Kendtes top ti

Posted on 02/03/2017 by kigindibogensverden under Tips og klummer

Hvilke bøger ville den Oscar-nominerede franske skuespiller Isabelle Huppert tage med på en øde ø?

Det afslører hun på den amerikanske boghandel One Grand Books’ hjemmeside. Her har boghandler og redaktør Aaron Hicklin spurgt skuespillere, forfattere og andre kendte om deres top ti-bogliste, i fald de skulle strande på en øde ø.

Det franske filmikon ville tage disse bøger med (men advarer om, at listen ikke ville have set sådan ud for to uger siden og heller ikke vil gøre det om en måned):

“Græsset synger,” Doris Lessing. Huppert begrunder valget med, at hun har elsket bogen, siden hun læste den første gang, herunder de to hovedpersoner, Mary og Moses, og Afrika, som i den grad vækkes til live på siderne.
“The Pillow Book,” Sei Shonagon. “Et sandt vidunder,” siger Huppert om bogen, der foregår ved den japanske kejsers hof i 900-tallet.
“De besatte” (også udgivet som “Onde ånder” og “Nihilister”),” Fjodor Dostojevskij. “Måske den største roman, der nogen sinde er skrevet, men jeg har ikke læst dem alle!” siger skuespilleren.
“Snopes: The Hamlet, the Town, the Mansion,” William Faulkner. “Jeg ved, at Faulkner skabte nogle af de smukkeste kvindelige karakterer. Jeg kan ikke vente med at lære Linda Snopes at kende!” siger hun.
“Autobiography,” John Cowper Powys. Huppert har fået bogen anbefalet af sine venner, men har endnu ikke læst den.
“Syndens blomster” (også udgivet med titlen “Helvedsblomsterne”), Charles Baudelaire. “Digteren … Aldrig naiv, nogle gange ond, altid fremragende. Jeg er heldig at kunne læse ham på fransk,” konstaterer Huppert.
Dette er en af de ti bøger, Isabelle Huppert vil have med på en øde ø.
“Conversations With Wilder,” Cameron Crowe. “Jeg tør vædde med, at der ikke er nogen biografer på den øde ø, så jeg vil tage bøger med, som minder mig om biografen. Jeg vil prøve i hemmelighed at fylde en hel kuffert. Et par interviewbøger: Hitchcock-Truffaut, Orson Welles, Ava Gardner… Og her er en med den sublime Billy Wilder,” fortæller filmstjernen.
“Nature: Simple, Healthy, and Good,” Alain Ducasse. Da Huppert går ud fra, at der heller ikke vil være nogen restauranter på øen, vil hun i det mindste læse nogle madopskrifter.
“The Letters of Vincent Van Gogh”. Ifølge Huppert er Van Gogh’s breve et verdenslitterært mesterværk.
“Hamlet,” Shakespeare. “Ja! Shakespeare! Altid! Den største! Al Shakespeare! Selvfølgelig!” slutter Isabelle Huppert.

På One Grand Books’ hjemmeside kan man også se de bøger, som skuespiller Drew Barrymore, forfatter Neil Gaiman, tryllekunstner David Copperfield og mange andre ville have med i bagagen – og måske få et par idéer til feriebøger, selv om turen ikke går til en øde ø 😉

One Grand Books ligger i New York.

Du kan finde hele teksten med Isabelle Huppert her: http://onegrandbooks.com/

PS: Og så er det i øvrigt i dag, at United Kingdom og Irland fejrer Verdens Bogdag.

Læs mere her: http://www.worldbookday.com/about/

I Danmark fejrer vi Verdens Bogdag den 23. april, der som bekendt også er Shakespeares fødselsdato 🙂

Følsomme læsere

Posted on 23/02/2017 by kigindibogensverden under Tips og klummer

“Sensitivity readers” er en ny trend inden for forlagsbranchen i USA. “Følsomhedslæserne” kulegraver bøger for racistisk, kønsdiskriminerende eller andet krænkende indhold.

The Washington Post bragte den 10. februar en artikel om den nye trend, der ikke mindst skyldes, at nogle forfattere er blevet beskyldt for racisme på de sociale medier. En forfatter er tilmed blevet tvunget til at revidere sin bog.

Også J. K. Rowling har måttet stå for skud. Sidste år blev den verdensberømte forfatter kritiseret kraftigt af indianske læsere for sin skildring af Navajo-stammens traditioner i bogen “History of Magic in North America”.

Frygten for at støde læserne har fået nogle forfattere til at hyre en såkaldt “følsomhedslæser”, som for et symbolsk beløb tjekker bogen for ting, der kan virke stødende i forhold til race, køn, sygdomme og andet.

Tendensen har specielt vundet indpas i bøger til børn og unge og skyldes blandt andet, at forfatterne i stigende grad overvåges på de sociale medier for deres portrætter af marginaliserede grupper, især hvis forfatteren ikke selv tilhører gruppen.

Kulturelt tyveri

I artiklen kan man læse, at en Young Adult-forfatter hyrede en transseksuel fan til at bedømme hendes skildring af en transseksuel person. En anden forfatter har startet en database med “følsomhedslæsere”, som forfattere kan hyre, hvis de er nervøse for, at deres behandling af ømtålelige emner kan krænke læserne.

En af “følsomhedslæserne” er Dhonielle Clayton, en sort bibliotekar og forfatter i New York. I sin bedømmelse af et manuskript gennemgår Clayton ordvalg, dialog og plot, ser på autenticiteten i personerne og scenerne og fortæller derefter forfatterne, hvor de kan lave mere research og dermed forbedre bogen.

Selv om Clayton ser sin rolle som vigtig, føler hun sig usikker ved tanken om, at hun hjælper hvide forfattere med at skrive bøger om sorte personer, som forfatterne høster penge og ros for.

“Det føles, som om jeg leverer frøene og perlerne og juvelerne fra vores kultur, og det skaber en form for kulturelt tyveri,” udtaler Clayton i artiklen.

Tankepoliti

Artiklen i The Washington Post er tankevækkende.

For på den ene side er det forståeligt, at forfattere ønsker ekstra fakta-tjek, så deres værker opnår den højeste grad af troværdighed. På den anden side kan tendensen med “følsomhedslæsere” føre til en form for selvcensur.

Hvad mon en “følsomhedslæser” ville sige til raceskildringen i Defoes klassiker?

Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om op til flere af de store skønlitterære klassikere ville have overlevet “følsomhedslæsernes” kritiske blik.

Ville vi have fået “Robinson Crusoe” og Friday? Eller Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe, der i den grad stødte parnasset, da hun så dagens lys i 1945?

Ville Shakespeares sorte “Othello” have fundet nåde for en nutidig “følsomhedslæsers” vagtsomme blik? For slet ikke at tale om jøden Shylock i “Købmanden i Venedig”!

Og hvad ville en moderne “følsomhedslæser” (og måske selv bonusmor) sige til fremstillingen af de onde stedmødre i “Askepot” og “Snehvide”?

Med andre ord: Det ekstra sæt øjne kan bidrage til at gøre et værk så autentisk som muligt, men forfattere bør passe på, at de sociale medier og tidens hang til politisk korrekthed ikke ender med at være et tankepoliti, der gør litteraturen tam og tandløs.

Du kan læse Washington Posts artikel her: https://www.washingtonpost.com/entertainment/books/theres-a-new-way-for-novelists-to-sound-authentic-but-at-what-cost/2017/02/10/8312d926-ee43-11e6-b4ff-ac2cf509efe5_story.html?utm_term=.fbf5f6086e12

Læsefest for læseføl

Posted on 09/02/2017 by kigindibogensverden under Tips og klummer

Vinterferien står for døren med masser af tilbud til børnene og deres forældre – ét af dem er gratis bøger!

“Hvis man skal ende som læsehest, må man begynde som læseføl.”

Sådan lyder filosofien bag læselystkampagnen GratisBørnebøger, hvor syv danske børnebogsforfattere to gange om året stiller 17 af deres egne yndlingsbøger til rådighed online, uden login og helt gratis.

Sagen er nemlig, at det langt fra er alle børn, der har let adgang til papirbøger, og med 360.000 hits har vi bevist, at behovet for onlinelæsning er enormt. Her kan alle være med – også dem, der ikke kommer fra et hjem med bogreoler,” fortæller Ellen Holmboe, en af forfatterne bag kampagnen.

Prisbelønnede forfattere

De syv forfattere bag læselystkampagnen er Benni Bødker, Jan Kjær, Henrik Einspor, Morten Dürr, Bo Skjoldborg, Emil Blichfeldt og Ellen Holmboe, som tilsammen har skrevet godt 400 titler.

I efteråret blev Jan Kjærs bøger om Nomerne kåret til Årets Serie af de danske skolebibliotekarer, og Morten Dürr fik Pædagogisk LæringsCenterForenings Pris for sit forfatterskab, der omfatter mere end 50 titler.

Bøgerne, som forfatterne har lagt ud til gratis læsning, byder på spænding, humor og alvor, og de egner sig til både højtlæsning, letlæsning, selvlæsning og til undervisning i skolerne, som klassesæt eller frilæsning.

Læsefesten varer hele februar måned.

Du kan læse mere om kampagnen på: http://www.gratisbørnebøger.dk.

Kig ind i bogens verden er tilbage torsdag den 23. februar.

Viggo og velfærden

Posted on 02/02/2017 by kigindibogensverden under Tips og klummer

I en tid, hvor mange taler om velfærdsstatens afvikling, har Poul Smidt skrevet en læseværdig biografi om en af velfærdsstatens fædre.

“Viggo Kampmann – modig modstandsmand, klog finansminister, ustyrlig statsminister” udkom i august sidste år. Bogen omhandler Viggo Olfert Fischer Kampmanns barndom, ungdom og voksenliv, fra han bliver født den 21. juli 1910 til hans død den 3. juni 1976.

Vi hører om opvæksten hos adoptivforældrene, fasteren Ellen og hendes mand Kaptajn Conrad Kampmann, der forkælede den lille Viggo; om studenterårene i København, hvor det socialdemokratiske sindelag tager form; om vælgermagneten Viggo og hans politiske karriere, der kulminerer i 1960, hvor han bliver statsminister efter H. C. Hansen; men også Kampmanns maniodepressivitet, alkoholforbrug, forsvindingsnumre og nedtur belyses i biografien.

Stof til eftertanke

Det er en bog, det ville være sundt for velfærdsstatens børn at læse. Alene skildringen af Kampmanns studietid, betalt af forældrene, der spinker og sparer for, at sønnen kan læse, og hvordan han jævnligt må pantsætte sit armbåndsur for at klare til dagen og vejen, burde være obligatorisk læsning for enhver SU-modtager i Danmark.

Ligeledes kan det i dag, hvor nationalisme er blevet et fy-ord, give stof til eftertanke, når Poul Smidt skriver om Kampmann, at:

“I hans opfattelse kunne man kun forstå den store verden og det internationale samarbejde, hvis man havde respekten for det nationale som udgangspunkt.” (Viggo Kampmann: Seks socialdemokratiske statsministre – skildret af den syvende, s. 87).

Gal og genial

Forleden deltog jeg i mødet “Journalist i politikernes verden” arrangeret af Dansk Journalistforbund, hvor Poul Smidt fortalte om sit arbejde med biografien:

“Det handlede om at finde en balance mellem den geniale og den gale Viggo Kampmann,” fortæller han.

“Historien om, at Danmark blev regeret fra den lukkede afdeling under Viggo Kampmann, holder ikke, al den stund at han først blev indlagt i 1965.”

Det vil sige tre år efter, at Kampmann gik af som statsminister. Ifølge Poul Smidt har Kampmanns sindslidelse dog en større betydning for hans nedtur, end man hidtil har tillagt.

Han fortæller også, at hovedpersonen halvvejs i arbejdet med bogen pludselig blev uhåndgribelig. Det fik Smidt til at henvende sig til Kampmanns datter Dorrit, som mailede forfatteren dette portræt:

Uhåndgribelig, ja måske, men snarere uforudsigelig, delvis uberegnelig, både sentimental og »kynisk«, ikke ligetil, men heller ikke specielt »dyb«, hurtig ja, intelligent ja, men empatisk nej, social ja, charmerende ja, morsom ja, frygtløs eller snarere risikovillig på det personlige plan, ja, angrende nej, men tilgivelig ja, jeg ved ikke, måske er det hele netop uhåndgribeligt” (“Viggo Kampmann – modig modstandsmand, klog finansminister, ustyrlig statsminister”, s. 8)

Det lange lys

“Det er vigtigt, at man kan lide sin biografiperson,” fortsætter Poul Smidt. “Og der, hvor jeg holder af Viggo Kampmann, er ved hans arbejde i modstandsbevægelsen, hvor han blandt andet samlede penge ind til enker og børn af faldne modstandsfolk.”

Han fortæller videre:

“Jeg dannede mig et billede af Viggo Kampmann som en modig politiker, udover at han var begavet og idérig. Kampmann foreslår folkepension til alle, og han foreslår ulandsbistand, og at vi skal give så meget, at det gør ondt på den enkelte.”

En mødedeltager vil vide, hvad det er, som gør Kampmann til noget særligt. Poul Smidt svarer:

“Viggo Kampmann udmærker sig ved at være det lange lys. Han tænker langsigtet med eksempelvis etableringen af Risø og egnsudviklings-politikken. Når man spørger, hvem er den store i velfærdsstaten, svarer jeg: Viggo Kampmann! Han går ind over midten for at få sin velfærdspolitik igennem, og det er de brede forlig, der skaber velfærdsstaten.”

Så kære læser, hvis du vil blive klogere på en af arkitekterne til den velfærdsstat, der er under hårdt pres i dag, skal du læse Poul Smidts biografi om Viggo Kampmann!

Poul Smidt er uddannet journalist og jurist og har arbejdet for Politiken, Ritzau og Danmarks Radio. Herudover har han været udsendt af Udenrigsministeriet til OSCE i Kosovo og til Irak af Danida. I 2008 var han politisk rådgiver på den europæiske politimission, EUPOL, i Kabul, og fra 2012 Danida-udsendt til EU-arbejde i Bosnien- Herzegovina.

Læs mere her: http://www.poulsmidt.dk/

Ægteskabsromaner

Posted on 26/01/2017 by kigindibogensverden under Tips og klummer

Ægteskab er omdrejningspunktet for to historiske romaner, som Gyldendal udgiver med få dages mellemrum.

Ensom tosomhed

Ida Jessens nye roman “Doktor Bagges anagrammer” er ifølge forlaget både en ægteskabshistorie og et psykologisk portræt.

Hovedpersonen er den gådefulde Vigand Bagge, som læserne hørte om i Jessens roman “En ny tid” (2015). Her kredsede Bagges kone, den midaldrende Lilly, i sine dagbogsoptegnelser om den ukærlige ægtemand, der altså får ordet i Jessens nye roman.

Vigand Bagge er distriktslæge i Thyregod i starten af 1900-tallet. Han er dødeligt syg, men fortsætter sit liv, som om intet er hændt. Han kan ikke sove om natten og sidder i stedet og laver anagrammer eller skriver om hverdag og fortid og ægteskabet med den yngre friskolelærerinde, Lilly.

“Doktor Bagges anagrammer” udkommer i morgen, og hvis den lever op til forgængeren, kan læserne glæde sig. Om “En ny tid” skrev anmelderne blandt andet:

Ida Jessens »En ny tid« har Herman Bangske dimensioner. Et stille løfterigt kvindeportræt af sorgens tid – og livslyst på trods.” (Berlingske Tidende, 25.9.15)

Islandsk brevroman

Forholdet mellem mand og hustru står også centralt i islandske Ofeigur Sigurdssons “En roman om Jon og hans breve til sin gravide kone, da han opholdt sig i en grotte hen over vinteren og forberedte hendes ankomst og de nye tider” (Se, det er en titel, der kan udfordre såvel køberne som boghandlerne).

I 1755 rejser den unge præst, Jón Steingrímsson, tværs over Island for at forberede flytningen til sin kones jord på Sydlandet.

Familien vil væk fra jordskælv, ulykkelige tider og de ondsindede rygter på egnen om, at parret har dræbt konens første mand.

Mens de bygger huse og stalde, slår Jón og hans følge sig ned tæt på Mýrdalsjökull i et grottesystem, der førhen blev anvendt til beboelse.

Da vulkanen Katla går i udbrud, breder elendigheden og overtroen sig i området.

Jón og hans folk laver et lazaret for de syge og sultramte, oversætter vigtige udenlandske værker til islandsk og diskuterer nye idéer om landbrug, medicin, arkitektur og filosofi.

I brevene til sin kone fortæller han om livet i grotterne og om sine drømme/mareridt. Han gør sig overvejelser om deres fælles fremtid og reflekterer over de dramatiske begivenheder, som førte dem sammen.

Romanen om Jón udkom på islandsk i 2010 og modtog EU’s litteraturpris, og fra på mandag kan man altså læse brevene til hans gravide kone på dansk.

PS: Til slut skal jeg beklage, at genudgivelsen af Truman Capotes “Holly” blev rykket fra den 5. januar, hvor jeg omtalte bogen, til nu at udkomme den 20. februar. Jeg håber ikke, at nogle er gået forgæves til boghandelen på den konto.

Træets trøst

Posted on 19/01/2017 by kigindibogensverden under Anmeldelser

“Syv minutter over midnat” – filmatiseringen af den prisbelønnede roman “A Monster Calls” – tager livtag med den altfortærende frygt og smerte hos et barn, når en elsket forælder skal dø.

Conor er 12 år, og hans mor er uhelbredeligt syg af kræft. Hver nat har han det samme mareridt, som er så frygteligt, at han ikke bliver spor bange, da takstræet, der gror på kirkegården ved siden af familiens hjem, forvandles til et uhyggeligt monster.

Monstret er dog hverken kommet for at æde drengen eller skræmme livet af ham. Det er kommet for at fortælle ham tre historier, men Conor skal love selv at fortælle den fjerde, og, siger monstret, hans historie skal være sand.

Selv om midlet taxol fra takstræer bruges i kræftbehandling, er takstræets opgave i “Syv minutter over midnat” ikke at helbrede Conors mor, men at hjælpe hendes søn med at tackle det uundgåelige og ubærlige.

Det er med andre ord en historie om at se sin frygt i øjnene, acceptere tab og give slip, når det er nødvendigt.

Historien skulle skrives

Romanen “A Monster Calls” (på dansk “Monster”) udkom i England i 2011. Idéen til fortællingen kom fra forfatteren Siobhan Dowd, som desværre ikke nåede at skrive den selv, da hun døde af brystkræft i 2007.

Hendes agent og forlægger så imidlertid, at her var tale om en helt særlig historie, der måtte skrives, og valget faldt på Patrick Ness.

I et interview med Publishers Weekly i juni 2011 fortalte forlæggeren og Patrick Ness om de overvejelser, de havde omkring, at lade ham føre Dowds idé ud i livet. Her sagde Ness blandt andet:

“Det var det, som var mit mål. Ikke at skrive noget, hun (Siobhan Dowd, red.) ville have skrevet, men at skrive noget, hun ville have kunnet lide.”

Mesterværk gange to

Resultatet er mesterligt – både som roman med Jim Kays illustrationer og som film.

I filmen spilles Conor fremragende og følsomt af Lewis MacDougall, hvis lille hvide ansigt og mørke øjne afspejler alt fra glæde, sorg og vrede til sårbarhed og frygt. Også Felicity Jones i rollen som hans mor og Sigourney Weaver som mormoren er mere end overbevisende. Sidst, men ikke mindst, sikrer monstret med Liam Neesons stemmelægning, at takstræer aldrig vil være det samme igen.

Desværre har film i dag en kortere og kortere levetid i biografen. Selv om det kun er seks uger siden, “Syv minutter over midnat” havde premiere, er den allerede taget af plakaten. Det er ærgerligt, for det er i høj grad en meget seværdig og vigtig film, som jeg kun akkurat nåede at se på det store lærred.

Men så er det godt, vi har bøgerne, der heldigvis har en længere levetid i handlen.

Så, kære læser, skynd dig ned i din boghandel og få et eksemplar af “Monster” – en uforglemmelig historie, der kan lære dig og dine kære at se sandheden i øjnene.

Læs interviewet med Patrick Ness og forlægger Denise Johnston-Burt her:

http://www.publishersweekly.com/pw/by-topic/authors/interviews/article/47711-q-a-with-patrick-ness-and-denise-johnstone-burt.html

Læs Steffen Larsens anmeldelse af bogen i Politiken her: http://politiken.dk/kultur/boger/article5568818.ece

500 års utopi

Posted on 12/01/2017 by kigindibogensverden under Tips og klummer

Vi bliver ved genudgivelserne. I sidste uge var det som sagt Truman Capotes klassiker “Holly”, der udkom påny, og i morgen genudgives Thomas Mores “Utopia” – denne gang med forord af Clement Kjersgaard.

På øen Utopia findes den ideelle stat, hvor utopien er ført ud i livet i alle detaljer; retspolitik, ejendomsret, beskæftigelse, religiøse dogmer, og selv utopiernes interne intime relationer er beskrevet i Mores klassiker om at skabe det perfekte samfund.

Thomas Mores værk, der fyldte 500 år i 2016, har lagt navn til den politiske utopi, som den dag i dag er en del af den politiske diskussion. “Utopia” kan læses på linje med Machiavellis “Fyrsten” som et af de klassiske værker, der reflekterer over statsdannelsen og den politiske magt.

Idéernes ophav

Sir Thomas More (1478-1535) var en engelsk politiker, forfatter og statsmand; saligkåret af den katolske kirke i 1886 og helgengjort i 1935.

Efter kroningen af Henrik 8. i 1509, blev More, der var uddannet jurist, juridisk rådgiver for bystyret i London. I 1518 blev han optaget i kongens råd og i 1529 udpeget til rigets kansler.

“Utopia” er oprindelig skrevet på latin og er Mores mest berømte litterære arbejde. Titlen har skabt begrebet “utopi”, der på græsk betyder “intetstedsland”.

I bogen beskriver More et samfund, der er bygget op omkring familien, og hvori privat ejendomsret og pengeøkonomi ikke findes. På øen Utopia er sundhedsvæsenet udbygget, alle samfundsborgere er virksomme, og der findes kun få sociale forskelle.

Dømt til døden

Lige siden udgivelsen har bogens budskab været omdiskuteret. Er der tale om en satire over samtidige forhold i Europa? Eller beskriver Thomas More et ideal om et fremtidigt, socialistisk samfund? Eller er “Utopia” udtryk for en turbulent tidsalders længsel efter et mere primitivt og organisk samfund?

I hvert fald gav “Utopia” inspiration til Karl Marx. Men også Mores eget liv har været en inspirationskilde for blandt andet Robert Bolt, der skrev dramaet “A Man for All Seasons”, som i 1966 blev til den succesfulde film med samme titel.

Den historiske baggrund for dramaet er krisen mellem Thomas More og Henrik 8. Da kongen lod sig skille fra sin første hustru for at blive gift med Anne Boleyn, betød det et brud med paven, og kongen krævede herefter at blive den engelske kirkes leder. Det fik Thomas More til at træde tilbage som kansler i 1532. Han nægtede at tilslutte sig loven om kongens skilsmisse og blev fængslet. Da han efterfølgende afviste loven om kongens stilling i den engelske kirke, blev More dømt til døden og halshugget på Tower Hill i London i 1535.

Thomas Mores legendariske værk “Utopia” lever imidlertid videre her 500 år efter, at hans idéer blev undfanget, og i morgen kan man altså genlæse dem på dansk.

Klassiker i nye klæder

Posted on 05/01/2017 by kigindibogensverden under Tips og klummer

I dag udkommer en genudgivelse af bogen bag filmen “Breakfast at Tiffany’s”, hvor Audrey Hepburn udødeliggjorde pigen Holly.

Den danske paperback-udgave af Truman Capotes “Holly” er oversat af Frank Jæger og har forord af Karen Blixen.

Historien om Holly Golightly foregår i efteråret 1943, hvor den unavngivne fortæller bliver venner med den unge, smukke pige.

Begge lejer en lejlighed i en brun murstensbygning på Manhattan. Holly kommer fra landet, men er blevet en del af Manhattans smarte selskabsliv. Hun har ikke noget job, men lever af at date velhavende mænd, der betaler for hende på dyre restauranter og giver hende penge og gaver, og som hun håber på at blive gift med en skønne dag.

Amerikansk geisha

Truman Capotes historie, der egentlig er en lang novelle, udkom i 1958. Hovedpersonen Holly Golightly er en af hans mest berømte karakterer og hans egen favoritfigur tilsyneladende inspireret af flere forskellige kvinder, der alle var venner eller bekendte af forfatteren. Selv beskrev Capote Holly som en “amerikansk geisha”.

Som sagt blev bogen filmatiseret af Blake Edwards i 1961 med stor succes. Oprindelig ville Capote have haft, at Holly skulle spilles af Marilyn Monroe. Filmstjernen blev imidlertid frarådet at spille en prostitueret, og det blev i stedet Audrey Hepburn, der fik rollen. Særligt scenen, hvor skuespilleren synger “Moon River”, er kendt og elsket af mange, og filmen blev nomineret til flere Oscars.

Så hvis man har lyst til at starte det nye bogår med en klassiker om en festglad pige, der viser sig at rumme en hel del mere end fest og farver, kan man roligt læse dagens genudgivelse fra Gyldendal.

Tolkien og Julemanden

Posted on 22/12/2016 by kigindibogensverden under Anmeldelser

At J. R. R. Tolkien var en fantasiens mester, ved enhver, som har læst “Hobbitten” og “Ringenes herre”. Men ikke alle er klar over, at Tolkien hvert år til jul sendte sine børn breve forfattet af selveste “Father Christmas”.

Hver december modtog Tolkiens børn en konvolut med et frimærke fra Nordpolen. Indeni lå der et brev skrevet med en snurrig håndskrift og en smuk farvetegning. De var fra Father Christmas (Julemanden), som fortalte historier fra livet på Nordpolen.

For eksempel, hvordan isbjørnen (der var lidt af en ulykkesfugl) klatrede op på toppen af Nordpolen for at hente Julemandens hue, som var blæst derop, og faldt ned gennem taget i hans hus; og om krigen, der blev udkæmpet med de umulige nisser, som boede i hulerne under Julemandens bolig, stjal julegaver og lavede graffiti på væggene.

Sommetider lå der også et lille brev fra isbjørnen, der var Julemandens assistent, eller fra hans sekretær, Ilbereth the Elf.

Breve i bogform

Julemandens breve blev udgivet efter Tolkiens død som “Letters from Father Christmas” (1976), og det er en vidunderlig lille bog.

Her kan vi læse Julemandens breve og se hans smukke tegninger til forfatterens fire børn – en korrespondance, der strakte sig over 20 år fra det første brev til Tolkiens ældste søn John i 1920 til det sidste brev til hans datter Priscilla i 1943. Brevene er fulde af humor og små anekdoter. Hør bare, hvordan isbjørnen afslutter en af sine hilsner:

Excuse thick writing I have a fat paw. I help Father Christmas with his packing: I live with him. I am the GREAT (Polar) BEAR”

Holdt fanen højt

Bogen egner sig både til højtlæsning for de små, der vil fryde sig over isbjørnens sjove, gale streger, mens større børn og voksne vil genkende Tolkiens fabulerende fantasi, der leder tanken hen på hans andre værker. Som når isbjørnen skriver på “arktisk”, hvilket fik mig til at tænke på elversproget i “Ringenes Herre”.

Selv under Anden Verdenskrig nåede Julemandens breve frem til Tolkiens yngste barn, Priscilla. Krigen nævnes i brevene, der viser en julemand, som holder fanen højt og gør, hvad han kan for at opmuntre datteren i en meget mørk tid.

Så kære læser: Glem forskere, som mener, at forældre, der fortæller deres børn om julemanden, skader de små for livet (som vi kunne læse i pressen for nylig).

“Letters from Father Christmas” (på dansk “Julemandens breve”), er en julebog, man bør forære sig selv, børn og børnebørn!

Med disse ord vil jeg ønske alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår 🙂

Her er det den danske udgave af J. R. R. Tolkiens bog med breve fra Father Christmas til forfatterens børn.

Du kan læse mit indlæg om nyt fra Tolkien her: https://kigindibogensverden.wordpress.com/2016/05/12/nyt-fra-tolkien/

Kig ind i bogens verden er tilbage torsdag den 5. januar 2017.

To gange Dylan

Posted on 15/12/2016 by kigindibogensverden under Tips og klummer

Til denne uges litterære nyheder hører hele to Bob Dylan-værker. Der er tale om en helt ny bog og en genudgivelse, som begge udkommer i morgen.

“Krøniker Bob Dylan” udkom første gang på dansk i 2004. Nu genudgiver Gyldendal erindringsbogen, hvori den legendariske sangskriver og vinder af Nobelprisen i Litteratur 2016 fortæller om sit liv og sin 40 år lange karriere.

Vi hører blandt andet om, hvordan Bob Dylan som ung ankommer til New York og om beatniks og bohemer på folkemusikscenen i start tresserne.

Bob og Bill

Den nye bog er “BOB DYLAN THE LYRICS: 1961 – 2012”.

Værket indeholder kunstnerens sangtekster fra begyndelsen af hans karriere frem til i dag, illustreret med grafisk kunst fra 33 pladeomslag og med håndskrevne revisioner, som ikke har været offentliggjort før.

I sin omtale af udgivelsen citerer forlaget den amerikanske musiker Al Kooper for at sige, at Bob Dylan er “lige så god som William Shakespeare. Hvad Shakespeare gjorde i sin samtid, det gør Bob i vores tid.”

Ganske vist er den amerikanske singer-songwriter et ikon i vor tid, men vil man huske ham og spille hans musik verden over om 400 år? Og hvorfor overhovedet lave sådanne sammenligninger?

Ikke desto mindre sammenlignede også Bob Dylan sig selv med det britiske geni i sin takketale ved nobelfesten i lørdags. Talen blev læst op af den amerikanske ambassadør i Sverige, da kunstneren som bekendt ikke deltog i prisoverrækkelsen.

Men man kan også bare glemme alt om at være eller ikke at være som gode gamle Bill og i stedet nyde to gange Dylan i deres egen ret.

God weekend 🙂

Du kan læse Bob Dylans takketale på nobelkomiteens hjemmeside:

https://www.nobelprize.org/nobel_prizes/literature/laureates/2016/dylan-speech.html