Back to reality

Børnebogsmessen i Bologna er den internationalt vigtigste messe for børne- og ungdomslitteratur. I år fandt den sted fra den 30. marts til den 2. april, og i den anledning har jeg talt med redaktør Lise Heilesen fra Nyt Nordisk Forlag, som deltog i messen.

Lise Heilesen har været redaktør af børne- og ungdomsbøger i 15 år heraf fire år på Nyt Nordisk Forlag, hvor hun har været ansat siden 2011. På spørgsmålet om, hvilke trends der kendetegner børne- og ungdomslitteraturen netop nu, svarer hun:

“Hvis vi tager det, vi kalder ‘middle grade’, det vil sige bøger til målgruppen 9-13 år, er det særligt adventure og spænding gerne tilsat humor, som er populært. Genrerne for ungdomsbøgerne er mere over i det realistiske eller dystopiske, hvilket vi også har set de senere år med titler af John Green (forfatteren til ‘En flænge i himlen’, red.) Hunger Games-serien og Teri Terrys trilogi (‘Slettet’, ‘Splittet’ og ‘Knust’, red.).”

– Er der nye forfatternavne og titler på vej inden for de to genrer?

“Ja, til september udgiver vi på Nyt Nordisk Forlag Teri Terrys nye roman ‘Mind Games’ på dansk. Og i juni udgiver vi Jasmine Wargas debutroman ‘My Heart and Other Black Holes’ på dansk. Den handler om Aysel på 16, som har det rigtig svært både med forældrene og klassekammeraterne og begynder at planlægge sin egen død. Men hun tør ikke gøre det alene og finder derfor en ‘selvmords-makker’ på nettet, den jævnaldrende Roman, som synes, det er umuligt at leve videre efter en familietragedie.”

– Emnet for Jasmine Wargas ungdomsbog lyder umiddelbart tungt. Hvorfor tror du, at bogen alligevel har appel til unge danske læsere?

“Fordi romanen også rummer glimt af humor, og selv om den skildrer to unges depression og isolation, viser den også, hvad et venskab kan gøre for to modløse teenagere. Historien giver læseren styrke og håb, og så er den smukt skrevet og har et godt plot. Til sidst i bogen skriver forfatteren også direkte til læseren om depression, og om hvordan man kan søge hjælp, hvis man er deprimeret og går med selvmordstanker, eller kender nogen, som gør det. Det skal også nævnes, at bogen er skrevet af en ung forfatter på 26 år, hvis sprog og stil appellerer til de unge læsere.”

– Til slut skal jeg høre, om fantasy stadig er in?

“Der laves stadig fantasybøger, men ikke så meget som før. Det er, som om den realistiske genre tiltrækker de unge læsere mere i øjeblikket.”


Man kan læse om Teri Terrys bøger på Nyt Nordisk Forlags hjemmeside og se et videoklip med forfatteren på:

http://www.nytnordiskforlag.dk/shop/boerneboeger/869-slettet.html

Teri Terry deltager også i bogmessen i Bella Centret til november.


Og så er det i dag 75 år siden, Danmark blev besat af Tyskland. Med afsæt i mit lille Astrid Lindgren-tema og interviewet med Lise Heilesen om børne- og ungdomsbøger, virker det derfor oplagt at runde dagens blog af med dette citat:

“Et barn, som ikke føler sig elsket af sine forældre, og som ikke kan finde andet at give kærlighed til og få kærlighed af, vokser selv op og bliver et ulykkeligt og ofte kærlighedsløst menneske, som kan gøre meget skade på sin vej gennem livet. Intet er mere sikkert, end at verdens skæbne afgøres i børneværelserne. Der afgøres det, om morgendagens mænd og kvinder bliver mennesker med sunde sjæle og gode viljer eller forkrøblede individer, som benytter enhver lejlighed til at gøre tilværelsen lidt mere vanskelig og besværlig for deres medmennesker. Selv de statsmænd, som skal råde over menneskers skæbne i morgendagens verden, er små børn i dag.” (Fra Astrid Lindgrens debatindlæg “Mer kärlek!” i tidsskriftet Perspektiv, september 1952)

Ung i kærlighed og krig

Selvom mit lille tema om Astrid Lindgren er slut for denne gang, vil både forfatteren og hendes værker stadig dukke op på min blog i ny og næ. Og jeg har heller ikke sluppet børnelitteraturen endnu. Men før jeg blogger videre om den, vil jeg gerne skrive et par ord om Klaus Rifbjerg, der som bekendt døde påskelørdag.

Klaus Rifbjerg var en af de store sværvægtere i dansk litteratur. Som mange andre forbinder jeg ham nok især med “Den kroniske uskyld”. Jeg tilhører en af de talrige generationer af gymnasieelever, for hvem hans debutroman var fast pensum. Og hold op, hvor gjorde den bog indtryk på os! Det er det eneste skønlitterære værk, jeg husker, piger og drenge var lige begejstrede for i min gymnasietid.8702117806

Skrevet 30 år før vi selv satte den hvide hue på vores mere eller mindre uskyldige hoveder, slog historien om Janus, Tore og Helle ned i os som et lyn. Jeg husker beskrivelsen af de tre unge og deres udvikling fra puberteten til voksenlivet lige så klokkeklart, som havde de været mine klassekammerater.

Mine venner og jeg slugte skildringen af trioens venskab og den idealiserede kærlighed mellem Tore og Helle råt, og vi led med parret og deres tro væbner, Janus, da Fru Junkersen, slangen i paradis, brutalt frarøvede dem uskylden med tragiske konsekvenser til følge.

Helt kort kan man måske sige, at hvis min barndom var rundet af Astrid Lindgren, kom min ungdom – i hvert fald en overgang – til at stå i Klaus Rifbjergs tegn.

Det kan godt være, at “Den kroniske uskyld” er røget ud af folkeskolens kanon, men det fratager ikke romanen dens klassikerstatus, og jeg er ret sikker på, at Janus, Tore og Helle vil vedblive at bevæge deres jævnaldrende mange år endnu.

8702173871Nu skal min blog jo ikke kun handle om klassikere. Derfor vil jeg til slut gøre opmærksom på en ny ungdomsbog, der udkommer på Gyldendal i dag.

I sin skønlitterære debut “Blindskud” tager forfatteren Jakob Fälling livtag med emnet drenge og krig. Hovedpersonen Nik spiller hardball med sine venner i skoven, men en dag går det galt, og han må hente hjælp hos sin storebror, der er vendt hjem fra Afghanistan. Romanen bygger både på research, Jakob Fälling har lavet i forbindelse med tidligere bøger, og hans egne personlige erfaringer.


Læs mere om, hvad der sker i børnelitteraturen netop nu, når jeg skriver om Børnebogmessen i Bologna på torsdag!

Smuk som de svenske elve

Hvis jeg ikke var helt enig med Politikens betegnelse af Ronja Røverdatter som “Pippis arvtager”, er jeg til gengæld enig med avisens anmelder Steffen Larsen i, at “Brødrene Løvehjerte” er “Verdens bedste børnebog”! (Politiken, 6.12.2003)

Poesi og filosofi går op i en højere og skønnere enhed i denne historie om to brødres kamp mod det onde – en fortælling, der flyder lige så smukt og medrivende som de svenske elve.

Brdr.LovehjerteVi følger Tvebak og Jonatan på 10 og 13 år, sønner af en fattig syerske, og hvordan de bliver til Brødrene Løvehjerte i Nangijala. Ved første øjekast et paradis, men som i ethvert paradis er her en slange – i dette tilfælde en ond diktator ved navn Tengil.

Det er en historie om det godes kamp mod det onde, frihed og diktatur, kærlighed og had, liv og død. Centralt står budskabet om at følge sin samvittighed, som Jonatan forklarer Tvebak, er der ting, man er nødt til at gøre, for “Ellers er man ikke noget menneske, men bare en lille lort.”

Visse steder er denne fortælling fra lejrbålenes og eventyrenes tid lige så sørgelig, som den er smuk.

Af netop den grund viger mange forældre længe uden om at læse bogen højt for ungerne. Det er forståeligt, men pas på ikke at undervurdere poderne!

Da Politiken interviewede Astrid Lindgren i december 1973 og ville vide, om børn kunne rumme bogens dødstema, svarede hun:

“Hvorfor ikke? Børn er ikke nær så bange for døden som voksne. Mange voksne må have en voldsom skræk for døden, har jeg fundet ud af, efter at Brødrene Løvehjerte er udkommet (…) For mig er der ikke noget forkert i at give børn en fortrolighed med døden gennem et eventyr. De har endnu ikke erfaring til at overskue realiteterne (…) Børn er ikke bange for døden endnu. De er bange for at blive ladt alene.”

I kølvandet på udgivelsen kunne forfatteren også berette om børn, der takkede hende for en slutning, de fandt lykkelig, og for en bog, der gav dem trøst.

Efter min mening bør ingen – hverken børn eller voksne – snyde sig selv for den store, stærke og smukke oplevelse, “Brødrene Løvehjerte” er. Det er også grunden til, at jeg runder mit lille tema om en af verdens bedste forfattere af for denne gang med en omtale af den bog.

En smukkere roman om kærlighed, liv og død, mod og angst er ikke skrevet!


Læs med, når jeg skriver videre på bloggen nu på tirsdag!

Fars pige gør oprør

“Pippis arvtager. En ny person, Ronja Røverdatter er kommet til i den svenske forfatterinde Astrid Lindgrens populære børnebogsfamilie …”

Sådan skrev Politiken på avisens forside den 11. november 1981. “Ronja Røverdatter” var udkommet i efteråret og allerede solgt i 100.000 eksemplarer, da Politikens Ninka interviewede forfatteren.

Jeg ved ikke, om jeg er enig i sammenligningen med Pippi. For jeg synes nu, hun er noget i sin helt egen ret denne lille iltre mørkhårede heltinde kaldet Ronja, der trods stor kærlighed mellem far og datter ikke vil løfte den fædrene arv og stjæle fra de rige for at give til sig selv, men som knytter et ubrydeligt bånd til den rivaliserende røverhøvdings søn Birk. Et venskab så varmt, så dybfølt og så stærkt, at det tangerer et Nordens Romeo og Julie-forhold, men lykkeligvis med en muntrere udgang.

ronja_roverdatter-16259127-frntlVi læste bogen højt, da familien var i Småland sidste sommer, og med tilbageholdt åndedræt fulgte vi de to røverbørns venskab, liv og kamp for at overleve i en natur, der kan være lige så brutal, som den kan være betagende. En natur, vi selv oplevede på nærmeste hold samtidig med læsningen af romanen.

Bogen berører så mange eviggyldige temaer, at den vil vedblive at gribe børn og voksne til alle tider: kærlighed, venskab, børns smertefulde, men uundgåelige løsrivelse fra deres forældre, naturen og menneskets samhørighed med den, liv og død.

Man behøver ikke være barn eller have børn/børnebørn for at kaste sig over historien om Ronja og Birk – det er nok bare at være menneske.

Og så tror jeg ikke, at jeg har læst nogen smukkere skildring af foråret. Bedre end nogen anden, formår Astrid Lindgren at indfange og beskrive denne årstids på én og samme tid skønne saliggørende væsen og voldsomme vitalitet. En fødsel så heftig, at den kan tage pusten fra én, er foråret.

Som i mange andre af Astrid Lindgrens bøger er det også her Ilon Wiklands illustrationer, der på bedste vis supplerer forfatterens ord.

Hvis jeg skal koge, hvad jeg har at sige om denne klassiker, ned til tre ord, må det være:

Vidunderlig, læs den!


Læs med, når jeg omtaler “Verdens bedste børnebog” nu på torsdag!

En dag i Lindgrens ånd

I juli sidste år tog min familie og jeg igen til “Astrid Lindgrens Värld”, men denne gang udvidede vi besøget til forfatterens barndomshjem Näs – og det fortrød vi ikke!

Astrid Lindgrens Näs og det tilhørende museum er virkelig et besøg værd, og ligesom oplevelsesparken ligger de i Vimmerby. Børn og voksne får her lov at opleve de omgivelser, som den verdensberømte forfatter voksede op i, og som inspirerede til så mange af hendes vidunderlige fortællinger.

Astrid Lindgrens barndomshjem Näs (Foto: JayJay)

Astrid Lindgrens barndomshjem Näs (Foto: JayJay)

Astrid Lindgren blev født den 14. november 1907 i det smukke røde hus, og hun sørgede for, at det i dag er indrettet og fremstår, som det tog sig ud i hendes barndom. Desværre nåede vi ikke rundvisningen indenfor, så den må vi have til gode. Til gengæld kunne vi nyde solen, mens vi gik rundt i den have, hvor hun og hendes søskende legede for hundrede år siden.

Men også museet er en dejlig oplevelse og helt i Lindgrens ånd. Der er en dansk audioguide til voksne og en til børn. Man ser de samme udstillinger om Astrid Lindgrens liv, men formidlingen af dem er forskellig. Min mand og jeg valgte den for voksne, men kunne også have snuppet børneudgaven i stedet. I hvert fald var familiens yngste vildt begejstret for sin version. Et berømt citat fra “Brødrene Løvehjerte” kombineret med en bestemt del af udstillingen blev skelsættende for vores barn, der før besøget ikke turde få hovedet under vand, men nu var fast besluttet på at følge den store forfatters ord om at turde trodse sin egen frygt – for ellers er man “bare en lille lort”. Det blev efterfølgende til mange udspring i den svenske skærgård, og vi har flere gange siden sendt Lindgren en kærlig tanke.

Besøg den hyggelige café på Näs. (Foto: JayJay)

Besøg den hyggelige café på Näs.
(Foto: JayJay)

Når man således modigere og bedre rustet til livet træder ud af museet, bør man unde sig selv en forfriskning i den hyggelige museumscafé. Vi fik ægte svenske “köttbullar”, som vi nød på den skønne terrasse under de hvide parasoller i sommervarmen.

Og så kunne man tro, at vi var blevet mætte af Lindgren – men nej! Det bliver vi vist aldrig i min familie, så vi satte kursen mod virkelighedens Katholt. Det var her filmene om Emil fra Lønneberg blev indspillet i 1971-73, og heller ikke i dag kan man forestille sig et mere idyllisk landbrug.

Gladere grise end dem på Katholt findes næppe. (Foto: JayJay)

Gladere grise end dem på Katholt findes næppe.
(Foto: JayJay)

Grisene løber rundt med krølle på halen i en gammeldags svinesti, og man tænker straks på Emil og Grisepjokket. En hest, der ligner Emils gode gamle Lukas, græsser i folden, og hønsene render frit omkring – dog pinligt ædru og ikke hønefulde af gærede kirsebær som i Lindgrens historie.

Hovedbygningen ejes af den samme familie, som dengang optagelserne stod på, og her må man ikke gå ind, men til gengæld er resten af grunden åben for Emil-glade børn og voksne. Og hvis man vil se de naturskønne omgivelser lidt fra oven, er der stylter, man kan stavre omkring på.

Den skønne Katholt-grund anno 2014. (Foto: JayJay)

Den skønne Katholt-grund anno 2014.
(Foto: JayJay)

 

Skammekrog eller fristed - uanset hvad er resultatet af Emils tid i Snickerboa et smukt resultat. (Foto: JayJay)

Skammekrog eller fristed – uanset hvad er resultatet af Emils tid i Snickerboa smukt.
(Foto: JayJay)

En publikumsmagnet er selvfølgelig Snickerboa –  værkstedet med alle figurerne, som Emil snittede de utallige gange, han blev jaget herud. Selv træstubben står her, som om den lille gæve gut just havde siddet her og snittet nok en trædukke.

Alfreds karlekammer og Nissehuset (lokummet, hvor Emils far sad fast) er her naturligvis også, og så er her en hyggelig butik med en lille udstilling om filmoptagelserne.

Vi var så opløftede af det dejlige sted og den rolige atmosfære, at vi slet ikke havde lyst til at tage derfra, og den dag, der begyndte med Näs og sluttede på Katholt, har vi levet længe på siden.


Læs med, når jeg omtaler “Pippis arvtager” på tirsdag!

 

 

Pippi – et krigsbarn

Da jeg fik ideen til min blog, vidste jeg, at jeg ville åbne ballet med et tema om Astrid Lindgren. Derfor var det Jens Andersens “Denne dag, et liv – En Astrid Lindgren-biografi”, jeg lagde i kufferten, da familien for nylig stak til Sverige på skiferie.

8702151275Så mens resten af selskabet gled ned ad de sneklædte løjper, læste jeg Andersens værk, der har vundet Politikens Litteraturpris og ligger øverst på bestsellerlisterne. Samtidig bragte DR en svensk dokumentar om Astrid Lindgren. Bedre kan det næsten ikke blive!

Og en bedre biografi om Astrid Lindgren end Jens Andersens får vi ikke. I bogen demonstrerer han et suverænt overblik over sit materiale, der består af hidtil ukendte og ikke tidligere offentliggjorte breve, dagbøger, fotos og halvandet års samtaler med Lindgrens datter, Karin Nyman.

Vi hører om hendes smålandske barndom og oprørske ungdom i Vimmerby, og hvordan det fra første færd stod klart, at her var en fortæller udover det sædvanlige. Men vi hører også om, da hun blot 19 år gammel føder sønnen Lasse uden for ægteskab og om hendes ubærlige smerte, da hun er nødt til at overdrage ham til en heldigvis elskelig plejemor og dennes søn i København.

Jens Andersen beretter, hvordan mørket her for alvor sniger sig ind i Astrid Lindgrens sind trods hyppige besøg i Danmark, og trods det at mor og søn siden bliver genforenet og udvider familien med ægtemanden Sture og datteren Karin. Beretningen om Astrid Lindgren og hendes søns svære start i livet kaster nyt lys over forfatterskabet og læsningen af bøger som “Mio, min Mio”.

I det hele taget viser Jens Andersen, hvordan lys og mørke, munterhed og melankoli går hånd i hånd gennem forfatterens liv. Denne dobbelthed kommer også til udtryk i hendes dagbogsnotater og måske især i krigsdagbøgerne. Det er gribende læsning!

Naturligvis hører vi om tilblivelsen af Pippi Langstrømpe. Jeg anede ikke, at denne elskelige, humørfyldte, rødhårede rebel blev til på baggrund af Anden Verdenskrigs gru og rædsler, og at verdens stærkeste pige blev skabt som et menneskeligt modtræk til Hitler og Stalin. Andersen giver os hele historien, fra Pippi opstår i Lindgrens mundtlige fortællinger til sin datter i 1941, til den lille revolutionære superhelt udkommer på papir i vinteren 1945. Pippi kommer som et tiltrængt festfyrværkeri for børn og deres forældre efter seks års mørke og barbari. Men som et bombenedslag for visse professorer, der føler sig truet af denne antiautoritære barneskikkelse, hvis mage verden aldrig før har set. Andersen beretter om såvel de begejstrede røster som parnassets kritiske reaktioner.

Biografien belyser også Emil fra Lønneberg og Lindgrens andre litterære personer, der for en stor dels vedkommende var ensomme børn. Astrid Lindgren indså tidligt, at menneskets ensomhed er et livsvilkår, og i bogen får vi hendes betragtninger om dette, om livets skrøbelighed og om vigtigheden af at leve i nuet.

Hendes livskloge refleksioner gør sammen med Andersens velskrevne kommentarer og mesterlige orkestrering af stoffet biografien til et “must read”. Hvis du vil læse en biografi om Astrid Lindgren, så lad det være Jens Andersens!

Efter at have læst “Denne dag, et liv” føler jeg mig ikke alene rigere på viden om en af verdens største forfattere og hendes værker, men rigere som menneske. Det er store ord, men når en bog rammer en nerve i læserens eget liv, som jeg oplever, at Andersens Lindgren-biografi gør det, er ordene på deres plads.

Bedre bliver det ikke!


Læs med, når jeg fortæller om min tur til Astrid Lindgrens barndomshjem og virkelighedens Katholt nu på torsdag!

Barn af Astrid Lindgren

“Jamen, det er jo Møns Klint!” udbrød en af mine veninder, da hun så forsidefotoet på bloggen her.

Det forstår jeg godt, hun troede, men billedet viser nu The White Cliffs of Dover. Jeg har valgt det, fordi jeg kan huske de smukke hvide klipper, da jeg for nogle år siden sejlede til England. Jeg havde meldt mig til et sprogkursus i York, og synet af Dovers kyst fik mig til at glæde mig endnu mere til mit ophold.

Og hvem kender ikke til forventningens glæde, når man rejser ud for at opleve nyt? At rejse er at leve, sagde H. C. Andersen, som bekendt. Men det er ikke kun pas og penge, der kan bringe os ud under fjerne himmelstrøg. Med en bog i hånden kan vi rejse til det gamle Kina og det antikke Rom, eller vi kan komme til Narnia og Hogwarts. Ja, det er kun fantasien – forfatterens og vores egen – der sætter grænser for, hvilke nye lande og verdener vi kan opleve.

Jeg har altid elsket at rejse i Astrid Lindgrens univers, fra Bulderby og Katholt til Nangijala og Landet i det Fjerne. De oplevelser, som ventede én der, står for mig som nogle af de bedste ikke bare inden for børnebøger, men inden for litteraturen i det hele taget.

Men hvad er det, der gør Astrid Lindgren til en af verdens bedste forfattere?

Er det hendes unikke evne til at se verden i børnehøjde? Hendes eventyrlige fantasi og finurlige humor? Hendes gudsbenådede fortælletalent, der rummer stor poesi? Jeg tror, man bedst finder svaret ved at læse, høre eller se hendes historier.

Selv har jeg holdt af hendes persongalleri, siden Emil fra Lønneberg første gang gled over tv-skærmen i 70’erne, og min mor læste højt af “Alle vi børn i Bulderby”. Jeg husker, hvordan min bror ønskede sig en blå Emil-kasket, og at jeg selv ville have fletninger ligesom lille Idas.

Og nu, hvor vi læser Pippi Langstrømpe, Ronja Røverdatter og Madicken højt herhjemme, oplever vi, at Astrid Lindgrens guldgrube af historier beriger små og store lige så meget, som da de udkom – for Pippis vedkommende for 70 (!) år siden.

Vi er alle børn af Astrid Lindgren, er der nogle, som siger. Jeg kan heller ikke forestille mig min barndom uden Emil og Ida, Pippi, Tommy og Annika, Tvebak og Jonatan.

Derfor byttede jeg også straks en anden bog, jeg for kort tid siden fik foræret, til Jens Andersens stærkt roste Astrid Lindgren-biografi “Denne dag, et liv”.

Hvis du – ligesom jeg – er barn af Astrid Lindgren, så læs med, når jeg anmelder biografien nu på tirsdag!