Den Talende Bog

Hvis du tror, at levende billeder i bøger, der kan tale, er noget, som hører Harry Potter-universet til, kan du godt tro om igen!

I dag kan danske skoleelever vække ord til live med billeder, videoklip og lyde ved hjælp af Den Talende Bog.

Den Talende Bog er et it-pædagogisk værktøj, hvor store som små skoleelever kan lave levende, elektroniske bøger om deres yndlingsemne, hvad enten det er kæledyr, fugle i skolens hæk, eventyr eller vandets oprindelse.

Og de kan boltre sig inden for vidt forskellige genrer fra artikler og digte til rejsebeskrivelser, dagbøger og faglige tekster som fysik- og biologirapporter.

Hvor vi andre var hensat til papir og blyant, når der skulle skrives fristil, kan eleverne skrive eller indtale deres historie og illustrere den med billeder og vignetter, som de kan finde i det digitale læringsprogram, eller de kan indsætte deres egne tegninger, fotografier og videoer.

For eksempel kan de overføre fotos og video ved hjælp af en kamera-app, og en fremviser gør det muligt for dem at vise deres personlige bog til familie og venner. Hvis de har brug for effektlyde, kan de optage dem med deres mobiltelefon og sætte dem ind i deres digitale bog.

Faktisk har Den Talende Bog snart 20 år på bagen, men det er først nu, at jeg er blevet bekendt med den i og med, at familiens yngste har kastet sig ud i den digitale bogproduktion. Begejstringen er stor, og både vores egen forfatterpode og klassekammeraterne bruger gerne fritiden på at fortælle historier i det digitale læringsprogram.

Ja, der er unægtelig sket noget, siden jeg selv skriblede eventyr ned på papirark og klipsede dem sammen. Måske kommende generationer vil udnytte e-bogens potentiale bedre, end min egen gør det? I hvert fald får de en helt anden forståelse for sammenhængen mellem tekst, lyd og billede, end vi andre fik.

Læs mere om Den Talende Bog på:

https://www.mv-nordic.com/dk/produkter/den-talende-bog-lav-din-egen-bog

Pageturner om familie i sorg

Vi bruger et helt liv på at undgå den – og i vores del af verden – også at undgå at tale om den, selv om den er en uundgåelig del af livet. Døden.

I sin debutroman “En sang for Issy Bradley” tager Carys Bray imidlertid livtag med døden og sorgen så medrivende, at man næsten ikke kan slippe bogen igen.

Familien Bradley er en engelsk mormonfamilie, der rammes af en tragedie, da lillesøster Issy pludselig dør. Tabet er ubærligt – sorgen kvælende.

Kan familien overhovedet leve videre efter dette? Svaret får vi af de fem efterladte, som fra hver deres synsvinkel fortæller om livet efter det tragiske dødsfald.

Dette er et anmeldereksemplar fra Nyt Nordisk Forlag.

Dette er et anmeldereksemplar fra Nyt Nordisk Forlag.

Stærk kost

Faderen Ian er matematiklærer og biskop i en mormonmenighed i London og klamrer sig i sorgens stund til sin tro, mens moren Claire drevet ud på vanviddets rand af sorg kæmper med sin skyldfølelse og tvivl på Gud.

Storesøster Zippy på 16 er midt i sorgen også optaget af sin forelskelse i jævnaldrende Adam, storebror Al på 13 drømmer om at spille fodbold for Liverpool, mens Jacob på syv, fast i troen som sin far, arbejder på et mirakel, der skal bringe hans søster tilbage.

Carys Bray skildrer hver af dem så indfølende, at de fremstår lyslevende for læseren som mennesker af kød og blod. Hun går tæt på, og indimellem er læseoplevelsen stærk kost. Så stærk, at man vil lægge romanen fra sig, indtil man opdager, at forfatteren gør noget, vi savner i vores vestlige dødsforskrækkede kultur: Hun aftabuiserer døden. Og selv om dét gør ondt, hjælper det. Især når det gøres så bevægende og velskrevet som her.

Tro og tvivl

Herudover giver bogen et indblik i en religiøs minoritets tankesæt og levevis i et samfund, hvor tro for mange er blevet noget eksotisk og fremmed. Det er oplysende læsning, ligesom jeg fandt Brays behandling af tro og tvivl vedkommende. Og så er der talrige glimt af varme og humor i mødet med familien Bradley.

Hvis man spørger sig selv, hvad man skal med en bog om engelske mormoner, vil jeg svare, at familien Bradley først og fremmest er mennesker – ligesom du og jeg. Og Carys Bray gør det, vi har brug for: Hun ser døden i øjnene og går ind i sorgen med løftet blik.

Hvis du tør, tager hun dig i hånden, og efter endt læsning er døden ikke mere en sort ligvogn, der farer forbi i gadebilledet, mens du skynder dig at se væk. Døden er en del af livet, og sorgen har mange ansigter – og hvad enten vi vil det eller ej, er døden og sorgen ikke til at komme udenom.


“En sang for Issy Bradley” udkommer på Nyt Nordisk Forlag i en fin dansk oversættelse i dag:

http://www.nytnordiskforlag.dk/shop/skoenlitteratur/1001-en-sang-for-issy-bradley.html

Carys Bray voksede selv op i en mormonfamilie, blev gift med en mormon og fik fire børn. Da hun var sidst i tyverne, forlod hun og hendes mand menigheden. Læs mere om forfatteren og de britiske og amerikanske boganmeldelser her:

http://carysbray.co.uk/

 

 

Boghandel i verdensklasse

Hver gang jeg besøger en af Waterstones’ boghandler, er det som at gæste en god ven: Jeg studerer bogreolerne, slår mig ned i en magelig stol, slapper af med en kop kaffe og har ikke lyst til at forlade stedet foreløbig.

Den britiske boghandlerkæde har om nogen forstået, at den fysiske butik skal overleve konkurrencen fra nethandlen ved at give kunderne den bedst mulige købsoplevelse. Waterstones er i dag verdens tredjestørste boghandel med 4500 ansatte og butikker på nogle af de dyreste adresser.

Men hvem og hvordan startede den succesrige kæde?

Her er det Waterstones' butik i Reading.

Her er det Waterstones’ butik i Reading.

Læseheste bag disken

Da Tim Waterstone åbnede sin boghandel i 1982, var han netop blevet fyret af den britiske boghandlerkæde W H Smith efter et fejlslagent forsøg på at få dem ind på det amerikanske marked. Waterstone brugte nu metoder, han havde lært i USA. Blandt andet ansatte han meget belæste medarbejdere og fik så stor succes, at firmaet i 1993 blev overtaget af W H Smith, som gjorde Waterstones til en international forretning.

I 1997 forsøgte Tim Waterstone at opkøbe hele W H Smith, som herefter solgte Waterstones til underholdningskoncernen HMV. Ni år senere forsøgte Tim Waterstone igen uden held at købe firmaet tilbage.

På russiske hænder

I dag ejes Waterstones af den russiske forretningsmand og tidligere rådgiver for Boris Jeltsin, Alexander Mamut. Ved overtagelsen i 2011 udpegede han britiske James Daunt til administrerende direktør, og under deres ledelse er der sket en række ændringer.

Blandt andet har Waterstones startet salg af Kindle, åbnet en russisk boghandel i London, skabt deres egne coffee shops, og endelig har de droppet apostroffen. Oprindeligt hed boghandlerkæden Waterstone’s, men det blev lavet om til Waterstones. Denne ændring fik pressens bevågenhed og skabte heftig debat på Twitter, ligesom den fik Selskabet til Beskyttelse af Apostroffen (ja, sådan et findes!) op på barrikaderne.

Boghandlen som teater

I et interview med The Guardian har Tim Waterstone imidlertid udtalt, at kæden nu er “hos den rette ejer med en meget, meget god forretningsplan”, og at den er ved at vende tilbage til idéen om, at butikkerne “skal være et teater. Det skal være et dejligt sted at tilbringe en søndag eftermiddag.”

Det mærkes ude i handlen, hvor der hersker en hjemlig atmosfære med sofagrupper og hyggekroge, der inviterer til, at man sætter sig med næsen i en af de talrige titler. Og uanset om man står i en Waterstones i Bath, Edinburgh eller London, bliver man mødt af venlige og vidende medarbejdere.

Heldigvis er boghandlerkædens service på nettet også af høj kvalitet, og jeg kan varmt anbefale Waterstones’ hjemmeside, nyhedsbreve og blogs.

Så kære læser: Hvis du ligesom jeg elsker at gå på opdagelse i engelsk litteratur eller bare vil opleve en boghandel i verdensklasse – så kig forbi Waterstones, hvis du skal til Storbritannien – eller smut omkring deres hjemmeside på:

https://www.waterstones.com/


I næste uge kan du læse min anmeldelse af den roste engelske roman “En sang for Issy Bradley”, der nu udkommer på dansk.

Planter med power

Sidst jeg var i London, tilbragte jeg vanen tro timer hos Waterstones på Trafalgar Square. Og bedst som jeg sad i boghandlen i en sofagruppe, der var en dagligstue værdig, fangede denne bog mit blik:

fiftyplantsthatc00laws_0001Bogen er en smuk guide til de planter, der har haft den største betydning for vores civilisation.

At gummiplanten revolutionerede vores liv med alt fra regnfrakker og viskelædre til kondomer og bildæk, ved de fleste måske.

Men vidste du, at tehandlen var med til at ændre historiens gang og forandrede den sociale balance i samtlige lande, hvor den eftertragtede plante blev dyrket?

Kort og præcist og med smukke illustrationer beskriver forfatteren Bill Laws de 50 mest indflydelsesrige planter fra en økonomisk, politisk og historisk synsvinkel.

Tea_1

Kaffe som oprørsvåben

Vi hører således om, hvordan kaffens popularitet i USA udspringer af Teselskabet i Boston, hvor modstandere af det britiske imperium i 1773 smed laste af te i havnen. Aktionen blev ikonisk for oprøret mod det britiske kolonistyre. En sand patriot drak kaffe – ikke engelsk te – og den amerikanske uafhængighedserklæring blev læst højt for offentligheden første gang på et coffee house.

Den farlige blomst

Laws fortæller os også om opiumvalmuen som medicin og narkotika, og om hvordan de vestlige lande bevidst bragte opium til Kina, hvor den førte til masseafhængighed og fik altødelæggende følger. På et tidspunkt var over en fjerdedel af alle kinesiske mænd slaver af den farlige blomst, der var ved at køre Riget i midten i sænk.

Chili mod smerter

Men vi får også fortalt, hvordan safron – verdens dyreste krydderi – nu dyrkes i blandt andet Afghanistan, hvor det siges at give bønderne et økonomisk bæredygtigt alternativ til opiumvalmuen.

Og de, der troede, at chili kun var til folk, der elsker stærk mad, kan godt tro om igen. Planten anvendes også til smertestillende cremer, og i Afrika lægger man chilipeber på markerne for at holde elefanterne væk fra afgrøderne.

Eksemplerne er talrige og man kan blive klogere på alt fra ris, kartofler, hvede og sukker til tobak, bomuld, kakao, vindruer og mange flere planter.

Bill Laws formidler sin viden om de magtfulde vækster på en underholdende og appetitlig måde. Og er man sulten efter mere af samme skuffe, findes der en hel serie af bøger om 50 ting, der ændrede historien herunder “Fifty Foods that Changed the Course of History” og “Fifty Animals that Changed the Course of History”!

Hvis du har fået lyst til at læse mere om planterne, og turen ikke går til en engelsk boghandel lige foreløbig, kan “Fifty Plants that Changed the Course of History” naturligvis også købes på Amazon 🙂

Oplev København under krigen

De fleste kender Politikens “Turen går til”-bøger, der giver nyheder, viden og tip om rejser i hele verden.

Nu kan man også få “Turen går til besættelsestidens København”, som er den første guide til hovedstaden og Øresundskysten i de fem forbandede år.

Turen går tilI bogen tager historikerne Sofie Lene Bak, Claus Bundgård Christensen, Joachim Lund og Jakob Sørensen dig med rundt til de fysiske spor efter den tyske besættelse i København og jødernes redning i 1943.

Sortbørs og stikkere

Naturligvis er bombningen af Shellhuset og det tragiske fejlbombardement af Den Franske Skole den 21. marts 1945 omtalt. Beskrevet er også Augustoprøret i 1943, der betød, at regeringen trak sig tilbage, og Den københavnske folkestrejke i 1944, som endte med en kæmpesejr til Frihedsrådet og et ydmygende nederlag til besættelsesmagten.

Men turen går også til sortbørshandel i Saxogade, Studenterhuset i Købmagergade, der husede et nazistisk trykkeri, tysk soldatergraffiti i Kødbyen, de forhadte hipofolk på Politigården og stikkerlikvidering på Rosengaardens Bodega med angivelse af tid og sted.

Dansk modstand og tysk terror

Det gælder også modstandsbevægelsens aktioner som BOPA’s industrisabotage mod fabrikken Always, der lavede radiomodtagere til tyske fly. Aktionen varede knap fire minutter, og dens lydside blev optaget på lakplader, mens en kommentator beskrev, hvad der skete. Bogen bringer et udskrift af speakerens øjenvidneskildring.

Vi får at vide, at hævnaktioner for modstandsmændenes sabotage blandt andet blev udført af det berygtede dansk-tyske terrorkorps Petergruppen. Terrorkorpset smed håndgranater ind i tilfældige sporvogne og udførte bombeangreb på Tivoli.

Forfatternes levende beretning om modstandskampen og den tyske terror med nøjagtige oplysninger om hvor og hvornår, giver læseren en intens oplevelse af at følge kampene i Københavns gader næsten minut for minut.

Tysk soldat i “Min søsters børn”

Men vi hører også om “Englen fra Nyelandsvej”, en tysk sanitetssoldat, som hjalp flere pågrebne sårede modstandsfolk på Kriegslazarett Kopenhagen på Frederiksberg Hospital, og som siden spillede med i to “Min søsters børn”-film.

Bogen kaster nyt lys over kendte bygninger og steder som Palads Biograferne, der under navnet Deutsches Eck var besættelsesmagtens favorit forlystelsessted i byen.

“Turen går til besættelsestidens København” indtager sin helt egen plads i rækken af bøger, der er udkommet i forbindelse med 75-året for den tyske besættelse og 70-året for briternes befrielse af Danmark og kan anbefales til alle, der vil blive klogere på vores hovedstad anno 1940-45.


Krigens slutning

I disse dage er det som bekendt 70 år siden, Danmark blev befriet, og hvis jeg skal anbefale et par fremragende bøger om Anden Verdenskrigs slutning, er det:

  • Antony Beevor “Berlin – Faldet, 1945” – et “must read” om Det Tredje Riges totale sammenbrud.
  • Ole Steen Hansen “1945 – Kampen for Europas og Danmarks befrielse” – om civiles, modstandsfolks og soldaters oplevelser i 1945, der nok var et befrielsens, men for millioner af mennesker også et katastrofens år.

Endelig har den kendte modstandsmand og professor, dr.med. Mogens Fogs skildring af, hvordan han gik i nazisternes fælde i 1944, blev holdt fanget af Gestapo i et halvt år og først slap fri, da briterne bombede Shellhuset gjort uudsletteligt indtryk på mig. Politiken bragte hans dramatiske beretning i søndags. Du kan læse den her:

http://politiken.dk/magasinet/fortaelling/ECE2653779/gestapos-fange-i-et-halvt-aar/

Krigsdagbøger

Til sidst skal jeg nævne, at Astrid Lindgrens 17 krigsdagbøger nu for første gang udkommer samlet på det svenske forlag Salikon Förlag.

God læseweekend!

Bogkort hos Busck

Debatten om bogens gør det selv-folk har kogt videre i tv, aviser og ikke mindst på Facebook siden sidste uges seminar om selvudgivere.

Holdningerne er som nævnt i mit indlæg sidste torsdag stærke, hvad enten de er for eller imod markedets nye aktører.

Derfor besluttede jeg mig for at tage et kig på de selvudgivelser, som for nylig er blevet synlige hos Arnold Busck.

Appetitvækker

Man skal dog ikke forvente at finde selvudgiverne i bogform dér endnu. Boghandlerkæden udstiller alene bogkort med gør det selv-titler. Det vil sige kort, hvor kunderne kan se en forside, titel og anmeldercitater og bag på kortet læse bagsideteksten.

Hvis appetitten er vakt, kan man bestille selvudgivelsen som papir- eller e-bog ved disken. Kortene, som er fordelt efter emne, står på hylderne mellem de etablerede forlags bøger og kan være svære at spotte mellem alle de tykke, farverige bogrygge.

Men det lykkedes mig at finde nogle stykker inden for genrerne krimi, skønlitteratur og ungdomsbøger, erhverv & management og pædagogik.

Her er et par smagsprøver:

Forside-1Skoleskibet der forsvandt

“Det Revolutionære Råd” handler om skoleskibet København, der forsvandt sporløst i 1928. Hvad der blev af skibet og dets besætning er en af danmarkshistoriens store gåder. Forfatteren Martin Winckler-Carlsen blander fakta og fiktion til en thriller om, hvad der kunne være sket. På bagsiden af bogkortet oplyser han, at han allerede er i gang med opfølgeren til “Det Revolutionære Råd”.

Forside-2Succes som leder på 40 timer

“Den effektive leder – succes med en 40 timers arbejdsuge” er en interviewbog med 20 ledere fra bl.a. Maersk Line og Coloplast. Lederne fortæller, hvordan de arbejder max. 40 timer om ugen og når deres mål. Forfatteren Trine Kolding har undervist i tidsstyring siden 2000 og er forfatter til bøgerne “Få styr på tiden”, “Førstehjælp til travle medarbejdere”, “Førstehjælp til travle børnefamilier” og “Overskud i familien”.

Forside-3Guide til donorfamilier

“Far, mor og donorbarn” er en guide fuld af indsigter, læring og erfaringer i at skabe den bedste donorfamilie.

Forfatteren Kirsten List Larsen er sociolog og har gennem flere år arbejdet for patientforeninger.

Siden 2010 har hun givet sparring til ufrivilligt barnløse.

Et skridt på vejen

Bogkortene er selvsagt ikke det samme som at stå med en papirbog i hænderne, og jeg elsker at bladre og pluklæse i en bog, inden jeg bestemmer, om jeg vil købe den. Nogle vil måske også sige, at det er så som så med synligheden, da kortene godt kan drukne mellem bøgerne på hylderne.

Men det smager da altid lidt af fugl, sagde kællingen. Og for selvudgiverne er bogkortene hos Arnold Busck et vigtigt, symbolsk skridt på vejen til eksponering ude i handlen side om side med de traditionelle forlags titler.


Kig med, når jeg i næste uge ser på bøger om Anden Verdenskrig!

Gør det selv-bogfolk

Forårssolen siver ned gennem glaskuplen i loftet. Vi er i Kulturstyrelsens foyer. Stolene er linet op, projektoren tændt, og bagest står to kameraer og borde med kaffe og te. Alt er gjort klar til Seminar om selvudgivere på bogmarkedet i dag.

Og her sidder de så – et udpluk af bogbranchens efterhånden talrige gør det selv-folk. Ugleset af diverse forlag og anmeldere, men ikke længere til at komme uden om i det litterære landskab. De stikker faktisk op i en sådan grad, at Kulturministeriets Bog og Litteraturpanel er ved at kortlægge deres betydning for bogmarkedet.

Værdiladet felt

Nanna Mogensen, kulturjournalist på DR, byder velkommen til de 100-150 bogfolk, der har fundet vej til de hellige haller. Både hun og Stig Hjarvard, formand for Bog- og Litteraturpanelet, ridser de stærke holdninger til selvudgiverne op.

“Uprofessionelt” og “vanity publishing” siger nogle om selvudgivelse, mens andre ser det som “entreprenørskab, hvor man ikke vil lade sig nøje med betjeningen fra de gamle elefanter på markedet.”

Nils Bjervig, leder af Bog- og Litteraturpanelets igangværende undersøgelse af alternative publikationsformer på Bogmarkedet, fremlægger de foreløbige resultater:

“En selvudgiver er en udgiver, der helt eller delvist selv finansierer udgivelsen,” forklarer han. “Ifølge tal fra DBC (Dansk BiblioteksCenter, red.) var der i 2013 2140 selvudgivelser fordelt på 535 udgivere. Kun en fjerdedel har selvudgivelse som hovederhverv, resten dyrker forfatterdrømmen som hobby eller bierhverv.”

Selvudgiverne benytter Amazon og Saxo Publish til at udgive bøger. Men hvorfor udgiver de selv bøgerne?

I undersøgelsen nævner hovedparten kreativ frihed som begrundelse, men også en bedre økonomi og afslag fra traditionelle forlag spiller en rolle. 54 procent af selvudgiverne er også udkommet på etablerede forlag, mens 46 procent aldrig har prøvet andet end at udgive selv.

Fra sol til glemsel

Karsten Pers, medstifter af selvudgivernetværket NewPub, som i dag har over 1600 medlemmer, og Steen Langstrup fortæller om deres erfaringer fra etablerede forlag.

“Jeg mødte ikke fagligt nogen som helst glæde og energi med de to forlag, der udgav mine bøger,” beretter Karsten Pers. “Hos det første forlag fik jeg fire uger i fokus med min forældreguide, derefter skete der ingenting.”

På det andet forlag fik han “seks uger i solen dernæst glemsel”. Og det til trods for, at hans bøger begge steder blev udsolgt og skulle trykkes i flere oplag.

“I dag lever jeg af at være forfatter. Jeg bruger både tekstredaktør, korrekturlæser og grafiker og har den fulde kontrol selv, ligesom jeg står for markedsføringen.”

Han har solgt 50.000 eksemplarer af den bog, hans første forlag ikke ville gøre mere for, og 10.000 af den bog, forlag nummer to afskrev.

Låst inde

Steen Langstrup debuterede for 20 år siden på et etableret forlag med en gyserhistorie. Om samarbejdet siger han:

“Jeg skulle ned i nogle fucking kasser, hvor jeg ikke ville være og følte, jeg blev låst mere eller mindre inde.”

Historien gentog sig på det næste forlag.

“De ideer, jeg havde, det, jeg drømte om, var ikke det, der kom ud.”

Siden 2002 har han udgivet sine bøger selv.

Selvudgivelse som springbræt

Eva Fredensborg fortæller, hvordan selvudgivelse blev et springbræt til at blive forfatter på et etableret forlag.

“Jeg ville rigtig gerne være forfatter, men gav op allerede efter tre afslag, som det tog halvandet år at få.”

Så blev hun selv forlægger og udgav oversatte bøger, før hun barslede med sin egen bog i 2013. Bog nummer to kom i 2014.

“Efter 15 måneder og 10.000 solgte eksemplarer af mine egne to bøger kunne jeg sidste år skrive kontrakt med Politikens Forlag.”

Bøger på engelsk

Dorte Hummelshøj udgiver sine bøger i USA og Australien:

“I 2015 er jeg selvudgiver. Jeg har helt frie hænder. Jeg bestemmer selv over mine forsider og kan gøre lige, hvad jeg vil. Jeg har den fordel, at jeg er cand.mag. i engelsk, så jeg kan skrive direkte på engelsk selv. Det siger sig selv, at der er bedre økonomi i engelske titler.”

Hun udgiver hovedsagelig e-bøger på blandt andet Amazon.

“Jeg sælger mindst 10 måske nogle gange 100 gange så mange e-bøger som trykte bøger,” fortæller Dorte Hummelshøj.

Kvalitet frem for alt

Men hvad synes de andre aktører på bogmarkedet om selvudgiverne?

Johannes Baun, litteraturredaktør på Weekendavisen, svarer:

“Jeg orienterer mig i alle bøger, der indkommer til redaktionen (…) Men det kan være vanskeligere at komme igennem som selvudgiver, fordi vi vil gerne have, nogle prioriterer for os. Det betyder noget, at nogle har brugt krudt på det og smidt penge efter det. Nogle forlag har jeg en naturlig høj tillid til, og det kommer ikke an på størrelsen, men hvad vi tidligere har set fra dem.”

Han nævner Batzer & Co. og Vandkunsten som forlag, der udgiver interessante titler af høj kvalitet.

Christina Andersen fra bogrummet.dk fortæller, at det ligeledes for hende er afgørende, at kvaliteten er i orden, også hvad angår omslag, grafik og den medfølgende pressetekst.

Nanna Mogensen: Selvudgiverne skal jo stå for alt selv, skrivningen af bogen, redaktion, korrektur, trykning, distribution. Burde I ikke sænke barren lidt for at lukke flere selvudgivere ind?

“Nej!” lyder det klokkeklart fra Christina Andersen. “Jeg vil lokkes, og en høj kvalitet gør vejen til min læsehylde kortere!”

Forlagsverden skal dø

Carsten Vengsgaard fra Forlaget Klim fortæller, hvordan de små forlag i dag kæmper med de store om de samme titler. Tidligere udgav Klim smalle titler og havde en lang række danske forfattere, men sådan er det ikke mere.

“I dag sætter vi som forlag ikke noget kulturpolitisk aftryk! Den traditionelle forlagsverden skal lægge sig til at dø! Vi trænger til fornyelse,” siger han og peger ud mod publikum.

Presse og blog

Hos Arnold Busck har man indledt et samarbejde med selvudgivernetværket NewPub om deres bøger. På spørgsmålet om, hvad der skal til for, at boghandlerne sælger selvudgiverbøger, svarer Andreas Norkild Poulsen fra Arnold Busck:

“Boghandlerne ser på salgspotentialet, og her er det en fordel, hvis man kan dokumentere medieomtale. Presseomtale sælger – i hvert fald til boghandlerne!”

På bibliotekerne bliver kvalitetskravet til bøger lige nu skærpet, fortæller bibliotekar og lektør Marianne Majgaard Jensen. En positiv lektørudtalelse (bedømmelse, red.) kan være afgørende for, om en bog lander på bibliotekshylden.

“Man ser på kvaliteten, ikke på udgiveren,” siger Marianne Majgaard Jensen.

Derudover nævner hun et generationsskifte, hvad angår platforme for synliggørelse af bøger.

“De unge finder deres inspirationslæsning andre steder end hos Weekendavisen og bruger ikke mindst nettet og blogs,” siger hun. “Derfor er blogs et godt sted for selvudgiverne at få anmeldt deres bøger.”

Det fire timer lange seminar er slut. Paneldeltagerne får klapsalver og vin, og publikum siver ud på H. C. Andersens Boulevard i forårssolen.

Jeg finder min tohjulede og sætter cykelhjelmen på hovedet, der er blevet lidt klogere på bogbranchens gør det selv-folk.

Det håber jeg også, du er blevet!


100.000 gratis bøger

Husk: I dag er det Verdens Bogdag! I Danmark falder den hvert år på Shakespeares fødselsdag den 23. april.

Herhjemme fejrer vi det med, at 100.000 bøger deles ud over hele landet. Det sørger 4000 bogelskere for, når de hver især giver 25 bøger til folk, som sjældent læser skønlitteratur.

Så hvem ved: Måske får du en gratis bog i dag – med mindre du er en læsehest 😉

Læs mere her (http://www.danmarklaeser.dk/)

En flyvende start

Kig ind i bogens verden har nu været i luften i fire uger. Og hvordan er det så gået?

Ja, set fra min lille pind, synes jeg, det er gået rigtig godt!

Der har været positive reaktioner over hele linjen, fra familie og venner til gamle kolleger og nye bekendte. Enkelte er endda kommet med konstruktive forslag til, hvordan bloggen kan nå bredere ud. Tusind tak for det!

Et par stykker har spurgt, om jeg har planer om at trække annoncører til. Det vil jeg ikke udelukke på sigt, men lige nu er bloggen først og fremmest tænkt som et frikvarter, jeg håber, andre har lyst til at dele med mig.

HVER TORSDAG

8763828017Som flere af jer ved, har jeg under opbygningen af Kig ind i bogens verden haft Julia Lahmes meget brugbare “Blogbogen” ved hånden.

I bogen giver hun forskellige bud på, hvor tit man skal blogge, og jeg har også set på andre blogs for at danne mig et indtryk af frekvens. Nogle blogger flere gange dagligt, andre et par gange om ugen og atter andre blot, når de har nyt at berette.

Jeg har i opstartsfasen postet indlæg hver tirsdag og torsdag, dels fordi jeg havde skrivekløe, dels for rigtig at komme i gang med at blogge.

Det har så været min plan efter den første måned fast at poste et indlæg om ugen. Og det er dér, vi er nu!

Så fremover kan du få et kig ind i bogens verden hver TORSDAG!

Skulle der komme nyt imellem mine torsdagsindlæg, kan du få besked om det ved at abonnere på Kig ind i bogens verden (se nederst her på siden).

GØR DET SELV-BOGFOLK

Og så kan jeg afsløre, at indlægget næste torsdag kommer til at handle om den stadig større skare af selvudgivere.

På onsdag deltager jeg nemlig i “Kulturstyrelsens seminar om Selvudgivere på bogmarkedet”, og dagen efter kan du læse min personlige reportage derfra.

Så hvis du selv går med en bog i maven, eller bare gerne vil vide lidt mere om branchens “gør det selv-folk”, så læs med næste torsdag!

LILLE BOGDAG

Hvis du godt vil “boge den” før da, er Lille Bogdag 18.-19. april i København en oplagt mulighed for at møde mange af de mindre, uafhængige, danske skønlitterære forlag og høre samtaler med bøgernes bagmænd!

Du kan læse mere her: http://lillebogdag.dk/om-lille-bogdag/


Vi ses på torsdag 🙂

DNA og drengedrømme

Før jeg læste Jens Andersens bog om Astrid Lindgren, var jeg ikke så optaget af biografier. Men “Denne dag, et liv” har givet mig lyst til at læse flere som eksempelvis den nye samtalebog med en af verdens førende dna-forskere, Eske Willerslev.

Jeg mødte Eske Willerslev, da jeg for nogle år siden var ansat på Københavns Universitet og syntes dengang, at han ud over at være en fremragende forsker virkede som en flink fyr, der kalder en spade for en spade.

8702160833I dag udkommer så “Han gør det døde levende”, hvori Eske Willerslev beretter for videnskabsjournalist Kristoffer Frøkjær om sin ikke helt almindelige barndom, sin tid som pelsjæger i Sibirien og sin banebrydende forskning, der har ændret vores viden om mennesker og dyr. Og det – ifølge Gyldendal – på en måde, hvor vi almindelige dødelige kan være med.

Blev indianer

Siden han var dreng, har Eske Willerslev været interesseret i at finde ud af, hvorfra de første mennesker kom, hvor de begav sig hen, og hvordan vi mennesker er beslægtet med hinanden. Og siden han var barn, har han drømt om at blive indianer. En drøm, der gik i opfyldelse, da crow-indianerne optog ham i deres stamme i forbindelse med, at han dna-analyserede et 13.000 år gammelt indianerskelet.

Alene det gør Eske Willerslev til et spændende bekendtskab, men interessant er også hans interesse for det åndelige og spirituelle. Det er trods alt ikke hver dag, at en evolutionsbiolog med en forskerkarriere i superligaen erklærer, at lykken ligger i det åndelige!

Så i dag går turen til min lokale boghandler, så jeg kan tage et nærmere kig på “Han gør det døde levende”.

“Mio, min Mio” i nye klæder

8702169355I dag er også dagen, hvor Gyldendal genudgiver Astrid Lindgrens klassiker “Mio, min mio”. Denne udgave er illustreret af danske Mikkel Sommer.

“Mio, min Mio” er en vidunderlig roman om en dreng, der også forfølger sin drøm. Denne gang er det imidlertid drømmen om en far, der driver ni-årige Bosse ud på en forunderlig, men også farefuld færd.

Jeg var tryllebundet af historien, da min mor læste den højt for mig i min barndom, og med Jens Andersens “Denne dag, et liv” får man nye perspektiver på den eventyrlige beretning (Se Pippi – et krigsbarn).

Ja, gode bøger – såvel skønlitterære som biografiske – kan mange ting!


Hvis du har haft spændende læseoplevelser med en biografi eller to, vil jeg blive rigtig glad for at høre om det her på bloggen.

Og ellers håber jeg, at du vil følge med, når jeg skriver videre nu på torsdag!

Back to reality

Børnebogsmessen i Bologna er den internationalt vigtigste messe for børne- og ungdomslitteratur. I år fandt den sted fra den 30. marts til den 2. april, og i den anledning har jeg talt med redaktør Lise Heilesen fra Nyt Nordisk Forlag, som deltog i messen.

Lise Heilesen har været redaktør af børne- og ungdomsbøger i 15 år heraf fire år på Nyt Nordisk Forlag, hvor hun har været ansat siden 2011. På spørgsmålet om, hvilke trends der kendetegner børne- og ungdomslitteraturen netop nu, svarer hun:

“Hvis vi tager det, vi kalder ‘middle grade’, det vil sige bøger til målgruppen 9-13 år, er det særligt adventure og spænding gerne tilsat humor, som er populært. Genrerne for ungdomsbøgerne er mere over i det realistiske eller dystopiske, hvilket vi også har set de senere år med titler af John Green (forfatteren til ‘En flænge i himlen’, red.) Hunger Games-serien og Teri Terrys trilogi (‘Slettet’, ‘Splittet’ og ‘Knust’, red.).”

– Er der nye forfatternavne og titler på vej inden for de to genrer?

“Ja, til september udgiver vi på Nyt Nordisk Forlag Teri Terrys nye roman ‘Mind Games’ på dansk. Og i juni udgiver vi Jasmine Wargas debutroman ‘My Heart and Other Black Holes’ på dansk. Den handler om Aysel på 16, som har det rigtig svært både med forældrene og klassekammeraterne og begynder at planlægge sin egen død. Men hun tør ikke gøre det alene og finder derfor en ‘selvmords-makker’ på nettet, den jævnaldrende Roman, som synes, det er umuligt at leve videre efter en familietragedie.”

– Emnet for Jasmine Wargas ungdomsbog lyder umiddelbart tungt. Hvorfor tror du, at bogen alligevel har appel til unge danske læsere?

“Fordi romanen også rummer glimt af humor, og selv om den skildrer to unges depression og isolation, viser den også, hvad et venskab kan gøre for to modløse teenagere. Historien giver læseren styrke og håb, og så er den smukt skrevet og har et godt plot. Til sidst i bogen skriver forfatteren også direkte til læseren om depression, og om hvordan man kan søge hjælp, hvis man er deprimeret og går med selvmordstanker, eller kender nogen, som gør det. Det skal også nævnes, at bogen er skrevet af en ung forfatter på 26 år, hvis sprog og stil appellerer til de unge læsere.”

– Til slut skal jeg høre, om fantasy stadig er in?

“Der laves stadig fantasybøger, men ikke så meget som før. Det er, som om den realistiske genre tiltrækker de unge læsere mere i øjeblikket.”


Man kan læse om Teri Terrys bøger på Nyt Nordisk Forlags hjemmeside og se et videoklip med forfatteren på:

http://www.nytnordiskforlag.dk/shop/boerneboeger/869-slettet.html

Teri Terry deltager også i bogmessen i Bella Centret til november.


Og så er det i dag 75 år siden, Danmark blev besat af Tyskland. Med afsæt i mit lille Astrid Lindgren-tema og interviewet med Lise Heilesen om børne- og ungdomsbøger, virker det derfor oplagt at runde dagens blog af med dette citat:

“Et barn, som ikke føler sig elsket af sine forældre, og som ikke kan finde andet at give kærlighed til og få kærlighed af, vokser selv op og bliver et ulykkeligt og ofte kærlighedsløst menneske, som kan gøre meget skade på sin vej gennem livet. Intet er mere sikkert, end at verdens skæbne afgøres i børneværelserne. Der afgøres det, om morgendagens mænd og kvinder bliver mennesker med sunde sjæle og gode viljer eller forkrøblede individer, som benytter enhver lejlighed til at gøre tilværelsen lidt mere vanskelig og besværlig for deres medmennesker. Selv de statsmænd, som skal råde over menneskers skæbne i morgendagens verden, er små børn i dag.” (Fra Astrid Lindgrens debatindlæg “Mer kärlek!” i tidsskriftet Perspektiv, september 1952)