Magtfulde forfattere

En ny rangliste over underholdningsindustriens mest indflydelsesrige forfattere føjer nye overraskende navne til listen, beretter The Guardian.

Ifølge en ny opgørelse fra The Hollywood Reporter er E. L. James (“Fifty Shades of Grey”), Paula Hawkins (“Kvinden i toget”) og Patrick Ness (“Monster”) blandt de mest magtfulde forfattere i Hollywood sammen med berømtheder som J. K. Rowling, Stephen King og George R. R. Martin.

Øverst på filmmagasinets Top 25 forfatterliste finder man ikke overraskende Harry Potters “mor” Rowling, som har skrevet manuskript til den kommende film “Fantastic Beasts and Where to Find Them” og har tv-serier baseret på hendes Cormoran Strike-krimier og første voksenroman “Den ledige plads” linet op. Oveni det har Rowling p.t. stor succes med teaterstykket “Harry Potter og det forbandede barn” i London.

Fantasy og sex

På andenpladsen finder man Stephen King, der ifølge The Hollywood Reporter er den mest filmatiserede forfatter i Hollywood nogensinde. King bliver atter aktuel, når filmatiseringen af hans “Dark Tower”-fantasyserie får premiere til februar med Matthew McConaughey og Idris Elba i hovedrollerne.

James Patterson indtager tredjepladsen og er i øvrigt den højst betalte forfatter i verden med en indtægt på 95 millioner dollars alene i 2015.

Succesen med “Game of Thrones” sikrer George R. R. Martin en fjerdeplads, mens forfatteren til de storsælgende “Fifty Shades”-bøger, E. L. James, kommer på femtepladsen.

Stor efterspørgsel

Neil Gaiman, der især er kendt for “Coraline”, ligger nummer ni. Det er de kommende tv-dramatiseringer af “Good Omens”, som Gaiman skrev sammen med nu afdøde Terry Pratchett, og “American Gods”, der sikrer ham niendepladsen.

Med de kommende tv-versioner af hendes romaner “The Handmaid’s Tale” og “Alias Grace” får canadiske Margaret Atwood en sekstendeplads.

Paula Hawkins er med “Kvinden i toget” ny på listen, hvor hun indtager en nittendeplads. Filmatiseringen af den stor sælgende thriller har premiere den 3. november herhjemme, og det er Emily Blunt, der spiller hovedrollen som den fraskilte, alkoholiserede Rachel.

The Hollywood Reporter citerer Howard Sanders fra United Talent Agency (UTA) for at udtale, at “the demand for creators and underlying material has never been stronger” i Hollywood.

Så selvom listen med de litterære stjerner kan virke uopnåelig for de fleste, der går med en manuskriptforfatter i maven, er det altså bare på med skrivevanten: Der er altid brug for gode historier – ikke mindst i Hollywood 😉


Du kan finde artiklen i The Hollywood Reporter her:

http://www.hollywoodreporter.com/lists/hollywoods-25-powerful-authors-2016-931979/item/maria-semple-25-powerful-authors-931954

Læs hele artiklen i The Guardian her:

https://www.theguardian.com/books/2016/sep/29/el-james-and-patrick-ness-join-jk-rowling-on-hollywoods-most-powerful-authors-list

Bossens Biografi

“I’m The President but he’s the Boss.”

Citatet stammer fra præsident Barack Obama, og Bossen er naturligvis Bruce Springsteen. Enhver, der har oplevet rocklegenden, må give Obama ret. Bruce Springsteen er Bossen!

På tirsdag den 27. september udkommer så Bossens selvbiografi “Born to Run”.

Bogen udkommer samtidig i USA og 13 andre lande heriblandt Storbritannien, Canada, Australien, Indien og Danmark. Det amerikanske forlag Simon & Schuster har udvalgt Politikens Forlag til at stå for udgivelsen af “Born to Run” på dansk.

Hemmelig bog

Bruce Springsteens selvbiografi udkommer tirsdag den 27. september.

Bruce Springsteens selvbiografi udkommer tirsdag den 27. september.

I al hemmelighed har Bruce Springsteen skrevet på sin selvbiografi de seneste syv år. Et arbejde han påbegyndte i 2009 efter at have spillet sammen med The E Street Band til Super Bowl.

Politikens Forlag oplyser, at rockstjernen i selvbiografien “beskriver sin opvækst i Freehold i New Jersey imellem ‘poesi, fare og mørke’, som det, der har næret hans fantasi. Han fortæller levende om sit stædige behov for at blive musiker – fra hans tidlige dage, hvor han var kongen over alle barmusikere i Asbury Park til dannelsen af The E Street Band. Med hudløs ærlighed fortæller han også for første gang om de personlige kampe, der har inspireret ham til at skrive sine bedste sange og afslører, hvorfor sangen Born to Run har langt dybere selvbiografiske lag, end man tror.”

Fortiden kan fortære dig

Også selvbiografien bærer titlen “Born to Run”, men det lader ikke til, at Bossen prøver at flygte fra fortiden. I et interview, som The Guardian bragte den 18. januar 2009, sagde Bruce Springsteen:

The past is never the past. It is always present. And you better reckon with it in your life and in your daily experience, or it will get you. It will get you really bad. It will come and it will devour you, it will remove you from the present. It will steal your future and this happens every day.

Sjældent ærlig

Om “Born to Run” siger forlagschef på Politikens Forlag, Kim Hundevadt: “Det er en sjældent ærlig og indsigtsfuld selvbiografi. Bruce Springsteen tager ikke kun læseren med gennem sin ikoniske musikalske karriere, der strækker sig over næsten 50 år. Men også gennem en personlig historie fyldt med den form for kærlighed og svigt, tillid og usikkerhed, kampe og succes, som alle kan spejle sig i.”

Siden jeg hørte “Born in the USA” i startfirserne, har jeg elsket Bruce Springsteen, og min begejstring er kun blevet større, de gange jeg har oplevet ham og The E Street Band i Parken. Musikken er i top, Bossen er altid mere end generøs over for sine fans, og man mærker i den grad, at han og bandet nyder at feste sammen med publikum.

Nu tyder meget på, at Bossen er lige så generøs i sin selvbiografi. I bogen skriver han således:

“Det er noget underligt noget at skrive om sig selv. Men i et projekt som dette har forfatteren givet læseren et løfte om at vise, hvem han virkelig er. Det løfte har jeg forsøgt at leve op til i denne bog”.

Så sammen med millioner af andre fans vil jeg glæde mig til, at “Born to Run” lander i handlen på tirsdag 🙂


Du kan læse interviewet med Bruce Springsteen fra 2009 her: https://www.theguardian.com/music/2009/jan/18/bruce-springsteen-interview

Priser og pipfugle

I tirsdags blev “Man Booker Prize Shortlist 2016” offentliggjort. Listen rummer navnene på de seks forfattere, der er med i slutløbet om at vinde den prestigefyldte Man Booker-pris.

Nobelprisvinder og to gange vinder af Man Booker-prisen, J. M. Coetzee, er ikke længere blandt favoritterne, ligesom amerikanske Elizabeth Strout (forfatter til den Pulitzer-prisvindende “Olive Kitteridge”) er røget af den liste, som blev offentliggjort sidst i juli.

Favoritterne

Med på den nye liste er til gengæld amerikanske Paul Beatty med “The Sellout”, en satirisk roman om raceproblemer i USA; britiske Deborah Levy med “Hot Milk”, der handler om identitet, besættelse og pligt; og den amerikanske debutant Ottessa Moshfegh med “Eileen”, en roman, som The Guardian sammenligner med Sylvia Plaths “The Bell Jar”.

Også britiske Graeme Macrae Burnet er blandt favoritterne med “His Bloody Project”, der af mange kaldes det mest overraskende bud på en mulig prisvinder. Bogen er en krimithriller udgivet af det lille skotske krimiforlag Contraband.

Canadisk-britiske David Szalay er ligeledes på listen med “All That Man Is”, der skulle være intet mindre end et “kalejdoskopisk portræt af maskulinitet”.

Endelig finder vi canadiske Madeleine Thien med “Do Not Say We Have Nothing”, en historie om musikere under og efter den kinesiske kulturrevolution.

Vinderen af Man Booker-prisen 2016 offentliggøres tirsdag den 25. oktober, og foruden æren følger en sum på 50.000 britiske pund. Såvel vinderen som listens andre forfattere er garanteret læsere verden over og et øget bogsalg.

8717046078Følg fuglene

Heldigvis drejer alt sig ikke om priser, penge og prestige.

En af dagens danske udgivelser er således “Fuglekalender 2017”.

Kalenderen løber parallelt med fuglenes liv, og de fugleglade kan skrive aftaler op side efter side med notater om fugle i haven og i den vilde natur.

Bogen er illustreret af den anerkendte fuglemaler Dan Zetterström, og teksten er skrevet af Mats Ottosson, der er fugle- og naturinteresseret journalist.

Som den kvikke læser vil bemærke, udkommer bogen på Nyt Nordisk Forlag, der som bekendt blev købt af Gyldendal lige inden sommerferien.


Du kan læse mere om Man Booker-prisen her: http://themanbookerprize.com/fiction

Britisk jagt på børnebøger

Nu får børnebogsforfattere fra hele verden chancen for at udkomme på det engelske marked. Nyt forlagsprojekt vil præsentere britiske børn for arvtagerne til Pippi Langtrømpe, Asterix og Mumitroldene.

Forlagsprojektet “In Other Words” (Med andre ord, red.) har indledt en jagt på den nye generation af helte i udenlandske børnebøger. Det fremgår af en artikel bragt søndag den 4. september i det britiske dagblad The Guardian.

Briterne ønsker at gøre op med opfattelsen af, at nationens børn har nok i værker, som først er skrevet på engelsk, og lancerer derfor nu en kampagne, der skal få flere udenlandske børnebøger oversat til engelsk.

“Der er så mange andre skrevne sprog på denne planet, så vi ved godt, at det ikke er muligt, at alle de bedste bøger starter på engelsk. Vi går simpelthen glip af dem, hvis vi ikke finder dem,” siger Emma Langley, ekspert i international litteratur hos Arts Council England.

Pippi Langstrømpe har i mange år også været populær hos britiske børn.

Pippi Langstrømpe har i mange år også været populær hos britiske børn.

Pippi og Mumitroldene

Det er Arts Council England, som betaler oversættelsen af uddrag af ti fremragende udenlandske værker, der skal præsenteres for britiske forlag på den internationale børnebogsmesse i Bologna næste forår.

Redaktører, agenter og talentspejdere uden for Storbritannien inviteres til at give deres bud på de bedste ikke engelsksprogede bøger for børn i alderen seks til 12 år. Bøgerne vil herefter blive bedømt af et ekspertpanel bestående af litteraturkritikere og prisbelønnede oversættere.

De engelske børn har for længst taget Pippi Langstrømpe og Mumitroldene til sig, men nu er spørgsmålet, hvor man finder de litterære heltes arvtagere.

Lang proces

Vejen fra udgivelse i hjemlandet til at udkomme på det britiske marked kan dog være lang. Tyske Michael Endes klassiker “Den uendelige historie” udkom i 1979, men blev først oversat i 1983 i forbindelse med filmatiseringen af romanen. Andre bøger har måttet vente længere. “The Letter for the King” af den hollandske forfatter Tonke Dragt blev skrevet for over 50 år siden, men udkom først på engelsk i 2014.

Emma Langley understreger vigtigheden af at få uddrag af børnebøgerne oversat og dernæst læst og anbefalet af troværdige anmeldere. “Det er et langt sejt træk, men det er det første skridt. Hvis vi kan få forlagene til at læse smagsprøverne, vil det være stort,” siger hun.

Mens britiske forældre gladeligt accepterer udenlandske klassikere for børn såsom bøgerne om elefanten Babar, er de måske ikke klar over de andre store værker, der er derude. Og bøgerne behøver ikke at være fremtidens klassikere. Den norske krimiforfatter Jo Nesbøs børnebogsdebut “Doctor Proctor’s Fart Powder” er allerede et hit i Storbritannien, slutter artiklen.


Du kan læse hele artiklen i The Guardian her:

https://www.theguardian.com/books/2016/sep/03/hunt-for-new-foreign-stars-pippi-longstocking-childrens-books

Du kan læse mit indlæg om børnebogsmessen i Bologna 2015 her: https://kigindibogensverden.wordpress.com/2015/04/09/back-to-reality/

Sjov viden

For tredje gang har det anerkendte og uafhængige nyhedsmedie Videnskab.dk og Politikens Forlag samlet nogle af de bedste læserspørgsmål til sitet i bogform.

  • Kan hjernen løbe tør for plads?
  • Hvor meget tager jeg på af 100 gram chokolade?
  • Kan bakterier blive syge?

9788740026429I “Hvorfor må man ikke sige neger?” kan nysgerrige sjæle få det videnskabelige svar på 77 af de sjoveste og mest interessante spørgsmål, som læserne i de senere år har stillet den populære brevkasse Spørg Videnskaben på Videnskab.dk.

Danskere i alle aldre stiller brevkassen gode, sjove og til tider provokerende spørgsmål, som redaktionen sender videre til besvarelse hos landets førende forskere inden for historie, søvn, dyr, astronomi, sygdomme, sprog og meget mere.

Forskning for unge

Videnskab.dk leverer dagligt nyheder fra især den danske forskningsverden og artikler med videnskabeligt indhold. Emnerne spænder fra kultur og samfund til teknologi og naturvidenskab, og formålet er at skabe større interesse for videnskab hos specielt de unge.

Nyhederne skrives og redigeres først og fremmest af journalister på Videnskab.dk’s egen redaktion, men hjemmesiden bringer også artikler skrevet af forskerne selv.

Populære forgængere

Den nye bog “Hvorfor må man ikke sige neger?” er som sagt den tredje udgivelse, hvor Videnskab.dk og Politikens Forlag vil klæde læserne på med sjov og forståelig viden.

Tidligere er udkommet “Hvorfor lugter mine egne prutter bedst?” og “Hvad gør mest ondt – en fødsel eller et spark i skridtet?

Her kunne man blandt andet få opklaret, hvilken ende af et æg, der først kommer ud af hønen, hvorfor vi er kildne, om man bliver forkølet af at være kold, og hvordan de første sekunder af universets tilværelse gik for sig.

Ifølge forlaget kan den nye bog ligesom de populære forgængere bruges til alle, der gerne vil være klogere på den sjove måde, og til fælles gættelege i små og store selskaber.

“Hvorfor må man ikke sige neger?” udkommer tirsdag den 6. september.


Du kan læse de videnskabelige nyheder og artikler på: http://videnskab.dk/

Potter og Potter

Der var en Potter før Harry Potter. Endda en berømt Potter. En Potter, som blev født for 150 år siden, hvilket for nylig er blevet fejret med udgivelsen af en række frimærker med nogle af de sødeste og mest elskede dyr på.

Det er naturligvis den britiske børnebogsforfatter og –illustrator Beatrix Potter, jeg taler om. Og dyrene på de engelske frimærker er blandt andet Peter Rabbit, Jemima Puddle-Duck og Mrs. Tiggy Winkle.

Beatrix Potters illustrerede fortællinger om Peter Kanin, Julie Rapand og Fru Stikke-Prikke hører stadig til nogle af de mest populære og elskede børnehistorier mere end 100 år, efter at de udkom første gang.

Kun en kvinde

Helen Beatrix Potter blev født den 28. juli 1866 i Kensington, London. Hendes far var uddannet advokat, men arbejdede kun sjældent, og både han og moren levede af arven efter deres forældre. Opdragelsen af Beatrix og hendes lillebror Bertram stod barnepigerne og guvernanterne for.

På familiens ferier i Skotland og Lake District udviklede Beatrix Potter en stor kærlighed til og glødende interesse for dyre- og planteliv, som hun nøje iagttog, tegnede og malede. En farbror forsøgte at få hende optaget som studerende ved Royal Botanic Gardens, Kew i London, men hun blev afvist, fordi hun var kvinde. Senere vandt hun dog stor anerkendelse for at have samlet og lavet detaljerede tegninger af over 270 svampearter. Og heldigvis kunne datidens forkvaklede kvindesyn ikke forhindre Potter i at tegne.

Bestseller og klassiker

Beatrix Potter var 23 år, da hun begyndte at sælge sine tegninger. Peter Kanin er opkaldt efter hendes egen kanin, og historierne om den lille langørede vovehals begyndte at tage form få måneder, efter at Potters kæledyr døde.

Sådan så forsiden til Peter Kanin ud, da den udkom første gang i 1902.

Sådan så forsiden til Peter Kanin ud, da den udkom første gang i 1902.

Flere forlag afslog at udgive bogen om Peter Kanin, men i 1902 udkom “The Tale of Peter Rabbit” på forlaget Frederick Warne, og siden er bogen med de charmerende illustrationer solgt i over 40 millioner eksemplarer.

Historien om Peter Kanin og de følgende udgivelser om ham og hans venner blev særdeles vel modtaget, og Potter tjente godt på salget.

Indtægterne herfra og arven efter en tante gjorde det muligt for hende at købe en landejendom i Lake District, og i årene, der fulgte, opkøbte hun flere gårde for at bevare det unikke landskab dér.

Beatrix Potter skrev og illustrerede cirka 30 bøger og vedblev med at skrive til omkring 1920, da hendes syn svigtede. Hun døde i 1943 i en alder af 77, men hendes bøger læses og elskes fortsat verden over.

Derudover får hun æren for, at en stor del af de landområder, der udgør Lake District National Park, er bevaret uændrede op til i dag.


Se de dejlige frimærker udgivet i anledning af Beatrix Potters 150-års fødselsdag her:

http://www.independent.co.uk/arts-entertainment/books/news/beatrix-potter-stamps-released-by-royal-mail-to-mark-authors-150th-anniversary-a7159536.html

Jeg kan i øvrigt varmt anbefale spillefilmen om Beatrix Potter, “Miss Potter” fra 2006, med Renée Zellweger i hovedrollen som den verdensberømte forfatter.

Nydelse og nærvær

Tiden er nu en underlig størrelse. For eksempel kan jeg ikke fatte, at der allerede er gået et år, siden jeg skrev om Louisiana Literature 2015 på bloggen.

Men et år er gået, og i dag slår museet i Humlebæk for syvende gang dørene op for forfattere fra ind- og udland, som publikum kan opleve på litteraturfestivalen de næste fire dage.

Internationale navne

Italienske Claudio Magris kan opleves på Louisiana Literature 2016. Fotograf: Paul Badde.

Italienske Claudio Magris kan opleves på Louisiana Literature 2016. Fotograf: Paul Badde.

Igen i år kan man møde kendte navne fra udlandet, blandt andet en af Italiens helt store forfattere, Claudio Magris (f. 1939), hvis roman “Donau” (1986) har opnået klassikerstatus. Hans seneste roman, “Intet retsligt efterspil” (2015), er netop udkommet på dansk. Bogen er en refleksion over krigen og dens ar på Europa, skrevet i en blanding af virkelige og fiktive historier.

Også engelske Julian Barnes (f. 1946), der fik Man Booker-prisen i 2011 for “Når noget slutter” (Sense of an Ending), deltager i litteraturfestivalen. Da Barnes modtog prisen, tog det juryen blot 31 minutter at vælge ham med begrundelsen, at romanen “taler til menneskeheden i det 21. århundrede”. Barnes’ seneste roman “Tidens støj” om den sovjetiske komponist Dimitrij Sjostakovitjs liv udkom på dansk i juni.

Fra udlandet kommer endvidere Chigozie Obioma (f. 1986), forfatter til “The Fishermen”, der er et portræt af et Nigeria splittet mellem fortid og nutid. Bogen er oversat til 22 sprog heriblandt dansk. Skotske Ali Smith (f. 1962) taler om hele tre bøger: “Begge dele”, en roman om køn og identitet, kunst og liv, som udkom sidste år; romanen “Autumn”, der udkommer til efteråret; og novellesamlingen “Den første person og andre historier” (2008), som lige er kommet på dansk.

Erica Jong (1942) huskes stadig for sin debutroman “Luft under vingerne” (1973), der er solgt i 27 millioner eksemplarer. Jongs portræt af den kvindelige seksualitet gjorde forfatteren til et ikon, og i år optræder hun på Louisiana med “Vingeskudt” (2015), en efterfølger til debuten.

Linn Ullmann, der er aktuel med "De urolige", gæster festivalen i år. Fotograf: Agnete Brun.

Linn Ullmann, der er aktuel med “De urolige”, gæster festivalen i år. Fotograf: Agnete Brun.

Med “De urolige” har den norske forfatter Linn Ullmann skrevet en stærk kandidat til at vinde Nordisk Råds litteraturpris. Romanen handler om en datters forhold til sine berømte forældre. Linn Ullmann, der selv er datter af berømthederne Ingmar Bergman og Liv Ullman, kalder romanen “en kærlighedserklæring”.

På Louisiana taler hun med Kirsten Thorup, som har skrevet om mor-datter forhold i sin nye roman.

Poesi og eventyr

Der vil også være poesimaraton med danske digtere som Klaus Lynggaard, Ursula Andkjær Olsen, Morten Søndergaard, Naja Marie Aidt og Peter Laugesen. Og endelig kan man komme og høre Benny Andersen læse op.

Sidst men ikke mindst er der tænkt på de mindste: Tegneren, filmskaberen, forfatteren og musikeren Flemming Quist Møller er kendt og elsket af børn og deres forældre for “Cykelmyggen Egon”, “Jungledyret Hugo”, “Snuden” og “Bennys Badekar”. På festivalen fortæller Flemming Quist Møller en serie eventyr, akkompagneret af guitaristen Christian Sievert.

Så det er bare med at komme afsted til litterær nydelse og nærvær i Nordsjælland, før man igen bliver rendt over ende af tiden 😉


Læs mere om Louisiana Literature 2016 og se hele programmet for festivalen, der varer fra den 18. til den 21. august, her: https://www.louisiana.dk/det-sker/louisiana-literature

Du kan læse eller genlæse mine indlæg om Louisiana Literature 2017 og 2015 her:

https://kigindibogensverden.wordpress.com/2017/08/24/litteraer-luksus/

https://kigindibogensverden.wordpress.com/2015/08/20/louisiana-literature/


 

Jane Austen atter aktuel

I dag har en filmatisering af endnu en Jane Austen-roman premiere i de danske biografer.

Filmen “Love & Friendship” er instrueret af Whit Stillman og har Kate Beckinsale, Chloë Sevigny og Xavier Samuel på rollelisten. “Love & Friendship” har allerede høstet ros i britiske medier, og i sin anmeldelse giver Politikens Søren Vinterberg filmen fem hjerter.

Handlingen er henlagt til et britisk landsted i 1790’erne. Den smukke, men skandaliserede enke Lady Susan (spillet af Kate Beckinsale) flytter hjem til sin bror og hans familie for at undslippe de rygter, der verserer om hende, efter hendes mands død. Lady Susan har blandt andet været nødt til at forlade en venindes hjem, fordi hun fik dennes mand til at forelske sig i hende. Og det varer ikke længe, før ladyen påny smeder rænker. Kort efter ankomsten til brorens landsted sætter hun sig nemlig for at finde en rig ægtemand til såvel sin datter som sig selv.

Utiltalende protagonist

“Love & Friendship” er baseret på “Lady Susan”, en ikke så kendt roman af den populære engelske forfatter Jane Austen (1775-1817), hvis “Emma”, “Stolthed og fordom” og “Fornuft og følelse” er blevet filmatiseret med kæmpe succes.

Imidlertid adskiller “Lady Susan”, der først udkom efter forfatterens død, sig fra de andre romaner, idet den er en brevroman med en usympatisk heltinde. Jane Austen var kun 19-20 år, da hun skrev bogen, der består af 41 breve og en afslutning.

Som i filmen er romanens Lady Susan en smuk, intelligent, men amoralsk enke, der flirter og manipulerer i ét væk. Hun charmerer alle, hun møder, men i virkeligheden foragter hun dem. Hendes kolde og beregnende adfærd afsløres i de breve, hun skriver til sin lige så kyniske og forlystelsessyge veninde Alicia. Her håner Lady Susan tidens spilleregler for sømmelighed og moral og fremstår herved som en utiltalende og intrigant protagonist.

Farlig forførerske

Brevromanen var en populær genre sidst i 1700-tallet og et stykke op i 1800-tallet. Jane Austen var på dette tidspunkt optaget af Samuel Richardson, der gjorde genren til en kunstart, og som især er kendt for sin brevroman om Clarissa Harlowe udgivet i 1748. Richardson lader i sine brevromaner unge kvinder fortælle om deres kamp for at modstå tilnærmelser fra beregnende og moralsk anløbne bejlere.

Og ifølge den britiske avis The Guardian eksperimenterer unge Jane Austen ved i “Lady Susan” at forvandle tidens mandlige dyriske forfører til en højst utraditionel midaldrende forførerske.

Selv om Austen også lavede et tidligt udkast til “Fornuft og følelse” som brevroman, forlod hun genren, og da “Fornuft og følelse” udkom i 1811, var det i den romanform, vi kender forfatteren for, og med mere sympatiske heltinder på ægteskabsmarkedet.

Dog er den humoristiske sans, det skarpe vid og den subtile indsigt i menneskets natur og moralske habitus fælles for alle Jane Austens værker. Det gælder også “Lady Susan”, der altså nu får nyt liv på det hvide lærred.


Du kan læse The Guardians artikel her:

https://www.theguardian.com/books/2016/may/20/jane-austen-love-and-friendship-wilt-stillman-film-novella-lady-susan

Læs også mit indlæg om en ny filmatisering af Jane Austens roman “Emma” her: https://kigindibogensverden.wordpress.com/2020/02/20/emma/


 

Noveller og buketter

Dagens udgivelser står i venskabets og blomsternes tegn.

“Venskabets pris” er Kjell Askildsens syvende novellesamling. Bogen, der udkommer i dag, består af 12 noveller, hvoraf de fleste er skrevet i årene 1998–2004.

Ifølge forfatterens danske forlag, Gyldendal, forfølger Askildsen sine motiver i en række nye variationer, og novellerne er præget af skarpe sansninger og stor klarhed. Som altid er det de menneskelige relationer, der optager den ordknappe norske novellemester.

Kjell Askildsen er født i 1929 og regnes for en af vor tids største nordiske forfattere. Hans bøger er oversat til over 20 sprog blandt andet engelsk, tysk, fransk og italiensk. Da hans novellesamling “Hundene i Thessaloniki” udkom på dansk i 2002, skrev Information, at bogens “seks noveller hører simpelt hen til det smukkeste og mest intense, moderne nordisk kortprosa kan opvise overhovedet.”

Jeg har altid holdt af novellegenren, men hidtil mest dyrket danske og amerikanske novelleforfattere. Men nu kunne det være interessant at prøve kræfter med norske Askildsen og “Venskabets pris”.

Karen Blixens Blomster

Hvis du er en af dem, der har måttet gå forgæves efter “Karen Blixens Blomster” hos boghandleren, er der trøst at hente, for i dag kommer en ny udgave af bogen, der længe har været udsolgt.

Karen Blixen elskede at anrette blomster, grene, ukrudt, frugter og kålblade med mere i vaser, terriner, opsatser og skåle. Den verdensberømte forfatter kunne bruge timer og nogle gange hele dage på at arrangere dem.

Når hun var færdig med blomsterdekorationen, kom hendes nabo, arkitekturprofessor Steen Eiler Rasmussen, og forevigede dem med sit kamera, og det er hans illustrationer, der ledsager bogens essays om Karen Blixens dekorationer.

Med ønsket om en rigtig god weekend er her et par billeder fra bogen 🙂

Foto: Birthe Andrup - fra "Karen Blixens Blomster".

Foto: Birthe Andrup – fra “Karen Blixens Blomster”.

Foto fra "Karen Blixens Blomster".

Foto fra “Karen Blixens Blomster”.

Foto: Life Magazine - fra "Karen Blixens Blomster".

Foto: Life Magazine – fra “Karen Blixens Blomster”.

Mord eller magi

Efteråret er højsæson for nyudgivelser og bogmesser, men sommeren kan også være med, når det handler om bøger og bogfolk.

I weekenden løber Copenhagen Crime, en helt ny festival, af stablen i Østerbrohuset i København.

Lørdag den 11. og søndag den 12. juni kan krimiglade danskere (og dem er der en del af!) udforske og opleve alle aspekter inden for krimigenren.

De skønlitterære forfattere fylder mest på festivalen, men der vil også være fokus på dokumentarisme og på politisk/etiske debatter om skyld, straf og retfærdighed.

Arrangørerne lover, at der vil være debatter, interviews, foredrag og meget andet med førende krimiforfattere, fængselsbetjente, tidligere drabschefer, retsmedicinere, politifolk, politikere, advokater, journalister, producere og skuespillere.

Blandt forfatterne er Jesper Stein, A.J Kazinski, Merete Pryds Helle, Leif Davidsen, Michael Katz Krefeld, Ane Riel, Lone Theils, Anna Grue og Dennis Jürgensen. Man kan også møde manuskriptforfatterne til flere af DR’s succesfulde tv-serier, Jannik Tai Mosholt (“Bedrag”) og Mai Brostrøm (”Rejseholdet”, ”Ørnen” og ”Livvagterne”).

Ifølge hjemmesiden for Copenhagen Crime vil en del af programmet søndag formiddag være målrettet børn og børnefamilier.

Den lille Prins

Hvis man ikke er til krimi og forbrydelser, kan man i stedet gå i biografen og se den nye animationsfilm inspireret af Antoine de Saint-Exupérys udødelige klassiker “Den lille Prins”, som har premiere i dag. (Læs min omtale af bogen her: Lyt til prinsen).

Jeg har set traileren og kan godt være nervøs for, at magien og poesien er gået tabt i tegnefilmen, ligesom det efter manges mening er sket med filmatiseringen af Lewis Carrolls børnebog “Bag spejlet”, der lige har haft premiere. Ser man på et par af dagens anmeldelser af animationsfilmen “Den lille Prins”, kalder Jyllands-Posten den en “Magisk modernisering” og “genial film”, hvorimod Politiken finder den “alt for konstrueret, ja, nærmest som titeltyveri”.

Magi og poesi plejer der til gengæld at være i Grønnegårds Teatrets dejlige gårdhave. Også her dramatiserer man i år Saint Exupérys eventyr. Fra lørdag den 2. til søndag den 24. juli kan man se familieforestillingen “Den lille Prins”, der sætter eksistentielle spørgsmål som venskab og ensomhed i børnehøjde, opført af otte kommende skuespillere fra Den danske Scenekunstskole. Teatret beskriver det som “en fysisk og legende teaterforestilling på grønt græs og under åben himmel”, og det lyder så appellerende, at familien og jeg har købt billetter.

Men man kan selvfølgelig også sætte sig i skyggen af et bøgetræ med Saint-Exupéry og Carrolls fantasifulde og fortryllende bøger i hånden og i hovedet skabe sine egne dramatiseringer af mesterværkerne 😉


Læs mere om Copenhagen Crime her: http://copenhagencrime.dk/

Læs mere om animationsfilmen “Den lille Prins” her: http://www.kino.dk/film/d/de/den-lille-prins-0

Læs mere om Grønnegårds Teatrets opsætning af “Den lille Prins” her: http://www.groennegaard.dk/den-lille-prins/