte Rahbek Kornum kan man imidlertid løse sine søvnproblemer, hvis man forstår, hvad der skaber dem. I “Forstå din søvn” fortæller hun om den nyeste forskning om, hvad søvn er, og hvad der sker i vores hoveder, når vi sover. Derudover giver hun en række værktøjer, der kan klæde læseren på til en god nattesøvn.

Bogen er udkommet.

Et sundt sind

Mange dyrker tidens trend med maratonløb og triathlon. Men er man blandt dem, der savner et åndeligt modspil til de fysiske succesparametre og har som nytårsforsæt at få mere ro på hverdagen, kan der være inspiration at hente i “Ti dages stilhed”.

Forfatteren Niels Lyngsø besluttede at gennemføre meditationsverdenens ironman: et ti-dages kursus med ti timers meditation om dagen i fuldstændig tavshed og uden kontakt til omverdenen – også kaldet et vipassana-kursus.

I “Ti dages stilhed” fortæller han om forløbet og supplerer sin personlige beretning med nedslag i, hvad den nyeste hjerneforskning siger om bevidsthed og meditation, og hvordan vi med daglig meditation kan ændre vores hjerne.

Bogen udkom 7. januar.

Breve som vidnesbyrd

Er man træt af e-mails og sms’er, men må kigge forgæves efter gode gammeldags breve i postkassen, kan man søge trøst i “Jeg har også levet! – En brevveksling”.

Bogen, der er blevet til i et samarbejde mellem forfatterne Jens Andersen og Jette Glargaard, rummer 13 års brevveksling mellem Astrid Lindgren og hendes tyske veninde Louise Hartung.

Fra 1953 og frem til Louise Hartungs død i 1965 udvekslede hun og den verdensberømte svenske forfatter over 600 breve om alt fra litteraturens betydning, venskabets kunst og begrænsninger til familie, hverdag og politik i efterkrigstidens Europa.

Jens Andersen og Jette Glargaard er dykket ned i den omfangsrige korrespondance og har skabt en erindringsbog, som viser de to kvinders stærke venskab, der bestod trods det faktum, at Louise Hartung nærede en ugengældt kærlighed til Astrid Lindgren.

Bogen udkommer 15. januar.


Til slut en lille rettelse:

I mit blogindlæg 13. december skrev jeg, at Søren Kierkegaards “Indøvelse i Christendom / En opbyggelig Tale / To Taler ved Altergangen om Fredagen” blev genudgivet 12. december.

Desværre har det vist sig, at udgivelsesdatoen meldt ud på Gyldendals hjemmeside ikke holdt, og nu står tolvte bind i paperback-genudgivelsen af Kierkegaards værker i stedet til at udkomme 30. januar.

Vi håber, datoen holder denne gang 🙂


 

Jul i bøgernes tegn

Kig ind i bogens verden giver her et par bud på gode julegaver og godt læsestof til julen fra ind- og udland.

Først et kig på, hvilke bøger briterne kunne tænkes at lægge i julestrømperne i år:

Brexit er på alles læber, og hvis man er forvirret og synes, at det hele virker lidt uoverskueligt, er der heldigvis hjælp at hente.

I “The Story of Brexit” fortæller forfatterne Jason Hazeley og Joel Morris enkelt og underholdende om briternes exit fra EU.

Bogen er den nyeste i en serie, der kaldes Ladybird Books for Grown Ups, og som hjælper voksne med at navigere i en moderne tidsalder.

Det er håndbøger til dem, der længes efter en tid, hvor man ikke havde selvbetjeningskasser i supermarkederne, trættende telefonomstillinger hos offentlige myndigheder, og tweet stavedes tweed og var uldtøj, gentlemen gik med.

Life of Eric Idle

Biografier er hot stuff, og i disse dystopiske tider vil mange sikkert ønske sig Monty Python-stjernen Eric Idles selvbiografi.

Som bekendt skrev Idle sangen “Always Look on the Bright Side of Life” til filmen “Life of Brian”. Nu reflekterer han over sit eget liv og meningen med det i “Always Look on the Bright Side of Life: A Sortabiography”.

Idle fortæller om sin barndom på en streng kostskole, sin succesfulde karriere på tv, teater og film og venskaberne med bl.a. George Harrison, David Bowie, Mick Jagger og Paul Simon.

Skønne digte og billeder

Mens vi er ved livet, og hvordan man kan leve det, så har Chris Riddell, politisk tegner på den britiske avis The Observer, udgivet “Poems to Live Your Life By”, der er et udvalg af hans yndlingsdigte om livet, døden og alt derimellem.

Bogen er illustreret af Riddell selv og rummer 46 digte af bl.a. William Shakespeare, Lewis Carroll, W. B. Yeats, Leonard Cohen og Neil Gaiman.

Dejlige digte – og ikke mindst dejlige illustrationer – er der også i Frann Preston-Gannon og Fiona Waters’ vidunderlige bog “I am the Seed That Grew the Tree”, som jeg tidligere har omtalt på bloggen (Læs her).

Jeg kan på det varmeste anbefale bogen, der også er kåret til Waterstones Children’s Gift of the Year 2018!

Besættelsens børn

Herhjemme vil mange utvivlsomt lægge Michael Müllers “Barn af besættelsen” under juletræet. I bogen fortæller 28 kendte danskere om deres opvækst under den tyske besættelse af Danmark 1940-45.

Blandt fortællerne er: Dronning Margrethe, Jytte Abildstrøm, Ritt Bjerregaard, Uffe Ellemann-Jensen, Bent Fabricius-Bjerre, Morten Grunwald, Kjeld Hillingsø, Lars Knutzon, Bent Melchior, Ghita Nørby, Herbert Pundik, Malene Schwartz, Erik Norman Svendsen, Leif Sylvester og Asger Aamund.

I krigens skygge

En oplagt gaveidé er også Iben Mondrups historiske roman “Vi er brødre”. Bogens handling udspiller sig i årtierne efter 2. verdenskrigs afslutning og omhandler to vidt forskellige brødres opvækst i skyggen af de voldsomme oplevelser og traumer, krigen har påført deres familie.

Romanen har rod i Iben Mondrups egen familiehistorie, idet hendes farfar var leder af modstandsbevægelsen sektion Vendsyssel.

Svar fra en klog dame

En anden udgivelse, som vil blive ønsket og givet af mange, er “Små hverdagsproblemer”.

Det er en komplet samling af de spørgsmål og svar, der blev bragt i Familie Journal fra 1956-1976, hvor forfatter og digter Tove Ditlevsen var brevkasseskribent.

Bogen rummer mere end 4000 spørgsmål og svar om alt fra husholdningsbudgetter til generationsopgør, fra vold til ulykkelig forelskelse og giver et unikt indblik i danskernes liv og hverdag.

Danmark vs. Grønland

Endelig vil Kim Leines anmelderroste historiske roman “Rød mand/Sort mand” højst sandsynligt ligge under talrige træer.

Romanen er en selvstændig efterfølger til den prisbelønnede bestseller “Profeterne i Evighedsfjorden” og skildrer konfrontationerne mellem de danske missionærer og det grønlandske folk i 1700-tallet.

Der er selvfølgelig mange andre gode bøger, som også er blevet omtalt på bloggen i årets løb – og ellers er det bare at skynde sig ned til den lokale boghandler og selv tage et kig på de litterære godter.

Rigtig glædelig jul og godt nytår 🙂


Kig ind i bogens verden er tilbage torsdag 10. januar 2019.


 

Store danskere

Denne uge byder på Henrik Pontoppidans sidste bog og et nyt bind i paperback-genudgivelsen af Søren Kierkegaards værker.

I kølvandet på Bille Augusts filmatisering af Henrik Pontoppidans klassiker “Lykke-Per” har Gyldendal genudgivet flere af den store danske forfatters værker.

Nu er turen kommet til Henrik Pontoppidans sidste bog “Undervejs til mig selv”, der udkom i 1943.

Bogen er en sammenskrevet og revideret udgave af hans erindringer “Drengeaar” (1933), “Hamskifte” (1936), “Arv og Gæld” (1938) og “Familjeliv” (1940).

Bogen udkom 12. december.

Rotterne til Forbillede

Pontoppidan skildrer sin opvækst med hovedfokus på barndommen i Randers, hvor hans far var præst, og hans tid på Polyteknisk Læreanstalt samt sine to ægteskaber.

Om sin skoletid beretter han blandt andet:

Bedst husker jeg i hvert Fald de Timer, da jeg paa Grund af en eller anden Forsømmelse maatte “sidde over” en Timestid efter at mine Kammerater var sluppet hjem. Navnlig har en enkelt af disse Straffetimer efterladt et varigt Minde. Det var naturligvis Meningen, at Tiden skulde bruges til at læse paa den forsømte Lektie; men saasnart jeg var bleven alene, skød jeg Bogen fra mig og satte mig hen til Vinduet, som vendte ud til en af Bagbygninger og Pakhuse omgivet Gaardsplads, hvor der altid foregik noget underholdende.

Efter at Larmen af de hjemslupne Drenge var døet hen og alt var bleven stille, saa’ jeg en stor, fed Rotte liste frem fra et Smuthul dernede. Den stod et Øjeblik og vejrede, løb saa over Gaarden og entrede op paa en topfyldt Affaldstønde, der stod i en Krog. Lidt efter kom der flere til, og efterhaanden sad der paa Tøndens Rand fire-fem fede, brune Kroppe med nedhængende Haler. De sloges og bedes og snappede Godbidder fra hinanden, et Pølseskind, en Osteskorpe eller anden Lækkerbid. At denne Broderkrig var et Verdensbillede i det smaa var jeg for ung til at forstaa; men længe skulde det ikke vare, før jeg fik en Fornemmelse af, at der var Nationer, der med Rotterne til Forbillede krigedes om et Stykke Flæskesvær.” (Citat fra “Undervejs til mig selv”).

Det er kort sagt fabelagtig læsning, der på alle måder viser, hvor stor en forfatter Henrik Pontoppidan var.

Kierkegaard for menigmand

Godt nyt er der også til alle, som holder af at læse Søren Kierkegaard.

I går udkom nemlig tolvte bind i paperback-genudgivelsen af den verdensberømte danskers værker, “Indøvelse i Christendom / En opbyggelig Tale / To Taler ved Altergangen om Fredagen”.

Bogen udkom 12. december.

Under ledelse af teolog og Kierkegaard-forsker, Niels Jørgen Cappelørn, har Søren Kierkegaard Forskningscenteret gennem længere tid udgivet en ny tekstkritisk og kommenteret udgave af Søren Kierkegaards Skrifter i 55 bind (28 tekstbind og 27 kommentarbind).

I løbet af fire år genudgives 15 bind med Kierkegaards trykte og nogle af hans utrykte værker i et nyt, billigere udstyr og forsynet med sproglige kommentarer rettet mod det brede marked. Også dette arbejde står Niels Jørgen Cappelørn for.


Og så er det ikke at forglemme Luciadag i dag!

Santa Lucia.

Hvis du trænger til at få genopfrisket, hvad det er, kan du læse om dagen og baggrunden for, at vi fejrer Santa Lucia her: https://www.folkekirken.dk/aarets-hoejtider/advent-og-jul/santa-lucia

God læselyst!


 

Kim Larsens erindringer

På tirsdag udkommer Kim Larsens erindringer.

Det skabte landesorg, da Danmarks nationalskjald døde 30. september i år. Overalt blev sangeren, sangskriveren og guitaristen mindet med koncerter, mindeord og tv-udsendelser.

Ung som gammel, høj som lav ønskede danskerne at vise deres store taknemmelighed over den kæmpe sangskat, Kim Larsen gav os.

Men netop som mange begræd, at vi ikke skulle høre mere fra nationalskjalden, kommer hans erindringsbog “Kim Larsen – Mine unge år”.

Kim Larsen arbejdede i det sidste halve år før sin død på bogen sammen med en af Danmarks store biografiforfattere, Jens Andersen. De nåede at lave en række lange interviews, hvor Kim Larsen fortalte om tiden frem til begyndelsen af 1970erne, da gennembruddet med Gasolin kom.

De mange timers samtale om Kim Larsens barndom og ungdom danner basis for “Kim Larsen – Mine unge år”, der udkommer med hele familiens opbakning.

Bogen udkommer 4. december.

Djævleblændt god fortæller

I en pressemeddelelse fra Politikens Forlag fortæller Jens Andersen:

At Kim Larsen og jeg mødtes omkring et bogprojekt, hvor han – som han sagde med glimt i øjet – “helst ville sige sandheden, men det kan jo være svært for en lystløgner”, har været en interessant og berigende oplevelse i det trekvarte år, det stod på. Hver gang sad Larsen klar hjemme i køkkenet i Odense med guitaren, smøgerne og kaffen inden for rækkevidde. Klar til at fortælle.

“Er du også klar J.A.?”, sagde han med et drilagtigt grin.

Jeg tror, at Kim Larsen selv var overrasket over, hvor detaljeret hans livsfortælling blev, som den skred frem. Det var ligesom lag på lag, der pludselig var sat i skred. Det rullede bare derudaf, og det virkede også som om, han blev mere og mere inspireret og undervejs flyttede erindringer over i sit musikalske univers. Her eneste gang sluttede han vores lange samtaler med en lille dramatisk cliffhanger, så jeg kunne glæde mig til næste gang. Jo, jo, en rigtig spillemand – og en djævleblændt god mundtlig fortæller.”

Fra stenbroen til Gasolin

I erindringsbogen fortæller Kim Larsen om slægten, rødderne, morfaren i Kerteminde, der introducerede ham til de store klassikere, sin kærlige mor og fraværende far og en tryg, men samtidig spændingsfyldt barndom i Københavns Nordvestkvarter.

Vi hører også om hans første forelskelser, højskoleopholdet i Askov, der åbnede hans sind for nye tanker, om hippieårene i kølvandet på 68-oprøret, som Kim Larsen aldrig følte sig som en del af, og den første tid med Gasolin, Danmarks største rockorkester.

Ifølge hans impresario, Jørn Jeppesen, ærgrede det Kim Larsen til det sidste, at han og Jens Andersen ikke nåede at blive færdige med hele fortællingen.

Heldigvis er erindringsbogen nu blevet færdiggjort i den ånd, der prægede Larsens og Andersens samarbejde.


Jens Andersen har skrevet meget anmelderroste biografier om Tove Ditlevsen, Astrid Lindgren (Læs min anmeldelse her), Tom Kristensen og H.C. Andersen. Sidste år kom hans biografi om Kronprins Frederik “Under bjælken”.

Du kan se og høre Jens Andersen fortælle om samarbejdet med Kim Larsen og processen her:

https://www.youtube.com/watch?v=9Xa5hih4PPU&feature=youtu.be


 

Tranen og Kolibrien

Vi bliver ved klassikerne. Forlaget Gyldendal lancerer nemlig en ny miniserie med udvalgte fortællinger, uddrag og essays af nogle af de største forfattere.

På mandag udkommer hele fem små, komplette læseoplevelser i miniserien Kolibri.

H. C. Andersen ”Om jul”

I bogen hører vi blandt andet om, da H. C. Andersen fejrer jul med Thorvaldsen i Rom, og appelsintræer må erstatte et juletræ. Da den store forfatter skal holde jul i Berlin, sidder han ulykkelig og ensom juleaften. Men som i et vaskeægte eventyr ender alt godt, da lykken vender allerede næste dag.

“Om jul” indeholder blandt andet:
Juleaften i Rom; Grantræet; Den lille pige med svovlstikkerne; Det gamle egetræs sidste drøm og Juleaften i Berlin.

Tove Ditlevsen ”Om penge”

Forfatteren skitserer gennem sin fars bankbog et liv og en barndom i kroner og ører. I sine erindringer husker Tove Ditlevsen tilbage på sin egen kostbare konfirmation, der endte i vrede, mens en lille misforståelse om penge truer med at ødelægge forholdet mellem en mor og hendes datter i novellen Æggesnaps.

“Om penge” rummer udvalg fra: En Sibylles bekendelser, Det tidlige forår og Dommeren.

Karen Blixen ”Om ægteskab”

Bogen rummer to fortællinger om ægteskab og kærlighed. I den ene er Lovise lige blevet gift, da hun møder en farlig mand og mister sin vielsesring. I en anden taber Jensine en halskæde, hun har fået af sin mand, på deres bryllupsrejse. For begge kvinder er ægteskabet starten på et nyt liv, hvor de opdager nye sider af dem selv.

“Om ægteskab” rummer udvalg fra: Skæbne-Anekdoter og Vinter-Eventyr.

Søren Ulrik Thomsen ”Om storby”

Storbyen løber som en rød tråd gennem Søren Ulrik Thomsens forfatterskab. Ifølge digteren skal en rigtig storby være kolossal, kompleks og kompakt. Det er i storbyen man kan fare vild i mere end én forstand og drysse rundt på gader og stræder, mens man forestiller sig alle de andre retninger, ens liv kunne have taget.

“Om storby” rummer udvalg fra:
City Slang; Rystet spejl; En dans på gloser; København Con Amore; Repremiere i mit indre mørke og En hårnål klemt inde bag panelet

Troels Kløvedal “Om drømme”

Over flere årtier har Troels Kløvedal gjort sine drengedrømme til virkelighed, når han drevet af eventyrlyst og nysgerrighed er draget ud på de syv verdenshave sammen med familie og venner ombord på Nordkaperen. Eventyrene har han gavmildt delt med alle os andre i en række dejlige bøger og tv-udsendelser.

“Om drømme” har tekster fra: Den tynde hud, Bidevind og blåhvaler, Mit hjerte, min køjesæk og min græske logbog, Øerne under vinden, Hvad sang sirenerne og Alle mine morgener på jorden.

Alle fem bøger udkommer som sagt mandag 26. november.

Fugleforlaget

Jeg spurgte pressemedarbejder på Gyldendal, Vivi Vestergaard, hvorfor serien har fået navnet Kolibri og fik følgende bonusinfo:

Kolibrien hører til blandt verdens mindste fugle, og bøgerne i Kolibri-serien er da også mindre end de fleste bøger. Serienavnet er altså både et nik til formatet og samtidig til Gyldendals historie, hvor forlaget igennem tiden lejlighedsvis har benyttet fuglenavne til sine kendte bogserier – Uglen, Spætten og Bekkasinen. Og forlagets logo er en trane.”

Der er planlagt flere bøger i serien til foråret med tekster af blandt andre Naja Marie Aidt, Poul Henningsen og Emma Gad.

Rigtig god læselyst 🙂