Jul hele året

Årets sidste indlæg ser på kristendommens rolle i J. R. R. Tolkiens “Ringenes Herre”.

I dag er det vintersolhverv, og vi kan se frem til, at dagene bliver længere dag for dag. Og så er det tilmed snart jul!

Måske kniber det med julestemningen i år med al den ufred, der er i verden lige nu?

Problemerne synes at tårne sig op, og mange mennesker – desværre også her i Danmark – giver frit løb for hadefulde og destruktive følelser.

Det er langt fra første – og med garanti heller ikke sidste – gang, at mørke kræfter også ved juletid får fat i mennesker.

Men i en mørk tid er det særlig vigtigt at huske på, hvad julen handler om, og at vi med julen fejrer lysets komme – nemlig Jesus’ fødsel.

Gerard-van-Honthorst-1622

Maleri, Gerrit van Honthorst, 1622.

Lysets komme

Juleevangeliet (Lukasevangeliet kapitel 2 vers 1-14) er selvfølgelig den første kilde at opsøge, hvis man trænger til at mærke julens lyse og håbefulde budskab.

Og heldigvis behøver man heller ikke lede længe efter kunst og kultur, der minder os om julens sande væsen.

Amerikanerne er gode til at lave julefilm med kristne værdier. Tænk bare på “Det er herligt at leve” (1946), hvor James Stewarts selvmordstruede forretningsmand George Bailey får hjælp af englen Clarence Odbody i skikkelse af Henry Travers.

I nyere tid husker film som “Christmas Chronicles” (2018) os på næstekærligheden, da de to søskende Kate og Teddy, spillet af Darby Camp og Judah Lewis, bliver forsonet julenat med hjælp fra selveste Santa Claus, spillet af Kurt Russell.

Herhjemme er næstekærligheden i Wikke & Rasmussens julekalender “Julestjerner” (2012) heller ikke til at tage fejl af. Især en af kalenderens sange, Jul Hele Året, giver stof til eftertanke. For hvem siger, at man kun skal gøre godt i julen? Hvorfor ikke fokusere på lysets komme hele året?

Et kristent værk

Faktisk skinner vores kristne baggrund igennem i et utal af sange, bøger, kunstværker og film. Ja, selv i fantasy mærker vi kristendommens budskaber.

J. R. R. Tolkiens forfatterskab var for eksempel i høj grad præget af hans kristne tro. Foruden at være forfatter og lingvist var Tolkien troende katolik og arbejdede blandt andet på redaktionen på The Jerusalem Bible, der udkom i 1966.

Om sit litterære mesterværk “Ringenes Herre” skrev Tolkien i et brev til en fan:

The Lord of the Rings is of course a fundamentally religious and Catholic work; unconsciously so at first, but consciously in the revision. That is why I have not put in, or have cut out, practically all references to anything like ‘religion’, to cults or practices, in the imaginary world. For the religious element is absorbed into the story and the symbolism.” (Kilde: J. R. R. Tolkien, Letter 142; Haas, Natascha (2004-02-28); https://www.grin.com/document/22410

Det gode mod det onde

At “Ringenes Herre” er et kristent værk er tydeligt i både temaer og flere af karaktererne.

Bibelselskabet har lavet en liste over de kristne elementer i “Ringenes Herre”. Her er et lille udpluk:

Historien handler om det godes kamp mod det onde.

Gandalf the Grey og Gandalf the White leder uvægerligt tanken hen på Jesus’ død og genopstandelse.

Også Frodo og Aragorn har træk til fælles med Jesus. Som et kors bærer Frodo ringen gennem Midgård, en færd, som han ved, vil koste ham livet. Og da Aragorn rejser mod Gondor gennem De Dødes Sti som vandringsmanden Traver, kommer han ud på den anden side som Aragorn, Kongen, der vender tilbage.

Det onde er personificeret i Sauron, der i lighed med Djævlen, beskrives som en magt, der kun kan fordærve og ødelægge.

Endelig var Bibelen inspirationskilde til Tolkiens “Silmarillion”, der beskriver den verden, som “Ringenes Herre” foregår i. “Silmarillion” rummer således både en skabelsesberetning, et syndefald og en historie om menneskers dødelighed.

Gandalf den Hvide

Gandalf the Grey genopstår som Gandalf the White. Foto fra filmatiseringen af “Ringenes Herre”.

Rig kulturarv

Ligesom Tolkien var hans ven C. S. Lewis kristen (læs indlæg her), hvilket også præger C. S. Lewis’ Narnia-bøger.

Listen over kunst og kultur, der er inspireret af kristendommen, er i det hele taget meget længere, end mange i dag er klar over.

Så man behøver ikke at nøjes med julefilm og julebøger, hvis man vil mindes om, hvad julen handler om.

Der er en rig kulturarv at nyde godt af, og juleferien er en oplagt lejlighed til at gå på opdagelse i litteratur, film, musik og billedkunst og finde temaer knyttet til vores kristne tro.

Det er også en måde at få julen ind i hjertet på og fejre lysets komme – gerne hele året!

Glædelig jul og godt nytår 🙂


Kilder:

Bibelselskabet

Læs Juleevangeliet her

Vidste du? Om J.R.R. Tolkien og kristendommen

Tolkiens kristne forfatterskab I – Ydmyghed

Tolkiens kristne forfatterskab II – Messias vender tilbage

Tolkiens kristne forfatterskab III – Det faldne menneske

J. R. R. Tolkien

“Ringenes Herre: Eventyret om ringen” (1954)

“Ringenes Herre: De to tårne” (1954)

“Ringenes Herre: Kongen vender tilbage” (1955)

“Silmarillion” (1977)


Bogtips til julen

Kig ind i bogens verden giver i denne uge tips til otte bøger, man kan glæde familie og venner med i julen.

Vi starter med en roman af dagens fødselar, den anerkendte og prisbelønnede forfatter Helle Helle (født 14. december 1965).

Siden debuten med “Eksempel på liv” (1993) har Helle Helle skrevet en række kritikerroste romaner, heriblandt “Rødby-Puttgarden”, “Ned til hundene”, “Dette burde skrives i nutid” og “de”.

I år er Helle Helle aktuel med endnu en anmelderrost roman “Hafni fortæller”. Romanen handler kort fortalt om Hafni på 48 år, der skal skilles, og som i den forbindelse begiver sig ud på en smørrebrødsrejse fra Roskilde til Gråsten.

Politiken kvitterede med 6 hjerter for bogen, og avisens litteraturkritiker var så begejstret, at anmeldelsens hovedrubrik lød:

Jeg misunder alle der har denne roman til gode” (Kilde: Politiken)

Hafni-forside copy

Farligt affald

Kim Blæsbjergs ligeledes anmelderroste “De bedste familier” er endnu en dansk roman, der med stor sandsynlighed vil ligge under mange juletræer i år.

Romanen omhandler den høje pris i form af forgiftninger og farligt affald, som mennesker og miljø i Lemvig betaler, da kemifabrikken Cheminova i 1953 flytter fra Sjælland til Vestjylland.

I forlaget Gutkinds omtale af bogen kan man blandt andet læse:

De bedste familier er en roman om overgangen fra efterkrigstid til moderne velfærdssamfund, om mænds store planer og kvinder, der ikke bare vil følge med. Og om, hvordan mennesker kan tabe stort midt i det fremskridt, de ellers er en del af.” (Kilde: Gutkind)

Romanen, der udkom først på året, er allerede blevet belønnet med Jyllands-Postens skønlitterære pris og er nu også nomineret til DR Romanprisen 2024.

Blæsbjerg-forside copy

Europas historie

Hvis man kender nogen, der gerne vil blive klogere på, hvad vi europæere er rundet af, kan man give dem Jakob Danneskiold-Samsøes “Rejsen mod Europa – De første 10.000 år”.

Bogen udkom sidste år og er første bind af to, der fortæller om, hvordan det moderne Europa blev til, fra neandertalerne og frem til i dag. Det første bind omhandler tiden op til begyndelsen af 1800-tallet.

“Rejsen mod Europa – De første 10.000 år” blev godt modtaget af pressen. Blandt andet skrev Kristeligt Dagblad:

Europa er en uensartet verdensdel, men hvad er det, der historisk alligevel har bundet den sammen? I Jakob Danneskiold-Samsøes bog “Rejsen mod Europa” peger pilen på kristendom, klostervæsen og latin.” (Kilde: Kristeligt Dagblad)

Jakob Danneskiold-Samsøe er uddannet historiker fra Københavns Universitet og er fil.dr. ved Lunds Universitet.

Danneskjold--forside copy

Blodig bolsjevisme

Vi bliver ved fagbøgerne.

Den højt respekterede britiske militærhistoriker Antony Beevor er især kendt for sine roste værker om Anden Verdenskrig, herunder “Stalingrad”, “Berlin – Faldet 1945” og “D-Dag – Kampen om Normandiet”.

I “Rusland – Revolution og borgerkrig 1917-1921” stiller Beevor skarpt på Den Russiske Revolution og den barbariske og blodige borgerkrig, der fulgte.

Bogen er ifølge dagspressens anmeldelser uhyre barsk, men også særdeles informativ og velskrevet læsning. Foruden den historiske baggrund for det kommunistiske Rusland kaster værket, ifølge Berlingskes anmelder, også lys over Ruslands nuværende krig mod Ukraine:

Hans (Antony Beevors, red.) mesterligt fortalte »Rusland – Revolution og borgerkrig« sætter Ukraine-krigen i perspektiv og fordømmer kommunisternes umenneskelighed.” (Kilde: Berlingske)

Rusland-AB-forside copy

Ny bog om ABBA

Og så til noget helt andet:

I de sidste ti år har den svenske popkulturjournalist Jan Gradvall fulgt ABBAs fire medlemmer, Agnetha, Frida, Björn og Benny, på tæt hold. Det er nu blevet til “Vemod undercover – bogen om ABBA”.

På forlaget Gutkinds hjemmeside kan man blandt andet læse:

I en mosaik af historier møder vi gruppen uden kostumer og hinsides myterne og følger med i, hvordan musikken opstod, og sangene blev til. Fra bandets første skridt sammen over det internationale gennembrud og til den sidste indspilning. Det er en kærlighedserklæring, som får os til at se både bandet og tiden med nye øjne.” (Kilde: Gutkind)

Bogen udkommer ganske vist først tredje juledag. Men da julen jo varer lige til påske (og med tanke på de mange gaver, der byttes), er der god mulighed for, at bogen om ABBA kan lande i mange hjem hen over julen.

ABBA-bogforside copy

Bogen udkommer 27. december.

Strids mesterværk

En bog, som vi med sikkerhed vil forære os selv herhjemme, er Jakob Martin Strids “Den fantastiske bus” (læs omtale her).

“Den fantastiske bus” er siden udgivelsen 1. november allerede blevet så stor en succes, at den p.t. meldes udsolgt fra forlaget.

Men det skal ikke forhindre os i at sætte den på ønskelisten hjemme hos os.

Desuden kan man hos Bog & idé købe et specifikt gavekort til “Den fantastiske bus”.

Og mon ikke alle vi, der ønsker os bogen, kan nå at få Strids populære børnebog inden påske 😉

Den fantastiske bus

Pigen og isbjørnen

Vi runder af med to børnebøger på engelsk, der vil varme hjerterne på både små og store.

Sidste år udkom Hannah Golds nu prisbelønnede bestseller “The Last Bear”. Bogen handler om den lille pige April Woods ihærdige kamp for at redde sin isbjørneven.

The Last Bear-forside

I år er efterfølgeren “Finding Bear” udkommet.

Kort fortalt er April vendt hjem fra Bear Island. Men hun kan ikke glemme sin ven, isbjørnen. Og da hun hører, at en isbjørn er blevet skudt og såret på Svalbard, er hun sikker på, at det er hendes ven. Snart haster April sammen med sin far afsted til den arktiske ødemark for at finde ham.

Britiske Waterstones skriver om “Finding Bear”:

Beautifully illustrated by Levi Pinfold, Finding Bear is a stunning story of survival and hope that reminds us how change is made from the smallest beginnings, and asks how far we are prepared to go to protect what we love.” (Kilde: Waterstones)

Finding-Bear-forside

God læselyst – og julebogindkøb!


Bonusinfo

Læs mere om Helle Helles forfatterskab her: https://litteratursiden.dk/forfattere/helle-helle

Læs mere om Cheminova og fabrikkens forurening her: https://denstoredanske.lex.dk/Cheminova

Læs Kristeligt Dagblads anmeldelse af “Rejsen mod Europa – De første 10.000 år” her: https://www.kristeligt-dagblad.dk/kultur/hvad-er-det-der-binder-europa-sammen-historiker-peger-paa-kristendommen

Læs Berlingskes anmeldelse af “Rusland – Revolution og borgerkrig 1917-1921” her: https://www.berlingske.dk/litteratur/vi-soerger-for-at-din-moegunge-ikke-laengere-faar-brug-for-maelk-nyt

Læs mere om “Vemod undercover – bogen om ABBA” her: https://gutkind.dk/bog/vemod-undercover/)


Hjerne og hjerte

Ugens to bøger er vidt forskellige, men har ét til fælles: De handler om at bruge hovedet – og i den ene af bøgerne også hjertet.

Det er nok de færreste, som vil blive overraskede over at høre, at Bibelen er den mest trykte lærebog gennem alle tider.

Til gengæld vil det nok komme bag på de fleste, at man på en andenplads finder den græske matematiker Euklids lærebog “Elementer”.

Euklid skrev “Elementer” cirka 300 f. Kristus. Samlingen består af i alt 13 bøger, der omhandler den samlede viden om matematik og geometri i tiden.

Forlaget Gyldendal oplyser, at bøgerne 1-6, som omhandler plangeometrien, indtil videre er kommet i to oplag.

Det er således bøgerne 7-9, der nu udgives som bind 2 i det samlede værk, og de omhandler naturlige tal.

I forbindelse med udgivelsen skriver Gyldendal:

ELEMENTER er et helt uomgængeligt værk for den matematik- og filosofiinteresserede.” (Kilde: Gyldendal)

Så hvis man er glad for tal, er her en oplagt julegaveidé til ens nærmeste eller en selv.

Euklid-forside

Bogen har planlagt udgivelse 6. december.

Menneskets bedste ven

Vi er mange, der ved, at hunde kan være klogere end os mennesker.

Det har den irske dyrlæge Noel Fitzpatrick skrevet en bog om. “Keira & Me” er baseret på den virkelige Keira og Noel og deres liv sammen og handler om det stærke bånd, der kan være mellem et menneske og en hund.

Keira er en helt særlig hund. Fra første færd gik hun lige i hjertekulen på Noel Fitzpatrick. Det er, siger Noel, fordi Keira ikke dømmer. Hun kan se gennem alle de overfladiske ting, der normalt skiller os ad.

Når Noel kæmper med noget, minder Keira ham om, at han blot skal gøre sit bedste – med integritet, venlighed og viljen til at gøre det rigtige.

Og når mørket er ved at omslutte ham, rækker Keira ham poten og trækker ham tilbage i lyset.

Den britiske boghandlerkæde Waterstones skriver om udgivelsen af “Keira & Me”:

Inspiring, healing and a heartfelt celebration of love, this beautifully illustrated fable teaches us all how to embrace the ups with the downs, the joy and the sorrow, that make up a life.” (Kilde: Waterstones)

Bogens illustrationer er lavet af Laura McKendry.

Ifølge Waterstones er “Keira & Me” perfekt til alle fans af Charlie Mackesys “The Boy, the Mole, the Fox and the Horse” (læs mit indlæg Litterære julegodter).

Herhjemme elsker vi Charlie Mackesys lille livskloge bog, der også udkom på dansk i 2020.

Så Noel Fitzpatricks “Keira & Me” er hermed sat på vores ønskeseddel!

Keira-2-forside

Bogen er udkommet.

Rigtig god weekend – og læselyst 🙂


Bonusinfo

Læs mere om Euklid og hans lærebøger her: Den store danske

Noel Fitzpatrick er en af verdens førende inden for veterinærkirurgi. Han er den første, det er lykkedes at give en kat en amputationsprotese, og det har givet ham en plads i Guinness Book of Records. I Storbritannien er Noel Fitzpatrick især kendt for sin medvirken i tv-serien “The Supervet”.

Læs mere her: https://www.waterstones.com/author/noel-fitzpatrick/3439682

Læs mit indlæg om bogen “Together”, hvor Luke Adam Hawker fortæller om sit venskab med en hund, her: Hunde og hulemennesker.


Fugle og får

I en turbulent tid med krig og ufred kan man søge opmuntring i to nye bøger om naturen.

Da covid-19-pandemien ramte Danmark og resten af verden i 2020, fandt mange herhjemme trøst i naturen.

Skove og søer, hav og strande blev yndede udflugtsmål. Der blev rift om den friske luft, og vandre- og løberuter i større byer og naturparker kunne opleves som at færdes på Strøget, når det er Black Friday.

Nu er det krige og konflikter, der skaber utryghed og bekymring i det meste af verden. Og det i en tid, hvor vi mennesker mere end nogen sinde før ikke burde bekrige hinanden, men i stedet burde kæmpe for klimaet.

Også denne gang kan forfattere og læsere hente trøst i en verden af flora og fauna.

Fuglenes liv

“The Life of Birds” er britiske Sir David Attenboroughs store bog om fugle. Bogen, der er en bestseller, fås nu i en ny og opdateret udgave.

Med over 9000 arter er fuglene den mest udbredte af alle dyrearter og i stand til at leve i vidt forskellige egne kloden over. Fra isbjerge i det kolde nord til ørkenen i Sahara, og såvel under havet som i træerne i vores haver.

I “The Life of Birds” introducerer David Attenborough os for fuglenes liv og adfærdsmønster rundt om i verden. Han beskriver, hvad de gør, og hvorfor de gør det, ligesom han ser på hver fase af fuglenes liv og på de problemer, de må løse, såsom hvordan de lærer at flyve og finde mad, hvordan de kommunikerer, finder en mage, bygger rede, ruger og tager sig af deres unger, hvordan de tager på fugletræk, håndterer farer og overlever under barske forhold.

Den britiske boghandlerkæde Waterstones skriver blandt andet om den nye udgave af “The Life of Birds”:

Sir David has no equal in helping others to learn and making it exciting. His curiosity and enjoyment are infectious. He shows the lifelong pleasure that birds around us offer, and how much we miss if unaware of them. (Kilde: Waterstones)

The Life of Birds-forside

Bogen er udkommet.

Køernes hemmelige liv

Bondegårdsdyr optræder i alt fra bøger til film og tv-serier. Tænk bare på Grisepjokket i “Emil fra Lønneberg”.

Og i et landbrugsland som Danmark har vi næsten alle på et eller andet tidspunkt i børnehaven eller skolen besøgt et landbrug.

Men de færreste er nok klar over, at bondegårdsdyrene har et indre liv fuldt af komplekse følelser, dybe bånd og familiedramaer.

Rosamund Young har i over 40 år drevet økologisk landbrug sammen med sin bror og sin partner, og ved siden af arbejdet på gården har hun tidligere skrevet bogen “The Secret Life of Cows”.

De kloge får

Nu er Rosamund Young atter bogaktuel med “The Wisdom of Sheep & Other Animals: Observations from a Family Farm”, hvor hun blandt andet kaster lys over fårenes unikke adfærd, karaktertræk og intelligens.

I forbindelse med udgivelsen skriver Waterstones:

It is a story of joy, discovery, cooperation and sometimes heartbreak. We learn about sheep growing old disgracefully, the intelligence of supposedly ‘bird-brained’ hens, ‘conversations’ between cows and why you should never send a text whilst milking . . . (Kilde: Waterstones)

The-wisdom-of-sheep-forside

Bogen er udkommet.

Så hvis man trænger til en lille pause fra vores egen art og dennes gøren og laden, kunne man jo prøve at blive lidt klogere på fuglene og fårene i stedet.

Hvem ved, måske de er klogere end os mennesker?

God weekend – og læselyst 🙂


Kilder:

Waterstones

The Life of Birds

The Wisdom of Sheep & Other Animals: Observations from a Family Farm

Faber & Faber

https://www.faber.co.uk/journal/four-extracts-the-wisdom-of-sheep/

Læs tidligere indlæg om naturen her:

Kvindekamp for naturen

Til kamp for naturen

Back to Nature

Stære og andre flokdyr


Roadtrip og mirakler

En fantastisk bus og danske film er omdrejningspunkter i denne uges udgivelser.

Hvis man ligesom undertegnede er fan af Jakob Martin Strids fantasifulde streg og livskloge, humoristiske fortællinger for børn og voksne, er der godt nyt!

I denne uge udkommer Strid med bogen “Den fantastiske bus”.

Helte på hjul

Handlingen i “Den fantastiske bus” er som følger:

Den lille Timo, som bor i barakbyen Ahnstarr City, er blevet alvorligt syg. I takt med at der snart ikke er mere håb for Timo, og byens huse samtidig bliver ryddet et for et, stiger fortvivlelsen.

Men måske er der alligevel håb. Ifølge en gammel myte findes der nemlig et land, der hedder Balanka, og hvor der gror nogle helt specielle Safran-liljer, som måske kan helbrede Timo.

Snart beslutter byens dyr, ledet af katten Spir, sig for at sætte kursen mod Balanka i en gigantisk bus, de selv bygger.

Hermed starter en utrolig rejse over Nordpolen, ud i stratosfæren og videre til fantastiske lande for at redde lille Timo, dyrene selv og resten af verden.

Forlaget Gyldendal skriver om Jakob Martin Strids nye bog:

Den fantastiske bus er en på alle måder kæmpestor fortælling til børn og voksne i alle aldre – om fantasiens, kreativitetens og kunstens forløsende kraft.” (Kilde: Gyldendal)

Den fantastiske bus

Bogen er udkommet.

Savnet selskab

Vi er nogle, der stadig ikke er kommet os over, at DR sløjfede Filmselskabet i 2019. Og sidste år svingede stationen atter sparekniven over de ansatte og udsendelserne.

Det er mig en gåde, hvordan en public service-station kan finde på at skære så kraftigt på kulturen og fjerne et fremragende program som Filmselskabet fra sendefladen. Vi er mange, der savner det gode selskab!

Heldigvis har tv-vært og filmanmelder Per Juul Carlsen, der blev fyret fra DR i 2022, fundet nye græsgange herunder som filmanmelder på Kristeligt Dagblad.

Per Juul Carlsen har desuden nu skrevet et omfattende værk om en brydningstid i dansk filmhistorie.

10 års mirakel

I “Miraklet 1996-2006: Ti år der forandrede dansk film” beretter Per Juul Carlsen om Dogme, Zentropa, Nimbus og de filmfolk, skuespillere, manuskriptforfattere og købmænd, der var med til at gøre dansk film verdensberømt.

Det er navne som Lars von Trier, Lone Scherfig, Thomas Vinterberg, Susanne Bier, Anders Thomas Jensen, Mogens Rukov og mange andre.

I forbindelse med udgivelsen skriver forlaget Book Lab:

De fleste troede knap deres egne øjne, da Nattevagten ramte biograferne i 1994. Kunne en dansk film se sådan ud? Senere blev publikum tryllebundet af blandt andet Breaking the Waves, Pusher, Festen, Den eneste ene, Blinkende lygter, Italiensk for begyndere og Bænken. Hvad var det, der skete med dansk film i midten af 1990’erne?

Det forsøger denne bog at komme til bunds i.” (Kilde: Book Lab)

Miraklet-Carlsen-forside

Bogen er udkommet.

Man kan i øvrigt i denne weekend opleve Per Juul Carlsen selv fortælle om “Miraklet 1996-2006: Ti år der forandrede dansk film”.

Per Juul Carlsen deltager nemlig på dette års Bogforum med Henrik Palle som moderator.

God weekend – og læselyst 🙂


Du kan se hele programmet for Bogforum 3.-5. november 2023 her: https://program.bogforum.dk/program/

Læs mine tidligere indlæg om Jakob Martin Strid her:

https://kigindibogensverden.com/2023/08/31/filsofi-og-fordybelse/

https://kigindibogensverden.com/2020/11/12/i-form-med-tapiren/


Kærlighedsbrev til Shakespeare

I syv årtier har den engelske skuespiller Judi Dench spillet Shakespeare. Hvad det har betydet for hende, kan man nu læse om i en ny bog.

At danse nøgen rundt i landskabet omkring Shakespeares fødested, kun iført grøn maling. Og at optræde over for et barn, der havde et græskar på hovedet.

Det er blot et par af de ting, som Dame Judi Dench (f. 1934) har gjort i Shakespeares tjeneste.

Nu beretter den højt respekterede og populære skuespiller for første gang om de mange Shakespeare-roller, hun har haft i sin 70 år lange karriere.

Roller, der spænder fra Lady Macbeth og Titania til Ophelia og Cleopatra.

Humor og hudløst ærlig

“The Man who Pays the Rent” rummer en række fortrolige samtaler mellem Judi Dench og skuespiller og instruktør Brendan O’Hea, hvor Dench med skarpt vid guider læserne gennem Shakespeares skuespil og afslører, hvordan hun har forberedt sig til de krævende roller.

Judi Dench fortæller også om kunsten at tale på vers, ligesom hun indvier læserne i sine egne personlige fortolkninger af nogle af Shakespeares mest berømte scener.

Indimellem giver Dench levende beskrivelser af publikum, kritikere, det kunstneriske fællesskab og forberedelserne.

Læserne hører også om skuespillerens triumfer og det modsatte og om de ting, der udspiller sig bag scenen.

Alt sammen krydret med Judi Denchs humor, hudløse ærlighed og morsomme anekdoter, hvoraf flere først nu med denne udgivelse slipper ud til offentligheden.

Waterstones skriver blandt andet om “The Man who Pays the Rent”:

Recounted with Dame Judi Dench’s characteristic twinkling wit, this endlessly fascinating volume finds the legendary actress reflecting on every Shakesperean performance in her stellar career.” (Kilde: Waterstones)

“The Man who Pays the Rent” er kort sagt Judi Denchs kærlighedserklæring til den verdensberømte, geniale skuespilforfatter, William Shakespeare.

The Man who Pays the Rent-forside

Bogen udkommer i dag.

Judi Dench vandt i øvrigt en Oscar for bedste kvindelige birolle i filmen “Shakespeare in Love” (1999), hvor hun spiller dronning Elizabeth I.

God weekend – og læselyst 🙂


Du kan læse The Guardians anmeldelse af “The Man who Pays the Rent” her:

https://www.theguardian.com/books/2023/oct/25/shakespeare-the-man-who-pays-the-rent-by-judi-dench-review-national-treasures

Du kan læse mine andre indlæg om William Shakespeare her:

Derfor Shakespeare

Shakespeare4ever


På sporet af fortiden

Dagens udgivelser handler om familieskæbner og Romerrigets farverige kejsere.

Mange husker især Michael Palin for hans tid i den britiske komediegruppe Monty Python og film som “Life of Brian”, “Monty Python and the Holy Grail” og “A Fish Called Wanda”.

Men siden tiden i Monty Python’s Flying Circus har Michael Palin også markeret sig som tv-vært i en række rejseprogrammer for BBC og som forfatter til flere roste bøger (se tidligere indlæg her).

Nu er Michael Palin atter bogaktuel, denne gang med “Great-Uncle Harry: A Tale of War and Empire”, der handler om hans grandonkel.

I forbindelse med udgivelsen skriver den britiske boghandlerkæde Waterstones blandt andet:

Recounted with all of Michael Palin’s customary storytelling verve, this moving and immersive volume combines biography, memoir, travelogue and history to create a rounded picture of the author’s eponymous great uncle who perished at the Battle of the Somme aged just 32.” (Kilde: Waterstones)

Ukendt grandonkel

For nogle år siden kom Michael Palin i besiddelse af en samling fotos af en mystisk ung mand i soldateruniform og billeder af samme unge mand taget ved diverse familiesammenkomster, mens han endnu var en usikker teenager.

Dette var, erfarede Palin, hans grandonkel Harry, født i 1884 og død i 1916.

Indtil da anede Michael Palin ikke, at han havde en grandonkel, ej heller at denne grandonkel blev dræbt i slaget ved Somme under Første Verdenskrig.

Opdagelsen både chokerede Palin og gav ham lyst til at vide mere om den ukendte onkel.

Detektivarbejde

Jagten på at få mere at vide om onkel Harry førte til flere hundrede timers grundigt detektivarbejde.

Michael Palin gravede al den familiesladder og alle de breve, han kunne finde, frem. Han granskede hvert et officielt dokument, der kunne have nogen relevans. Og han opsporede, hvad der var tilbage af hans grandonkel Harrys dagbøger og breve, samt nærstuderede fotos fra Første Verdenskrigs slagmarker for at se, om Harry var med på nogen af dem.

Palin fulgte sågar den samme rute, Harry tog på den sidste fatale dag i sit alt for korte liv igennem mudderet i det nordlige Frankrig.

Og i takt med alt dette, blev et liv hidtil henlagt i skygge afsløret for Michael Palin. Et liv, der nu er blevet til beretningen om en almindelig mand, der levede et ualmindeligt liv, i “Great-Uncle Harry: A Tale of War and Empire”.

Great-Uncle Harry-forside

Bogen udkommer i dag.

Kejsere under lup

I “Emperor of Rome” er den anerkendte britiske historiker, professor Mary Beard, på sporet af de romerske kejsere.

Fra den krigeriske Julius Cæsar til den gale Caligula, og fra monstret Nero til den filosofiske Marcus Aurelius, kaster Mary Beard lys over kejserens rolle i Romerriget.

Mary Beard gransker blandt andet spørgsmål som, hvilken magt besad kejserne reelt, var det romerske palads virkelig så blodigt, og hvad krævede det at holde på magten, når man var omgivet af intriger og forræderi?

Emperor of Rome-forside

Bogen udkommer i dag.

Professor Beard har tidligere skrevet om Romerriget i den internationale bestseller “SPQR” (Læs mere her).

God weekend – og god læselyst!


Kilder:

Waterstones

Great-Uncle Harry: A Tale of War and Empire

Emperor of Rome


Danske kz-fanger

Ny bog fortæller om de danske jøders fangenskab i kz-lejren Theresienstadt.

Jeg glemmer det aldrig. Synet, lugten og den knugende uhyggelige atmosfære, der var overalt i lejren. Det var, som om der lå en gigantisk mørk skygge over stedet.

Året var 1986. Jeg var 17 år og på studietur til det daværende Tjekkoslovakiet med min 2. g-klasse.

Hjemmefra havde vi arbejdet en masse med Foråret i Prag, Alexander Dubček og Det Tjekkoslovakiske Kommunistpartis forsøg på at skabe “socialisme med et menneskeligt ansigt”.

Vi følte os kort sagt forberedt til tænderne.

Men intet kan forberede en på et besøg i en kz-lejr.

Jødeaktionen i Danmark

Theresienstadt ligger ca. 60 kilometer nord for Prag.

Under 2. verdenskrig brugte tyskerne den tjekkiske garnisonsby og fortet Theresienstadt til koncentrationslejr.

Mere end 140.000 jøder blev deporteret hertil, omkring 34.000 døde i lejren, mens cirka 85.000 blev ført til Auschwitz, hvor de blev myrdet.

I år er det 80 år siden, at jødeaktionen i Danmark gik i gang natten mellem 1. og 2. oktober 1943. Tyskland prøvede at deportere de danske jøder, og aktionen indgik i Nazitysklands bestræbelser på at myrde samtlige jøder i Europa.

Omkring 7000 danske jøder nåede heldigvis i sikkerhed i Sverige, men 470 danske jøder blev arresteret og deporteret til Theresienstadt.

Fangernes perspektiv

I “Danske jøders liv og død i Theresienstadt” fortæller Silvia Goldbaum Tarabini de danske jødiske fangers historie.

Vi hører om de danske jøders oplevelse af jødeaktionen i oktober 1943, hvordan de blev taget til fange, tvunget til kz-lejren og om deres liv og dagligdag under fangenskabet.

I forbindelse med udgivelsen skriver forlaget Gyldendal blandt andet:

Bogen er ”mikrohistorie”, det er fangernes perspektiv, der her foldes ud og sættes ind i en kontekst af Silvia Goldbaum Tarabini, der bygger sin bog på et enormt materiale og i vidt omfang nyt stof – herunder mere end 30 interviews hun har lavet med overlevende, dagbøger, vidnesbyrd, breve, spørgeskemaer udfyldt ved hjemkomsten, senere beretninger osv.” (Kilde: Gyldendal)

Efter halvandet års fangenskab og tre uger før krigens slutning blev de overlevende i Theresienstadt hentet af de hvide busser, også kendt som Bernadotte-aktionen.

Hjælpeaktionerne er opkaldt efter den svenske grev Folke Bernadotte, under hvis ledelse Svensk Røde Kors i februar 1945 begyndte at befri alle norske og danske fanger i Tyskland og bringe dem hjem. (Kilde: Den store danske)

Silvia-forside

Bogen udkommer i dag.


Kilder:

Den store danske

https://denstoredanske.lex.dk/Theresienstadt

Gyldendal

https://presse.gyldendal.dk/BookDetail.aspx?ISBN=9788702369700&mode=comende

Du kan læse mere om jødeaktionen i oktober 1943 her:

https://denstoredanske.lex.dk/J%C3%B8deaktionen

Du kan læse mere om de hvide busser her:

https://denstoredanske.lex.dk/de_hvide_busser


Filosofi og fordybelse

I morgen tager vi hul på den første efterårsmåned – og dermed også bøgernes højsæson.

Efteråret er imidlertid også høstsæson, og i “Tobias & Trine er til høstgudstjeneste” kan børn i alderen 3 til 8 år høre og læse om Tobias og Trine, der glæder sig til at komme i kirke, fordi der er gudstjeneste med æblemost og brombærtærter.

Bibelselskabets Tobias & Trine-serie har tidligere været omtalt her på bloggen (læs indlæg her).

Serien rummer nu tolv små bøger, hvor journalist og foredragsholder Malene Fenger-Grøndahl fortæller børnene om de kristne budskaber, højtider og traditioner. Illustrationerne er lavet af Jesper Tom-Petersen.

Tobias & Trine-høstgudstjeneste

Bogen er udkommet.

Filosofisk billedbog

Vi bliver ved bøger for børn og barnlige sjæle.

Jesper Wung-Sung (1971) har skrevet en række anmelderroste bøger for børn, unge og voksne, herunder slægtsromanen “En anden gren”, der indbragte ham De Gyldne Laurbær i 2017, efterskoleromanen “Det år sjæle slår smut” og “Kvinde set fra ryggen”, der er en biografisk roman om Ida Hammershøi (se omtale her).

Nu er Jesper Wung-Sung på banen med den filosofiske børnebilledbog “Hvem bestemmer noget?”, der handler om, hvad man bestemmer i sit eget liv, mens man endnu er barn.

I sin foromtale af “Hvem bestemmer noget?” skriver forlaget Gyldendal blandt andet:

Et barn og en far sidder og kigger ud over havet. Barnet tænker på, hvem der egentlig bestemmer, hvor mange bølger, der er i havet, eller hvornår solen står op. Det, og meget andet taler faren og barnet om i denne billedbog, der er smukt illustreret af den svensk-finske illustrator Jenny Lucander.” (Kilde: Gyldendal)

Hvem bestemmer noget-forside

Bogen har forventet udgivelse 7. september.

Læs mere om Jesper Wung-Sung her.

Læs mere om illustrator Jenny Lucander her.

Strid familiekalender

I september udkommer flere kalendere for 2024 heriblandt “Strid familiekalender 2024”.

Hvor Jakob Martin Strids familiekalender i 2022 havde tegninger fra hans dejlige serie om Mimbo Jimbo og Mumbo Jumbo (se omtale her), har kalenderen for 2024 hver måned et stort farveopslag fra “Den Utrolige Historie om Den Kæmpestore Pære”, som er en af Strids mest populære bøger.

“Strid familiekalender 2024” har herudover fem kolonner til hele familien og relevante kalenderinformationer.

Strid-familiekalender-forside-2024

Kalenderen udkommer i morgen.

Succesforfatter på Møn

Og så til noget helt andet. Siden 2000 har Møn haft International litteraturscene med fokus på samtale og fordybelse i litteraturen.

I år er det den prisbelønnede svenske forfatter Sara Stridsberg (1972), hvis værker vil blive belyst i samtaler mellem forfatteren selv og forlægger Charlotte Jørgensen (lørdag 2.9) og Sara Stridsberg og digter Mette Moestrup (søndag 3.9).

Samtalerne vil omhandle Stridsberg forfatterskab, kvinder og fortællerstemmer i forfatterens værker, mødre og døtre, kærlighed og vanvid.

Sara Stridsberg brød internationalt igennem med romanen “Drømmefakultetet” (2007), som vandt Nordisk Råds Litteraturpris og blev nomineret til den internationale Booker Prize.

Drømmefakultetet-forside

Verdenslitteratur på Møn varer fra lørdag 2. til og med søndag 3. september.

Læs mere om arrangementet her.

God weekend – og læselyst 🙂


Kilder:

Verdenslitteratur på Møn

http://verdenslitteratur.dk/

Bibelselskabet

Tobias & Trine er til høstgudstjeneste

Gyldendal

Hvem bestemmer noget?

Strid familiekalender

Se flere af Gyldendals dejlige kalendere for 2024 her:

Fuglekalender 2024

Haveselskabet Kalender 2024


Kunsten fejres

I dag og de næste tre dage flokkes internationale og danske forfattere og tusindvis af gæster til Louisiana for at fejre litteraturen.

Louisiana Literature løber i år af stablen 17.-20.august. Det er 12. gang, at det nordsjællandske kunstmuseum byder på litteratur i interview, samtale, oplæsning og performance.

Som de foregående år optræder forfatterne på scener rundt omkring i de skønne omgivelser, inde og ude, omgivet af smuk arkitektur og storslået billedkunst.

Berømtheder, bål og myter

Det er lykkedes Louisiana at få både anerkendte danske forfattere og store navne fra England, Frankrig, Irland, Island, Italien, Japan, Nigeria, Skotland, Sverige, Tanzania, USA og Østrig med på festivalen.

Blandt de udenlandske navne finder man f.eks. japanske Haruki Murakami, som læser op (ledsaget af Katrine Gislinge på klaver), Abdulrazak Gurnah fra Tanzania, som i 2021 fik Nobelprisen i litteratur, irske Claire Keegan, britiske Tessa Hadley (der interviewes af Merete Pryds Helle), og ligeledes britiske og prisbelønnede Ian McEwan.

Af danske forfattere kan nævnes Katrine Marie Guldager i samtale med Kirsten Hammann, Jens Christian Grøndahl, Morten Søndergaard, Peter Laugesen, Glenn Bech, Søren Ulrik Thomsen, Kim Blæsbjerg og Ib Michael. Sidstnævnte interviewes af skuespiller Iben Hjejle.

Om aftenen tændes der bål, og de sene gæster kan opleve fortællinger, ritualer og musik om myter og forvandlinger, ligesom man kan lytte til en godnatkoncert med forfatter Adda Djørup og komponist og guitarist Mark Solborg, der optræder på festivalen i et nyt tværkunstnerisk samarbejde.

Læs mere om Louisiana Literature her: https://louisiana.dk/det-sker/louisiana-literature/

Find hele programmet her: https://louisiana.dk/wp-content/uploads/2023/08/2023-Program_DK_UK-TRYKKLAR-rettet.pdf

Robert De Niro fylder 80

Vi bliver i kunstens verden, for i dag fylder min yndlingsskuespiller Robert De Niro 80 år!

Jeg har endnu ikke læst nogle af de biografier, der er skrevet om denne fabelagtige kunstner, som igennem snart 60 år har beriget os med fremragende og uforglemmelige filmoplevelser.

Det siges, at Robert De Niro er et meget privat menneske. Så måske man skulle lade det være ved det og bare nyde hans sublime skuespil i den filmskat, han har givet os.

En filmskat, der spænder fra “Mean Streets”, “The Godfather Part II”, “1900” og “Taxi Driver” over “The Deer Hunter”, “Raging Bull”, “Once Upon a Time in America”, “The Mission”, “The Untouchables”, “GoodFellas”, “Casino” og “Heat” til “Falling in Love”, “Midnight Run”, “Meet the Parents”, “Stardust”, “Everybody’s Fine”, “Silver Linings Playbook”, “The Intern”, “The Irishman” … og mange flere.

Under alle omstændigheder skal der lyde et hjerteligt Happy Birthday til Robert De Niro herfra – og en stor og varm tak for alle de fantastiske filmoplevelser 🙂

Screenshot 2023-08-17 at 11-52-05 Everybody's Fine (2009)

“Everybody’s Fine” (2009) blev ikke nogen kommerciel succes, men kan varmt anbefales. Robert De Niros portræt af enkemanden og faren, Frank Goode, der opsøger sine voksne børn, rammer lige i hjertekulen. Foto er fra filmen/IMDB.

God bog- og filmweekend 🙂


Læs mere om Robert De Niro her:

https://www.britannica.com/biography/Robert-De-Niro